-
Johannes – Studienoter, kapitel 1Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
den enestefødte gud: Johannes refererer her til Ordet, “Jesus Kristus”, som han tidligere har beskrevet som “en gud”. (Joh 1:1, 17) Johannes omtaler Jesus som Guds enestefødte Søn. (Joh 1:14; 3:16) I denne passage kalder Johannes Jesus for “den enestefødte gud”, et udtryk der understreger den unikke plads Jesus indtager i Guds hensigt. Jesus kan med rette omtales som “en gud” på grund af den måde hvorpå udtrykket “gud” anvendes i Bibelen. Denne titel indeholder tanken om en der er mægtig, og bliver endda brugt om mennesker i Bibelen. (Sl 82:6; se studienoter til Joh 1:1; 10:34). Jesus er “en gud”, eller en der er mægtig, fordi han har fået magt og myndighed fra Den Almægtige Gud, Faren. (Mt 28:18; 1Kt 8:6; He 1:2) Jesus er den eneste der er skabt direkte af Gud selv, og den eneste gennem hvem alt andet “er blevet til” (Joh 1:3), og derfor er det meget passende at han omtales som “den enestefødte gud”. Dette udtryk viser at Jesus har den mest ærefulde og højtstående stilling blandt alle Guds åndesønner. I nogle håndskrifter står der “den enestefødte Søn”, og nogle bibeloversættelser gengiver det derfor på den måde. Men i de tidligste og mest anerkendte håndskrifter står der “den enestefødte gud” (med den bestemte artikel på græsk) eller “enestefødt gud” (uden den bestemte artikel på græsk).
ved Farens side: Eller “på pladsen op mod Farens bryst”. Dette udtryk hentyder til en særligt ærefuld plads og til et nært fællesskab. Det er en talemåde der sikkert er hentet fra den måde man indtog måltider på; gæsterne lå på divaner på en sådan måde at man kunne læne sig tilbage mod en nær vens bryst. (Joh 13:23-25) Jesus bliver på den måde beskrevet som Jehovas nærmeste ven, den der bedre og mere fyldestgørende end nogen anden kunne forklare Gud. – Mt 11:27.
-