Fodnote

a Pontifex maximus Julius Cæsar øgede antallet af pontiʹfices i kollegiet til seksten. The Encyclopædia Britannica, 11. udgave, bind 22, side 66b, oplyser om PONTIFEX: „Navnet er tydeligvis dannet af pons [bro] og facere [at gøre], men om dette skal betegne en særlig forbindelse med den hellige bro over Tiberen (Pons Sublicius), eller hvad den oprindelige betydning har været, kan ikke fastslås nu. Kollegiet eksisterede under monarkiet [i Rom], da det efter al sandsynlighed bestod af tre medlemmer; man kan med nogenlunde sikkerhed antage at de har været juridiske rådgivere for rex [kongen] i alle religiøse anliggender. Under republikken [i Rom] kom de til at indtage en mere fremtrædende plads under en pontifex maximus [største brobygger], der overtog kongens pligter som øverste administrator af den religiøse lov, . . . Deres stilling var livsvarig. Kollegiets enorme magt var samlet hos ypperstepræsten, pontifex maximus, mens de øvrige pontifices udgjorde hans koncilium eller råd. Hans funktioner var til dels knyttet til ofrene eller ritualerne, men det var de mindst betydningsfulde. Hans virelige magt lå i forvaltningen af jus diviʹnum [den guddommelige ret], . . . Det ses tydeligt at et præsteskab der havde sådanne funktioner og hvis medlemmer sad inde med embedet på livstid, må have haft stor magt i staten, og i republikkens tre første århundreder er det muligt at ypperstepræsten, pontifex maximus, har siddet inde med den største magt. . . . Julius Cæsar sad inde med embedet de sidste tyve år af sit liv, og Augustus overtog det efter Lepidus’ død i år 12 f.Kr., hvorefter embedet var uløseligt knyttet til kejserembedet. Med kejserdømmets forfald overgik titlen naturligt til paverne, hvis funktion som forvaltere af den gejstlige lov havde en nær lighed med de antikke romerske præsters funktioner. Herfra brugen af ordene ’pontiff’ [engelsk for ypperstepræst, pave, biskop] og ’pontifical’ [pontifikal].“