spørger om hendes mening før han træffer en afgørelse, men hun ønsker at han fører an. Når hun skal træffe en beslutning vil hun gerne tale med sin mand, ikke nødvendigvis for at få at vide hvad hun skal, men for at bekræfte den nærhed og tillid der er imellem dem.

Birthe vil helst ikke sige rent ud at der er noget hun behøver. Hun vil ikke plage Søren eller få ham til at føle at hun er ulykkelig. Hun venter hellere på at han bemærker noget, eller også kommer hun med små hentydninger.

I samtaler er Birthe interesseret i detaljer og stiller mange spørgsmål. Det er naturligt fordi hun er følsom og er interesseret i andre og deres forhold.

Når Birthe lytter afbryder hun den der taler ved at indskyde bemærkninger, nikke eller stille spørgsmål for at vise at hun følger med og er interesseret.

Hun gør en indsats for intuitivt at vide hvad andre behøver. At yde hjælp uopfordret er en dejlig måde at vise kærlighed på. Især vil hun gerne hjælpe sin mand til at gøre fremskridt.

Birthe kan godt blive fortvivlet hvis hun har et problem. Hun har behov for at tale, ikke så meget for at finde en løsning som for at udtrykke sine følelser. Hun har behov for at vide at nogen er interesseret og forstår hende. Når hun er følelsesmæssigt ophidset kommer hun med generaliserende, dramatiske udbrud. Hun mener det ikke bogstaveligt når hun siger: „Du lytter aldrig!“

Birthes barndomsveninde var ikke bare en hun legede med, men en hun talte med om alt. Som gift kvinde er hun derfor ikke nær så interesseret i aktiviteter uden for hjemmet som i at dele sine følelser med en der forstår at lytte.

Hjemmet er for Birthe et sted hvor hun kan tale uden at blive bedømt. Hun tøver ikke med at fortælle Søren om sin frygt og sine problemer. Hun skammer sig ikke over at hun behøver hjælp, for hun stoler på at hendes mand vil være forstående og vil lytte til hende.

Birthe føler sig i almindelighed elsket og sikker på sit ægteskab. Men af og til, uden nogen påviselig grund, begynder hun at føle sig usikker, at hun ikke er elsket, og derfor har hun et særligt behov for at blive beroliget og føle sin mands nærhed.

Ja, Søren og Birthe komplementerer hinanden, men er ret forskellige. Forskellene kan give anledning til store misforståelser, skønt begge ægtefæller har viljen til at være kærlige og forstående. Hvis vi kunne høre deres opfattelse af den situation der blev skildret i indledningen, hvad ville de så sige?

Hvordan situationen blev opfattet

„Da jeg kom ind ad døren kunne jeg straks se at Birthe var helt ude af den,“ ville Søren måske sige. „Jeg gik ud fra at hun ville fortælle mig om det når hun var klar til det. For mig så det ikke ud til at være noget stort problem. Jeg tænkte at hvis jeg blot kunne hjælpe hende til at indse at hun ikke skulle være bekymret og at der var en let løsning på det, ville hun få det bedre. Det sårede mig faktisk da hun, efter at jeg havde lyttet til hende, sagde: ’Du lytter aldrig til mig!’ Jeg følte at hun gav mig skylden for hendes frustrationer!“

„Alt var bare gået skævt den dag,“ ville Birthe sige. „Jeg var godt klar over at det ikke var Sørens skyld. Men da han kom ind og var overfrisk virkede det som om han ignorerede min tilstand. Hvorfor spurgte han ikke om hvad der var galt? Da jeg fortalte ham om problemet sagde han faktisk at jeg var skør, at det i virkeligheden ikke var noget problem. I stedet for at sige at han forstod mine følelser fortalte han mig bare — som en der tror han ved alt — hvordan jeg skulle løse problemet. Jeg ville ikke bare have en løsning, jeg ville have medfølelse!“

Trods de fejl hændelsen blotlagde, elsker Søren og Birthe hinanden højt. Hvad kan hjælpe dem i deres bestræbelser for at denne kærlighed skal komme klart til udtryk?

Se situationen med den andens øjne

Søren følte at det ville være anmassende at spørge Birthe hvad der var galt. For ham var det naturligt at behandle hende som han gerne ville behandles af andre. Han ventede på at hun skulle forklare sig. Birthe var ikke blot ophidset over problemet, men også over at Søren tilsyneladende ignorerede hendes behov for støtte. Hun opfattede ikke hans tavshed som en venlig gestus, men som manglende engagement. Da Birthe til sidst begyndte at fortælle, lyttede Søren uden at afbryde. Men hun følte det som om han ikke hørte efter. Derefter viste han hende, ikke empati, men en løsning. I hendes ører lød det: ’Dine følelser spiller dig et puds; du overreagerer. Se hvor let det er at løse det lille problem!’

Det ville være gået meget anderledes hvis begge kunne have set situationen med den andens øjne! Måske var det gået sådan her:

Søren kommer hjem og ser at Birthe er ude af den. „Hvad er der galt, skat?“ spørger han blidt. Tårerne begynder at strømme og hun fortæller det hele. Birthe siger ikke: „Det er din skyld!“ og antyder heller ikke at Søren forsømmer hende. Søren holder hende tæt ind til sig og lytter tålmodigt. Da hun har talt ud, siger han: „Det gør mig ondt at du er ked af det. Jeg kan godt forstå at du er ophidset.“ Birthe siger derefter: „Tak fordi du ville lytte til mig. Jeg har det bedre fordi jeg ved at du forstår mig.“

Det er sørgeligt at nogle, i stedet for at gøre en ende på misforståelserne, gør en ende på deres ægteskab. Manglende kommunikation er ofte den egentlig skyldige i opløsningen af mange hjem. Højrøstede skænderier ryster ægteskabets grundvolde. Hvordan går det til? Den næste artikel vil vise hvad det er der sker og hvordan man kan undgå det.

Kortlægning af en diskussion

HUN har behov for at udtrykke sine følelser. Han vil give løsninger. De millioner af ægteskabelige diskussioner ned gennem tiden er sikkert foregået på mange forskellige måder, men de har ofte blot været variationer over nogle få grundlæggende temaer. Forståelse af ægtefællens måde at kommunikere eller at se tingene på kan reducere voldsomme skovbrande til hyggeligt glødende kul i hjemmets arne hos en lykkelig familie.

„Lad være med at styre mit liv!“

Klichéen med den dominerende, småskændende hustru passer måske i de tilfælde hvor manden konstant føler sig bestormet med råd, forespørgsler og kritik. Bibelen taler også om disse følelser: „Kvindekiv er som et dryppende tag der driver én bort.“ (Ordsprogene 19:13) En hustru kommer måske med en anmodning som hendes mand ikke har lyst til at følge. I den tro at han ikke har hørt det fortæller hun ham nu hvad han skal gøre. Hans modvilje mod at gøre det bliver endnu større. En småskændende hustru og en tøffelhelt? Eller blot to mennesker der ikke har formået at kommunikere klart?

Set med en hustrus egne øjne viser hun bedst sin kærlighed ved at komme med gode råd. Set med mandens øjne bliver han kostet rundt med og beskyldt for at være uduelig. „Husk din mappe,“ siger hun for at vise omsorg; hun sørger for at han har hvad han skal bruge. Men for ham vækker det minder om dengang hans moder råbte efter ham: „Har du husket dine vanter?“

En træt hustru siger måske blidt: „Har du lyst til at spise ude i aften?“ og mener i virkeligheden: „Vil du ikke nok invitere mig ud? Jeg er for træt til at lave mad.“ Men hendes hengivne husbond griber lejligheden til at prise hendes kogekunst og forsikrer hende om at han hellere vil spise hendes hjemmelavede mad. Eller han opfatter det måske sådan: ’Hun prøver at bestemme hvad vi skal!’ Og hustruen kunne tænke: ’Hvorfor er jeg nødt til selv at spørge?’

„Du elsker mig ikke!“

„Hvordan kan hun overhovedet få den tanke?“ udbryder en frustreret ægtemand lamslået. „Jeg arbejder, betaler regningerne og kommer endda med blomster indimellem!“

Alle mennesker har brug for at føle sig elsket, men kvinder har et særligt behov for gentagne gange at blive forsikret om det. Hun siger det måske ikke højt, men indvendig føler hun sig måske som en uønsket byrde, især hvis hendes månedlige cyklus indvirker på hendes humør. I sådanne perioder holder manden sig måske lidt på afstand, idet han tænker at hun måske vil have lidt tid for sig selv. Hun tolker hans manglende nærhed som en bekræftelse af hendes værste frygt — ’han elsker mig ikke mere’. Hun kommer måske med nogle heftige udbrud og søger at tvinge ham til at give hende kærlighed og støtte.

„Hvad er der galt, skat?“

Hvis en mand har et problem søger han måske i enrum for at tænke det igennem. Hustruen mærker intuitivt at der hersker en spændt situation og reagerer instinktivt ved at forsøge at få ham ud af busken. Selv om det er velment finder manden det sikkert anmassende og ydmygende. Mens han trækker sig tilbage for at tænke over problemet, ser han over skulderen den loyale hustru der næsten klæber sig til ham. Han hører hendes vedvarende, kærlige stemme: „Har du det godt, skat? Er der noget galt? Lad os nu tale om det.“

Hvis han ikke reagerer kan hustruen føle sig såret. Når hun har et problem vil hun jo gerne tale med ham om det, men den mand hun elsker ønsker ikke at dele sine følelser med hende. „Det må være fordi han ikke elsker mig mere,“ konkluderer hun måske. Så når manden intetanende dukker op igen, tilfreds med den løsning han har fundet, møder han ikke den omsorgsfulde og kærlige hustru fra før, men en såret ægtefælle der vil vide hvorfor hun bliver holdt udenfor.

„Du lytter aldrig til mig!“

Anklagen virker latterlig. Han synes næsten ikke han foretager sig andet end at lytte. Men når hans hustru taler har hun følelsen af at hendes ord bliver omsat til nogle data der gennemgås og analyseres af en computer der skal løse et matematisk problem. Denne fornemmelse bekræftes når hun er midt i en sætning og han så siger: „Hvorfor tager du ikke bare og . . . ?“

Når en hustru kommer til sin mand med et problem, er det sjældent for at beskylde ham for noget, og sjældent for at han skal løse problemet. Det hun ønsker er en medfølende tilhører, en der ikke blot er interesseret i kolde fakta, men i hvad hun føler. Hun ønsker ikke råd, men at få sine følelser bekræftet. Det er grunden til at mangen en ægtemand har forårsaget en eksplosion med ordene: „Lille skat, sådan må du ikke føle det. Det er slet ikke så slemt.“

Ofte forventer folk at deres ægtefælle er tankelæser. „Vi har været gift i 25 år,“ fortæller en mand. „Hvis ikke hun efterhånden er klar over mine ønsker må det være fordi hun enten er ligeglad eller uopmærksom.“ En forfatter skriver i sin bog om ægteskabet: „Når ægtefællerne ikke fortæller hinanden om deres ønsker, og når de konstant kritiserer den anden for ikke at opfylde dem, er det ikke underligt at kærligheden og samarbejdsviljen forsvinder. Det der kommer i stedet . . . er en magtkamp hvori de hver især forsøger at tvinge den anden til at opfylde deres behov.“

’Du er ansvarsløs!’

En hustru siger det måske ikke så direkte til sin mand, men hun kan antyde det ved den måde hun siger tingene på. „Hvorfor kommer du så sent?“ kan godt virke som et nøgternt spørgsmål. Hendes anklagende blik mens hun står med hænderne i siden ændrer imidlertid spørgsmålet til: „Hvad bilder du dig egentlig ind? Jeg har gået her og været bekymret. Hvorfor ringede du ikke? Det er ansvarsløst af dig! Nu er middagen ødelagt!“

Hun har selvfølgelig ret i det med maden. Men hvis det giver anledning til en heftig diskussion, er der så også fare for at deres forhold bliver ødelagt? „De fleste diskussioner skyldes ikke at to personer er uenige, men snarere at manden føler at hustruen ikke ser tingene fra hans side, eller at hustruen ikke kan lide den måde manden taler til hende på,“ skriver ph.d. John Gray.

Nogle er af den mening at hjemmet bør være et sted hvor man kan sige lige nøjagtig det man har lyst til. Men er man god til at kommunikere vil man stræbe efter fred og fordragelighed, og tage tilhørerens følelser i betragtning. Enkelt sagt kunne man sammenligne det med at servere ægtefællen et glas koldt vand på en bakke i modsætning til at smide det i hovedet på vedkommende. Forskellen ligger i måden det bliver serveret på.

Hvis man følger vejledningen i Kolossenserbrevet 3:12-14, kan man afværge diskussioner og fremme freden i familien: „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“