Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 1. del

DA GUDS SØN var på jorden for nitten hundrede år siden, begyndte han at så en sæd. I en lignelse sammenlignede han sig selv med en mand der såede god sæd i sin mark, hvorefter en fjende i al hemmelighed såede ukrudt imellem den gode sæd. Hvis husherren fjernede ukrudtet med det samme ville han risikere at rykke hveden op samtidig, så i stedet tillod han at hveden og ukrudtet voksede side om side indtil høsten, hvor det ville være let at kende forskel på de to.

Jesus forklarede at ukrudtet var den ondes sønner, og at hveden var rigets sønner. For dem der ikke ejede skelneevne ville ukrudtet, de falske kristne, imidlertid tage sig ud som hvede. Og i århundredernes løb er hveden og ukrudtet fortsat med at vokse side om side. Ved høsttiden, ’afslutningen på en tingenes ordning’, skulle høstfolkene, det vil sige engle, samle ukrudtet fra for at tilintetgøre det. Men ’hvedeskaren’ af kristne skulle skinne så klart som solen i deres Faders rige. (Matt. 13:24-30, 36-43) Af denne grund er der, som Jehovas vidners årsrapport viser, over hele jorden en stor skare af andre som har sluttet sig til dem i deres gerning med at ophøje Jehova og forkynde at hans rige er menneskehedens eneste håb.

’Hvedeskaren’ kom til syne på pinsedagen i år 33, og er derefter vokset i antal. (Apg. 2:1, 41, 47; 4:4) Der blev oprettet kristne menigheder i hele Israel, og senere i alle egne af den dakendte verden. Som forudsagt lykkedes det imidlertid Djævelen at så ukrudt i hvedemarken. I det fjerde århundrede havde babylonisk religiøs tankegang og græsk filosofi sat sit præg på de såkaldte kristne. Frafaldet fra den sande kristendom stod nu i fuldt flor, og ukrudtet, de falske kristne, havde stor fremgang. Den protestantiske reformation, som egentlig blot var et oprør mod den katolske kirke resulterede i dannelsen af mange sekter som var langt ude i religiøse fejltagelser. Men på trods af frafaldet er der vidnesbyrd om at der også har været sande, ’hvedelignende’ kristne i disse århundreder med åndeligt mørke.

Efterhånden som afslutningen på tingenes ordning nærmede sig, sørgede den allerhøjeste Gud, Jehova, for at vise på en ganske tydelig måde hvor hveden var at finde. Der skete nogle yderst interessante ting på Guds mark, som var under opdyrkning. Dette gjaldt især i sidste halvdel af det nittende århundrede i en bestemt del af denne verdensomspændende mark. Hvad der fandt sted dér er en del af Jehovas kristne vidners historie i nyere tid. En betragtning af Jehovas vidners gerninger i Amerikas forenede Stater kan være med til at kaste lys over deres meget interessante, hundredårige historie.

VOR BERETNING begynder i midten af det nittende århundrede. Overdækkede prærievogne ruller hen over de åbne sletter og fører nybyggere ud til fjerne, vestlige egne af fastlandet. Kæmpemæssige flokke af bøfler og bisonokser — i 1850 var der omtrent tyve millioner stykker kvæg — strejfer stadig omkring mellem Appalacherne og Rocky Mountains.

Borgerkrigen hærger landet og kræver sine dødsofre fra 1861 til 1865, hvorefter industrialiseringens tid følger. I 1869 fuldføres den første jernbane der strækker sig tværs over kontinentet. I 1870erne melder det elektriske lys og telefonen deres ankomst. Fra 1880erne kan byboerne lade sig befordre i elektrisk sporvogn, og hen mod århundredets slutning gør nogle få automobiler støjende deres entré.

Det var umuligt af forudsige hvordan det religiøse klima i denne periode skulle blive. Charles Darwin havde fostret sin teori om menneskets udvikling i værket Om Arternes Oprindelse fra 1859. Under indtryk af de stadige angreb som udviklingslære, højere bibelkritik, ateisme, spiritisme og vantro rettede imod organiseret religion, afholdt den katolske kirke sit første Vatikankoncil (1869-1870), i et forsøg på at styrke sin stadig svagere position. Diverse andre samfund så med spændt forventning frem til at Kristus skulle komme igen i kødet — men forgæves.

„Afslutningen på tingenes ordning“ nærmede sig imidlertid. Et eller andet sted på hele Guds verdensomspændende mark måtte der være „hvede“ — sande kristne — at finde. Men hvor?

„De ringe begyndelsers dag“

Tiden: omkring 1870. Stedet: byen Allegheny i Pennsylvanien. Allegheny, som senere bliver indlemmet i Pittsburgh, er en by med mange kirker. En aften vandrer en attenårig ung mand omkring i Alleghenys gader. Som han senere forklarede selv, var han blevet „rystet i troen med hensyn til mange længe antagne læresætninger“ og var faldet „som et let bytte for vantroens logik“. Men denne aften tiltrækkes hans opmærksomhed idet han hører nogen synge. Hån træder ind i en snavset, skummel sal. Hvorfor? Med hans egne ord: „For at se om den håndfuld der var forsamlet dér, havde noget mere fornuftigt at tilbyde end de store kirkers trosbekendelser.“

Den unge mand sætter sig og lytter. Det er adventisten Jonas Wendell der holder prædikenen. „Hans udlæggelse af Skriften var ikke ganske klar,“ bemærker vor tilhører senere. Men den udrettede dog noget. Han indrømmer: „Det var ved Guds førelse nok til at genoprette min svigtende tro på Bibelens guddommelige inspiration og til at vise at apostlenes og profeternes beretninger var knyttet uløseligt sammen. Det jeg hørte sendte mig til min Bibel for at studere den mere ivrigt og omhyggeligt end nogen sinde før.“

Den videbegærlige unge mand var Charles Taze Russell. Han blev født i Allegheny den 16. februar 1852 som anden søn af Joseph L. Russell og Ann Eliza (Birney) Russell, der begge var af skotsk-irsk afstamning. Charles’ moder, som ved hans fødsel havde viet ham til Herrens gerning, døde da han var ni år gammel. Men i en tidlig alder fik Charles sine første religiøse indtryk gennem sine presbyterianske forældre. Med tiden sluttede han sig til en nærliggende kongregationalistisk kirke fordi denne havde mere liberale synspunkter.

Da Charles endnu kun var en dreng på elleve år indgik han en forretningsaftale om partnerskab med faderen, og drengen nedskrev selv de betingelser der gjaldt for aftalen. Som femtenårig var han sin faders kompagnon i en voksende kæde af herreekviperingsforretninger. Efterhånden fik de filialer i Pittsburgh, Philadelphia og andre byer.

Den unge Charles var til stadighed en oprigtig bibellæser. Han ønskede at tjene Gud så godt han formåede det. Engang, da han var tolv år gammel, fandt hans fader ham klokken to om natten i familiens forretning, fordybet i en bibelkonkordans, uden at tænke på hvad klokken var.

Efterhånden som Russell voksede til vågnede der imidlertid en vis åndelig uro i ham. Det der især bekymrede ham var læresætningerne om evig pine og om forudbestemmelse. Han tænkte som så: „En Gud der brugte sin magt til at skabe mennesker om hvilke han forud vidste og havde bestemt at de skulle pines for evigt, kunne hverken være viis, retfærdig eller kærlig. Hans standard ville være lavere end mange menneskers.“ (1 Joh. 4:8) Ikke desto mindre fortsatte den unge Russell med at tro på at Gud er til. Da han stadig plagedes af bekymring på grund af visse læresætninger, undersøgte han kristenhedens forskellig trosretninger, studerede østens store religioner — og blev dybt skuffet. Hvor var sandheden at finde?

Da Russell var sytten år gammel ræsonnerede han, ifølge en af sine senere medarbejdere, på denne måde: „Det er ingen nytte til at jeg prøver på at finde en rettesnor for min fremtid igennem nogen af trosretningerne eller gennem Bibelen. Derfor vil jeg se at glemme det alt sammen og udelukkende beskæftige mig med forretningen. Hvis jeg tjener penge kan jeg bruge dem til at hjælpe den lidende menneskehed, selv om jeg ikke kan yde den åndelig støtte!“

Det var mens den unge Russell havde sådanne tanker at han trådte ind i det halvmørke lokale i Allegheny og hørte den prædiken som ’genoprettede hans vaklende tro på Bibelens guddommelige inspiration’. Han satte sig i forbindelse med flere unge mænd som han kendte, og fortalte at han havde til hensigt at studere Bibelen. Snart begyndte denne lille gruppe — som talte omkring seks — at mødes hver uge til systematisk studium af Bibelen. Mens disse mænd mødtes regelmæssigt i årene 1870 til 1875 undergik deres religiøse opfattelser nogle gennemgribende ændringer. Efterhånden som tiden gik velsignede Jehova dem med større åndeligt lys og sandhed. — Sl. 43:3; Ordsp. 4:18.

„Vi kom til at se forskellen,“ skrev Russell, „mellem Herren som ’det menneske der gav sig selv’, og som den der vil komme igen som et åndevæsen. Vi så at åndevæsener kan være til stede og dog være usynlige for mennesker. . . . vi følte os meget bedrøvede over adventisternes vildfarelse; thi de ventede Kristus i kødet og lærte at verden og alle i den, undtagen adventisterne, skulle opbrændes i 1873 eller 1874, og hvis tidsangivelser og skuffelser og umodne tanker om hensigten med og måden for Herrens komme bragte mere eller mindre forsmædelse over os og over alle der længtes efter og forkyndte hans kommende rige.“

I et oprigtigt forsøg på at imødegå sådanne fejlagtige læresætninger skrev og udgav den enogtyveårige C. T. Russell i 1873, for egen regning, en lille bog med titlen „The Object and Manner of the Lord’s Return“ [Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke udgivet på dansk]. Der blev trykt 50.000 eksemplarer af bogen, og den fik vid udbredelse.

Omkring januar 1876 modtog Russell et eksemplar af det religiøse tidsskrift The Herald of the Morning. Bladets omslag fik ham til at forbinde det med adventisterne, men indholdet overraskede ham. Udgiveren, N. H. Barbour fra Rochester i New York, forstod at hensigten med Jesu Kristi genkomst ikke var at udslette men at velsigne alle jordens slægter, at han ville komme som en tyv og at det ikke ville ske i kødet, men som en ånd. Ja, ud fra Bibelens tidsprofetier troede Barbour faktisk at Kristus da var nærværende og at høstarbejdet med at indsamle „hveden“ og samle „ukrudtet“ („klinten“ eller „rajgræsset“) fra, allerede stod for døren. Russell arrangerede et møde med Barbour, og resultatet blev at de cirka tredive personer i bibelgruppen i Pittsburgh blev tilknyttet Barbours lidt større gruppe i Rochester i New York. Russell bidrog af sine egne midler til trykningen af The Herald, som næsten var gået ind, og han blev medredaktør af bladet.

Som femogtyveårig begyndte Russell, i 1877, at afvikle sin forretning og gå over til at være heltidsprædikant. Han rejste fra by til by, holdt bibelske foredrag ved offentlige møder, på gaderne og i protestantiske kirker. På grund af dette arbejde blev han kendt som „pastor“ Russell. Han besluttede at anvende sin formue til fremme af dette arbejde, vie sit liv til sagen, forbyde optagelse af kollekt ved alle sine møder og — efter at hans egen formue var opbrugt — kun at fortsætte arbejdet med bidrag der fuldstændig frivilligt og uopfordret blev indsendt.

I 1877 udgav Barbour og Russell i fællesskab bogen Three Worlds, and the Harvest of This World [De tre verdener og denne verdens høst]. Den var på 196 sider og forenede tanker om genoprettelsen med Bibelens tidsprofetier. Den fremlagde det synspunkt at efteråret 1874 var begyndelsen til Jesu Kristi usynlige nærværelse og til en fyrreårig periode der indledtes med en høst på tre og et halvt år.

Det er meget bemærkelsesværdigt at bogen med slående nøjagtighed pegede på afslutningen af hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“. (Luk. 21:24) Den viste (på siderne 83 og 189) at denne periode på 2520 år, hvori de hedenske eller ikke-jødiske nationer skulle herske over jorden uden indblanding fra noget gudsrige, begyndte da babylonierne omstyrtede Juda rige i slutningen af det syvende århundrede f.v.t. og ville ende i 1914 e.v.t. Men allerede tidligere havde C. T. Russell skrevet en artikel med titlen „Hedningernes tider: Hvornår ender de?“ Den blev bragt i bladet Bible Examiner for oktober 1876, og deri sagde Russell: „De syv tider vil ende i året 1914.“ Han havde fuldt korrekt forbundet hedningernes tider med de „syv tider“ der nævnes i Daniels bog. (Dan. 4:16, 23, 25, 32) Året 1914 markerede virkelig, i overensstemmelse med sådanne beregninger, afslutningen på hedningernes tider og tiden for Guds riges fødsel i himmelen med Kristus Jesus som konge. Tænk blot! Jehova gav sit folk kendskab til dette næsten fire årtier forud.

Alt gik godt i en tid. Så kom foråret 1878. Barbour forventede at de hellige der levede på jorden skulle tages bort i kødet for altid at være sammen med Herren i himmelen. Men det skete ikke. Russell fortæller at Barbour syntes „at føle at han nødvendigvis måtte finde på noget nyt der kunne aflede opmærksomheden fra den fejlslagne forhåbning med hensyn til de levende helliges borttagelse“. Og snart fandt han på noget. „Til vor pinlige overraskelse,“ hedder det i Russells beretning, „skrev mr. Barbour snart efter en artikel i The Herald der fornægtede forsoningslæren — fornægtede at Kristi død var genløsningsprisen for Adam og hans slægt, idet han sagde at Herrens død ikke kunne bidrage mere til betalingen af menneskenes synders straf end dette at stikke en nål igennem en flue og lade den lide og dø, af jordiske forældre kunne betragtes som en retfærdig afvikling for deres barns uartighed.“

I septembernummeret af The Herald kom Russells artikel „Forsoningen“, hvori han forsvarede genløsningen og talte imod Barbours vildfarelse. Uoverensstemmelsen fortsatte til december 1878 i bladets spalter. „Det blev nu klart for mig,“ skriver Russell, „at Herren ikke længere ville at jeg finansielt eller på anden måde skulle støtte noget der kunne virke i modstrid med vor hellige religions grundprincip.“ Hvad gjorde C. T. Russell så? Han fortsætter: „Efter en omhyggelig, men unyttig anstrengelse for at omvende den vildfarende trak jeg mig derfor fuldstændigt tilbage fra The Herald of the Morning og fra videre samfund med mr. Barbour.“ Men dette fandt han ikke tilstrækkeligt til at vise sin „vedvarende troskab imod vor Herre og genløser“. Russell skriver: „Jeg forstod derfor at det var Herrens vilje at jeg skulle påbegynde et andet blad, hvori korsets fane skulle løftes højt, læren om genløsningen forsvares og de gode tidender om en stor glæde forkyndes så omfattende som muligt.“

C. T. Russell så det som Herrens ledelse at han skulle ophøre med at rejse og begynde at udgive et blad. Således udkom i juli 1879 første udgave af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence [Zion’s Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse]. Dette blad, der nu kendes verden over som Vagttårnet, har altid forsvaret Bibelens lære om genløsningen. Som Russell engang skrev: „Lige fra begyndelsen af har det været en særlig talsmand for genløsningen; og ved Guds nåde håber vi at det skal være det indtil enden.“

Bladets begyndelse var „de ringe begyndelsers dag“, for det første nummer udkom kun i omkring 6000 eksemplarer. (Zak. 4:10) C. T. Russell, som ledede bibelgruppen i Pittsburgh, var redaktør og udgiver. Fem andre modne bibelstudenter bidrog fra starten med regelmæssige artikler til dets spalter. Bladet var viet til Jehova og til Guds riges interesser. Udgiverne satte deres lid til Gud, som det for eksempel fremgår af denne udtalelse i bladets andet nummer: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“ Men bladet er ikke gået ind. Dets oplagstal er, i foråret 1975, steget til et gennemsnit på over 9.000.000 eksemplarer af hver udgave.

En fast beslutning om at forsvare og forkynde Bibelens sandheder havde medført Guds velsignelse for disse bibelstudenter i 1870erne. Selv om der voksede meget ukrudt på den verdensomspændende mark, havde Gud sørget for at udpege „hveden“, de sande kristne. (Matt. 13:25, 37-39) Det kunne ikke afvises at Gud var ved at kalde nogle „ud af mørket ind til sit vidunderlige lys“. (1 Pet. 2:9) I 1879 og 1880 oprettede C. T. Russell og hans medarbejdere omkring tredive menigheder i Pennsylvanien, New Jersey, New York, Massachusetts, Delaware, Ohio og Michigan. Russell selv tilrettelagde personlige besøg i hver menighed. Det var med på hans program at der skulle afholdes adskillige bibelmøder sammen med hver gruppe.

Her i den første tid kaldtes menighederne for „ekklesia’er“ (efter det græske ord ekklesiʹa, som betyder „menighed“) og de blev også undertiden kaldt „klasser“. Alle menighedens medlemmer afgav deres stemme når visse anliggender skulle afgøres, og ved stemmeafgivning valgte man også et råd af ældste som var ansvarligt for ledelsen af menighedens anliggender. Ekklesia’erne var knyttet sammen derved at de anerkendte Pittsburgh-menighedens virkemåde, den menighed hvor C. T. Russell og andre som skrev artikler til Watch Tower, var ældste.

Jesus Kristus ’forkyndte frigivelse for fanger’. (Luk. 4:16-21; Es. 61:1, 2) Hvis retsindige mennesker i det nittende århundrede skulle opnå den gudgivne frihed, måtte de religiøse vildfarelser afsløres. Dette formål tjente Zion’s Watch Tower. Men der var også andet der medvirkede til at opfylde behovet — „Bible Students’ Tracts“ (også kaldet „Old Theology Quarterly“), skrevet i 1880 og tiden derefter af Russell og hans medarbejdere. Disse traktater stilledes gratis til rådighed for læsere af bladet Watch Tower som måtte ønske at uddele dem.

C. T. Russell og de der var knyttet til ham troede at de befandt sig på høstens tid, og de var ganske få — kun omkring et hundrede i 1881. Men folk havde brug for den frigørende sandhed, og ved Guds ufortjente godhed skulle de også modtage den. „Vi ønsker 1000 forkyndere“ var den slående overskrift på en artikel i Zion’s Watch Tower for april 1881. Til dem der var i stand til at bruge halvdelen eller mere af deres tid udelukkende i Herrens gerning, lød følgende forslag: „At I, efter som I bedst kan, rejser ud til store og små byer som kolportører eller evangelister og hvert sted søger at finde de oprigtige kristne, hvoraf I vil finde mange der er virkelig nidkære for Gud men uden forståelse; søg at gøre disse bekendt med vor Faders rige nåde og de skønne sandheder der findes i hans ord ved at uddele traktater til dem.“ Blandt andet skulle disse kolportører (forløberne for vor tids pionerforkyndere) tilbyde abonnement på Watch Tower. Naturligvis kunne ikke alle bladets læsere være heltidsforkyndere. Men de der ikke kunne afse al deres tid blev ikke glemt, for til dem blev der sagt: „Hvis du har en halv time, eller én, to eller tre timer, kan du bruge den eller dem, og det vil have høstens Herres velbehag. Hvem ved hvilke velsignelser der kan blive resultatet af en times tjeneste under Guds ledelse?“

De ønskede tusind forkyndere efterkom ikke straks opfordringen. (I 1885 var der omkring 300 kolportører.) Men Jehovas tjenere vidste at de skulle forkynde den gode nyhed. Meget passende stod der i Zion’s Watch Tower for juli og august 1881: „Forkynder du? Vi tror at ingen uden de der forkynder vil høre til den lille hjord. . . . Ja, vi blev kaldet til at lide med ham og til at forkynde den gode nyhed nu, for at vi til sin tid kan herliggøres og opfylde de ting vi nu forkynder. Vi er hverken blevet kaldede eller salvede til at modtage ære og samle rigdomme, men til at bruge os selv og vore midler, og til at prædike den gode nyhed.“

Samme år — 1881 — fuldførte C. T. Russell to brochurer. Den ene hed „Tabernacle Teachings“ [Tabernakel-lærdomme]. Og den anden hed Food for Thinking Christians [Føde for tænkende kristne]; den afslørede visse læremæssige vildfarelser og redegjorde for Guds hensigt.

Oprindelig var det næsten udelukkende verdslige firmaer der sørgede for trykningen af traktater og bladet Zion’s Watch Tower. Men hvis uddelingen af trykte skrifter skulle udvides, og hvis bibelstudenterne (som Jehovas vidner dengang kaldtes) skulle kunne modtage bidrag til dækning af udgifterne i forbindelse med arbejdet, måtte der dannes en eller anden form for selskab eller forening. Det var grunden til at man i begyndelsen af 1881 oprettede Zion’s Watch Tower Tract Society med C. T. Russell som leder. Han og andre bidrog gavmildt med omkring 35.000 dollars for at få trykningen sat i gang. I 1884 blev selskabet, der hidtil ikke havde været organiseret som en korporation, indregistreret som Zion’s Watch Tower Tract Society, med Russell som præsident. I dag er dette selskab kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania.

„Formålet med selskabets dannelse,“ hed det i vedtægterne, „er at udbrede Bibelens sandheder på forskellige sprog ved udgivelse af traktater, brochurer, blade og andre religiøse tryksager samt ved hjælp af alle andre lovlige midler som dets retmæssigt udnævnte bestyrelse anser for tjenlige til fremme af nævnte formål.“

(Fortsættes)