Vi lever i et brug og smid væk-samfund

FOLK i de industrialiserede lande smider i læssevis af affald ud. Det illustreres af den mængde affald USA årligt producerer. Efter sigende „ville en tilsvarende mængde vand fylde 68.000 svømmebassiner med olympiske mål“. For nogle år siden skønnede man at der alene i New York årligt blev produceret affald nok til at begrave byens store Central Park under 4 meter affald!a

Det er ikke så mærkeligt at USA i sin egenskab af „brug og smid væk-samfund“ er blevet kaldt „et advarende eksempel for resten af verden“. Men USA er ikke det eneste land der er i den situation. Det skønnes at den mængde affald Tysklands befolkning årligt producerer, med lethed kan fylde vognene på et godstog der strækker sig fra hovedstaden Berlin helt ned til den afrikanske kyst, 1800 kilometer væk. Og i Storbritannien har man engang beregnet at en gennemsnitsfamilie på fire i løbet af et år smider papir ud svarende til seks træer.

Udviklingslandene er også ved at få et affaldsproblem. Et kendt tidsskrift oplyser: „Det kedelige ved det er at de fleste af klodens 6 milliarder mennesker kun lige er begyndt at følge i fodsporene på USA og de øvrige i-lande som affaldsproducenter.“ Ja, uanset hvad vi synes om det, er de fleste af os en del af et brug og smid væk-samfund.

Folk har naturligvis altid været nødt til at smide ting ud. Men i dag er mad på dåser og emballerede fødevarer mere udbredte end for år tilbage, så hvor man end ser hen, er der engangsemballage. Desuden er mængden af aviser, tidsskrifter, reklamer og andet trykt materiale steget drastisk.

Vores højt industrialiserede og videnskabeligt avancerede verden har også skabt nye former for affald. Den tyske avis Die Welt hævder at „omtrent ni millioner biler i Den Europæiske Union årligt skrottes“. Det er ikke nogen nem opgave at skaffe sig af med dem. Endnu mere problematisk er spørgsmålet: Hvordan kan atom- og kemikalieaffald bortskaffes på en sikker måde? Tilbage i 1991 forlød det at USA havde „bjerge af radioaktivt affald og ikke noget permanent opbevaringssted“. En million tønder med dødsensfarlige stoffer blev efter sigende opbevaret i midlertidige depoter hvor der var konstant „fare for spild, tyveri og miljøforurening på grund af forkert håndtering“. Alene i 1999 producerede 20.000 private og offentlige virksomheder i USA over 40 millioner tons farligt affald.

En anden faktor er verdensbefolkningen, der i det forløbne århundrede er vokset eksplosivt. Flere mennesker er ensbetydende med mere affald. Og en stor del af befolkningen er meget optaget af at skaffe sig materielle goder. Worldwatch Institute konkluderede for nylig: „Vi har benyttet os af flere forbrugsgoder og serviceydelser fra 1950 og frem end i hele resten af menneskehedens historie.“

Det er nok de færreste i de industrialiserede lande som vil undvære alle disse „forbrugsgoder og serviceydelser“. Tænk blot på hvor praktisk det er at gå på indkøb og komme varer der allerede er pakket ind, i indkøbsvognen for derefter at få dem med hjem i en papirs- eller plasticpose fra forretningen. Hvis folk pludselig skulle give afkald på en sådan emballage, ville de hurtigt opdage hvor dybt afhængige de er blevet af den. Desuden bidrager emballagen, i det omfang den er hygiejnisk, i det mindste indirekte til større sundhed.

Med den slags fordele behøver man da at frygte at det er gået for vidt med vore dages brug og smid væk-samfund? Åbenbart, for de talrige løsningsmodeller der har været udtænkt for at tackle affaldsproblemet, har ikke i væsentlig grad reduceret det væld af affald som vi producerer. Og de holdninger som er forbundet med vore dages brug og smid væk-samfund, har konsekvenser der er endnu mere foruroligende.

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

Det er en udfordring at bortskaffe farligt affald på forsvarlig vis

Er der en løsning?

HVAD skal man gøre med noget man er blevet træt af? Den nemmeste og mest oplagte løsning er tilsyneladende at smide det ud. Men det er ikke altid så nemt at skaffe sig af med affald. Hvor skal man smide det hen? En italiensk miljøorganisation skønner at en glasflaske der bliver smidt i havet, er 1000 år om at blive nedbrudt. Papirlommetørklæder bliver til gengæld nedbrudt i løbet af kun tre måneder. Cigaretskod forurener havet i op til 5 år, plasticposer mellem 10 og 20 år, ting af nylon mellem 30 og 40 år, konservesdåser 500 år og polystyren 1000 år.

Mængden af den slags affald er steget enormt. Nu om dage bugner markedet med varer, og reklameverdenen vil have os til at tro at vi har brug for det alt sammen. Den britiske avis The Guardian skriver meget rammende: „Reklamerne hjælper os til at opfylde ønsker som vi slet ikke vidste vi havde.“ Vi bliver afgjort fristet til at købe det sidste nye på markedet; vi skulle nødig gå glip af noget nyt. Og i reklamesprog betyder „ny“ selvfølgelig „bedre“, hvorimod „gammel“ betyder „dårlig og utidssvarende“.

På den måde bliver vi ofte overtalt til at købe nyt i stedet for at reparere det gamle. Argumentet er at det er mere praktisk og økonomisk at udskifte de gamle ting end at udbedre dem. En gang imellem passer det også. Men ofte er det både dyrt og unødvendigt at smide det gamle ud og erstatte det med noget nyt.

Mange produkter er ikke beregnet til at holde særlig længe. De er måske vanskelige at reparere — noget man bør tænke på når man anskaffer sig nye ting. Et tysk forbrugerblad oplyser: „Det enkelte produkts levetid bliver stadig kortere. Det der var ’in’ i går, er ’out’ i dag og havner ofte i containeren. På den måde bliver værdifulde råmaterialer til værdiløst affald!“

Er det først og fremmest forbrugeren der har gavn af dette indkøbsvanvid? Nej, det er de firmaer der er opsatte på at tjene rigtig mange penge. Det schweiziske tidsskrift Die Weltwoche hævder: „Hvis alle beholdt deres møbler og biler hele livet igennem eller blot dobbelt så længe som det er tilfældet nu, ville det med garanti betyde et økonomisk sammenbrud.“ Et økonomisk sammenbrud er selvfølgelig ikke nogen løsning eftersom det også ville gøre forbrugerne arbejdsløse. Hvordan kan man så løse affaldsproblemet?

Kassere, genbruge eller begrænse?

Nogle industrialiserede lande springer over hvor gærdet er lavest, ved simpelt hen at eksportere deres affald til udviklingslande. En rapport oplyser for eksempel at der „ved en berygtet losseplads i Nigeria blev fundet 3500 tons giftige kemikalier der sivede ud af 8000 gennemtærede tønder og forgiftede både jorden og grundvandet“. Denne affaldshåndtering forekommer hverken at være en brugbar metode til bortskaffelse af affald eller en værdig måde at behandle andre på.

Hvad med at aflevere ting til genbrug i stedet for at smide dem ud? Genbrugsordninger kræver selvfølgelig at forbrugere sorterer deres affald i forskellige kategorier, noget der visse steder allerede er lovpligtigt. Myndighederne kan forlange at borgerne sorterer deres skrald i kategorier som for eksempel papir, karton, metal, glas og organisk affald. Glas skal måske også sorteres efter farve.

Genbrug har tydeligvis sine fordele. Bogen 5000 Days to Save the Planet oplyser at man ved at genbruge aluminium „sparer enorme mængder energi“ og kan „reducere de miljøskader der forårsages når man bryder bauxit i åben mine“. Bogen tilføjer: „Man kan ved hjælp af genbrug fremstille den samme mængde papir med den halve mængde energi og kun en tiendedel af det vand der ellers er nødvendigt. . . . Mange spildprodukter kan genvindes eller genbruges. . . . Selv i tilfælde hvor industrier ikke kan bruge deres egne spildprodukter, kan de somme tider forarbejde dem sådan at andre kan bruge dem . . . I Holland har et netværk til udveksling af affald fungeret med godt resultat siden begyndelsen af 1970’erne.“

I stedet for at søge nye muligheder for at slippe af med affaldet har myndigheder andre steder lagt hovedvægten på at forebygge problemet. Den førnævnte bog gør opmærksom på at „der er hårdt brug for handling“ hvis menneskeheden skal „gå væk fra en brug og smid væk-økonomi . . . over til et samfund hvor man passer på sine ting, et samfund der minimerer spild og reducerer forbruget af ressourcerne“.

Men de der gerne vil „gå væk fra en brug og smid væk-økonomi“, må være villige til at bruge de ting de køber, så længe som muligt og kun smide dem ud når det ikke længere er muligt at reparere dem. Ting man ikke mere er interesseret i, men som stadig er brugbare, må gives videre til andre der vil bruge dem. I Darmstadt-afdelingen af Tysklands Öko-Institut har man beregnet at en familie der levede efter det princip at man bruger et produkt fuldt ud, ville reducere deres affaldsproduktion med helt op til 75 procent i forhold til en gennemsnitshusholdning.

Men vil tilstrækkelig mange husholdninger være villige til at leve efter sådanne principper? Det virker usandsynligt. Menneskets affaldsproblem er kun det synlige tegn på et problem der er langt større. I vore dages brug og smid væk-samfund har flere og flere fået det man kunne kalde en brug og smid væk-mentalitet. Lad os se nærmere på denne holdning — og på nogle af de yderligheder den kan føre til.

Farerne ved brug og smid væk-mentaliteten

En brug og smid væk-mentalitet kan nemt indebære mere end blot at rutte lidt med tingene. Den kan få folk til at blive utaknemmelige og tankeløse så de uden videre lader store mængder urørt mad og andre ressourcer gå til spilde. Nogle der er selvcentrerede og styret af modeluner og vekslende smag, føler måske en konstant trang til at skifte tøj, møbler etc. ud med noget nyt.

Brug og smid væk-mentaliteten kan dog berøre mere end blot ens syn på ejendele. I en nylig rapport om et tysk projekt der beskæftiger sig med udnyttelsen af kasserede genstande, hedder det: „Den måde hvorpå vi behandler sofagruppen der ikke længere falder i vores smag, og som smides ud efter fem år for at blive erstattet med en ny, bliver overført på vores måde at behandle mennesker på. Spørgsmålet er hvor længe samfundet kan holde til det.“ Rapporten forklarer: „Så snart en person ikke længere er supereffektiv, bliver vedkommende afløst af en anden. Der er jo masser af arbejdskraft at tage af!“

I sin bog Jorden i balance stiller USA’s tidligere vicepræsident Al Gore det relevante spørgsmål: „Har den vane, vi har tilegnet os, med at opfatte tingene som noget, der bare kan smides væk, på lignende måde ændret den måde, vi opfatter vores medmennesker på? . . . Har vi i løbet af denne proces tabt evnen til at værdsætte det enestående hos ethvert af vores mange milliarder medmennesker?“

Folk der har mistet værdsættelsen af og respekten for andre vil nok finde det lettere — og mindre forkasteligt — at skille sig af med venner eller ægtefæller. Som kommentar til denne tænkemåde skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung: „Vi køber nyt tøj to gange om året, ny bil hvert fjerde år og ny dagligstue hvert tiende år. Hvert år ser vi os om efter et nyt feriemål; vi skifter bolig, beskæftigelse og levevej — så hvorfor ikke også vores ægtefælle?“

Nogle er i dag tilsyneladende villige til at skille sig af med næsten hvad som helst der bliver besværligt. I ét europæisk land skønnes det at 100.000 katte og 96.000 hunde blev forladt af deres ejere i 1999. En af landets dyreværnsaktivister siger om sine medborgere at de „ikke betragter det at eje et kæledyr som en langvarig forpligtelse. De kan finde på at købe en hvalp i september og forlade den i august [året efter når de tager på ferie].“ Det der er værre, er at brug og smid væk-mentaliteten også kan berøre ens syn på menneskeliv.

Manglende respekt for livet

Mange synes åbenbart at deres liv ikke er meget værd. Et europæisk tidsskrift skrev eksempelvis for nylig at unge i de senere år er blevet mere villige til at tage chancer. Det giver sig udslag i at de i stigende grad deltager i ekstrem sport. De er villige til at risikere at smide selve deres liv bort for et kort øjebliks spænding! Profitbegærlige forretningsmænd udnytter ivrigt denne tendens. En tysk politiker har sagt at de der fremmer ekstrem sport, „ofte synes at indtægter er vigtigere end menneskers liv og helbred“.

Hvordan påvirker brug og smid væk-mentaliteten folks syn på de ufødtes liv? Verdenssundhedsorganisationen skønner at der „på verdensplan årligt undfanges cirka 75 millioner børn som er uønskede. For mange kvinder er abort den eneste udvej.“ Men selv de børn der bliver født, kan være i fare. Ifølge den brasilianske avis O Estado de S. Paulo „er antallet af børn der bliver efterladt på gaden, stigende“. Gælder det også dér hvor du bor?

I dag ser vi overalt vidnesbyrd om at menneskeliv betragtes som værende af ringe værdi, ja, som værdiløst, noget man næsten skødesløst smider væk. Vi ser denne tendens i den vold der er i populær underholdning, hvor „heltene“ i løbet af en enkelt film eller tv-udsendelse nedslagter snesevis af „skurke“. Vi ser tendensen i de vedvarende bølger af voldskriminalitet der hærger jorden, med tyve der dræber deres ofre for et ringe udbytte — eller helt uden grund. Og vi ser den i nyhederne i rystende reportager om terroraktioner, etniske udrensninger og direkte folkemord der alle handler om hårdhjertet nedslagtning af mennesker i stor stil. Værdifulde menneskeliv bliver smidt væk som affald.

Vi kan måske ikke undgå at være en del af brug og smid væk-samfundet, men vi kan undgå brug og smid væk-mentaliteten. Den næste artikel kommer ind på hvad vi selv kan gøre for at tackle affaldsproblemet og undgå de skadelige holdninger der er forbundet med et brug og smid væk-samfund.

[Illustration på side 6]

Mange steder er genbrug obligatorisk

[Illustration på side 7]

Får skiftende modeluner dig til at smide tøj væk bare for at købe nyt?

[Illustration på side 8]

De ufødtes liv bør sættes højt, ikke kasseres

[Kildeangivelse]

Index Stock Photography Inc./BSIP Agency

[Illustration på side 8]

Livet er for kostbart til at blive sat på spil for spændingens skyld

Hvad vi selv kan gøre

„I NATUREN . . . er der ikke noget der hedder affald,“ siger en respekteret genbrugsekspert ifølge tidsskriftet Time. Han henviser til den bemærkelsesværdige måde hvorpå dødt eller kasseret materiale fra én del af økosystemet altid bliver brugt til gavn for andre dele. Ifølge Time mener han også at „menneskeheden kan efterligne naturens affaldsfrie metoder, men at det vil kræve en banebrydende teknologi og en massiv holdningsændring“.

Flertallet af os kan nok ikke gøre det store for at udvikle en ny, banebrydende teknologi. Men vores holdning er noget vi er herre over! Og den rette indstilling til visse grundregler vedrørende passende opførsel kan hjælpe os til bedre at tackle de problemer vi møder i et brug og smid væk-samfund.

Undgå spild

Hver femte indbygger i verden går sulten i seng. Det burde gøre det klart for os at vi må værdsætte vores mad og undgå at lade noget gå til spilde. Et ægtepar der vendte hjem til Europa efter 28 år som missionærer i Afrika, sagde at en af de største udfordringer ved at komme tilbage, var at skulle leve med „at folk smider så meget mad ud“.

Fornuftige forældre lærer deres børn kun at komme så meget på tallerkenen som de kan spise — først at tage en lille portion og så eventuelt bede om en mere. Det giver mindre affald og spild. Selvfølgelig må forældre selv foregå med et godt eksempel. Jesus var et godt eksempel for os alle idet han viste ægte værdsættelse af det Gud har givet os i både materiel og åndelig henseende. Bibelen viser at Jesus omhyggeligt undgik at lade mad gå til spilde — også når det gjaldt den rigelige mad der var frembragt mirakuløst. — Johannes 6:11-13.

At undgå ressourcespild er en god leveregel der også kan anvendes i forbindelse med tøj, møbler og maskiner. Ved at passe godt på vores ting og bruge dem så længe det kan lade sig gøre, viser vi værdsættelse af det vi har. Vi behøver ikke at gå i fælden når reklameverdenen forsøger på at gøre os utilfredse med det vi har, ved at tilbyde noget der er større, bedre, hurtigere eller stærkere. Selvfølgelig har vi lov til at skifte ejendele ud der stadig er brugbare, men inden vi gør det, var det måske en idé at bedømme vores motiver eller indstilling.

Undgå begærlighed

Mens israelitterne vandrede gennem ørkenen på vej mod det forjættede land, fik de mad i form af manna. Bibelens beretning viser at de fik den i tilstrækkelige mængder. Israelitterne blev dog advaret om ikke at blive grådige: De måtte kun tage så meget som de umiddelbart havde brug for. De der ikke adlød, opdagede at det ikke kunne betale sig at være grådig, for det de levnede, blev fyldt med orm og begyndte at stinke. (2 Mosebog 16:16-20) Gang på gang fordømmer Bibelen uden omsvøb begærlighed. — Efeserne 5:3.

Bibelen er ikke ene om sit syn på begærlighed. Seneca, en romersk filosof og dramatiker fra det første århundrede, erkendte at en der er begærlig, aldrig er tilfreds. Han bemærkede: „Til havesygen er selv al naturen for lille.“ Erich Fromm, en filosof fra det 20. århundrede, nåede til en lignende konklusion: „Begærlighed er et bundløst dyb, hvor individet udmattes i sine utrættelige anstrengelser for at mætte sine behov, uden at det nogensinde lykkes.“ Mange nøjes ikke blot med at undgå begærlighed og frås, men har også valgt at gøre noget konstruktivt.

Lær at dele

Inden man kasserer genstande der stadig er i god stand, kunne man overveje om de kunne komme andre til gavn. Når børn for eksempel vokser ud af deres tøj, kan det være at andre børn kan få stor glæde af det aflagte tøj. Måske kunne man følge en lignende procedure med andre ejendele der stadig kan gøre nytte, men som man sjældent bruger. Det kan være at andre kan have glæde af dem. Den amerikanske humorist Mark Twain skrev engang: „For at gøre glæden fuldendt må man have nogen at dele den med.“ Du har måske selv oplevet at delt glæde er dobbelt glæde. Ved på denne måde at dele med andre er du desuden med til at modvirke brug og smid væk-samfundets negative følger.

At dele med andre er en dyd som Bibelen varmt anbefaler. (Lukas 3:11; Romerne 12:13; 2 Korinther 8:14, 15; 1 Timoteus 6:18) Verden ville se helt anderledes ud hvis alle dens indbyggere var villige til at dele!

Vær tilfreds med det nødvendige

Den der er tilfreds, er lykkelig. Det er en universel sandhed. Et græsk ordsprog lyder: „Intet vil tilfredsstille ham som ikke er tilfreds med lidt.“ Og et japansk ordsprog siger: „Den er fattig som ikke er tilfreds.“ Også i Bibelen omtales tilfredshed i rosende vendinger. Her siges for eksempel: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. For vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Timoteus 6:6-8; Filipperne 4:11.

Det kan selvfølgelig være at det kræver „en massiv holdningsændring“ for at vi kan blive tilfredse med hvad vi har. En ung kvinde der hedder Susanne, blev for nylig klar over at hun var nødt til at foretage en sådan ændring. Hun siger: „Jeg gjorde op med mig selv at jeg, eftersom jeg ikke kunne få alt det jeg havde lyst til, måtte lære at glæde mig over det jeg havde. Nu er jeg glad og tilfreds.“

Tilfredshed fører virkelig til glæde. Den bulgarske professor og gerontolog Argir Hadjihristev siger: „Det egentlige onde består i at man ikke er tilfreds med det lidt man har.“ Idet han henviser til hvordan tilfredshed gavner helbredet, tilføjer han: „Den der ikke absolut skal leve bedre end sin nabo, og som ikke hele tiden vil have mere og mere, holder sig uden for konkurrenceræset og er derfor fri for stress. Og det er godt for nerverne.“

Ja, et brug og smid væk-samfund — og især en brug og smid væk- mentalitet — vil aldrig kunne føre til sand lykke. Det er flere og flere ved at finde ud af. Hvad med dig?

[Illustration på side 9]

Børn må lære at undgå at lade mad gå til spilde

[Illustration på side 9]

Jesus var et godt eksempel med hensyn til at undgå at ødsle

[Illustration på side 10]

Hvorfor ikke give andre det du ikke længere har brug for, i stedet for at smide det væk?