Kemikalieaffald er tidsindstillede bomber

„KEMIEN giver os bedre materialer og dermed en bedre tilværelse.“ I 1930erne indvarslede dette slogan en ny tidsalder. Men de færreste anede noget om at disse „bedre materialer“ ville blive årsag til at der opstod et „miljømæssigt Frankensteinuhyre“.

Dengang var folk glade for de nye produkter som kemikerne opfandt. Vore klædeskabe, vore hjem og vore biler blev fyldt med nylon, rayon, viskose og plast. Nye „fantastisk virkende“ udryddelsesmidler og kunstgødninger gav langt større høstudbytte end før. Kemiforskerne blev lovprist fordi de havde „skabt noget nyt som naturen havde glemt“.

Men med det nye „som naturen havde glemt“ fulgte millioner af tons kemikalieaffald. Og sørgeligt nok blev disse affaldsstoffer ofte tankeløst henkastet. „Affaldet blev gemt væk,“ siger Steffen Plehn, en embedsmand i det amerikanske miljøbeskyttelsesudvalg. „Det var ude af øje, ude af sind“ — glemt, men ikke ret længe.

Et sted i staten New York, i nærheden af de berømte Niagara-vandfald, benyttede man i mange år en opgivet vandkanal som losseplads for kemikalieaffald. Kanalen var opkaldt efter den mand der havde anlagt den, William Love, der i 1894 forsøgte at forbinde to floder og skabe en mønsterby. William Love fik aldrig sin drøm opfyldt, og alt hvad der blev tilbage af den var Love Canal, en ikke fuldført grøft, 1,6 kilometer lang, 3 til 12 meter dyb og de fleste steder knap 14 meter bred.

En ny ejer lod tonsvis af kemikalieaffald losse ned i William Loves kanal, det meste i 208-liters tromler. Hooker Chemical Company vedgår at have læsset 21.800 tons kemikalieaffald af i kanalen i årene 1920 til 1953. Byen Niagara Falls benyttede også kanalen som losseplads, og det påstås at det amerikanske militær gjorde det samme. I 1953 blev dette heksebryg dækket med jord og kunne så komme i kog efterhånden som tønderne tæredes op og kemikalierne gik i forbindelse med hinanden.

Hooker Chemical „solgte“ jorden til skolekommissionen i Niagara Falls for 1 dollar. Der blev bygget en skole, og området blev udstykket til parcelbyggeri. Snart havde der rejst sig et nydeligt boligkvarter oven på denne vældige kemikaliekirkegård.

Den tidsindstillede bombe var anbragt, og uret tikkede. Bomben var indstillet til at sprænges med en sådan kraft at stedet ville blive forsidestof i aviserne og genstand for hele verdens opmærksomhed. Her kunne „meget vel opstå den første af en ny og ildevarslende slags miljøkatastrofer“, som det hed i en særrapport der blev sendt til staten New Yorks guvernør.

Er denne begivenhed et håndgribeligt bevis for at menneskene „ødelægger jorden“ på en måde som aldrig før i historien? Kan en sådan fremgangsmåde være et varsel om at Gud snart vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“? Det er spørgsmål man passende kunne overveje mens man læser om hvad kemikalieaffald har været årsag til. — Åb. 11:18.

Men hvor stor en trussel var dette resultat af ’det nye som naturen havde glemt’? Hvilken virkning har det haft på folk der boede på stedet? Det får vi nogle alarmerende svar på i følgende interview med en familie der har boet oven på denne kemikalielosseplads, eller tidsindstillede bombe hvad befolkningssundheden angår.

„Vi boede oven på en tidsindstillet bombe“

En families beretning om farerne ved at bo på den berygtede Love Canal

FLERE hundrede mennesker stod i kø i den kvælende varme. Nervøsiteten prægede dem. Luften stod næsten stille i den tillukkede skolebygning der fungerede som nødcenter. Alle frygtede det værste.

Der var kvinder som græd, og børnene skreg når kanylen blev stukket ind i huden og man tog blodprøver på dem. Alle var bange. Hvad viste prøven? Var deres blod forgiftet af kemikalier?

Blandt de ventende stod Jean Guagliano og hendes fire børn. Jeans mand lå alvorligt syg på hospitalet efter en større operation. To af børnene græd. Den femårige Frankie blev ved med at sige: „Jeg er bange, mor, jeg er bange!“ Dagen før var lossepladsen — Love Canal — der lå lige ved siden af deres hus, blevet erklæret „en stor og overhængende fare for deres sundhed“ fordi der var konstateret en lækage.

„Det var som en ond drøm — et frygteligt mareridt,“ sagde Jean.

Mens hun ventede disse fem timer i varmen og forvirringen, kunne hun alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på alt det mærkelige der var hændt dem i de otte år de havde boet på Love Canal.

Mærkelige hændelser

Børnene elskede at lege på lossepladsen. „Kan I huske ’ildstenene’?“ spurgte moderen. „Selvfølgelig,“ svarede Michael, „vi smed dem ned mod cementen og så gav de et lysglimt. De var sjove. Men det mest underlige på lossepladsen var at jorden hele tiden skiftede farve. Den blev lyserød, og så rød, violet, orange og grøn — eller blå!“

Men Jean bemærkede andre, mere alvorlige mysterier, som for eksempel den kvælende lugt der fik hende til at holde for næse og mund når hun fulgte børnene over lossepladsen på vej til skole; eller den sorte mug der slog igennem væggene og som ikke var til at få væk; eller naboens ynkelige hund der fik sin sorte snude brændt af så den gik rundt med en sygelig lyserød stump; eller børnene der jævnlig havde vabler og afskallet hud på fødderne fordi de gik barfodede hen over lossepladsen; og så var der hendes konstante, stærke hovedpine.

Jeans otteårige datter var snart på hospitalet, snart hjemme — tit lå hun på intensivafdelingen. Det endte med at hun måtte opereres for en alvorlig nyre- og blærelidelse. Og Frankie, der sov ved en varmekanal hvorigennem der steg dampe op fra kælderen, holdt pludselig op med at trække vejret og fik hjertestop. Han blev kun reddet fordi lægerne handlede hurtigt.

Jeans naboer havde også deres kvaler. Aborter, fosterskader, astma, kronisk hududslæt, kræft og svulster blev efterhånden almindelige samtaleemner. Omsider blev det dem for meget.

Erklæret sundhedsfarlig

Den 2. august 1978 erklærede sundhedskommissionen Love Canal for sundhedsfarlig. Denne afgørelse fremskyndede blodprøverne. Da Jean og børnene vendte hjem efter ildprøven på skolen, gav de sig til at spekulere på hvad de nu skulle gøre. Sundhedsmyndighederne anbefalede alle gravide kvinder og kvinder med børn under to år at „forlade hjemmet så hurtigt som muligt“. Men Jeans mand, Frank, lå jo på hospitalet.

Prøver man tog af den luft familien indåndede, bekræftede faren. Man observerede ni forskellige dampe i hjemmet, dampe som man mente var kræftfremkaldende. „Men hvor meget er der af disse dampe?“ spurgte Jean. „Deres måletal er over 300,“ lød det forretningsmæssige svar.

„Og hvad vil det sige?“ spurgte Jean igen; hun var nu så skræmt at hun havde svært ved at holde tårerne tilbage. „Tjah, på 0 er den sikker,“ måtte embedsmanden indrømme, „men nogle af Deres naboers måletal ligger over 1000!“

’Der er altså ingen vej udenom,’ ræsonnerede familien, ’vi må flytte.’ Men som så mange andre havde de ingen steder at flytte hen. Desuden skulle de jo klare lånene i huset, så det var de færreste der også kunne betale husleje et andet sted. Og sælge huset kunne de heller ikke, for hvem ville købe det? Men de levede oven på en kemikaliesump der allerede var trængt ind i deres hjem og muligvis også i deres krop.

For at afværge panik arrangerede myndighederne nogle møder med beboerne. Frank, der nu var kommet hjem fra hospitalet, overværede dem sammen med Jean.

„I lader os dø!“

Man kunne mærke spændingen da embedsmændene ankom. Mange af de ventende var forvirrede og lammede af skræk. Nogle havde røde, forgrædte øjne. Mødre med børn på armen græd åbenlyst. En mand løb hen til en af embedsmændene og bad ham sørge for at hans børn blev sendt væk. Da embedsmanden ikke lovede noget, smed manden sig på gulvet og skreg hysterisk.

„Folk skreg og truede med knytnæver,“ sagde Frank, „og der var andre som tiggede og bad.“ Embedsmændene forsøgte at berolige dem ved at bedyre at deres liv ikke var i umiddelbar fare. En kvinde pegede mod kanalen og skreg: „Lige meget hvad der gemmer sig dernede, så er det i os nu!“ En af embedsmændene blev overfaldet af en kvinde der havde aborteret fire gange.

„I lader os dø!“ råbte en mand. „I står der og ser til mens vi dør alle sammen!“ Staten bragte dog midler til veje, så man kunne købe omkring 240 huse og evakuere beboerne.

Snart flyttede nogle enkelte familier, og efterhånden blev det til masseflytninger. Familien Guagliano var blandt de sidste der forlod stedet. Forinden havde myndighederne rejst et næsten to og en halv meter højt ståltrådshegn omkring hele det område de boede i. Det skulle isoleres som farezone. „I to måneder levede vi bag dette grønmalede hegn,“ bemærkede Jean. „Det var en uhyggelig fornemmelse at vide at der stadig var fare, men at man ikke kunne komme væk.“

Der blev slået brædder for vinduerne i det ene nabohus efter det andet. „Før var der masser af larm i kvarteret,“ sagde Frank. „Legende børn, motorplæneklippere, biler — men pludselig blev der stille, alt for stille. Det var som om gaden var død.“ Og så stod den værste opdagelse dog tilbage.

Hvad er der egentlig i kanalen?

Der blev foretaget prøveopgravninger, ikke bare for at konstatere hvilke kemikalier der lå i kanalen men også fordi man ville lede nogle af dem ud i grøfter. Man fandt straks over 80 forskellige kemikalier. Journalisten Michael Brown har skrevet en bog, Laying Waste: The Poisoning of America by Toxic Chemicals (Henkastning af affald: Amerika forgiftes med kemikalier) (1980), hvori han omtaler farerne ved disse kemiske sammensætninger. Han skriver:

„Vi ved nu at de tønder der blev gravet ned i kanalen indeholdt et veritabelt heksebryg af kemikalier, forbindelser af betydelig giftighed. Der var opløsningsmidler der angriber hjerte og lever, og rester af udryddelsesmidler der er så farlige at myndighederne siden har udstedt restriktioner eller direkte forbud i forbindelse med salget af dem; nogle af dem mistænkes stærkt for at være kræftfremkaldende.“

Hooker Chemical indrømmede at have nedgravet 200 tons triklorfenol (TCP), et kemikalie der bruges ved fremstillingen af visse planteudryddelsesmidler. ’Altså bare et andet kemikalie,’ tænker man måske. „Men vi blev hurtigt ’kemikalieeksperter’,“ røbede Jean. „Vi blev klar over at der ved produktionen af TCP ofte opstår et biprodukt, nemlig dioxin.“

„Dioxin er så giftigt et stof,“ brød Frank ind, „at 85 gram i New Yorks vandforsyning ville være nok til at udslette hele byen!“ Når den usynlige, lugtfri gift kommer i forbindelse med huden forårsager den læsioner, og selv i mikroskopiske mængder kan den fremkalde kræft og fosterskader. Man kender ingen midler eller modgifte. Nervøsiteten steg mens arbejderne begyndte at grave dræningsgrøfter og nærmede sig selve kanalen. Ville de slå hul på en gammel tønde og sende en eksplosionssky af giftige kemikalier op i luften?

„Vi har fundet det,“ lød den skræmmende kommentar fra dr. David Axelrod, en af sundhedseksperterne. Man havde fundet „dioxin i en dræningsrende bag 97. gade“ — netop den gade familien Guagliano boede i! Det virkede især skræmmende at noget af de 60 kilo man formodede fandtes i kanalen, var sluppet ud. For som armene på en kæmpeblæksprutte havde grundvandsårer ført kemikalierne, deriblandt dioxin, langt væk fra kanalen, i visse tilfælde endog i stærke koncentrationer. „Og vi boede lige oven på et af disse ’våde’ områder,“ sagde Jean.

Panik!

Igen blussede massehysteriet op overalt, for der kom nye beviser i form af et stigende antal fosterskader og aborter, samt et væld af sygdomme blandt beboerne i de „våde“ områder uden for indhegningen, de områder der ifølge embedsmændene skulle være „sikre“. Sundhedsmyndighederne advarede nu kvinderne i området mod at blive gravide før mindst seks måneder efter at de havde forladt området.

De unge, der havde livet for sig, spekulerede bekymret på hvordan deres eventuelle børn ville blive. Ville de blive håbløst misdannede som den lille pige der var født med hul i hjertet, knogleblokering i næsen, misdannede ører og ganespalte, samt mentalt retarderet og delvis døv? Nogle af beboerne drog i protestmarch.

Ugerne gik. Det blev klart at hundrede af andre huse lå i fareområder, og der blev ydet meget lidt økonomisk hjælp. En følelse af håbløshed bredte sig hos de fleste.

„Efter at have været udsat for løgn og bedrag så mange gange er nogle af beboerne kommet til det resultat at man ikke kan have tillid til myndighederne eller til noget som helst andet,“ sagde en af beboerne. Med „noget som helst andet“ mentes ofte religion, som man kan forstå af det han videre sagde: „Jeg skal ikke have noget med kirken at gøre, og så er jeg ligeglad med hvad det er for en tro.“ De blev måske ikke ligefrem ateister, men som Jean udtrykte det: „Nogle sagde at de følte sig svigtet af Gud. De havde bedt, og dog kom der ingen hjælp. Derfor holdt mange op med at gå i kirke. Andre var så trætte og tænkte kun på at komme væk, så det med troen blev bare skubbet i baggrunden.“ For mange var penge det eneste virkelige „håb“. Som en beboer rent ud sagde: „Penge er liv. De giver os mulighed for at slippe væk herfra!“

Familielivet led under miseren. „Min familie splittes,“ sagde en, „og man hører om skilsmisser alle vegne. Min mand er desperat, for han ser ingen udvej for at få os væk, ingen udvej for at beskytte sin familie, og det går ham på. Det går os alle sammen på.“

Man registrerede 27 gange så mange selvmord og nervesammenbrud i området som under normale forhold. „En af dem der valgte ’den letteste udvej’ boede ikke ret langt fra os. Hun blev fuldstændig slået ud da man fortalte hende at hun ville miste sit hjem,“ sagde Jean. „Hun mistede alt håb,“ tilføjede Frank, „og nogle måneder senere sprang hun i kløften ved Niagara Falls og slog sig ihjel.“

Mens Jean tænkte tilbage på episoden, fortsatte hun roligt: „Det at ingen vidste hvad der ventede, var en kolossal følelsesmæssig belastning for alle, og mange havde det som hun, de havde intet virkeligt fremtidshåb. Det var udelukkende det bibelsk begrundede håb vi havde som Jehovas vidner der hjalp os igennem det. Vi vidste at Gud snart vil ’ødelægge dem der ødelægger jorden’, og omdanne hele jorden til et smukt paradis. Det hjalp os til at bevare fatningen.“ — Åb. 11:18; Luk. 23:43.

’Hvordan kan du opmuntre andre?’

„En af vore naboer græd så at sige ved mit bryst hver dag,“ berettede Jean. „Når jeg prøvede at opmuntre hende sagde hun gerne: ’Jean, du er ude for det samme, jeg fatter ikke at du kan stå der og opmuntre andre.’“ Så fortalte Jean hvorfor hele hendes familie kunne gøre det. „Jeg fortalte hende at det skyldtes vores tro på Jehova Gud. Som familie sætter vi vor lid til vores tro og til Guds løfte i Bibelen om at han vil sørge for dem der tjener ham og som kaster deres byrder på ham, lige meget hvor tunge de er.“ — Sl. 55:23.

„Ja, troen bandt os virkelig sammen som en familie,“ betonede Frank. „Vi blev knyttet nærmere til hinanden, mens man i mange andre familier gik hver til sit i hysteri. I vores husejerforening siger de at fire ud af ti ægtepar gik hver til sit da de flyttede herfra. Men det var heller ikke let at leve under presset.“

’Vi tudede alle sammen’

„Mange gange havde jeg lyst til at græde,“ tilstår Jean, „men jo mere jeg opmuntrede andre — selv vore egne børn — til at stole på Gud og bede ham om styrke, des mere styrke fik jeg selv. Det gik op for mig at jeg virkelig stolede på Ham.“

„Men da staten så tilbød at købe vores hus,“ faldt Frank ind, „og vi så hvor lidt man ville give og at det hele nu var ovre, tudede vi alle sammen. De havde sådan vakt forventninger hos os. Men afviklingen gav os en slem økonomisk nedtur.“ Efter dette tåreudbrud gjorde familien sig endelig klar til at flytte.

Et tillidsfuldt syn på fremtiden

Mange af beboerne følte sig knust af det de havde været igennem. De syntes at deres fremtid var ødelagt. Der blev sendt vejledere til området i den hensigt at dæmme op for det stigende antal selvmord.

En vejleder som havde hørt om familien Guaglianos vanskeligheder henvendte sig til Jean og blev forbavset over hendes optimisme. „Deres vanskeligheder er jo meget alvorlige!“ udbrød vejlederen. „Det ved jeg,“ svarede Jean, og forklarede hvad der lå til grund for hendes holdning. Efter en kort samtale brast vejlederen i gråd og sagde: „Her skulle jeg opmuntre Dem, og så er det Dem der vækker håb hos mig! De kan sandelig beherske Dem og De har en indre styrke.“

Ja, denne indre styrke sås endog hos deres børn, der havde været ude for så meget. Da det gik op for Lisa hvad der muligvis var årsag til hendes nyrebesvær, spurgte hun ængstelig sin moder: „Hvis jeg har fået kemikalierne i mig, hvordan kommer de så ud igen?“ Men den lille pige blev styrket ved selv at læse i Bibelen og bede, og til en klassekammerat som var ramt af samme lidelse som hun, sagde hun opmuntrende: „Du skal ikke spekulere på Love Canal, for Jehova ordner det alt sammen i den nye verden.“

Det var dette dyrebare håb der gav familien tillid så den kunne komme igennem mareridtet. Selv nu er Love Canal-dramaet langtfra overstået. I maj 1980 blev det bestemt at yderligere 700 familier skulle evakueres. Der er påvist kromosomskader hos en del af de ulykkelige ofre.

Er Love Canal den eneste kemikalielosseplads hvorfra gifte ganske stille har kunnet sive ind i intetanende ofres huse og organismer? Næste artikel afslører at faren findes mange steder.

[Grafisk fremstilling på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GJORDE LOVE CANAL EN FORSKEL?

Sundhedsrapport over 97 familier der boede på kanalen

Resultater af myndighedernes undersøgelser i 1978

Fosterskader (pr. 100 fødsler)

Før de boede på kanalen: 2,0

Mens de boede på kanalen: 8,1

Aborter (pr. 100 graviditeter)

Før de boede på kanalen: 8,9

Mens de boede på kanalen: 21,1

[Illustration på side 9]

Fare

Adgang forbudt

[Illustration på side 11]

Ægteparret Guagliano med to af deres børn, som er født på Love Canal. ’Vort bibelsk begrundede håb hjalp os til at bevare fatningen’

„Kun toppen af isbjerget“

I Danmark blev der i 1972 vedtaget en lov til bekæmpelse af sløset behandling af olie- og kemikalieaffald, og i 1976 fulgte en bekendtgørelse hvori det hedder at „virksomheder på hvilke der fremkommer kemikalieaffald, skal anmelde dette til kommunalbestyrelsen“. I 1979 kom der endnu en lov, der byggede videre på den tidligere giftlov. Landets myndigheder holder således kontrol med det giftige affald, og selv om det ikke betyder at Danmark er fri for nedgravet kemikalieaffald, må man nok sige at farerne her ikke har det omfang som i de i artiklen nævnte lande. Imidlertid er problemet så udbredt at vi mener at en orientering er på sin plads.

Hvor mange flere tilfælde som „Love Canal“ er under udvikling?

„DER findes tusinder af disse kemikalielossepladser rundt omkring i landet [USA]. Love Canal er måske kun en forløber for mange lignende tilfælde.“ Sådan siger dr. Clark Heath fra forbundscenteret for sygdomsbekæmpelse. „Love Canal er kun toppen af isbjerget.“ Er det overdrevet? Overvej følgende:

LOUISIANA — Livsfarlige sumpe. „Djævlesumpen“, der tidligere vrimlede af dyr, er fuldstændig ødelagt fordi man har nedkastet tusinder af tons dødbringende kemikalier. De nærliggende græsarealer blev forgiftet, og 149 stykker kvæg døde. Omkring 220 hektarer jord blev totalt forgiftet. I et beboelseskvarter i nærheden af en anden sump vågnede folk op om natten og var ved at kvæles. Hunde som løb rundt i skoven tabte hårene. En lastvognschauffør blev dræbt af giftige gasdunster under aflæsning af affald på en af Louisianas 40.000 lossepladser.

IOWA — ’Love Canal er intet ved siden af.’ I nærheden af Charles City læssede Salsburylaboratorierne i tonsvis af kemikalieaffald af i en tidligere sand- og grusgrav. Det oplyses at der blandt andet var tale om 28.300 kubikmeter arsenikaffald. Man har nu fundet kemiske forbindelser i grundvandet deromkring, samt i en nærliggende flod og i byen Waterloos brønde, 80 kilometer fra grusgraven! Der forekommer „flere tilfælde af blærekræft end normalt“ i området. Men endnu værre er det at de vandførende lag (det naturlige grundvand) i nærheden er i overhængende fare, og derfra får over 300.000 mennesker deres vandforsyning. „Hvis giften trænger ned i disse vandførende lag bliver Love Canal intet ved siden af,“ siger Charles Miller fra miljøministeriet.

TENNESSEE — 300.000 tønder gift. I Hardeman gravede firmaet Velsicol Chemical Corporation disse tønder ned i render og dækkede dem med en meter jord. Forbudte udryddelsesmidler, 40 gange stærkere end DDT, blev med regnvandet ført ud i grundvandet. Nærliggende brønde blev lukket da beboerne klagede over svimmelhed, hårtab, nyresmerter, leversygdomme, åndedrætsbesvær, kvalme og følelsesløshed i lemmerne, ja endog fosterskader.

NEW JERSEY — „Et af de farligste steder i De forenede Stater.“ Sådan beskriver en embedsmand et sted i nærheden af industribyen Elizabeth, hvor firmaet Chemical Control Corporation havde oplagret 34.000 utætte tønder med kemikalieaffald. En uhyggelig katastrofe blev afværget da man fjernede 10.000 af tønderne som indeholdt de mest giftige kemikalier. Den 22. april 1980 skete der det værste der kunne ske. Affaldet eksploderede og antændtes. Pladsen stod i flammer. Hvad kunne der ikke ske her, ikke langt fra New York og dens 8.000.000 indbyggere? Den voldsomme varme sendte nogle af tønderne 60 meter op i luften. Der dannedes en kæmpemæssig sort sky, og man frygtede en omfattende kemisk forurening. En gunstig vind reddede situationen. „Vi var kun en hårsbred fra katastrofen,“ sagde lederen af „Health, Welfare and Housing“ i Elizabeth. I samme uge udbrød der brand på en kemikalieaffaldsplads i Bayonne, og det samme er siden sket på andre lossepladser. Antallet af kræfttilfælde blandt beboerne i området registreres som et af de højeste i landet [USA].

England, Holland, Mexico, Japan og Canada hører også til de lande der melder om vanskeligheder i forbindelse med opbevaring og aflæsning af giftigt affald. Politiken (28. maj 1980) har for eksempel berettet om den lille by Lekkerkerk ved Rotterdam, som i maj 1980 oplevede „den største folkeflytning i Holland siden krigen“, idet 271 familier måtte forlade byen. Årsagen var næsten den samme som på Love Canal. I begyndelsen af 1970erne blev i tusindvis af gifttromler dumpet i byens kanaler, som derefter blev opfyldt og udstykket til rækkehusbebyggelse. Byens drikkevand var nu forurenet med benzen og fenol, og mange gasrør var gennemtæret af kemikalier. De fleste danske avislæsere husker sikkert også giftskandalen i Teckomatorp i Skåne, der blev afsløret da et gartneri blev ødelagt af forurenet åvand. Kemikalieaffald anses nu for at være den værste vandforurener fordi det er modstandsdygtigt over for naturens nedbrydningsprocesser og har tendens til at ophobes i organismen hos mennesker og dyr.

En embedsmand i det amerikanske sundhedsvæsen siger at „drikkevandet i mange byer indeholder hundreder af kemikalier“, og han tilføjer: „Vi ved ikke hvordan de reagerer når de blandes. Indgår de forbindelse? Formerer de sig? Eller ophæver de hinanden?“ Langtidsvirkningen er så successiv at den er svær at opdage før skaden — kræft, fosterdeformiteter, med mere — er sket, og så er det som regel for sent.

Tusinder af hektarer jord verden over er blevet forurenet. „Det er som et mareridt,“ sukkede David Evill, der bor i Louisiana, „blot er mareridtet blevet til virkelighed, og det er vores egen jord, og den er ødelagt for tid og evighed.“

Men findes der en løsning, en effektiv måde at behandle kemikalieaffald på? Hvad kan der gøres? Hvordan kan en sådan kritisk situation reddes?

[Illustration på side 13]

Ifølge det amerikanske miljøbeskyttelsesudvalg findes der mellem 32.000 og 51.000 kemikalieaffaldspladser i De forenede Stater. På godt og vel 2000 af dem opbevares der utætte tønder som er ved at tæres op. Disse pladser kan blive yderst sundhedsfarlige

[Illustration på side 13]

Er denne losseplads på vej til at blive en ny Love Canal? Der findes 215 af den art i blot to af staten New Yorks amter