Vor families kærlighed til Gud trods fængsling og død

FORTALT AF MAGDALENA REUTER

MIN broder Wilhelm skulle henrettes af nazisterne den følgende morgen. Hans forbrydelse? At han af samvittighedsgrunde havde nægtet at gøre tjeneste i den tyske hær. Han var 25 år gammel og udmærket klar over at døden for en eksekutionspeloton ventede ham. Den aften, den 26. april 1940, skrev han følgende afskedsbrev til os, hvorefter han med fred i sindet gik til ro og sov trygt.

„Mine kære forældre, brødre og søstre!

I ved alle hvor meget I betyder for mig, og jeg bliver mindet om dette igen og igen, hver gang jeg ser jer på vort familiefotografi. Hvor var der altid harmonisk derhjemme! Men fremfor alt må vi elske Gud, som vor Fører Jesus Kristus befalede. Hvis vi står op for ham, vil han belønne os.“

I løbet af sin sidste aften tænkte vores elskede Wilhelm på os — hans kristne forældre samt hans fem brødre og fem søstre, en usædvanlig stor og harmonisk familie. Gennem voldsomt omskiftelige tider har vi som familie altid sat vor kærlighed til Gud over alt andet.

„Den gyldne Tidsalder“ gør vort hjem kendt

Mine forældre, Franz og Hilda Kusserow, havde været nidkære Bibelforscher (bibelstudenter, nu Jehovas Vidner) lige siden deres dåb i 1924, det år jeg blev født som deres syvende barn. De barndomsår som vi 11 børn tilbragte sammen med vore forældre var en storslået tid. Min fader blev pensioneret i en forholdsvis ung alder. Han kunne derfor bruge megen tid på os, og det udnyttede han i harmoni med Bibelens principper. Der gik ikke en dag uden at vi fik bibelsk vejledning og oplæring. Vores forældre erkendte at børn ikke af sig selv bliver lovprisere af Jehova blot fordi deres forældre er det.

I 1931 fulgte fader Vagttårnsselskabets forslag om, sammen med sin store familie, at flytte til et område hvor der dengang ikke fandtes nogen menighed. I Paderborn og omegn — hvilket omfattede omtrent 200 byer og landsbyer — havde vi meget at gøre i forkyndelsen af Rigets budskab. Min ældste søster, Annemarie, tjente som specialpioner, og fader og min 15-årige broder Siegfried tjente som almindelige pionerer.

Selv på lang afstand kunne folk se to store skilte malet på hver side af vort hus i Bad Lippspringe. På dem havde fader skrevet: LESEN SIE DAS GOLDENE ZEITALTER („LÆS DEN GYLDNE TIDSALDER“, en forgænger for Vågn op!). Huset lå ud til en lokalbane som forbandt Paderborn og Detmold. Når toget standsede foran huset råbte konduktøren ofte: „Stoppested DEN GYLDNE TIDSALDER!“ Og sandt nok blev vores hus, som lå på 1,2 hektarer jord, omgivet af en smuk have med buske og træer, et sted hvor vi samledes om uddannelse og virksomhed med henblik på den gyldne tidsalder under Guds rige som skulle komme. — Mattæus 6:9, 10.

Alle i harmoni

En familie med så mange børn krævede god ledelse. Ofte skulle der høstes grøntsager og frugt. Hønsene og ænderne skulle passes, og familiens lam skulle have sin sutteflaske. Gravhunden „Fiffi“ og katten „Pussi“, som også var højt skattede „familiemedlemmer“, krævede opmærksomhed. Fader lagde derfor et skema for husligt arbejde, havearbejde og pasning af husdyrene. Hvert barn var med til de forskellige pligter, som hver uge gik på skift mellem drengene og pigerne.

Fader sørgede også for at der blev tid til afslapning, blandt andet med musik, maleri og flere andre beskæftigelser, som vi lærte af moder, der var læreruddannet. Vi havde fem violiner, et klaver, et stueorgel, to harmonikaer, en guitar og adskillige fløjter. Ja, vores forældre holdt ikke blot øje med vores lektielæsning, men indbefattede også musik og sang i vores undervisningsprogram.

Når jeg i dag tænker tilbage, synes jeg det vigtigste var at der ikke gik én dag uden at vi modtog åndelig vejledning, hvad enten vi fik svar på vore spørgsmål mens vi sad ved bordet eller vi lærte skriftsteder udenad. Fader holdt også på at vi skulle lære at udtrykke os korrekt. Med andre ord havde vi et ideelt familieliv hvis beskrivelse ikke kan rummes i nogen beretning. Naturligvis havde vi også vore svagheder, og fader tugtede os tit med ord som gjorde mere ondt end nogen fysisk afstraffelse. Han lærte os altid at bede om undskyldning for vore fejl og at være tilgivende over for andre. Dengang anede vi ikke hvor stor betydning al denne oplæring skulle få.

Familiens yngste medlem, lille Paul-Gerhard, blev født i 1931. Han blev vel modtaget af sine brødre, Wilhelm, Karl-Heinz, Wolfgang, Siegfried og Hans-Werner, og af mig og mine søstre, Annemarie, Waltraud, Hildegard og Elisabeth.

Trængslerne begynder

Kort efter kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Det virkede som om fader vidste at der var problemer under opsejling, og han forberedte os mere og mere på de vanskelige år der skulle komme. Han viste os ud fra Bibelen at nogle trofaste vidner ville blive forfulgt, kastet i fængsel og endda dræbt. (Mattæus 16:25; 2 Timoteus 3:12; Åbenbaringen 2:10) Jeg husker at jeg tænkte at det ikke nødvendigvis ville ske for vores familie. Lidet anede jeg hvad fremtiden havde i vente for os.

Det første slag kom da min broder Siegfried som 20-årig omkom ved en drukneulykke. Så, i foråret 1933, rettede nazisterne deres opmærksomhed mod os. Gestapo lod skiltene på vores hus male over. Men dengang var malingen så dårlig at man stadig kunne se „DEN GYLDNE TIDSALDER“ skinne igennem! Og konduktørerne fortsatte med at råbe: „Stoppested DEN GYLDNE TIDSALDER!“

Gradvis begyndte presset at blive stærkere. Andre forkyndere, som var blevet alvorligt mishandlet af Gestapo, søgte tilflugt i vores hjem. Faders pension blev nedsat fordi han nægtede at sige „Heil Hitler“. Mellem 1933 og 1945 ransagede Gestapo vores hus 18 gange. Blev vi børn skræmte af alt dette? Min søster Waltraud mindes: „Selv da forfølgelsen var på sit højeste hentede vi styrke hos vore forældre, som regelmæssigt studerede Bibelen med os. Vi fulgte stadig faders skema.“

De yngste under pres

Hver dag gik vi yngste i skole med bankende hjerte. Lærerne krævede at vi skulle hilse flaget, synge nazisange, løfte armen og sige „Heil Hitler“. Vi blev hånet fordi vi nægtede det. Hvad hjalp os til at stå fast? Vi er alle enige om at hemmeligheden var at fader og moder daglig drøftede problemerne med hver af os efterhånden som de opstod. (Efeserne 6:4) De viste os hvordan vi skulle bære os ad og hvordan vi skulle forsvare os ved hjælp af Bibelen. (1 Peter 3:15) Tit øvede vi os ved at stille spørgsmål og svare.

Min søster Elisabeth mindedes en alvorlig prøve de yngste kom ud for: „Det var et yderst vanskeligt øjeblik som vi aldrig vil glemme, da skoleinspektøren i foråret 1939 beskyldte os børn for at blive åndeligt og moralsk forsømt og skaffede en retskendelse så vi blev hentet på skolen og tvangsanbragt et ukendt sted. Jeg var 13, Hans-Werner 9 og lille Paul-Gerhard kun 7 år gammel.“

Over 40 år senere modtog Paul-Gerhard et brev fra en embedsmand hvis samvittighed stadig nagede ham. Han skrev: „Jeg var den politibetjent der førte Dem og Deres broder og søster til opdragelseshjemmet. Jeg afleverede Dem samme aften.“ Forestil jer disse tre forsvarsløse børn tvangsfjernet fra skolen uden et ord til vore forældre!

Moder prøvede at finde ud af hvor hendes børn var blevet anbragt. Endelig, efter nogle uger, lokaliserede hun dem til et opdragelseshjem i Dorsten. Forstanderen fandt snart ud af at børnene var velopdragne og at de ikke hørte til dér, så de blev ’løsladt’ efter nogle måneder. Men de dukkede ikke op derhjemme. Hvad var der sket?

Mine brødre og min søster var blevet taget af Gestapo, overført fra Dorsten til Nettelstadt i nærheden af Minden, hvor de var blevet anbragt på et nazistisk opdragelseshjem. Familiebesøg var naturligvis forbudt, men moder prøvede på alle mulige måder at styrke sine børn, blandt andet ved indsmuglede breve. Ved en lejlighed lykkedes det hende endda at træffe dem og tale med dem i hemmelighed. Senere blev børnene adskilt og anbragt forskellige steder. Men de bevarede deres uangribelighed og nægtede at hilse flaget eller sige „Heil Hitler“. De henviste til Apostelgerninger 4:12, hvor der om Jesus Kristus siges: „Der er ikke frelse [tysk: Heil] i nogen anden.“

Hele familien sættes på prøve

I mellemtiden afsonede fader to fængselsdomme. Den 16. august 1940 blev han løsladt, kun for otte måneder senere at blive indsat i tugthuset Kassel-Wehlheiden til afsoning af sin tredje dom. Men det var ham en stor glæde at kunne benytte sin kortvarige frihed til at døbe tre af os — den 19-årige Hildegard, den 18-årige Wolfgang og mig, der dengang var 16.

Fader blev genindsat i fængselet samtidig med moder og Hildegard. Jeg blev også stillet for retten og som 17-årig dømt til enecelle i ungdomsfængselet Vechta. Der havde jeg næsten ingenting at tage mig til. Det var ikke let at stå tidligt op og så blot sidde hele dagen og se på de hvidkalkede vægge. Jeg prøvede at huske så meget som muligt af det jeg havde lært, og jeg blev forundret over de åndelige rigdomme der åbnede sig for mig. Jeg huskede flere af Rigets sange udenad og udarbejdede bibelske prædikener. Hvor var jeg taknemmelig for al den omhyggelige oplæring mine forældre havde givet mig!

Da jeg havde tilbragt næsten seks måneder i fængselet kaldte den kvindelige fængselsdirektør mig ind på sit kontor og fortalte at jeg ville blive løsladt hvis jeg underskrev et dokument og frasagde mig min tro som falsk lære. Igen havde jeg den forret at forsvare min tro. Hendes svar var tavshed. Så sagde hun med bedrøvet stemme at hun var nødt til at overgive mig til Gestapo igen. Fire måneder senere blev jeg deporteret til koncentrationslejren Ravensbrück.

Min moder og Hildegard var stadig i et andet fængsel. Jeg traf dem senere da de også blev sendt til Ravensbrück. Fra da af lykkedes det min moder og mig at holde sammen indtil krigens afslutning. Annemarie og Waltraud afsonede ligeledes fængselsstraffe. Hvert eneste medlem af familien var nu enten blevet spærret inde eller tvangsfjernet. Det store hus i Bad Lippspringe, som engang havde genlydt af ubekymrede børns latter og sang, stod nu tomt. Skiltet på begge sider af huset var blevet overmalet flere gange. DEN GYLDNE TIDSALDER var ude af syne.

Ravensbrück — venner og fjender

Da jeg ankom til Ravensbrück så jeg trods mine bange anelser frem til at træffe andre Vidner. Men hvordan skulle jeg finde dem blandt alle disse tusinder af fanger? En del af ankomstproceduren bestod i aflusning. Den fange som undersøgte mit hoved spurgte med lav stemme: „Hvorfor er du her?“ „Jeg er en Bibelforscher,“ svarede jeg. Glad svarede hun: „Hjertelig velkommen, min kære søster!“ Derpå blev jeg bragt til bibelstudenternes blok, hvor søster Gertrud Pötzinger tog mig under sine vinger.

Næste dag blev jeg kaldt op på lejrkommandantens kontor. På hans skrivebord lå en stor bibel opslået på Romerbrevet, kapitel 13. Han beordrede mig til at læse vers ét, som lyder: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ Efter at jeg havde læst færdig sagde han: „Og forklar mig nu hvorfor De ikke vil adlyde de højere myndigheder.“ Jeg svarede: „For at forklare det må jeg læse hele kapitlet.“ Så smækkede han Bibelen i og lod mig gå. På denne måde begyndte mine tre og et halvt år i Ravensbrück.

Bortset fra SS-vagternes brutalitet var vintrene måske de værste oplevelser. Vi plejede at stå til parade i flere graders kulde når der hver morgen blev holdt officielt mandtal. Det begyndte klokken 4 og kunne vare lige fra to til fem timer! Vi havde ikke lov til at stikke hænderne i lommerne. Jeg fik frost i hænder og fødder og måtte have lægebehandling.

Men vi udnyttede også denne ledige tid til under paraderne at opbygge hinanden åndeligt. Når SS-vagterne var uden for hørevidde gentog vi alle et skriftsted og lod det gå fra mund til mund for at lede tankerne hen på Guds ord. Ved en lejlighed lærte vi alle Salme 83 ved at gentage den en efter en, forsigtigt for at ingen vagt skulle gribe os i det. Dette åndelige hjælpemiddel øgede vores udholdenhed. Men lad os vende tilbage til foråret 1940.

Den første dør for sin tro

Min storebroder Wilhelm blev dømt til døden og offentligt henrettet i hospitalshaven i Münster. Han var den første i familien der døde for sin tro. Moder og jeg besøgte ham kort før hans henrettelse. Det gjorde indtryk på os at se hvor fattet han var. Han gav moder sin frakke, idet han sagde: „Jeg behøver den ikke mere.“

Hitler afviste Wilhelms tredje benådningsansøgning og underskrev personligt ordren til at henrette ham. Men så sent som da Wilhelm fik bind for øjnene fik han tilbudt en sidste mulighed for at afsværge sin tro. Han afslog. Hans sidste ønske? At de ville sigte ordentligt. Hans beskikkede advokat skrev senere til familien: „Han døde straks, og mødte døden stående. Hans holdning gjorde dybt indtryk på retten og på os alle. Han døde i overensstemmelse med sin overbevisning.“

Moder rejste straks til Münster for at forlange hans lig udleveret. Hun var besluttet på at få ham begravet i Bad Lippspringe. Hun sagde: „Vi vil aflægge et stort vidnesbyrd for dem der kendte ham.“ Hun tilføjede: „Jeg skal sørge for at Satan kommer til at betale for at have slået min Wilhelm ihjel.“ Hun ansøgte om fire dages fængselsorlov til fader så han kunne overvære begravelsen, og til vores overraskelse blev det bevilget!

Fader bad bønnen ved begravelsen, og Karl-Heinz, den tredjeældste søn, udtalte trøstende ord fra Bibelen over for en stor skare sørgende som var samlet ved Wilhelms grav. Nogle uger efter blev også Karl-Heinz, uden retssag, sendt i koncentrationslejr, først til Sachsenhausen og senere til Dachau.

Endnu en dør for sin tro

Min anden storebroder, Wolfgang, havde taget standpunkt for den sande Gud da han blev døbt, skønt han vidste at det også kunne føre til døden for ham. Men han kunne ikke glemme det fremragende eksempel på standhaftighed som hans fader og brødre, ja hele familien, havde sat. Den 27. marts 1942, halvandet år efter sin dåb, sad han selv i en celle i Berlin og skrev følgende afskedsbrev:

„Nu må jeg som jeres tredje søn og broder forlade jer i morgen tidlig. Vær ikke bedrøvede, for den tid vil komme da vi skal være sammen igen. . . . Hvor stor vil vor glæde ikke være til den tid når vi er genforenede! . . . Nu er vi blevet revet fra hinanden, og hver af os må stå prøve; så vil vi blive belønnet.“

Hitler havde besluttet at døden ved skydning var for god for dem der af samvittighedsgrunde var militærnægtere, så han befalede at de skulle halshugges i guillotinen. Som den anden i vores familie der døde for sin tro blev Wolfgang halshugget i statsfængselet i Brandenburg. Han var kun 20 år gammel.

Kærligheden til Gud kommer stadig først

Hvad er der blevet af de familiemedlemmer som overlevede nazitiden? Waltraud og Hans-Werner var de første der kom tilbage til Bad Lippspringe ved Anden verdenskrigs afslutning. Hildegard, Elisabeth og Paul-Gerhard fulgte efter. Fader, som havde brækket et ben, satte kursen hjemad anbragt mellem nogle får på en dyretransportvogn.

„Vi var så lykkelige for at fader var fri og tilbage hos os igen,“ husker Waltraud. „Men han var meget syg. I juni 1945 bragte en sygeplejerske vores alvorligt syge broder Karl-Heinz tilbage fra koncentrationslejren Dachau. I juli 1945 vendte Annemarie ad omveje hjem fra statsfængselet Hamburg-Fuhlsbüttel. De sidste familiemedlemmer, moder og Magdalena, vendte efter mange vanskeligheder hjem fra Ravensbrück i september 1945. Hvor havde vi meget at tale om!“

Gjorde denne periode med forfølgelse og tab af familiemedlemmer det af med vores kærlighed til Gud? Slet ikke! Skønt fader var syg havde han ikke et roligt øjeblik før han havde organiseret arbejdet, deriblandt forkyndelsen fra hus til hus, og havde tilrettelagt møder. Vi lagde en familieplan som omfattede pleje af de syge og verdsligt arbejde, men vi glemte ikke at kærligheden til Gud burde komme først. Vi overvejede mulighederne for heltidstjeneste, og sådan gik det til at Elisabeth og jeg blev specialpionerer i 1946, mens Annemarie og Paul-Gerhard tjente som almindelige pionerer.

Eftervirkningerne

Men forfølgelsens eftervirkninger på de enkelte familiemedlemmers helbred viste sig snart. I oktober 1946 døde Karl-Heinz som 28-årig af tuberkulose. I juli 1950 afsluttede min elskede fader sin jordiske løbebane i den overbevisning at hans gerninger ville følge ham. Min moder, som ligeledes havde det himmelske håb, døde i 1979. (Se Åbenbaringen 14:13.) Elisabeth måtte holde op i heltidstjenesten, men fortsatte med at tjene trofast til sin død i 1980. I 1951 havde moder taget pionertjenesten op og var i stand til at fortsætte i tre og et halvt år, skønt hun var over 60 år gammel. Og hvilken glæde var det ikke for hende før sin død at se de fleste af sine børnebørn tage heltidstjenesten op.

Min yngste broder, Paul-Gerhard, arbejdede i trykkeriet ved det tyske betelhjem indtil han blev indbudt til missionærskolen Gilead. Han udgik med 19. klasse i 1952. Efter yderligere nogle år i heltidstjenesten blev han tvunget til at holde op da hans hustru blev alvorligt syg. Skønt hun stadig er sengeliggende tjener han som ældste, og deres datter Brigitte tjener nu som specialpioner. Deres søn Detlev har været pioner i 14 år. Elisabeths to børn, Jethro og Wolfgang, har også været i heltidstjenesten i mange år.

I 1948 rejste også jeg til Betel i Wiesbaden for at tjene dér. I betelfamilien følte jeg en hjemlig tryghed. Vi arbejdede hårdt, ofte til ud på natten, med at aflæsse store sendinger af bøger fra hovedkontoret i Brooklyn. I 1950 giftede jeg mig med Georg Reuter, som også arbejdede på Betel. Dermed begyndte en ny periode for mig med vidunderlige oplevelser ved min mands side i kredstjenesten, områdetjenesten og missionærtjenesten i Togo i Afrika, i Luxembourg og nu i det sydlige Spanien.

Hvordan er det gået med resten af familien? I 1960 flyttede Annemarie, Waltraud og Hildegard sammen med moder hen i nærheden af Frankfurt am Main, hvor de kunne arbejde sammen med engelsk- og italiensktalende menigheder. Hildegard, som havde overlevet næsten fem år i fængsel og koncentrationslejr, blev til sidst indhentet af døden i 1979. Annemarie og Waltraud har fortsat i deres selvopofrende ånd og hengivne arbejde.

Sandt nok har vor familie ved at lade kærligheden til Gud komme først erfaret rigtigheden i Jesu ord: „Djævelen vil blive ved med at kaste nogle . . . i fængsel“ for at prøve Guds tjeneres trofasthed „indtil døden“. Men vi har aldrig glemt hvad Jesus også sagde: „Den der sejrer vil på ingen måde blive skadet af den anden død.“ — Åbenbaringen 2:10, 11.

Vi har derfor al grund til at se frem til at blive forenet i den kommende ’GYLDNE TIDSALDER’ — som ikke længere blot vil stå malet på en væg. Under Guds rige vil den være virkelighed! — Åbenbaringen 20:11 til 21:7.

[Illustration på side 22]

Det sidste fotografi af hele familien. Bageste række, fra venstre til højre: Siegfried, Karl-Heinz, Wolfgang, fader, moder, Annemarie, Waltraud, Wilhelm, Hildegard. Forrest: Paul-Gerhard, Magdalena, Hans-Werner og Elisabeth

[Illustration på side 23]

Familiens hus ved stoppestedet „DEN GYLDNE TIDSALDER“