Er alle „kristne“ kristne?

HVOR mange kristne er der i verden? Atlas of Global Christianity oplyser at der i 2010 var næsten 2,3 milliarder. Men det samme værk nævner også at disse kristne tilhører over 41.000 forskellige trossamfund, som alle har deres egne læresætninger og adfærdsregler. Når antallet af „kristne“ trossamfund er så overvældende, er det forståeligt hvis nogle bliver forvirrede eller endda frustrerede. De tænker måske: ’Er alle de der kalder sig kristne, virkelig kristne?’

Lad os betragte det fra en anden synsvinkel. Når en rejsende krydser en grænse, kan han blive bedt om at oplyse hvilket land han er statsborger i. Han skal også kunne identificere sig, for eksempel ved hjælp af et pas. Noget lignende gælder en kristen. Det er ikke nok at han erklærer at han tror på Jesus. Han må have en form for identifikation der bekræfter det. Hvilken identifikation kunne det være?

Betegnelsen „kristen“ blev brugt første gang på et tidspunkt efter år 44 e.v.t. Den bibelske historiker Lukas oplyser: „Det var i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne.“ (Apostelgerninger 11:26) Læg mærke til at de der blev kaldt kristne, var Kristi disciple. Hvad gør en person til en discipel af Jesus Kristus? The New International Dictionary of New Testament Theology forklarer det sådan: „At efterfølge Jesus som hans discipel er ensbetydende med en betingelsesløs overgivelse af hele ens liv . . . hele livet.“ En sand kristen er altså en der nøje og uforbeholdent følger den lære og den vejledning der kommer fra Jesus, kristendommens grundlægger.

Er det muligt at finde den slags mennesker blandt de mange der kalder sig kristne i dag? Hvad sagde Jesus selv der skulle identificere hans sande disciple? Vi indbyder dig til at se hvordan Bibelen besvarer disse spørgsmål. I de følgende artikler vil vi se på fem udtalelser af Jesus der viser hvad der skulle kendetegne hans sande disciple. Vi vil undersøge om de kristne i det første århundrede svarede til denne identifikation. Og vi vil prøve at finde ud af hvem blandt de mange som i dag kalder sig kristne, der passer på beskrivelsen.

’Bliv i mit ord’

„Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — JOHANNES 8:31, 32.

Hvad det betyder: Det Jesus omtaler som „mit ord“, er hans lære, der kom fra en højere kilde. „Faderen selv, som har sendt mig, har givet mig bud om hvad jeg skal sige og hvad jeg skal udtale,“ sagde Jesus. (Johannes 12:49) Og i en bøn til sin himmelske Far, Jehova Gud, sagde han: „Dit ord er sandhed.“ Han citerede ofte fra Guds ord til støtte for sine udtalelser. (Johannes 17:17; Mattæus 4:4, 7, 10) Derfor vil sande kristne ’blive i hans ord’, det vil sige at de accepterer Guds ord, Bibelen, som „sandhed“ og som den højeste autoritet med hensyn til tro og gerninger.

Hvordan de første kristne levede op til det: Apostelen Paulus, den mest produktive af de kristne bibelskribenter, havde samme respekt for Guds ord som Jesus. Han skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig.“ (2 Timoteus 3:16) De der blev udnævnt til at undervise deres medkristne, skulle ’holde sig til [Guds] troværdige ord’. (Titus 1:7, 9) De første kristne blev formanet til at afvise „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus“. — Kolossenserne 2:8.

Hvem har dette kendetegn i dag? Det hedder i Vatikanets Dogmatisk konstitution om Guds Åbenbaring, som blev vedtaget i 1965 og citeres i Den Katolske Kirkes Katekismus, at kirken „ikke henter sin sikkerhed om alle de åbenbare sandheder alene fra Den hellige Skrift. Derfor bør [både traditionen og Den hellige Skrift] modtages og æres med samme kærlighed og ærbødighed.“ En præst fra Toronto i Canada siger ifølge bladet Maclean’s: „Hvorfor har vi brug for en to tusind år gammel ’revolutionær’ røst til at lede os? Vi har selv nogle fantastiske idéer, og de bliver hele tiden svækket af at skulle forbindes med Jesus og med Bibelen.“

Om Jehovas Vidner hedder det i leksikonet New Catholic Encyclopedia: „Deres tro og leveregler bygger udelukkende på Bibelen.“ For nylig blev et af Jehovas Vidner i Canada afbrudt af en mand netop som hun skulle til at henvende sig til ham. „Jeg ved godt hvem du er, for jeg kan kende dig på den dér,“ sagde han og pegede på hendes bibel.

’Ikke en del af verden’

„Verden har hadet dem fordi de ikke er en del af verden.“ — JOHANNES 17:14.

Hvad det betyder: Fordi Jesus ikke var en del af verden, var han neutral i sin tids sociale og politiske konflikter. „Hvis mit rige havde været en del af denne verden,“ forklarede han, „ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Han opfordrede også sine disciple til at undgå holdninger, tale og adfærd som Guds ord fordømmer. — Mattæus 20:25-27.

Hvordan de første kristne levede op til det: Religionsskribenten Jonathan Dymond skrev at de første kristne „nægtede at deltage i [krig] uanset konsekvenserne, det være sig skændsel, fængsling eller døden“. De foretrak at lide ondt frem for at opgive deres neutrale standpunkt. Også på grund af deres moralnormer skilte de sig ud. Der blev sagt til de kristne: „[Andre] finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ (1 Peter 4:4) Historikeren Will Durant skrev at de kristne „forstyrrede den forlystelsesgale hedenske verden med deres fromhed og moralitet“.

Hvem har dette kendetegn i dag? I forbindelse med kristne og neutralitet fremsætter New Catholic Encyclopedia denne påstand: „Militærnægtelse af samvittighedsgrunde er moralsk uforsvarligt.“ En artikel i den schweiziske avis Reformierte Presse meddelte at ifølge en rapport fra menneskerettighedsorganisationen African Rights havde alle trossamfund deltaget i folkedrabet i Rwanda i 1994 — „undtagen Jehovas Vidner“.

I en omtale af nazitidens Holocaust beklagede en amerikansk gymnasielærer at „ingen gruppe eller organisation af almindelige borgere protesterede mod de mange løgne og overgreb og de efterfølgende uhyrligheder“. Men efter at have rådført sig med Holocaust Memorial Museum i Washington skrev han: „Nu har jeg fået sandheden at vide.“ Han havde erfaret at Jehovas Vidner holdt fast ved deres overbevisning på trods af den grusomme behandling de blev udsat for.

Hvad så med moralnormerne? I tidsskriftet U.S. Catholic hedder det: „De fleste unge katolikker er uenige med deres kirke i spørgsmål som papirløst samliv og sex før ægteskabet.“ Ifølge det samme blad har en katolsk diakon sagt: „En stor procentdel af dem jeg møder — noget over 50 procent, tror jeg — bor allerede sammen når de kommer for at blive viet.“ The New Encyclopædia Britannica oplyser at Jehovas Vidner „fastholder en høj moralkodeks hvad angår personlig opførsel“.

„I skal elske hinanden“

„Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — JOHANNES 13:34, 35.

Hvad det betyder: Jesus sagde at hans disciple skulle elske hinanden ligesom han elskede dem. Hvordan elskede han dem? Hans kærlighed overskred de barrierer der fandtes på hans tid på grund af nationalitet og køn. (Johannes 4:7-10) Kærlighed fik Jesus til at bruge sin tid og sine kræfter og ofre sin egen bekvemmelighed for at hjælpe andre. (Markus 6:30-34) Og endelig viste han den størst tænkelige kærlighed. „Jeg er den rigtige hyrde,“ sagde han. „Den rigtige hyrde sætter sin sjæl [sit liv] til for fårene.“ — Johannes 10:11.

Hvordan de første kristne levede op til det: De kristne i det første århundrede kaldte hinanden for „broder“ eller „søster“. (Filemon 1, 2) Folk af alle nationer var velkomne i deres menighed, for de kristne havde denne opfattelse: „Der er . . . ingen forskel på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre.“ (Romerne 10:11, 12) Efter pinsedagen i år 33 e.v.t. gav disciplene i Jerusalem sig til „at sælge deres ejendomme og hvad de ellers ejede og at dele det indkomne ud til alle, efter som hver enkelt havde behov“. Hvorfor? For at de som lige var blevet døbt, kunne blive i Jerusalem og fortsat „være helt optaget af apostlenes lære“. (Apostelgerninger 2:41-45) Hvad var deres motiv til det? Mindre end 200 år efter apostlenes død citerede Tertullian hvad andre sagde om de kristne: „Hvor de dog elsker hinanden . . . og hvor de er rede til at dø for hinanden.“

Hvem har dette kendetegn i dag? Bogen Det romerske riges forfald og undergang har den iagttagelse at de der kalder sig kristne, i århundredernes løb „har voldt hinanden langt mere fortræd end de ikketroende i al deres nidkærhed har forvoldt dem“. Ved en nyere amerikansk undersøgelse af en gruppe hvori de fleste betegnede sig selv som kristne, blev der påvist en tæt forbindelse mellem racefordom og religiøsitet. Kirkegængere i ét land er ofte uden forbindelse med deres trosfæller i et andet land, og derfor er de ikke i stand til eller interesseret i at hjælpe dem hvis der skulle være behov for det.

I 2004 blev Florida ramt af fire orkaner efter hinanden inden for to måneder. Efter katastrofen kontrollerede lederen af Floridas nødhjælpskomité at alle forsyninger blev brugt rigtigt. Han sagde at ingen anden gruppe var så godt organiseret som Jehovas Vidner, og han tilbød at Vidnerne kunne få alle de forsyninger de havde brug for. I 1997 rejste et nødhjælpshold af Jehovas Vidner til Den Demokratiske Republik Congo med medicin, mad og tøj for at hjælpe deres kristne brødre og andre som var i nød. Jehovas Vidner i Europa havde doneret forsyninger til en værdi af næsten 6,5 millioner kroner.

„Jeg har gjort dit navn kendt“

„Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det.“ — JOHANNES 17:6, 26.

Hvad det betyder: Jesus gjorde Guds navn kendt ved at bruge det i sin forkyndelse. Når Jesus læste op fra Skrifterne, hvad han ofte gjorde, må han helt sikkert have brugt Guds personlige navn. (Lukas 4:16-21) Han lærte sine disciple at bede: „Fader, lad dit navn blive helliget.“ — Lukas 11:2.

Hvordan de første kristne levede op til det: Apostelen Peter sagde til de ældste i Jerusalem at Gud havde udtaget „et folk for sit navn“ fra nationerne. (Apostelgerninger 15:14) Apostlene og andre kristne forkyndte at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“. (Apostelgerninger 2:21; Romerne 10:13) De brugte også Guds navn i deres egne skrifter. I Tosefta, en samling af jødiske love som blev fuldført omkring år 300 efter vor tidsregning, står der angående nogle kristne håndskrifter som modstandere brændte: „Evangelisternes bøger og minims bøger [minim menes at være jødiske kristne] redder de ikke fra ilden. Dem lader de brænde på stedet, . . . dem og de henvisninger til Guds navn som de indeholder.“

Hvem har dette kendetegn i dag? I forordet til bibeloversættelsen Revised Standard Version, som er autoriseret af Kristi Kirkers Nationalråd i USA, står der: „Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen før den kristne tidsalder og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.“ Derfor udskiftede man Guds navn med titlen „LORD“ (HERREN). For ikke så længe siden udsendte Vatikanet dette direktiv til sine biskopper: „I sang og bøn må Guds navn i form af tetragrammet JHWHa hverken bruges eller udtales.“

Hvem i dag bruger Guds navn og gør det kendt? Da Sergej var teenager i Kirgisistan, så han en film som nævnte at Guds navn er Jehova. Det varede omkring ti år før han hørte Guds navn igen. Senere, efter at han var flyttet til USA, blev han besøgt af to af Jehovas Vidner, og de viste ham Guds navn i Bibelen. Sergej blev begejstret over at finde et trossamfund der bruger navnet Jehova. Det er interessant at ordbogen Webster’s Third New International Dictionary definerer „Jehova Gud“ som „en øverste guddom der anerkendes af, og den eneste guddom der tilbedes af, Jehovas Vidner“.

[Fodnote]

„Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt“

„Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — MATTÆUS 24:14.

Hvad det betyder: Evangelisten Lukas beretter at Jesus rejste „fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige“. (Lukas 8:1) Jesus sagde selv: ’Jeg må nødvendigvis forkynde den gode nyhed om Guds rige; det er jo dette jeg er sendt ud for.’ (Lukas 4:43) Han sendte sine disciple ud for at forkynde den gode nyhed i byer og landsbyer og gav dem senere denne befaling: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ — Apostelgerninger 1:8; Lukas 10:1.

Hvordan de første kristne levede op til det: Jesu disciple var ikke sene til at gøre hvad deres Herre havde befalet dem. „Hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias.“ (Apostelgerninger 5:42) Det var ikke kun en lille elite der var forkyndere. Historikeren August Neander fortæller at „Celsus, den første der skrev mod kristendommen, gjorde nar af at uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet“. I bogen Les premiers Siècles de l’Église (Kirkens første århundreder) skriver Jean Bernardi: „[Kristne] skulle forkynde overalt og for alle og enhver. På landevejene og i byerne, på torvene og i hjemmene. For dem der bød dem velkommen, og dem der ikke gjorde det. . . . Helt til jordens ender.“

Hvem har dette kendetegn i dag? „En af grundene til den udbredte åndelige svaghed i dag er at kirken ikke har taget det alvorligt at forkynde og undervise,“ skriver en anglikansk præst, David Watson. I sin bog ¿Por qué se van los Católicos? (Hvorfor melder katolikkerne sig ud?) skriver José Luis Pérez Guadalupe om adventister, evangeliske kristne og andre at „de ikke går fra hus til hus“. Om Jehovas Vidner skriver han: „De går systematisk fra hus til hus.“

I lovkommentaren Cato Supreme Court Review, 2001-2002 er der en interessant og realistisk betragtning fremsat af professor Jonathan Turley: „Nævn Jehovas Vidner, og de fleste vil øjeblikkelig tænke på nogle forkyndere der besøger os på ubelejlige tidspunkter. Når Jehovas Vidner går fra dør til dør for at hverve proselytter, er det ikke bare for at fremme deres tro, det er rent faktisk det deres tro går ud på.“

[Ramme på side 9]

Hvem har kendetegnet i dag?

Ud fra de bibelske kriterier vi har behandlet i disse tema-artikler, hvem mener du da har de kendetegn som sande kristne skal have? Der er i tusindvis af trossamfund som hævder at de er kristne, men husk hvad Jesus sagde til sine disciple: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ (Mattæus 7:21) At finde og slutte sig til dem der ’gør Faderens vilje’ — dem der bærer den sande kristendoms kendetegn — kan føre til evige velsignelser under Guds rige. Du er velkommen til at bede Jehovas Vidner, som har givet dig dette blad, om flere oplysninger angående Guds rige og de velsignelser det vil bringe. — Lukas 4:43.