14:16

en anden hjælper: Disse ord indikerer at disciplene allerede havde en “hjælper”, Jesus. Faktisk bruger 1Jo 2:1 det samme græske ord for “hjælper” (parakletos) om Jesus’ rolle. Men her lover Jesus at Guds ånd, eller aktive kraft, ville hjælpe dem yderligere når han ikke længere var på jorden.

hjælper: Eller “trøster; opmuntrer; talsmand”. Ordet der er gengivet med “hjælper” (parakletos), bruges i Bibelen til at beskrive både den hellige ånd (Joh 14:16, 26; 15:26; 16:7) og Jesus. (1Jo 2:1) Det kan bogstaveligt oversættes med “en der bliver sendt hen for at stå ved nogens side” for at hjælpe. Når Jesus talte om den hellige ånd, en upersonlig kraft, som en hjælper der ‘lærer’, ‘vidner’, ‘leder’, ‘taler’, “hører” og “modtager” (Joh 14:26; 15:26; 16:7-15), brugte han en form for billedsprog der kaldes personificering, dvs. at man omtaler noget upersonligt eller dødt som om det var levende. Det er ikke ualmindeligt i Bibelen at noget upersonligt bliver personificeret. Nogle eksempler på det er visdom, død, synd og ufortjent godhed. (Mt 11:19; Lu 7:35; Ro 5:14, 17, 21; 6:12; 7:8-11) Det er tydeligt at ingen af delene er en virkelig person. Guds ånd nævnes ofte sammen med andre upersonlige kræfter eller ting, hvilket også støtter det faktum at Guds ånd ikke er en person. (Mt 3:11; ApG 6:3, 5; 13:52; 2Kt 6:4-8; Ef 5:18) Nogle mener at det at der er brugt den græske hankønsform om stedordene i forbindelse med denne “hjælper”, viser at den hellige ånd er en person. (Joh 14:26) Men græsk grammatik kræver at stedordene er i hankøn når ‘hjælperens’ aktiviteter omtales, fordi det græske ord for “hjælper” er hankøn. (Joh 16:7, 8, 13, 14) Men når det græske intetkønsord for “ånd” (pneuma) bruges, er stedordene også i intetkøn. – Se studienote til Joh 14:17.