7:39

Der var nemlig endnu ingen ånd: Det græske ord for “ånd”, pneuma, forekommer to gange i dette vers og henviser til Guds hellige ånd, eller aktive kraft. Jesus og de der lyttede til ham, vidste at Gud længe havde gjort brug af sin hellige ånd (1Mo 1:2, fdn.; 2Sa 23:2; ApG 28:25), og at Han havde givet af sin ånd til sine trofaste tjenere, deriblandt Otniel, Jefta og Samson (Dom 3:9, 10; 11:29; 15:14). Derfor hentyder det Johannes siger, helt tydeligt til en ny måde som ånden ville hjælpe ufuldkomne mennesker på. Ingen af de tidligere tiders tjenere for Gud var blevet kaldet til liv i himlen ved hjælp af ånden. På pinsedagen i år 33 e.v.t. udgød Jesus over sine disciple den hellige ånd som han havde modtaget fra Jehova efter at være blevet herliggjort som en åndeskabning. (ApG 2:4, 33) Det var første gang ufuldkomne mennesker blev givet håb om at leve som åndeskabninger i himlen. Efter at være blevet salvet på denne måde blev de kristne i stand til at forstå betydningen af mange ting de tidligere ikke havde forstået.