Hvor stor er truslen?

I OKTOBER 1997 fik Hollie Mullin, et tre uger gammelt spædbarn, en øreinfektion. Da der ikke skete nogen bedring i løbet af nogle dage, ordinerede lægen antibiotika til hende. Denne behandling burde have kureret hende, men det gjorde den ikke. Infektionen vendte tilbage selv efter gentagne behandlinger.

I sit første leveår gennemgik Hollie 17 forskellige antibiotikakure. Da hun var 21 måneder gammel, fik hun den værste infektion. Efter 14 dages behandling med intravenøs tilførsel af et antibiotikum der kun anvendes som en sidste udvej, blev pigen endelig helbredt.

Tilfælde som dette er blevet stadig mere almindelige, og ikke kun blandt børn og ældre. Folk i alle aldre bliver syge og dør, endog af infektioner som før i tiden var lette at behandle med antibiotika. Siden 1950’erne har mikroorganismer som overlever et intensivt bombardement med antibiotika, været et stort problem på mange hospitaler. I 1960’erne og 70’erne spredte resistente mikroorganismer sig også uden for sygehusene.

Med tiden begyndte forskere inden for lægevidenskaben at anføre overforbruget af antibiotika i behandlingen af mennesker og dyr som hovedårsag til den øgede forekomst af resistente mikroorganismer. En forsker udtalte i 1978 at dette overforbrug var „fuldstændig ude af kontrol“. Går vi frem til 1990’erne, kunne man i verdenspressen læse overskrifter som: „Superbakterier på vej“, „Superbakterier er kommet for at blive“ og „Farlige lægemidler — Overforbrug af antibiotika skaber superbakterier“.

Sensationsjournalistik? Ikke ifølge anerkendte lægevidenskabelige organisationer. I en rapport om infektionssygdomme i år 2000 siger generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO): „Her ved begyndelsen af det nye årtusind står menneskeheden over for endnu en krise. Mikroorganismer der forårsager sygdomme som man tidligere har kunnet helbrede, . . . udvikler nu i stigende grad resistens over for antimikrobielle lægemidler.“

Hvor alvorlig er denne krise? WHO siger: „Denne foruroligende udvikling [af resistente mikroorganismer] er ved at ødelægge mulighederne for at behandle infektionssygdomme.“ Mange eksperter på området taler endda om at vi er ved at vende tilbage til den „præ-antibiotiske tidsalder“, hvor der endnu ikke fandtes antibiotika til behandling af infektioner.

Hvordan er det lykkedes resistente mikroorganismer at invadere verden og sætte avanceret videnskab ud af spillet? Er der noget vi som enkeltpersoner kan gøre for at beskytte os selv og andre? Hvilke muligheder har man for at bekæmpe mikroorganismer som er resistente over for antibiotika? De næste artikler giver nogle svar.

Sejlivede mikroorganismer — Hvad skyldes problemet?

VIRUS, bakterier, protozoer, svampe og andre mikroorganismer har tilsyneladende eksisteret lige siden livet begyndte på jorden. Disse mikroorganismer hører til de simpleste af alle livsformer, og deres forbløffende tilpasningsevne har hjulpet dem til at klare sig på steder hvor intet andet kan overleve. Man finder dem i skoldhede hydrotermiske væld på havbunden såvel som i de iskolde arktiske farvande. I dag modstår disse mikroorganismer det mest ihærdige angreb på deres eksistens — antimikrobielle midler, i daglig tale kaldt antibiotika.

For hundrede år siden var man klar over at visse mikroorganismer forårsagede sygdom, men ingen havde på det tidspunkt hørt om antimikrobielle midler. Hvis man pådrog sig en alvorlig infektionssygdom, var der ikke meget lægerne kunne stille op ud over at give trøst og opmuntring. Det var patientens immunsystem der måtte nedkæmpe infektionen. Hvis immunsystemet ikke var stærkt nok, kunne det få tragiske konsekvenser. Selv en lille rift der var blevet inficeret med mikroorganismer, førte ofte til døden.

Opdagelsen af de første uskadelige antibiotika var en revolution inden for lægevidenskaben. Den medicinske brug af sulfonamider i 1930’erne og af lægemidler såsom penicillin og streptomycin i 1940’erne førte til mange flere opdagelser i de følgende årtier. I 1990’erne var arsenalet af antibiotika kommet til at omfatte cirka 150 typer af lægemidler opdelt i 15 forskellige grupper.

Bristede forhåbninger

I 1950’erne og 60’erne var der mange der mente at man var ved at vinde sejr over infektionssygdommene. Nogle mikrobiologer troede endog at disse sygdomme inden for kort tid ville være en plage der hørte fortiden til. I 1969 udtalte USA’s medicinaldirektør til kongressen at menneskeheden måske snart ville kunne „glemme alt om infektionssygdomme“. I 1972 skrev David White og nobelpristageren Macfarlane Burnet: „Den mest sandsynlige prognose for infektionssygdommenes fremtid er at den vil være temmelig begivenhedsløs.“ Nogle mente endda at sådanne sygdomme ville blive fuldstændig udryddet.

Denne tro på at man havde fået bugt med infektionssygdommene, førte til en udbredt skødesløshed og uforsigtighed. En sygeplejerske som vidste besked om den alvorlige fare mikroorganismer havde udgjort før der blev indført antibiotika, lagde mærke til at nogle af de yngre sygeplejersker var blevet efterladende med hensyn til at følge grundlæggende hygiejneregler. Når hun mindede dem om at vaske hænder, sagde de: „Bare rolig! Nu har vi jo antibiotika.“

Men afhængigheden og den overdrevne anvendelse af antibiotika har fået katastrofale konsekvenser. Infektionssygdommene eksisterer stadig. Og ikke nok med det. De er vendt frygteligt tilbage og er blevet den hyppigste dødsårsag i verden! Andre faktorer som har bidraget til spredningen af infektionssygdomme, er det kaos krige fører med sig, den udbredte underernæring i udviklingslandene, mangelen på rent drikkevand, de dårlige sanitetsforhold, den øgede internationale rejseaktivitet og den globale klimaforandring.

Bakteriers resistens

Den utrolige modstandskraft som almindeligt forekommende mikroorganismer har udviklet, er et stort problem som man ikke havde regnet med. Men set i bakspejlet burde man have vidst at mikroorganismer kunne udvikle resistens. Hvorfor? Fordi noget lignende skete efter at man var begyndt at bruge insektmidlet ddt i midten af 1940’erne.a Til mejeristers store glæde medførte sprøjtning med ddt at man stort set fik bugt med fluerne. Men nogle få fluer overlevede, og deres afkom arvede immunitet over for ddt. Inden længe begyndte disse fluer, som ddt ikke længere havde nogen indvirkning på, at formere sig i stort antal.

Allerede før ddt kom i anvendelse og penicillin i 1944 kom på markedet, havde man fået en idé om skadelige bakteriers forbløffende evne til at modstå angreb. Det var professor Alexander Fleming, opdageren af penicillinet, der blev opmærksom på fænomenet. I sit laboratorium havde han set hvordan flere på hinanden følgende generationer af stafylokokbakterien, Staphylococcus aureus (som ofte er årsag til sygehusinfektioner), udviklede cellevægge som blev stadig mere upåvirkelige over for det antibiotikum han havde opdaget.

Det fik Alexander Fleming til for cirka 60 år siden at advare om at skadelige bakterier hos en smittet person kunne blive resistente over for penicillin. Hvis penicillinet ikke formåede at dræbe tilstrækkelig mange af de skadelige bakterier, ville deres resistente afkom formere sig. Det ville medføre en genopblussen af sygdommen som penicillin ikke kunne bekæmpe.

En nyudgivet bog med titlen The Antibiotic Paradox siger: „Flemings forudsigelser holdt stik i langt alvorligere grad end han selv havde forestillet sig.“ Hvordan det? Man fandt ud af at generne — de bittesmå arbejdstegninger i en bakteries dna — i nogle bakteriestammer danner enzymer som gør penicillinet virkningsløst. Det betyder at selv langtidsbehandlinger med penicillin ofte er nytteløse. Det var en chokerende opdagelse!

I et forsøg på at vinde kampen mod infektionssygdomme blev der fra 1940’erne til 70’erne med jævne mellemrum lanceret nye antibiotika, og det fortsatte i de følgende to årtier, blot i mindre udstrækning. Disse lægemidler var effektive mod bakterier som var modstandsdygtige over for tidligere anvendte medikamenter. Men i løbet af få år dukkede nogle bakteriestammer op som havde udviklet resistens over for de nye lægemidler.

Man har fundet ud af at bakteriers resistens er et resultat af nogle forbløffende sindrige mekanismer. Bakterier kan ændre deres cellevæg så antibiotika holdes ude, og de kan forandre deres kemiske sammensætning så de ikke dræbes af antibiotika. Nogle bakterier kan også, når et antibiotikum er trængt ind i dem, straks transportere dette lægemiddel ud igen, eller de kan ganske enkelt gøre lægemidlet uvirksomt ved at nedbryde det.

Den øgede brug af antibiotika har medført at resistente bakteriestammer har bredt sig. Har antibiotika så været en stor fiasko? Nej, det kan man ikke sige. Hvis ét antibiotikum ikke virker mod en bestemt infektion, er der som regel et andet der gør. Selv om bakteriernes resistens mod antibiotika har været til stor gene, har man indtil for nylig kunnet klare situationen.

Multiresistens

Men så opdagede lægevidenskabelige forskere til deres store forfærdelse at bakterier kan udveksle gener. I begyndelsen troede man at det kun var bakterier af samme type som kunne gøre det. Men senere fandt man de samme resistensgener i helt forskellige typer af bakterier. Ved hjælp af sådanne udvekslinger har forskellige bakterietyper udviklet resistens over for mange almindeligt brugte lægemidler.

Og ikke nok med det. Undersøgelser foretaget i 1990’erne har vist at nogle bakterier kan blive resistente af sig selv. Endog når der kun anvendes ét antibiotikum, kan nogle bakterietyper ændre sig og udvikle resistens mod adskillige antibiotika, både naturlige og syntetiske.

En dyster fremtid

De fleste antibiotika er stadig effektive, men hvor brugbare vil de være i fremtiden? Bogen The Antibiotic Paradox siger: „Vi kan ikke længere forvente at enhver infektion kan bekæmpes med det første antibiotikum der anvendes.“ Bogen tilføjer: „I nogle dele af verden hvor der er en begrænset forsyning af antibiotika, er der måske intet af det der virker. . . . Der er patienter som lider og dør af sygdomme som nogle for 50 år siden mente ville være forsvundet fra jordens overflade i dag.“

Bakterier er ikke de eneste mikroorganismer som er blevet resistente over for lægemidler. Virus, svampe og små parasitter har også vist en forbavsende stor tilpasningsevne. Resultatet kan blive at der udvikles mikroorganismer som gør alle bestræbelser for at opdage og fremstille lægemidler som kan bekæmpe dem, nytteløse.

Hvad kan der da gøres? Er det muligt at eliminere eller i det mindste begrænse resistensproblemet? Hvordan kan man i en verden der i stigende omfang plages af infektionssygdomme, værne om de fremskridt man har gjort ved hjælp af antibiotika?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Hvad er antimikrobielle lægemidler?

Antimikrobielle lægemidler er præparater som hæmmer eller dræber mikroorganismer (mikroberb), og betegnelsen omfatter midler mod bakterier, virus, svampe og parasitter. Antimikrobielle lægemidler kan opdeles i antibiotika der er produceret af mikroorganismer, og kemoterapeutika som er fremstillet ved en kemisk syntese. Opdelingen har dog ingen praktisk betydning, og i daglig tale bruges betegnelsen antibiotika om alle antimikrobielle midler. Denne praksis er hensigtsmæssig eftersom udtrykkene kemoterapeutika og kemoterapi også bruges i forbindelse med lægemidler der anvendes mod kræftsygdomme.

Mikroorganismer er organismer som kun kan ses i mikroskop. Sygdomsfremkaldende mikroorganismer kan bekæmpes med antibiotika, men desværre kan disse lægemidler også skade gavnlige mikroorganismer.

I 1941 brugte Selman Waksman, som var med til at opdage streptomycin, udtrykket „antibiotika“ om antibakterielle midler der er produceret af mikroorganismer. Antibiotika er velegnede til behandling af sygdom, fordi de virker selektivt toksisk på mikroorganismer. Det betyder at de er giftige for mikroorganismerne, men stort set ugiftige for patienten.

I virkeligheden er alle antibiotika i nogen grad giftige for mennesker. Et mål for et lægemiddels sikkerhedsmargen er dets terapeutiske indeks, som populært sagt er forholdet mellem den dosis af lægemidlet som er dødelig, og den dosis der har den ønskede virkning på mikroorganismerne. Jo større dette indeks er, jo mindre er risikoen ved at bruge lægemidlet; jo mindre indekset er, jo farligere er det. Faktisk har man fundet tusinder af antibiotiske stoffer, men de fleste kan ikke bruges til lægebehandling fordi de er alt for giftige for mennesker og dyr.

Det første naturlige antibiotikum som kunne bruges indvortes, var penicillin, produceret af en skimmelsvamp der hedder Penicillium notatum. Første gang penicillin blev anvendt intravenøst, var i 1941. I 1943 isolerede man streptomycin fra Streptomyces griseus, en jordbakterie. Med tiden blev der udviklet mange flere antibiotika, både nogle der udvindes fra levende organismer, og nogle der fremstilles syntetisk. Men bakterier har udviklet resistens over for en del af disse antibiotika, og det er blevet et alvorligt problem for folkesundheden på verdensplan.

[Fodnote]

[Illustration]

Kolonien af penicillin der ses på bunden af petriskålen, hæmmer bakteriernes vækst

[Kildeangivelse]

Christine L. Case/Skyline College

[Ramme/illustrationer på side 7]

Forskellige slags mikroorganismer

Virus er de mindste mikroorganismer. De forårsager almindelige sygdomme som forkølelse, influenza og halsbetændelse. De er også årsag til alvorlige sygdomme som polio, ebola og aids.

Bakterier er encellede organismer uden cellekerne og som regel med kun ét kromosom. Vi har billioner af bakterier i legemet, hovedsagelig i fordøjelseskanalen. De hjælper os til at fordøje maden og er den største kilde til K-vitamin, som er en forudsætning for blodets koagulation.

Kun 300 af de cirka 4600 kendte bakteriearter menes at være patogene (sygdomsfremkaldende). Ikke desto mindre er bakterier årsag til en lang række sygdomme hos planter, dyr og mennesker. Af de sygdomme bakterier kan være årsag til hos mennesker, kan nævnes tuberkulose, kolera, difteritis, miltbrand, karies, visse former for lungebetændelse og forskellige seksuelt overførte sygdomme.

Protozoer er encellede organismer, og de kan have mere end én cellekerne. Til protozoer hører amøber, trypanosomer og den parasit som forårsager malaria. Cirka en tredjedel af alle levende arter er parasitter, hvoraf der findes omkring 10.000 forskellige slags. Men kun få af disse parasitter forårsager sygdom hos mennesker.

Svampe kan også være sygdomsfremkaldende. Disse organismer har en cellekerne og danner et sammenfiltret netværk af svampetråde. De mest almindelige svampeinfektioner er ringorm, fodsvamp og candidiasis. Alvorlige svampeinfektioner rammer sædvanligvis kun mennesker der er afkræftede som følge af fejlernæring, cancer, medicin eller virusinfektioner der har svækket deres immunsystem.

[Illustrationer]

Ebolavirus

Stafylokokbakterien „Staphylococcus aureus“

Protozoet „Giardia lamblia“

Svamp der forårsager ringorm

[Kildeangivelser]

CDC/C. Goldsmith

CDC/Janice Carr

Med tilladelse af Dr. Arturo Gonzáles Robles, CINVESTAV, I.P.N. México

© Bristol Biomedical Image Archive, University of Bristol

[Illustration på side 4]

Alexander Fleming, som opdagede penicillinet

Når mikroorganismer ikke længere gør skade

MIKROORGANISMER har afgørende betydning for livet på jorden. De udgør en stor del af jordens muld og findes både i og på vores legeme. Som det siges i rammen „Forskellige slags mikroorganismer“ på side 7, har vi „billioner af bakterier i legemet“. De fleste mikroorganismer er gavnlige for helbredet, ja, de er livsvigtige. Det er kun relativt få mikroorganismer der forårsager sygdom, men vi kan have tillid til at de en dag slet ikke vil skade os mere.

Før vi kommer nærmere ind på hvordan alle skadelige virkninger af sygdomsfremkaldende mikroorganismer vil blive fjernet, vil vi kort se på hvad der i dag gøres for at bekæmpe disse mikroorganismer. Vi vil opfordre dig til at læse rammen „Hvad du kan gøre“ og følgende oplysninger om sundhedseksperternes bestræbelser for at bekæmpe resistente mikroorganismer.

Globale strategier

Dr. Gro Harlem Brundtland, tidligere generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), har beskrevet nogle af de bestræbelser der gøres. I en WHO-rapport (2000) om infektionssygdomme pegede hun på behovet for at udarbejde en global strategi for at begrænse mikroorganismers resistens over for antibiotika. Hun talte også om vigtigheden af at „etablere et samarbejde mellem alle i sundhedssektoren“ og understregede: „Vi har nu mulighed for at iværksætte en massiv indsats mod infektionssygdomme.“

I 2001 foreslog WHO en global strategi til begrænsning af antibiotikaresistens. Dette dokument indeholder en plan der henvender sig både til folk inden for sundhedssektoren og mennesker i almindelighed, og den kommer ind på „hvad man skal gøre, og hvordan man skal gøre det“. Strategien går blandt andet ud på at lære folk hvordan man undgår sygdom, og at vejlede dem i hvordan man bør anvende antibiotika hvis man får en infektion.

Strategien tilskynder også læger, sygeplejersker og andre som arbejder på hospitaler eller plejehjem, til at træffe bedre forholdsregler for at undgå spredning af infektion. Undersøgelser har desværre vist at mange behandlere stadig undlader at vaske hænder eller at skifte handsker mellem hver patient.

Undersøgelser har også vist at læger ofte ordinerer antibiotika i tilfælde hvor det ikke er nødvendigt. En af grundene er at patienter presser deres læge til at give dem antibiotika som en hurtig kur, og at lægen giver efter for at gøre patienten tilfreds. Ofte tager lægerne sig ikke tid til at vejlede deres patienter, og de råder ikke altid over det udstyr der skal til for at identificere den mikroorganisme patienten er blevet smittet med. Nogle ordinerer desuden nyere, men også dyrere, bredspektrede antibiotika, hvilket også bidrager til resistensproblemet.

Derudover indeholder WHO’s globale strategi henstillinger til hospitaler, sundhedsvæsener, fødevareproducenter, medicinalfirmaer og lovgivere. Den tilskynder til tæt samarbejde mellem dem alle for at bekæmpe den globale trussel som resistente mikroorganismer udgør. Men vil et sådant program fungere effektivt?

Hindringer

Den globale strategi som WHO står bag, peger på en stor hindring for at man kan løse sundhedsproblemerne: at motivationen er penge. Bibelen siger at kærligheden til penge er årsag til „alt muligt skadeligt“. (1 Timoteus 6:9, 10) WHO siger: „Interaktionerne med medicinalindustrien må også tages under overvejelse. For eksempel bør man føre den fornødne kontrol med salgsrepræsentanters adgang til behandlingspersonale og med industrisponsorerede undervisningsprogrammer for sundhedspersonale.“

Medicinalfirmaer har gjort brug af en aggressiv markedsføring over for læger. I dag retter de også deres markedsføring direkte mod offentligheden gennem tv-reklamer. Det har øjensynlig bidraget til et overforbrug af lægemidler, som igen har ført til en øget spredning af resistente mikroorganismer.

I et afsnit om anvendelsen af antibiotika til husdyr siger WHO’s globale strategi: „I nogle lande udgør indtægter fra salget af lægemidler mindst 40 procent af dyrlægernes indkomst, så der er en manglende motivation til at begrænse brugen af antibiotika.“ Det er veldokumenteret at den overdrevne anvendelse af antibiotika har medført resistensudvikling, og at de modstandsdygtige mikroorganismer har bredt sig.

Mængden af antibiotiske midler der produceres, er da også kolossal. Alene i USA bliver der årligt fremstillet cirka 20 millioner kilo antibiotika. Kun halvdelen af verdensproduktionen bruges til mennesker. Resten bliver enten sprøjtet på afgrøder eller blandet i dyrefoder. Det er almindelig praksis at blande antibiotika i foder til husdyr for at fremme deres vækst.

Regeringernes rolle

I resuméet til WHO’s globale strategi siges der: „En stor del af ansvaret for gennemførelsen af strategien påhviler de enkelte lande. Deres regeringer spiller en vigtig rolle.“

Faktisk har en række lande allerede udarbejdet programmer for at begrænse antibiotikaresistens, og de lægger vægt på samarbejde både inden for og uden for deres landegrænser. Disse programmer indbefatter bedre overvågning af antibiotikaforbruget og de resistente mikroorganismer, en forbedret forebyggelse af infektioner, en forsigtig anvendelse af antibiotika både til mennesker og i landbruget, fremme af forskning i hvordan resistens opstår, samt udvikling af nye lægemidler. Men WHO’s rapport om infektionssygdomme er ikke optimistisk. Hvorfor ikke?

Rapporten peger på „en manglende politisk vilje i lande som ikke prioriterer folkesundheden særlig højt“. Der tilføjes: „Sygdom — og resistens — trives også i områder hvor der er indre uroligheder, fattigdom, masseudvandringer og miljøskader som udsætter mange mennesker for infektionssygdomme.“ Desværre er det netop sådanne problemer de menneskeskabte regeringer aldrig har kunnet løse.

Bibelen taler om en regering der ikke alene vil løse de problemer som forårsager sygdomme, men også fuldstændig fjerne al sygdom. Man kunne måske mene at nogle mikroorganismer altid vil volde skade, men der er gode grunde til at tro at situationen vil være anderledes i fremtiden.

Ingen sygdomsfremkaldende mikroorganismer

Esajas, en af Bibelens profeter, omtalte for længe siden en overmenneskelig regering og identificerede dens regent. Bibelprofetien lyder: „For et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ — Esajas 9:6.

Hvem er dette barn, denne fyrste, som vil få herredømme? Læg mærke til hvordan han blev identificeret allerede før han blev født. Engelen Gabriel sagde til jomfru Maria: „Se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor . . . , og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:31-33.

Da Jesus blev voksen, beviste han at han var den der skulle lede Guds regering, sådan som der var givet løfte om. Han gik ikke alene gennem landet og forkyndte „den gode nyhed om riget“, men demonstrerede også sin magt til at fjerne al sygdom. Bibelen fortæller at „store folkeskarer [kom] til ham, og de havde halte, invalide, blinde, stumme og mange andre med, og de næsten kastede dem for hans fødder, og han kurerede dem, så de mange mennesker var ganske forbløffede når de så stumme tale og halte gå og blinde se.“ — Mattæus 9:35; 15:30, 31.

Ja, uanset hvilken sygdom eller svaghed folk havde, kunne Jesus helbrede dem. Han oprejste endda flere fra de døde! (Lukas 7:11-17; 8:49-56; Johannes 11:38-44) De der blev helbredt eller oprejst, døde ganske vist senere. Men Jesu mirakler viste hvad han i fremtiden vil gøre for mennesker der lever på jorden under Guds styre. „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg,’“ loves der i Bibelen. — Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:3, 4.

Som vi er os smerteligt bevidst, er vi i dag alle underlagt sygdom og død. Mikroorganismer skader millioner af mennesker, ofte med døden til følge. Men det menneskelige legeme er så fantastisk indrettet at man kan undre sig over hvorfor vi overhovedet bliver syge. Dr. med. Lewis Thomas har skrevet om den vigtige rolle bakterier spiller, og han mener at sygdom indtræffer „som et hændeligt uheld“. Han siger: „Det er muligt at forsvarsmekanismerne hos de angrebne patienter på en eller anden måde er defekte.“

De der har et stærkt immunsystem, bliver sjældent, om nogen sinde, syge af en bakteriel infektion. Men til sidst bukker folk under for alderdom og død. Den defekt der er årsag til sygdom og død, er ifølge Guds ord arvesynden fra det første menneske Adam, som oprindelig var fuldkommen. Bibelen siger: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ — Romerne 5:12.

Men Gud sendte sin søn til jorden for at give Jesu fuldkomne liv som en løsesum så menneskene kunne blive udfriet fra syndens virkninger. (Mattæus 20:28) Bibelen forklarer: „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23; 1 Johannes 5:11) Under Guds regering vil de helbredende virkninger af Kristi offer træde i funktion. Da vil ingen mikroorganismer, heller ikke de som i dag forårsager sygdom, længere gøre skade.

Burde man så ikke lære mere om denne himmelske regering som Bibelen giver løfte om, og som vil løse menneskehedens problemer? Det vil Jehovas Vidner gerne hjælpe dig med.

[Ramme på side 9]

Hvad du kan gøre

Hvad kan du gøre for at sikre dig mod resistente mikroorganismer? Verdenssundhedsorganisationen har givet nogle retningslinjer. Den skitserer for det første visse forholdsregler man kan tage for at begrænse sygdom og spredning af infektion. Og for det andet giver den vejledning i den rette brug af antibiotika.

Den bedste måde at begrænse sygdomme og spredningen af dem på er logisk nok at gøre hvad man kan for at holde sig sund og rask. Hvad kan du gøre for at undgå at blive syg?

Sygdomsforebyggelse

1. Sørg for at få en sund kost, tilstrækkelig motion og passende hvile.

2. Vær opmærksom på din personlige hygiejne. Ifølge sundhedseksperter undgår man bedst sygdom og spredning af infektioner ved at vaske hænder.

3. Sørg for at kvaliteten af den mad du og din familie spiser, er i orden. Vær især opmærksom på at både hænder og omgivelser er rene når du laver mad. Husk at det vand du bruger til at vaske hænder og skylle madvarer i, skal være rent. Mikroorganismer har gode vækstbetingelser i fødevarer, og det er derfor vigtigt at kød bliver tilstrækkelig gennemstegt. Opbevar og nedkøl maden rigtigt.

4. I lande hvor alvorlige sygdomme kan blive overført via flyvende insekter, bør man så vidt muligt undgå at være ude om aftenen eller i de tidlige morgentimer, hvor insekterne er mest aktive. Brug myggenet.

5. Vaccinationer kan hjælpe dit immunsystem til at bekæmpe mikroorganismer som er almindeligt forekommende dér hvor du bor.

Brugen af antibiotika

1. Spørg en læge til råds før du køber eller indtager antibiotika.

2. Pres ikke din læge til at skrive en recept på et antibiotikum. Måske gør han det blot af frygt for at miste dig som patient. Forkølelse, for eksempel, skyldes hovedsagelig virus, og antibiotika er ikke velegnet til behandling af forkølelse. Hvis man bruger et antibiotikum mod virus, kan det undertrykke gavnlige bakterier så resistente bakterier får mulighed for at formere sig.

3. Insistér ikke på at få de nyeste præparater. De er måske ikke de bedste i dit tilfælde, og du risikerer at skulle betale meget mere end nødvendigt.

4. Uanset hvilket lægemiddel du har tænkt dig at bruge, bør du skaffe dig oplysninger om det fra en pålidelig kilde: Hvad er dette lægemiddels anvendelsesområde? Er der bivirkninger? Hvordan virker det ved samtidig indtagelse af et andet lægemiddel? Er der andre faktorer som kunne gøre det farligt at indtage præparatet?

5. Hvis en behandling med antibiotika er påkrævet, bør man som hovedregel fuldføre kuren, også selv om der indtræder en bedring. Den sidste del af kuren sikrer at infektionen bliver slået helt ned.

[Illustration på side 10]

Under Guds retfærdige regering vil man kunne nyde livet uden at blive plaget af sygdomsfremkaldende mikroorganismer