Hvorfor så mange selvmord?

BRUCES fader havde hele livet haft succes i forretningslivet. Ganske vist var hans ægteskab med Bruces moder gået i stykker, og han var nu gift med en yngre kvinde, men han interesserede sig stadig for sine børn og forsøgte endda på et tidspunkt at starte en forretning de skulle være med i. Da han så var oppe i halvtredserne, tog hans liv en pludselig vending. En af hans forretninger slog fejl, og med ét var han dybt forgældet. Han var indlagt på hospitalet nogle få dage, uden at ville fortælle nogen hvorfor. Derpå forlod hans unge kone ham. Og så begik han selvmord.

Bruce bemærker: „Jeg ville sådan ønske jeg kunne have gjort mere for at hjælpe ham. Det må simpelt hen have været for meget for ham at tage sig sammen og begynde forfra økonomisk i hans alder. Og tanken om at blive ældre, være alene og indstille sig på et smertefyldt liv — det kunne han slet ikke se noget formål med.“

Denne sørgelige hændelse er desværre ikke usædvanlig i dag. Danmark er indehaver af den triste verdensrekord for selvmord — 1618 i 1980 og 1535 i 1981. Og dertil kommer omkring 13.000 selvmords-forsøg årligt. Undersøgelser flere steder tyder på at der for hvert selvmord gøres ti mislykkede forsøg.

Og dog ser man overalt folk kæmpe for at afværge døden, selv under de værst tænkelige omstændigheder. Patienter med smertefulde sygdomme, fængslernes langtidsindsatte og folk der lever i dybeste fattigdom — ja, langt de fleste kæmper for at bevare livet. Hvordan kan det da være at nogle der tilsyneladende ikke har så dårlige vilkår forsøger at gøre en ende på det hele?

Svaret på dette spørgsmål bliver endnu sværere at give når folk bekender sig til den kristne tro. Bibelen lærer jo at livet er helligt, en værdifuld gave fra Gud. (Salme 36:10) Døden er en fjende, og Jehova Gud har ofret meget for at give os udsigt til at opnå evigt liv. (Johannes 3:16) Og dog er der flere og flere der tager deres eget liv, eller forsøger at tage det, selv i såkaldt kristne lande. Hvorfor? Hvad kan lægge så stort et pres på et menneske at vedkommendes dyrebareste eje — livet — bliver så uudholdeligt at han eller hun ønsker at slippe af med det?

Destruktive følelser

„Fortvivlelse . . . håbløshed . . . smerte . . . der var så meget der overvældede mig.“ Således beskriver en kvinde hvad der drev hende til at følge sin indskydelse og forsøge selvmord ved at tage en overdosis af medicin. En læge der har haft med selvmordskandidater at gøre, tilføjer: „Tit føler de sig værdiløse, hjælpeløse eller håbløse. De kan også lide af stærk skyldfølelse.“

I mange tilfælde bliver folk altså drevet til selvmord af negative og nedbrydende følelser de ikke længere har magt over. Problemets rod skal ofte søges i håbløshed. Selvmordskandidaten kan simpelt hen ikke se nogen fremtid. Det kan synes formålsløst at fortsætte tilværelsen.

Hvad er grunden til en sådan følelse af håbløshed? Mange bliver utvivlsomt overvældet af omstændigheder de ikke kan overskue, sådan som Bruces fader blev. En befolkningsgruppe der synes særlig udsat i denne henseende, er de ældre. Dr. Nathan S. Kline, der er specialist i studiet af depressioner, udtaler: „Med høj alder følger en særlig form for ensomhed, og selvmordstallet stiger i takt med alderen.“ (From Sad to Glad) Men der kan også være andre årsager.

Håbløshed, skyld og nedtrykthed

For eksempel kan skyldfølelser være meget svære at leve med. Når man har begået et alvorligt fejltrin kan samvittigheden nage stærkt, især hvis man med sin synd har gjort andre fortræd. Kong David fra det gamle Israel beskrev hvilken virkning skyldfølelsen havde på ham: „Der er ingen fred i mine knogler på grund af min synd. For mine misgerninger har overskyllet mit hoved; de er for tunge for mig, som en tung byrde.“ — Salme 38:3, 4, NW.

Skyldfølelse på grund af en dårlig samvittighed har fået nogle til at føle at de ikke har nogen fremtid for sig, og de beslutter derfor at tage deres eget liv. For eksempel skød en ung mand sig selv efter at have bedrevet utugt. Han efterlod sig et brev hvori han forklarede at han ikke ville bringe mere skam over andre.

For nogle tegner fremtiden sig håbløs fordi de på et tidspunkt har lidt følelsesmæssig overlast. Måske er de mærket for livstid af en sindsoprivende oplevelse som de aldrig helt kan få ud af tankerne. Det gjaldt for eksempel en ung kvinde der som barn var blevet misbrugt til blodskam af sin fader. Selv om hun nu var voksen, var den følelse af skyld og ubrugelighed oplevelsen havde påført hende så stærk at hun forsøgte selvmord.

Andre synes fremtiden tegner sig håbløs fordi de lider af en svær depression og er ude af stand til at tro at de vil komme sig. For dem der aldrig har gennemlevet alvorlig nedtrykthed er det svært at forestille sig hvor ødelæggende en sådan oplevelse er. Det er ikke blot en ’nedtur’ af den slags vi alle kommer ud for fra tid til anden. Nej, det er en svær følelsesmæssig lidelse der uafbrudt kaster sin skygge over offeret, hvor vedkommende end går og står. Alle udveje synes lukkede.

For dem der lider af en sådan depression kan tanken om selvmord være nærliggende. En kvinde der kom ud for dette, siger at hun i hele perioden måtte være yderst forsigtig. Når hun for eksempel tog et karbad, opstod tanken „Det ville gå hurtigt hvis jeg dukkede hovedet under vandet.“ Det kunne også ske at hun ved synet af en bil der nærmede sig tænkte: „Det ville være så nemt!“

Deprimerede mennesker kan også lide af en stærk skyldfølelse. Hvorfor? En kristen kvinde der var stærkt deprimeret, følte skyld fordi hun ikke længere kunne tage sig af sin familie som hun engang havde kunnet, og hun følte at hun forhindrede dem i at gøre hvad de gerne ville. Hun mente også at Gud havde taget sin ånd fra hende, for hun følte hverken glæde eller fred i sindet. (Filipperne 4:7. Galaterne 5:22) Kun med opbydelsen af alle sine kræfter kunne hun få sig selv til at tale blot en smule om Jehova Gud. Mange har været ude for det samme, og nogle har endda ment at de havde begået en utilgivelig synd.

Det er måske ikke svært at sætte sig ind i hvorfor de der nærer sådanne nedbrydende følelser til sidst giver sig til at spekulere på om livet overhovedet er værd at leve. Det er imidlertid ikke kun disse ting der får folk til at forsøge at tage deres eget liv.

Andre grunde til selvmord

Flere psykologer er af den opfattelse at nogle selvmordsforsøg sker fordi offeret ønsker at tiltrække sig opmærksomhed. Selvmordskandidaten råber så at sige om hjælp, og prøver måske endda at „straffe“ en eller anden. Tankegangen er den samme som hos de børn der siger: „Vent du bare, du bliver ked af det når jeg er død!“

I visse tilfælde virker det også som om den der påtænker selvmord prøver at påvirke sine omgivelser. En pige der er blevet svigtet af sin ven, forsøger måske på skrømt at begå selvmord, i håb om at tvinge ham tilbage til hende. Eller måske en aldrende fader eller moder forsøger selvmord for at prøve at tvinge sine voksne børn til ikke at overse ham eller hende, men tilbringe mere tid sammen med vedkommende.

Disse eksempler giver et begreb om hvilke former for pres det drejer sig om. Situationen vanskeliggøres yderligere af den omstændighed at den lidende ofte holder problemerne for sig selv. Udadtil virker vedkommende måske rolig og upåvirket, mens han indvendig er nær bristepunktet. Under et sådant pres skal der kun ganske lidt til for at udløse et selvmordsforsøg.

Også arbejdsløshed kan få et menneske til at gøre forsøg på selvmord. For en teenagers vedkommende kan årsagen være en dårlig eksamen, et kæledyrs død, tabet af en ven eller veninde, eller nyheden om at ens yndlingslærer skal rejse bort. Men det er ikke den virkelige årsag til selvmordsforsøget. Det er så at sige „dråben der får bægeret til at flyde over“, den sidste i en lang række af prøvelser.

En kvinde blev dybt chokeret da hendes teenagedatter forsøgte selvmord; men senere gik det op for hende hvilket skjult pres teenagere kan være udsat for. Hun siger: „Nu ved jeg hvor mange omskiftelser en ung pige kan komme ud for. Hun kom ud for mere end hun kunne klare og jeg havde for travlt med andre ting til at hjælpe hende. Nu prøver jeg at lære hende bedre at kende, tale mere med hende og stå hende nærmere. Og det virker. Nu ler og spøger min datter med mig ligesom før.“

En udvej

Selvmord kan aldrig retfærdiggøres. Men for dem der er svært belastet følelsesmæssigt kan det forekomme fristende, som en hurtig måde at blive pinen kvit på. Men Jehova, hvis ord fortæller os at livet er helligt, tilbyder hjælp til dem der er under et sådant pres. Bibelen lover: „Han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle.“ Det skriftstedet her taler om, er „noget skadeligt“ der tager sig tillokkende ud, som for eksempel afgudsdyrkelse og umoralitet. (1 Korinter 10:6, 13) Men intet er mere skadeligt end selvmord, og der findes derfor også en udvej for dem der fristes af dette. Jehova har tilvejebragt hjælp gennem sit ord, Bibelen, såvel som gennem den kristne menighed.

[Ramme på side 5]

Når en har begået selvmord

Da har de efterladte brug for megen støtte. Sandsynligvis føler de forvirring og skyld, og de grubler sikkert over hvad de burde have gjort for at hindre tragedien. De behøver hjælp for at indse at de sandsynligvis alligevel intet kunne have udrettet hvis den afdøde var fast besluttet på at tage sit liv.

Det er også formålsløst at spekulere på hvilken fremtid der venter en der har begået selvmord. Kun Jehova og hans udnævnte dommer, Jesus Kristus, kan afgøre hvad hjertet rummede hos den der gjorde ende på sit liv. Det der betyder noget, er at lægge tragedien bag sig og overgive den døde til Jehova, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. — 2 Korinter 1:3.

Håb for de fortvivlede

„ALT det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Disse ord af apostelen Paulus dukker op i vore tanker når vi hører at potentielle selvmorderes store problem er fortvivlelse, håbløshed. Fjerner „Skrifternes trøst“ ikke en sådan fortvivlelse? Jo — i talløse tilfælde. Betragt følgende eksempler:

En ung kvinde havde faktisk skruet op for gassen for at tage sit eget liv, da et af Jehovas vidner bankede på hendes dør og gav hende nyt håb fra Bibelen.

En anden ung pige, hvis fremtidsdrømme blev knust da hun blev lam efter et biluheld, gjorde adskillige selvmordsforsøg. Så hjalp Jehovas vidner hende til at stifte bekendtskab med „Skrifternes trøst“, og endnu en gang var hun i stand til at håbe.

I et tredje tilfælde døde en aldrende mands hustru lige før deres guldbryllup. Manden var stærkt nedtrykt og stod netop og tilberedte den gift han havde planlagt at tage, da Jehovas vidner kom til hans dør og viste ham hvorledes Bibelens budskab kunne give ham ny mening med livet.

De lærte alle at ’bie på Jehova’ og ’fatte mod’. (Salme 27:14) De lærte at se hen til ham efter styrke, at ’kaste deres byrde på Jehova, der sørger for dem’. (Salme 55:23) De lærte også om Jehovas hensigter angående fremtiden, og efterhånden som de fik øjnene op for dette vidunderlige perspektiv, virkede deres øjeblikkelige forhold mindre betydningsfulde og tyngende. Ja, for dem var „Skrifternes trøst“ virkelig livreddende.

Men hvad nu hvis nogen lider under stærk skyldfølelse eller mangler glæde og derfor drager den slutning at „den Gud som giver håb“ har forladt ham eller hende? (Romerne 15:13) Kan „Skrifternes trøst“ også trøste en sådan? Ja. „[Jehova] er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt.“ (Salme 34:19) Han svigter dem ikke.

Skyldfølelse

Hvis en har begået en alvorlig synd, er det forståeligt om vedkommende for en tid kan tvivle på at Gud nogen sinde vil tilgive ham eller hende. Når det fulde omfang af det man har gjort går op for én i al sin gru, føler man sig måske som det elendigste og mest uværdige menneske i verden. Jehova hader synd, men han er barmhjertig mod syndere der er virkelig bedrøvede og som ophører med deres forkerte adfærd. Over for sådanne er han „rund til at forlade“. — Esajas 55:7.

Det var noget fortidens kong David kendte til. Han skrev: „Thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på nåde mod alle, der påkalder dig.“ (Salme 86:5) Kong David levede et langt liv i trofasthed, hvor han dog ved visse lejligheder begik virkelig alvorlige synder. Men hver gang angrede han oprigtigt og nærmede sig Gud i bøn når han var kommet til sig selv og havde erkendt hvad han havde gjort, i tillid til at Gud ville tilgive ham. — Salme 51:11-14.

Vi ønsker naturligvis ikke at efterligne kong David i hans synder, men hvis vi begår en synd, kan vi efterligne hans dybtfølte og inderlige sindsændring, åbent erkende at det vi gjorde var forkert, og tro på Jehovas villighed til at tilgive os. — 1 Johannes 2:1, 2.

Men er dét at en kristen af en eller anden grund ingen glæde eller sindsro føler, ikke et bevis på at Gud har taget sin ånd fra vedkommende? Ikke nødvendigvis. Kristne er glade mennesker, men de kan nu og da føle angst. Det gjorde selv Jesus, for eksempel i Getsemane have da hans død var nært forestående. Bibelens beretning siger: „Men da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ (Lukas 22:44) Har du nogen sinde følt skyld fordi du nu og da er ængstelig til mode på grund af de forskellige prøvelser du kommer ud for? Hvis det er tilfældet bør du søge trøst hos Jehova, sådan som Jesus gjorde.

Men er det ikke forkert af en kristen at ønske sig død? Jo, men husker du hvordan Job følte det under sine prøvelser? Han led af en pinefuld sygdom, blev plaget af falske venner og troede at Jehova havde forladt ham, og derfor jamrede han højlydt: „Min sjæl er led ved mit liv.“ (Job 10:1; 14:13) For Job syntes døden snarere at være et fredfyldt tilflugtssted, et sted hvor han kunne blive befriet for sine pinsler, end den fjende den i virkeligheden er. — 1 Korinter 15:26.

Hvis Job havde føjet handling til ord og i sin nød gjort forsøg på at tage sit eget liv, ville det ganske rigtigt have været en alvorlig synd. Men når man er fuldstændig fortvivlet eller følelsesmæssigt uligevægtig, har man ikke altid herredømme over de tanker der dukker op i sindet. Skulle vi imidlertid opdage at vore tanker kredser om døden, eller at vi hele tiden ønsker at vi var døde, bør vi betragte det som et faresignal. Det er på høje tid at gøre noget. Hvad?

’Søg hjælp’

En ung kvinde kom ud for alvorlige økonomiske og ægteskabelige problemer. Midt i en krise indtog hun en overdosis af medicin, men til alt held overlevede hun. Idet hun tænker tilbage på hvorfor hun gjorde det, siger hun nu: „Jeg tror problemet bestod i at jeg ikke lod nogen vide hvordan jeg følte. Jeg planlagde ikke selvmordsforsøget. Det hele hobede sig bare op indtil jeg fulgte en pludselig indskydelse og handlede som jeg gjorde.“ Hendes råd til lidelsesfæller? „Søg hjælp hos andre før du når dette punkt.“

Det er et godt råd. Når vi er følelsesmæssigt belastede kan vore byrder somme tider virke alt for tunge. Vores skyld, sorg eller håbløshed kan simpelt hen være alt for tyngende. Men det forventes ikke af os at vi bærer vore byrder alene. Gennem apostelen Paulus befaler Jehova Gud: „Bær til stadighed hinandens byrder.“ (Galaterne 6:2) Andre ønsker at hjælpe — det er måske ligefrem deres pligt. Men de vil sjældent kunne vide hvor stort et behov du har medmindre du fortæller dem det.

En ung pige spurgte forpint, efter at tre af hendes venner havde begået selvmord: „Hvordan kunne vi vide det? . . . Hvordan kunne vi have været der til at hjælpe dem, når vi aldrig fik at vide hvad de følte?“ Det er måske næsten umuligt at overvinde sig selv til at tale med andre om sine problemer, men man vil sikkert forbløffes over hvor let ordene strømmer når først man er kommet i gang. Og vær forvisset om at andre virkelig ønsker at hjælpe. Lad os se på hvem disse andre er.

[Ramme på side 7]

Tænk på andre

En ung pige fortæller hvad der afholdt hende fra at realisere sine planer om selvmord: „En selvmorder efterlader smerte, sorg og skyld hos andre — det er meget mere ødelæggende og varigt end de problemer hun selv syntes var uudholdelige.“ — Mattæus 7:12.

[Ramme på side 7]

Det skal nok blive bedre

„Intet i denne verden varer evigt. . . . Vi ved at befrielsen snart venter os.“ Denne tanke fik én til at forkaste tanken om selvmord.

[Ramme på side 8]

De ombestemte sig

Dr. Herbert Hendin fortæller at han i tidens løb lærte fire at kende der havde overlevet spring fra høje bygninger. To af dem fortalte at de i det øjeblik de sprang, gerne ville have ombestemt sig. — „Suicide in America“ (Selvmord i Amerika) af dr. med. Herbert Hendin.

De ønsker at hjælpe

’VI TILSKYNDER jer, brødre: trøst de modfaldne sjæle.’ (1 Tessaloniker 5:14) Med disse ord til menigheden i Tessalonika viste apostelen Paulus at den kristne menighed er den vigtigste kilde til hjælp Gud har tilvejebragt til støtte for de nedtrykte. Enhver kristen der føler sig overvældet af negative følelser kan finde trøst og hjælp hos sine kristne brødre.

Disciplen Jakob anbefalede at man søgte hjælp hos menighedens udnævnte ældste. Han sagde: „Er nogen iblandt jer syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn. Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op.“ — Jakob 5:14, 15.

Hvad så hvis én tøver med at bede de ældste om hjælp? Dette gjaldt en kvinde med et alvorligt problem, og hun forklarer hvorfor: „Inderst inde havde jeg på fornemmelsen at de ældste ikke ville forstå mig, at de ville synes det var min egen skyld.“ Men efter en alvorlig krise i hjemmet overvandt hun sig selv og henvendte sig til dem alligevel. Hvordan gik det så? „De ældste er ikke fuldkomne — men de forstod mig.“

Husk imidlertid at apostelen Paulus opmuntrede hele menigheden til at ’trøste de modfaldne sjæle’. De ældste ønsker naturligvis at hjælpe, men de modfaldne kan frit gå til en hvilken som helst moden broder eller søster de føler sig trygge ved. Unge mennesker vil sandsynligvis gå til deres forældre, og kvinder vil måske foretrække at drøfte tingene med erfarne kristne søstre der er „lærere i hvad der er godt“. (Titus 2:3) Det vigtigste er: TAL MED NOGEN!

Og hvad kan man så gøre hvis en modfalden søger hjælp hos en? Eller hvis man selv tager initiativet til at prøve at hjælpe en der er deprimeret? Der er flere ting man bør huske på.

Trøst og medfølelse

Vær ikke for hurtig til at dømme angående de modfaldnes åndelige sundhed. Ifølge Paulus er det de har brug for trøst. Vi gør derfor vel i at lægge de egenskaber for dagen han omtaler i sit brev til filipperne: „Hvis der da gives nogen opmuntring i Kristus, hvis nogen kærlig trøst, hvis noget åndens fællesskab, hvis nogen inderlig hengivenhed og barmhjertighed, så gør min glæde hel og fuld ved at I er enige, har den samme kærlighed.“ (Filipperne 2:1, 2) Opmuntring, kærlighed, trøst, åndens fællesskab, inderlig hengivenhed og barmhjertighed kan have en vidunderligt helbredende virkning på en der er modfalden.

Apostelen Peter nævnte endnu en god egenskab. Han sagde: „I [skal] alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed.“ (1 Peter 3:8) Enhver som har medfølelse, som kan sætte sig selv i den andens sted, vinde vedkommendes fortrolighed og tale trøstende til ham eller hende, er veludrustet til at hjælpe den der er modfalden.

Svær depression

Hvad så hvis en i menigheden lider af svær depression? Lad os sige at vedkommende lider af en stærk mindreværdsfølelse, af skyld, håbløshed eller fortvivlelse, og intet af det man siger synes at hjælpe. Man bør først og fremmest tilråde et lægebesøg, da svær depression tit har en fysisk årsag.a Men uanset hvilken sagkyndig hjælp vedkommende søger, spiller menigheden stadig en vigtig rolle.

Menighedens medlemmer bør undgå at kritisere den modfaldne eller bare give ham besked på at ’tage sig sammen’ eller ’mande sig op’. En mand hvis kone lider af depressioner, siger at hun fra tid til anden har gået i selvmordstanker. Hvorfor? Han indrømmer at det til dels skyldes mangel på forståelse fra hans og andres side.

Nogle har erfaret at det er godt at tale med de nedtrykte om noget de engang godt har vidst, men som de måske nu har svært ved at tro på fordi depressionen forvirrer deres tanker. Tal om Jehova, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. (2 Korinter 1:3) Mind vedkommende om at Jehova „er rund til at forlade“. (Esajas 55:7) Tal om skønheden ved Jehovas skaberværk, og få vedkommende til at genkalde sig en eller anden glædelig oplevelse der havde med dette at gøre. Tal om det lykkelige fællesskab vedkommende har nydt i menigheden, og om hvor højt han eller hun elsker sin familie og elskes af den. Læg vægt på at, selv om du ikke til fulde forstår hvor dårligt vedkommende føler sig tilpas, så viser andres erfaring at det hele nok skal blive bedre. Vær villig til at lytte ’med broderlig hengivenhed og inderlig medlidenhed’ til hvad som helst der bliver sagt, uanset hvor ulogisk den følelsesmæssige forstyrrelse får det til at lyde.

Hvis vedkommende taler om selvmord, så tag det alvorligt. Og selv om selvmord ikke nævnes, vær da ikke bange for at bringe emnet på bane hvis du har grund til at tro at vedkommende overvejer det. Måske du kan sige noget som dette: „Jeg ved at du føler dig rigtig dårligt tilpas lige nu, sandsynligvis endda meget værre end jeg kan sætte mig ind i. Du ved, når folk har det som du, får de somme tider den tanke at det allerbedste ville være at gøre ende på det hele. Har du nogen sinde følt sådan?“ Hvis det er tilfældet, vil det medvirke til at bringe emnet på bane og til at befri den nedtrykte for den skyldfølelse sådanne tanker medfører.

’Maskinen i uorden’

En læge der er en kristen ældste fortæller: „Jeg bruger nogle gange sammenligningen med en regnemaskine. Hvis batterierne brænder ud, får man ikke det rigtige facit, ligegyldigt hvilke taster man trykker på. På samme måde plejer jeg at fortælle en der lider af svær depression at vedkommendes ’batterier’ midlertidigt er brændt ud. Han vil få nogle mærkelige ideer og drage nogle besynderlige slutninger, men det vil kun vare så længe der er uorden i systemet. Når problemet er borte, vil det gå bedre.“

Den samme læge tilføjer: „Det er ikke altid det vi siger der har nogen betydning for folk i den tilstand. Vi gør blot vort bedste for som medkristne at vise dem sympati. Måske de ældste kan finde én med megen livserfaring og få vedkommende til at sætte sig ned og tale med den nedtrykte, eller blot lytte til vedkommende. I talrige tilfælde har jeg erfaret at en der er nedtrykt har fået den største hjælp fra en ældre kristen søster der selv har lidt af svær depression. Hun sætter sig blot ned, klapper den anden på skulderen og siger: ’Jeg ved hvordan du har det.’“

Det kan lade sig gøre

For den der lider af følelsesmæssige forstyrrelser kan det se ud til at kræve en vældig indsats at overvinde dem. Og en nedtrykt person har måske mindst af alt lyst til at gøre nogen som helst indsats. Men selvmord er ikke løsningen. En kvinde var nedtrykt i et langt stykke tid. Hun havde ikke lyst til at spise, kunne ikke sove, havde ingen energi, var nervøs, anspændt og ønskede at dø. Nu skriver hun: „Fat mod. Uanset hvor længe du har lidt og uanset hvad problemet er, kan og vil Jehova hjælpe dig. Jeg er selv et bevis på det.“ — Filipperne 4:13.

Vi kan gøre endnu en ting for at hjælpe de modfaldne sjæle. Vi kan bede på deres vegne, idet vi anvender følgende tanker af apostelen Paulus: „Måtte vor Herre Jesus Kristus selv og Gud, vor Fader, som elskede os og gav os evig trøst og et godt håb ved hjælp af ufortjent godhed, trøste jeres hjerter og gøre jer stærke i enhver god gerning og ethvert godt ord.“ — 2 Tessaloniker 2:16, 17.

[Fodnote]

[Ramme på side 10]

Tænker en du kender, på selvmord? Måske. Det kan være tilfældet hvis vedkommende er svært deprimeret og desuden . . .

● taler om eller overvejer at begå selvmord

● har mistet interessen for livet og for familie og venner

● lider af søvnløshed

● har mistet appetitten

● føler svækket kønsdrift

● pludselig virker fattet efter heftig sindsbevægelse

● bringer alle sine sager i orden, ændrer livsform eller forsømmer sig selv

● bliver yderligere nedtrykt når en slægtning eller ven dør eller begår selvmord

● lider af alvorlig sygdom

● har mistet sit arbejde eller er blevet adskilt fra sin familie

Baseret på en liste i bladet Medical Tribune.

[Ramme på side 11]

„Selvmord og selvmordsforsøg koster årligt det danske samfund omkring to milliarder kroner,“ hed det for nylig i en leder i Ugeskrift for Læger, refereret i Berlingske Tidende for 3. maj 1983. Hyppigheden af selvmord i Danmark (1500-1600 om året) er nu den højeste der er registreret i dette århundrede. Det anslås at der årligt indlægges 10.000 selvmordskandidater til behandling på hospitalerne. De direkte omkostninger er skønsmæssigt på 43.000 kroner for hver patient. De menneskelige omkostninger er der ingen tal for.