1:14

kød: Eller “et menneske”. Det græske ord sarx sigter her til et fysisk væsen, et levende væsen af kød. Da Jesus blev født som menneske, var han ikke længere en ånd. Han iførte sig ikke bare en fysisk krop, som engle havde gjort før i tiden. (1Mo 18:1-3; 19:1; Jos 5:13-15) Derfor kunne Jesus med rette omtale sig selv som “Menneskesønnen”. – Joh 1:51; 3:14; se studienote til Mt 8:20.

Ordet blev kød: Jesus var helt og fuldt et menneske lige fra han blev født til han døde. Jesus forklarede formålet med at han blev kød da han sagde: “Det brød jeg vil give, ja, det er mit kød til liv for verden.” (Joh 6:51) Og fordi Jesus helt igennem var et menneske, kunne han selv erfare hvad mennesker af kød og blod kommer ud for, og dermed blive en medfølende Ypperstepræst. (He 4:15) Der kan ikke være tale om at Jesus både havde et fysisk og et åndeligt legeme på samme tid. Bibelen siger at han “blev gjort lidt ringere end englene”. (He 2:9; Sl 8:4, 5; se studienote til kød i dette vers). Men det var ikke alle der mente at Jesus var kommet til jorden i kødet, som menneske. Gnostikerne for eksempel, der var af den opfattelse at viden (græsk: gnosis) var noget man opnåede på mystisk vis, blandede græsk filosofi og orientalsk mysticisme med den frafaldne kristendom. De hævdede at alt fysisk stof er af det onde. Derfor fremmede de den lære at Jesus ikke kom i kødet, men at det kun så ud som om han havde en fysisk krop. Det lader til at en tidlig form for gnosticisme var fremherskende i slutningen af det første århundrede e.v.t., så det kan være at det var helt bevidst at Johannes skrev at “Ordet blev kød”. I sine breve advarer Johannes mod den falske lære at Jesus ikke kom “som menneske”. – 1Jo 4:2, 3; 2Jo 7.

boede: Bogst.: “teltede; boede i telt”. Nogle har forstået udtalelsen om at Ordet ‘boede, eller teltede, blandt os’ som om Jesus var en inkarnation, ikke et rigtigt menneske. Men Peter brugte det beslægtede navneord der er gengivet med “telt”, da han omtalte sin egen fysiske krop som en midlertidig bolig. (2Pe 1:13) Selvom Peter vidste at han snart skulle dø, og at han ville blive oprejst som en ånd, ikke som et menneske, antydede han ikke at han var en inkarnation. – 2Pe 1:13-15; se også 1Kt 15:35-38, 42-44; 1Jo 3:2.

vi så hans herlighed: Gennem Jesus’ liv og tjeneste så Johannes og de andre apostle en herlighed, en pragt eller storhed, som kun en der genspejlede Jehovas egenskaber til fuldkommenhed, kunne udstråle. Desuden fik apostlen Johannes, sammen med Jakob og Peter, lov til at være vidne til Jesus’ forvandling. (Mt 17:1-9; Mr 9:1-9; Lu 9:28-36) Så det Johannes skriver her, sigter måske ikke kun til at Jesus genspejlede Guds egenskaber, men også til synet af forvandlingen, som fandt sted mere end 60 år tidligere. Denne begivenhed gjorde også et uudsletteligt indtryk på apostlen Peter, der skrev sine breve omkring 30 år før Johannes skrev sit evangelium. Peter refererede specifikt til forvandlingen som en enestående bekræftelse af “det profetiske ord”. – 2Pe 1:17-19.

en enestefødt søn: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. I Bibelen anvendes begrebet til at beskrive sønners og døtres forhold til deres forældre. (Se studienoter til Lu 7:12; 8:42; 9:38). I apostlen Johannes’ skrifter bliver dette udtryk udelukkende anvendt om Jesus (Joh 3:16, 18; 1Jo 4:9), men aldrig i forbindelse med Jesus’ fødsel eller hans liv som menneske. Derimod anvender Johannes udtrykket til at beskrive Jesus i hans førmenneskelige tilværelse som Logos, eller Ordet, den der ‘i begyndelsen var hos Gud’, endda “før verden blev til”. (Joh 1:1, 2; 17:5, 24) Jesus er den “enestefødte Søn” fordi han er Jehovas Førstefødte og den eneste som er blevet skabt direkte af Gud. Selvom andre åndeskabninger også kaldes “den sande Guds sønner” eller “Guds sønner” (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:4-7), blev alle disse sønner skabt af Jehova gennem den førstefødte Søn (Kol 1:15, 16). Udtrykket monogenes refererer altså både til at Jesus er “den eneste af sin art eller slags; unik; uden sidestykke”, og til at han er den eneste Søn der er frembragt direkte af Gud selv. – 1Jo 5:18; se studienote til He 11:17.

Guds velvilje: Eller “ufortjent godhed”. Det græske ord charis forekommer mere end 150 gange i De Kristne Græske Skrifter og har forskellige nuancer alt efter sammenhængen. Når det henviser til den ufortjente godhed Gud viser mennesker, beskriver ordet en fri gave som Gud gavmildt giver uden at forvente at få noget til gengæld. Det er et udtryk for Guds gavmildhed over for menneskene, hans store kærlighed til dem og hans godhed over for dem; den bliver udelukkende givet fordi giveren er gavmild, ikke fordi modtageren har gjort sig fortjent til det. (Ro 4:4; 11:6) Dette udtryk betyder ikke nødvendigvis at modtagerne er uværdige til at blive vist godhed, og derfor kunne Jesus også få denne velvilje, eller godhed, fra Gud. I forbindelse med Jesus kan udtrykket meget passende oversættes med “Guds velvilje”, som i dette vers, eller at ‘have Guds godkendelse; være vellidt af Gud’. (Lu 2:40, 52) I andre sammenhænge bliver det græske udtryk gengivet med “godkendelse”, “syntes godt om”, “elsket” og “kærlige gave”. – Lu 1:30; ApG 2:47; 7:46; 1Kt 16:3; 2Kt 8:19.

fuld af Guds velvilje og sandhed: “Ordet”, Jesus Kristus, havde Guds velvilje og talte altid sandt. Men sammenhængen viser at der ligger endnu mere i disse ord – Jehova udvalgte specifikt sin Søn til at forklare og vise Farens ufortjente godhed og sandhed i fuldt mål. (Joh 1:16, 17) Disse eksempler på Guds egenskaber kom så tydeligt til udtryk gennem Jesus at han kunne sige: “Den der har set mig, har også set Faren.” (Joh 14:9) Det var gennem Jesus at Gud viste sin ufortjente godhed og sandhed mod enhver der ville tage godt imod det.