Femte Mosebog
32 “Lyt, I himle, så vil jeg tale,
og lad jorden høre ordene fra min mund.
2 Min undervisning vil falde som regn;
mine ord vil dryppe som dug,
som stille regn på græs
og som rigelige regnskyl på planterne.
3 For jeg vil forkynde Jehovas navn.+
Fortæl om vores Guds storhed!+
5 Det er dem der har handlet ondt.+
De er ikke hans børn, fejlen er deres egen.+
De er en upålidelig og forvildet generation!+
Er han ikke din Far som skabte dig,+
som formede dig og gjorde dig til en nation?
7 Husk de gamle dage;
tænk på de år hvor tidligere generationer levede.
Spørg din far, han kan berette,+
de ældre, de vil fortælle dig det.
8 Da Den Højeste gav nationerne deres arv,+
da han skilte Adams sønner* fra hinanden,+
fastsatte han folkenes grænser+
efter tallet på Israels sønner.+
11 Som en ørn skubber sine unger ud af reden,
svæver over sine flyvefærdige unger,
breder sine vinger ud, tager dem,
bærer dem på sine svingfjer,+
12 sådan fortsatte Jehova selv med at føre ham;*+
ingen fremmed gud var med ham.+
Han gav ham honning fra et klippebjerg
og olie fra en flinthård klippe,
14 smør fra køer, mælk fra får og geder,
sammen med de mest udsøgte* får,
væddere fra Bashan og bukke,
og du drak vin af drueblod.*
15 Da Jeshurun* blev fed, sparkede han oprørsk bagud.
Du blev fed, du blev stor, du blev oppustet.+
Så svigtede han Gud, der havde skabt ham,+
og foragtede sin frelses Klippe.
17 De ofrede til dæmoner, ikke til Gud,+
til guder de ikke før havde kendt,
nye som lige var kommet til,
til guder som jeres forfædre ikke kendte.
21 De har gjort mig vred* med noget der ikke engang er en gud;+
de har krænket mig med deres værdiløse afguder.+
Derfor vil jeg gøre dem jaloux med noget der ikke engang er et folk;+
jeg vil krænke dem med en tåbelig nation.+
22 For min vrede har antændt en ild+
som vil brænde helt til Gravens* dyb,+
og den vil fortære jorden og dens afgrøde
og sætte bjergenes grundvolde i flammer.
23 Jeg vil sende mange ulykker over dem,
jeg vil bruge alle mine pile på dem.
Jeg vil sende rovdyr mod dem+
og giftige slanger der kryber i støvet.
25 Udenfor vil et sværd gøre dem barnløse,+
indenfor vil skrækken hærge+
både ung mand og jomfru,
spædbarn og gråhåret mand.+
26 Jeg ville have sagt: “Jeg spreder dem;
jeg lader mindet om dem forsvinde blandt mennesker.”
De ville sige: “Vi har sejret ved egen kraft,+
det var ikke Jehova der gjorde alt dette.”
29 Hvis bare de var kloge!+ Så ville de tænke over det.+
De ville overveje resultatet af deres handlinger.+
Kun hvis deres Klippe havde solgt dem+
og Jehova havde overgivet dem til deres fjende.
Deres druer er giftige,
deres klaser bitre.+
33 Deres vin er slangegift,
kobraers frygtelige gift.
35 Hævnen er min, og gengældelsen,+
til den fastsatte tid når de mister fodfæstet,+
for dagen for deres undergang er nær,
og det der venter dem, vil komme hurtigt.’
36 For Jehova vil dømme sit folk,+
og han vil have ondt af* sine tjenere+
når han ser at deres styrke er aftaget
og der kun er hjælpeløse og svage tilbage.
37 Så vil han sige: ‘Hvor er deres guder,+
den klippe de søgte tilflugt hos,
38 som spiste fedtet fra deres slagtofre,*
drak vinen fra deres drikofre?+
Lad dem stå frem og hjælpe dig.
Lad dem blive dit tilflugtssted.
Jeg dræber, og jeg gør levende.+
41 – når jeg hvæsser mit lynende sværd
og gør mig klar til at eksekvere dom,+
vil jeg hævne mig på mine modstandere+
og gøre gengæld mod dem der hader mig.
42 Jeg vil beruse mine pile i blod,
blodet af de faldne og tilfangetagne,
og mit sværd vil æde kød,
hovederne af fjendens ledere.’
43 Glæd jer sammen med hans folk, I nationer,+
for han vil hævne sine tjeneres blod,+
tage hævn over sine modstandere+
og skaffe soning for* sit folks land.”
44 Moses fremførte alle ordene i sangen foran folket+ sammen med Hosea,*+ Nuns søn. 45 Da Moses havde sagt alt dette til hele Israel, 46 tilføjede han: “I skal sørge for at I får alle de advarende ord jeg giver jer i dag,+ ned i hjertet så I kan befale jeres sønner at følge alle ordene i Loven.+ 47 For det er ikke bare tomme ord, men det gælder jeres liv,+ og ved de ord kan I leve længe i det land som I går over Jordan for at indtage.”
48 Samme dag sagde Jehova til Moses: 49 “Gå op på Abarimbjerget,+ Nebobjerget,+ som ligger i Moab, over for Jeriko, og se ud over Kanaan, som jeg giver israelitterne.+ 50 Du skal dø på det bjerg du går op på, og samles til dit folk,* ligesom din bror, Aron, der døde på bjerget Hor+ og blev samlet til sit folk. 51 I to var nemlig illoyale mod mig foran israelitterne ved Meribas vand+ i Kadesh i Zins ørken, for I helligede mig ikke foran Israels folk.+ 52 Du får lov til at se landet på afstand, men du kommer ikke ind i det land jeg giver Israels folk.”+