Fodnote

a Angående det at farisæerne skulle være falske profeter, kan vi henvise til hvad David Hill har skrevet i tidsskriftet Biblica (1976, årg. 57): „Josefus kendte til farisæere der havde forudviden om kommende begivenheder og som brugte deres gave til politiske formål (Jødernes oldtidshistorie, XVII, 41-45), og et andet sted taler han om en vis Pollion og dennes discipel Sameas der profeterede (Jødernes oldtidshistorie, XIV, 172-176; XV, 3, 370). Af større betydning end Josefus’ knappe og måske vage oplysninger er imidlertid det forhold at farisæerne som gruppe betragtet anså sig for at være arvtagere til denne så vigtige profetiske tradition: de havde overtaget traditionen fra medlemmerne af Den store Synagoge, som igen havde fået den fra de sidste i rækken af profeter. Og som dygtige fortolkere af Skriften var farisæerne beskæftiget med noget som på deres tid havde den størst mulige lighed med den åbenbaring der blev formidlet af en tidligere tids profeter. . . . Både om dem og om deres efterfølgere kunne det siges: ’Hvis de ikke er profeter, er de dog profeternes sønner’ (ord som tilskrives Hillel [en rabbiner der levede omkring Jesu tid]). Helt i overensstemmelse med dette er Jesu ord om at farisæerne byggede gravmæler over profeterne og pyntede de retfærdiges grave (Matt. 23:29). Det er derfor ikke umuligt at farisæerne på Jesu tid gjorde krav på en profets opgave og myndighed (om ikke på benævnelsen profet).“