Historien — er den til at stole på?

„Når man kender menneskets historie, fornemmer man at man er en del af et fællesskab der eksisterede længe før ens fødsel, og som vil fortsætte længe efter ens død.“ — A Companion to the Study of History — Af Michael Stanford.

ET MENNESKE der ikke kender til historie, mangler noget vigtigt i sit liv. Hvis man selv, ens familie, ens stamme eller ens nation ikke havde noget kendskab til historien, ville det føles som om man var uden rødder, uden fortid. Fortiden er den grundvold som nutiden bygger på, og uden en vis viden om historien vil det der sker i dag, ikke give megen mening.

Historien kan være som et forråd af livserfaring som andre har høstet for os. Den kan hjælpe os til at undgå at gentage de samme fejl igen og igen. En filosof har hævdet at de der glemmer fortiden, er dømt til at gentage den. Når man er inde i historien, forstår man fortidens kulturer, forbløffende opdagelser, fascinerende folkeslag og forskellige måder at anskue tingene på.

Men historien beskæftiger sig med folk og begivenheder fra længst svundne tider, så hvordan kan man vide om den er til at stole på? Hvis vi skal lære noget værdifuldt af historien, må den bygge på noget der er sandt. Og når vi opdager sandheden om fortiden, må vi acceptere den, uanset hvad. Fortiden kan virke inspirerende, men den kan også gøre ondt.

Vi vil nu se på nogle aspekter ved historien der kan hjælpe os til at vurdere nøjagtigheden af det vi læser, og hvordan autentisk historie kan gavne én når man læser den med eftertanke.

[Illustration på side 3]

Dronning Nefertiti

[Illustration på side 3]

Hvilken lære kan man drage af historien?

[Kildeangivelser på side 3]

Nefertiti: Ägyptisches Museum der Staatlichen Museen Preußischer Kulturbesitz, Berlin

Ramme: Foto taget med tilladelse af British Museum

Hvad kan vi lære af historien?

„Intet er vigtigere for historikere end at beskrive årsag og virkning.“ — Gerald Schlabach, professor i historie.

HISTORIKERE spørger tit hvordan og hvorfor bestemte begivenheder fandt sted. Historien beretter for eksempel at Romerriget faldt. Men hvorfor faldt det? Var det på grund af korruption og forlystelsessyge? Var riget blevet for stort og uhåndterligt, og var hærene blevet for bekostelige? Eller var Roms fjender simpelt hen blevet for talrige og for mægtige?

I nyere tid er det kommunistiske styre i Østeuropa, der engang blev betragtet som en trussel mod Vesten, nærmest gået i opløsning fra den ene dag til den anden i land efter land. Men hvorfor? Og hvilken lære kan man drage af det? Det er den type spørgsmål historikerne prøver at besvare. Men i hvilken udstrækning er deres besvarelser påvirket af personlige opfattelser?

Kan man stole på historien?

Historikere minder mere om detektiver end om forskere. De undersøger fortidens optegnelser, drager dem i tvivl og fremskaffer yderligere oplysninger. Sigtet med historikernes arbejde er at finde sandheden, men det mål er ofte diffust. Det skyldes til dels at de overvejende beskæftiger sig med mennesker. Og historikere kan nu engang ikke læse folks tanker — og da slet ikke hvis det drejer sig om nogen der er døde. Historikerne kan også have fordomme og forudfattede meninger. Derfor er selv det bedste historiske værk i virkeligheden en fortolkning set fra forfatterens synsvinkel.

Men et historisk værk behøver selvfølgelig ikke at være unøjagtigt blot fordi historikeren anlægger sin egen synsvinkel. Samuelsbøgerne, Kongebøgerne og Krønikebøgerne indeholder for eksempel parallelberetninger der blev skrevet af fem forskellige mænd, og alligevel kan det bevises at de ikke indeholder nogen modsigelser eller unøjagtigheder af betydning. Det samme gælder de fire evangelier. Mange bibelskribenter har berettet om deres egne svagheder og tåbelige fejl — noget der sjældent ses i verdslige kilder. — 4 Mosebog 20:9-12; 5 Mosebog 32:48-52.

Foruden muligheden for at forfatteren er forudindtaget, må man tage hans eller hendes motiv i betragtning når man læser historisk materiale. „Enhver historieberetning fortalt af folk som sad på magten, som tragtede efter den, eller som var venner med de pågældende, må betragtes med den yderste mistro,“ siger Michael Stanford i sin bog A Companion to the Study of History. Motivet er også tvivlsomt når historiske værker underfundigt eller helt åbenlyst opfordrer til nationalisme eller patriotisme. Desværre kan man somme tider finde den slags i skolebøger. For eksempel har man i et regeringsdekret i et bestemt land åbent erklæret at formålet med historieundervisningen er „at styrke de nationalistiske og patriotiske følelser i folkets hjerte . . . fordi kendskabet til nationens fortid er noget af det mest effektive når man skal fremme en patriotisk adfærd“.

Forfalsket historie

Nogle gange er historieskrivningen ikke blot forudindtaget, men ligefrem forfalsket. I det tidligere Sovjetunionen, for eksempel, „blev Trotskijs navn slettet af historiske dokumenter for at fjerne sporene af hans eksistens,“ hedder det i bogen Truth in History. Hvem var Trotskij? Han var blandt lederne af Oktoberrevolutionen i Rusland og kom næst efter Lenin i rang. Efter Lenins død kom Trotskij i konflikt med Stalin, blev ekskluderet af kommunistpartiet og senere myrdet. Hans navn blev endog fjernet fra sovjetiske leksika. En lignende forfalskning af historien, der gik så vidt som til at brænde bøger der afveg fra den officielle mening, har været almindelig praksis i mange diktaturer.

Det at forfalske historien er en gammel praksis. Den kan spores så langt tilbage som til Ægyptens og Assyriens storhedstid. Stolte og forfængelige faraoner, konger og kejsere sikrede sig et flatterende eftermæle. Deres præstationer blev derfor vanemæssigt overdrevet, hvorimod alt hvad der var pinligt eller vanærende, som for eksempel et tabt slag, ofte blev bagatelliseret, fjernet fra annalerne eller slet ikke nævnt. I skarp kontrast hertil omhandler Israels folks historie som den er nedskrevet i Bibelen, både svagheder og dyder hos såvel konger som almindelige borgere.

Hvordan kan historikere kontrollere ældre skrifters nøjagtighed? Ved at sammenligne dem med skatteoptegnelser, love, bekendtgørelser af slaveauktioner, forretningskorrespondance, private breve og dokumenter, inskriptioner på potteskår, genstande som er fundet i grave og gravkamre, samt logbøger. Denne samling af blandede skrifter kaster ofte yderligere lys, eller måske helt nyt lys, over officielle skrifter. Hvor der stadig er huller eller usikkerhedsmomenter, vil den ærlige historiker som regel nævne det, selv om han måske kommer med sine egne teorier for at udfylde hullerne. Den kloge læser vil under alle omstændigheder bruge mere end ét opslagsværk hvis han vil have en nuanceret forklaring på historiske begivenheder.

Til trods for alle de udfordringer en historiker møder, kan hans værk give mange brugbare oplysninger. I én historiebog hedder det: „Hvor vanskeligt det end er at nedfælde verdenshistorien på papir, . . . er det vigtigt at gøre det, ja absolut nødvendigt.“ Ud over at være et vindue til fortiden giver historien os en bedre forståelse af de forhold mennesket lever under i dag. Man opdager for eksempel hurtigt at folk i fortiden havde de samme karaktertræk som mennesker i dag. Disse tilbagevendende træk har haft en væsentlig indflydelse på historiens gang og måske ført til talemåden om at historien gentager sig. Men er der grundlag for en sådan påstand?

Gentager historien sig?

Kan vi med nøjagtighed forudsige fremtiden på grundlag af fortiden? Visse begivenheder gentager sig faktisk. For eksempel har USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger engang sagt: „Alle de civilisationer der har eksisteret, er til sidst gået til grunde. Historien er én lang beretning om mislykkede bestræbelser, ikke-indfriede forhåbninger. . . . Som historiker må man altså lære at leve med tanken om tragediens uundgåelighed.“

Ikke to verdensriger er gået til grunde på samme måde. I 539 f.v.t. faldt Babylon på én nat for mederne og perserne. Grækenland blev delt i flere kongeriger efter Alexander den Stores død og kunne til sidst ikke holde stand mod Rom. Roms undergang er derimod stadig omstridt. Historikeren Gerald Schlabach spørger: „Hvornår gik Rom egentlig under? Faldt Rom i virkeligheden nogen sinde? Et eller andet ændrede sig i det vestlige Europa mellem år 400 og år 600 e.v.t. Men meget gik sin vante gang.“a Der er tydeligvis noget af historien der gentager sig, men ikke det hele.

Hvad vi gang på gang lærer af historien, er at de menneskelige styreformer har slået fejl. Til alle tider er gode regeringer stødt på forhindringer i form af selviskhed, kortsynethed, begærlighed, korruption, nepotisme og især den stærke trang til at opnå og bevare magten. Derfor er fortiden præget af våbenkapløb, traktatbrud, krige, social uro og vold, en uretfærdig fordeling af goderne og af økonomiske sammenbrud.

Læg for eksempel mærke til hvad værket The Columbia History of the World siger om den vestlige civilisations indflydelse på resten af verden: „Da Columbus og Cortés gjorde folk i det vestlige Europa opmærksomme på mulighederne, vakte dette for alvor et ønske hos disse mennesker om at omvende de indfødte, tjene formuer og vinde berømmelse, og Vestens kultur blev indført på næsten hele kloden, hovedsagelig med magt. Udstyret med overlegne våben og en umættelig trang til at udvide deres territorium forvandlede sejrherrerne resten af verden til et modvilligt vedhæng til de europæiske stormagter . . . Folkeslagene på disse kontinenter [Afrika, Asien samt Nord- og Sydamerika] var, kort sagt, ofre for hensynsløs og ubarmhjertig udbytning.“ Hvor er det sandt hvad Bibelen siger i Prædikeren 8:9: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“

Det er måske denne sørgelige historiske kendsgerning der har fået en tysk filosof til at bemærke at det eneste man kan lære af historien, er at mennesket intet lærer af den. I Jeremias 10:23 siges der: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Denne manglende evne til at styre vore skridt burde især bekymre os i dag hvor vi kæmper med så mange og så store problemer at det er uden fortilfælde. Hvordan skal vi så løse dem?

Problemer uden sidestykke

Aldrig før i menneskets historie har hele jorden på én gang været truet af skovrydning, erosion af dyrkningsjorden, ørkendannelse, omfattende udryddelse af plante- og dyrearter, nedbrydning af ozonlaget i atmosfæren, forurening, global opvarmning, døende verdenshave og en eksplosiv befolkningstilvækst.

„En anden udfordring, som de moderne samfund står over for, er selve forandringens hastighed,“ hedder det i bogen En grøn verdenshistorie. Ed Ayres, der er redaktør for tidsskriftet World Watch, skriver: „Vi står over for noget der overgår alt hvad menneskeheden før har været ude for, i en sådan grad at vi ikke fatter det selv om vidnesbyrdene er overvældende. Det vi oplever, er et intensivt bombardement af enorme biologiske og fysiske forandringer i den verden vi er afhængige af.“

Om disse og beslægtede problemer siger historikeren Pardon E. Tillinghast: „Samfundets udvikling er blevet langt mere komplekst end før, og for mange af os er dilemmaerne skrækindjagende. Hvilken vejledning kan professionelle historikere tilbyde forvirrede sjæle i dag? Tilsyneladende ingen af betydning.“

Måske ved historikere ikke hvad de skal stille op eller råde os til, men det gælder afgjort ikke Skaberen. Han forudsagde i Bibelen at verden i de sidste dage ville opleve „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) Men Gud er gået endnu videre. Han har gjort noget som historikerne ikke har kunnet gøre, nemlig vist os en udvej. Hvordan, vil fremgå af den følgende artikel.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

„Enhver historieberetning fortalt af folk der sad på magten, . . . må betragtes med den yderste mistro.“ — Michael Stanford, historiker

[Illustration på side 4]

Kejser Nero

[Kildeangivelse]

Roma, Musei Capitolini

[Illustrationer på side 7]

Til alle tider har ’det ene menneske udøvet myndighed over det andet til skade for det’

[Kildeangivelser]

„The Conquerors“ af Pierre Fritel. Heriblandt (fra venstre mod højre): Ramses II, Attila, Hannibal, Timur Lenk, Julius Cæsar (i midten), Napoleon I, Alexander den Store, Nebukadnezar og Karl den Store. Fra bogen The Library of Historic Characters and Famous Events, bind III, 1895; fly: USAF photo

Er Bibelen pålidelig historie?

DE DADLEDE regenterne. De kritiserede præsterne. De bebrejdede det jævne folk dets ondskab. De kundgjorde endog deres egne svagheder og synder. De blev jaget og forfulgt, og nogle endog myrdet, fordi de sagde og skrev sandheden. Vi taler om Guds profeter, hvoraf mange har været med til at nedskrive Bibelen. — Mattæus 23:35-37.

Page Smith skriver i sin bog The Historian and History: „[Hebræerne] var lige så skånselsløse over for deres helte som over for skurkene, over for sig selv som over for deres modstandere, for de skrev med Guds øjne hvilende på sig og havde intet at vinde, men alt at tabe hvis de skjulte noget.“ Page Smith fortsætter: „Sammenlignet med de kedelige krøniker om Syriens og Ægyptens krigerkonger er beretningen om Guds udvalgte folks trængsler og triumfer . . . en fængslende historie. De hebraiske historieskrivere havde opdaget et af historiens væsentligste elementer — at den udspilles af virkelige mennesker, med alle deres fejl og mangler.“

Bibelskribenterne var også pinligt nøjagtige. Efter at have undersøgt Bibelen i lyset af historien og arkæologien skrev forfatteren Werner Keller i indledningen til sin bog Bibelen har alligevel Ret: „Når jeg betragtede den overvældende fylde af sikre, autentiske forskningsresultater . . . randt den sætning mig gang på gang i sinde: Bibelen har alligevel ret!“

Dynamisk historie med magtfulde lektioner

Flertallet af bibelskribenterne var jævne folk — landmænd, hyrder og fiskere. Alligevel har det de skrev over en periode på omkring 1600 år, påvirket flere mennesker end nogen andre skrifter, fortidige som nutidige. Desuden er deres skrifter blevet angrebet fra alle sider, men uden held. (Esajas 40:8; 1 Peter 1:25) I dag kan Bibelen læses helt eller delvis på cirka 2200 sprog — langt flere end nogen anden bog. Hvorfor indtager Bibelen i den henseende en særstilling? Det kan nedenstående skriftsteder give svar på.

„Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

„Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ — Romerne 15:4.

„Disse ting skete fortsat med dem [israelitterne], som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os [de kristne] til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Korinther 10:11.

Bibelen er hævet over alle andre bøger fordi den er inspireret og bevaret af Gud, en beretning om virkelige mennesker, hvoraf nogle behagede og andre mishagede Gud. Den er alt andet end en kold opremsning af leveregler eller en samling eventyr for børn. Det er sandt at Gud brugte jordiske sekretærer til at skrive Bibelen, og derved har han givet den en karakter der appellerer til og har grebet læserne generation efter generation. Arkæologen William Albright har sagt: „Bibelens dybe moralske og åndelige indsigt, der på enestående vis åbenbarer Gud for menneskene gennem det som nogle erfarede i fortiden, er lige så værdifuld i dag som den var for to eller tre tusind år siden.“

For at illustrere at Bibelen er tidløs, vil vi gå tilbage til begyndelsen af menneskehedens historie — hvortil kun Bibelen kan føre os — og betragte nogle vigtige oplysninger som vi finder i Første Mosebog.

Aktuelle oplysninger i en gammel beretning

Første Mosebog fortæller blandt andet om menneskehedens begyndelse — med navne og det hele. På det område er intet andet værk så specifikt. ’Men hvilken gavn har vi af at kende vore oprindelige forfædre?’ spørger du måske. Det har vi umådelig stor gavn af, for ved at vise at alle mennesker — uanset hudfarve, stamme og nationalitet — kan føre deres oprindelse tilbage til de samme forældre, fjerner Første Mosebog ethvert grundlag for racisme. — Apostelgerninger 17:26.

Første Mosebog giver også vejledning i moral. Den indeholder beretningen om Sodoma og Gomorra og de omkringliggende byer, som blev udslettet af Gud på grund af indbyggernes grove seksuelle perversiteter. (1 Mosebog 18:20–19:29) Bibelen siger i det syvende vers af Judas’ Bog: „Således er også Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem, efter at de . . . havde begået utugt i stort omfang og var gået efter kød til unaturlig brug, sat frem for os som et advarende eksempel.“ Indbyggerne i Sodoma og Gomorra havde ikke modtaget nogen morallove af Gud, men Gud havde givet dem og alle andre mennesker en samvittighed. Derfor kunne han med rette drage disse folk til ansvar for deres handlinger. (Romerne 1:26, 27; 2:14, 15) På samme måde vil Gud i dag kræve alle til regnskab for deres handlinger, hvad enten de accepterer hans ord, Bibelen, eller ej. — 2 Thessaloniker 1:8, 9.

En historisk beretning om overlevelse

På Titusbuen i Rom kan man se et relief med soldater som bærer på nogle hellige kar fra templet i Jerusalem. Det er efter byens ødelæggelse i år 70, hvor over en million jøder blev dræbt. Men lydige kristne overlevede fordi Jesus forinden havde givet dem følgende advarsel: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den; for dette er hævnens dage.“ — Lukas 21:20-22.

Jerusalems trængsel er ikke blot en tilfældig begivenhed der fandt sted for længe siden. Nej, den forudskildrer nogle aspekter ved en større trængsel, en verdensomspændende trængsel. Men også denne gang vil der være overlevende. De beskrives som „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som „kommer ud af den store trængsel“ fordi de tror på værdien af Jesu udgydte blod — en tro der bygger solidt på Bibelens historie og profetier. — Åbenbaringen 7:9, 14.

Historie som ikke vil gentage sig

I dag lever vi i en tidsperiode hvor den anglo-amerikanske verdensmagt har overherredømmet. Der er tale om den sidste verdensmagt der er forudsagt i bibelprofetierne. I betragtning af det historiske mønster kan vi slutte at denne magt vil gå under ligesom sine forgængere. Men hvordan? Ifølge Bibelen vil afslutningen på dette herredømme være helt uden fortilfælde. Daniels Bog, kapitel 2, vers 44, peger frem til 1914 og siger om de regerende politiske magter eller „riger“: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“

Guds rige — hans himmelske regering ledet af Jesus Kristus — vil slette ethvert spor af menneskers undertrykkende styre i Harmagedon, som er klimakset på den førnævnte „store trængsel“. Derefter vil Riget „ikke blive overdraget til noget andet folk“, hvilket betyder at det aldrig vil blive omstyrtet. Dets herredømme vil strække sig „til jordens ender“. — Salme 72:8.

Omsider vil den onde cirkel være brudt — falsk religion, undertrykkende politik og begærlig kommercialisme vil ikke længere beherske verden. Salme 72:7 giver følgende løfte: „I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere.“ Til den tid vil det ikke være selviskhed og stolthed der råder på jorden, men Guds mest fremtrædende egenskab, kærlighed. (1 Johannes 4:8) Jesu ord lød: ’Elsk hinanden.’ Om dette siger historikeren Will Durant: „Min sidste lektion i historie handler om det samme som Jesus talte om. . . . Kærlighed er det mest nyttige i verden.“

Det var Guds kærlighed til menneskene der fik ham til at inspirere nedskrivningen af Bibelen. Kun Bibelen kaster lys over både fortiden, nutiden og fremtiden. Jehovas Vidner opfordrer indtrængende alle til at tage imod det livgivende budskab ved at afsætte en smule tid til studium af Bibelen. Med dette i tanke, og i lydighed mod Jesu befaling, forkynder de ’den gode nyhed om riget’ for deres medmennesker. Snart vil denne gode nyhed være mere end blot en profeti. Den vil være levende historie. — Mattæus 24:14.

[Tekstcitat på side 9]

„Bibelen har alligevel ret!“ — Werner Keller

[Tekstcitat på side 11]

„Bibelens dybe moralske og åndelige indsigt . . . er lige så værdifuld i dag som den var for to eller tre tusind år siden.“ — William Albright, arkæolog

[Illustrationer på side 9]

Mesjastelen: På denne sten læser man kong Mesjas version af krigen mellem Moab og Israel (2 Kongebog 3:4-27), navnene på forskellige steder der er omtalt i Bibelen, samt Guds navn skrevet med gammelhebraiske bogstaver.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris.

Sølvdenar: Kopien bærer kejser Tiberius’ billede og indskrift (Markus 12:15-17).

Nabonids Krønike: En kileskrifttavle der bekræfter Babylons pludselige fald for Kyros’ hånd. (Daniel, kapitel 5)

[Kildeangivelse]

Billede taget med tilladelse af British Museum.

Stentavle: Bærer Pontius Pilatus’ navn på latin.

[Kildeangivelse]

Billede © Israel Museum, Jerusalem; med tilladelse af Israel Antiquities Authority.

Dødehavsrullerne i baggrunden: Et studium af teksten fra Esajas’ Bog viste at bogen praktisk talt var forblevet uforandret efter at være blevet afskrevet i 1000 år.

[Kildeangivelse]

The Shrine of the Book, Israel Museum, Jerusalem.

[Illustrationer på side 10]

Et relief på Titusbuen bekræfter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t.

[Kildeangivelse]

Soprintendenza Archeologica di Roma