Fodnote
a Det var på Bibelens tid som i dag: nogle kunne læse og andre kunne ikke. (Jævnfør Esajas 29:11, 12,) Men læsefærdigheden har måske været langt mere udbredt end mange har forestillet sig. I opslagsværket The Encyclopedia of the Jewish Religion står der: „Det ser ud til at mange i det gamle Israel kunne læse og skrive.“
Guds bud skulle skrives på dørstolperne og bindes som et tegn om hånden — hvilket ikke ville have betydet meget hvis folk ikke kunne læse. (5 Mosebog 6:8, 9; 27:8) Kongen skulle lave sin egen afskrift af Loven og læse i den daglig. (5 Mosebog 17:15, 18, 19, NW) En ung mand fra Sukkot skrev navnene på byens ledende mænd op. — Dommerne 8:14.
Det var ikke kun de veluddannede der kunne læse og skrive. I sin kommentar til Dommerbogen skriver James D. Martin at „nogle af vore tidligste vidnesbyrd om alfabetskrift blev indridset på hulevægge af slaver der arbejdede i minerne i Sinaj“. Amos var fårehyrde. Mika var landarbejder fra landsbyen Moresjet. (Amos 1:1; Mika 1:1) Men de skrev begge en bog i Bibelen.
Første Makkabæerbog, en apokryfisk bog der sandsynligvis er skrevet omkring sidste halvdel af det andet århundrede f.v.t., viser at folk dengang havde afskrifter af Loven i deres huse. (1 Makkabæerbog 1:59, 60) Den jødiske historieskriver Josefus, der levede i det første århundrede e.v.t., gav udtryk for det synspunkt at børnene ifølge Loven ’skulle lære at læse, og lære både deres forfædres love og deres gerninger’. — Mod Apion, II, 25.