Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • En historie der har stor betydning
    Vagttårnet (offentlig udgave) – 2016 | Nr. 4
    • HOVEDEMNE | BIBELEN – HVORDAN DEN HAR OVERLEVET

      En historie der har stor betydning

      En mand med en bibel i hånden der ser skeptisk ud

      Bibelen adskiller sig fra alle andre religiøse skrifter. Ingen anden bog har påvirket så mange menneskers tro over så lang tid og samtidig mødt så stor skepsis og kritik.

      For eksempel tvivler nogle bibelforskere på at de bibler vi har i dag, svarer nøjagtigt til de originale skrifter. En professor i religion siger: “Vi kan simpelt hen ikke være sikre på at vi har rekonstrueret de originale skrifter nøjagtigt.” Han tilføjer: “De afskrivninger der er tilgængelige, er fyldt med fejl, og de fleste er skrevet århundreder efter de originale tekster og afviger tilsyneladende på tusindvis af punkter.” – Misquoting Jesus: The Story Behind Who Changed the Bible and Why.

      Andre sætter spørgsmålstegn ved Bibelens ægthed på grund af deres religiøse baggrund. For eksempel fik Faizal at vide af sin familie, der ikke er kristne, at Bibelen er en hellig bog, men at den er blevet ændret. “Jeg var ret mistroisk når nogen ville tale med mig om Bibelen,” siger han. “De havde jo ikke den oprindelige bibel. Den var blevet ændret!”

      Betyder det overhovedet noget om Bibelen er blevet ændret? Overvej følgende spørgsmål: Ville du kunne stole på Bibelens trøstende løfter om fremtiden hvis du ikke vidste om de fandtes i den oprindelige tekst? (Romerne 15:4) Ville du bruge Bibelens principper når du skulle tage vigtige beslutninger vedrørende arbejde, familie eller tro hvis nutidens bibler ikke var andet end menneskers fejlbehæftede afskrivninger?

      De originale bøger i Bibelen er forsvundet, men vi har dog adgang til tusinder af gamle bibelhåndskrifter. Hvordan har disse håndskrifter overlevet tidens tand, utallige angreb samt udspekulerede forsøg på at forvrænge budskabet? Hvordan kan det at de har overlevet, styrke din tillid til at de bibler der er tilgængelige i dag, er pålidelige? Tænk over svarene i de følgende artikler der fortæller historien om Bibelens overlevelse.

  • Bibelen har overlevet tidens tand
    Vagttårnet (offentlig udgave) – 2016 | Nr. 4
    • HOVEDEMNE | BIBELEN – HVORDAN DEN HAR OVERLEVET

      Bibelen har overlevet tidens tand

      TRUSLEN: Papyrus og pergament var de materialer bibelskribenter og afskrivere hovedsageligt gjorde brug af.a (2 Timoteus 4:13) Hvordan gjorde disse materialer det svært for Bibelen at overleve?

      Papyrus rives let i stykker og bliver misfarvet og gradvist skrøbeligere. Egyptologerne Richard Parkinson og Stephen Quirke siger: “Et ark kan med tiden blive så nedbrudt at det ender med blot at være et skelet af fibre og en håndfuld støv. Når en papyrusrulle opbevares, kan den mugne eller rådne på grund af fugt, og hvis den er gravet ned, kan den blive fortæret af gnavere og insekter, især af hvide myrer.” Nogle papyrushåndskrifter er efter at de er blevet fundet, blevet udsat for for meget lys eller fugt, hvilket har fremskyndet nedbrydningsprocessen.

      Pergament er mere holdbart end papyrus, men også det forringes hvis det håndteres forkert eller udsættes for ekstreme temperaturer, fugt eller lys.b Pergament kan desuden blive angrebet af insekter. For oldtidsskrifter “er overlevelse mere undtagelsen end reglen”, står der i bogen Everyday Writing in the Graeco-Roman East. Hvis de materialer Bibelen blev nedskrevet på, ikke havde klaret tidens tand, var dens budskab gået tabt.

      HVORDAN BIBELEN HAR OVERLEVET: Den jødiske lov påbød kongerne at “skrive en afskrift til sig selv af denne lov”, altså de første fem bøger i Bibelen. (5 Mosebog 17:18) Desuden udfærdigede professionelle afskrivere så mange håndskrifter at Skrifterne i det første århundrede e.v.t. kunne findes i synagoger overalt i Israel og endda i det fjerne Makedonien. (Lukas 4:16, 17; Apostelgerninger 17:11) Hvordan har nogle af de gamle håndskrifter overlevet helt frem til i dag?

      1. En lerkrukke; 2. En håndskrift fra Dødehavsrullerne

      De håndskrifter der er kendt som Dødehavsrullerne, overlevede i mange hundrede år i krukker gemt i huler i et tørt klima

      En hule hvor nogle bibelhåndskrifter blev fundet

      “Jøderne plejede at anbringe skriftruller med Guds ord i kander eller krukker for at de kunne bevares for eftertiden,” siger Philip W. Comfort, der er forsker i Det Nye Testamente. Kristne tog tilsyneladende denne tradition til sig. Siden er gamle bibelhåndskrifter blevet fundet i sådanne lerkrukker, såvel som i mørke kamre og grotter samt usædvanligt tørre egne.

      RESULTATET: Tusindvis af bibelhåndskrifter – hvoraf nogle er over 2.000 år gamle – har overlevet frem til vores tid. Ingen anden tekst er bevaret i så mange håndskrifter der er så gamle.

      a Papyrus er et skrivemateriale fremstillet af en sumpplante af samme navn. Pergament er lavet af dyreskind.

      b For eksempel blev det officielle dokument med den amerikanske uafhængighedserklæring skrevet på pergament. Nu, mindre end 250 år senere, er teksten falmet så meget at den knap nok kan læses.

  • Bibelen har overlevet angreb
    Vagttårnet (offentlig udgave) – 2016 | Nr. 4
    • HOVEDEMNE | BIBELEN – HVORDAN DEN HAR OVERLEVET

      Bibelen har overlevet angreb

      TRUSLEN: Mange politiske og religiøse ledere har haft en dagsorden der ikke passer med Bibelens budskab. I mange tilfælde har de brugt deres magt til at forhindre folk i at eje, fremstille eller oversætte Bibelen. Her er to eksempler:

      • Omkring 167 f.v.t.: Den seleukidiske kong Antiochos Epifanes, der forsøgte at tvinge jøderne til at konvertere til græsk religion, gav ordre til at alle afskrifter af De Hebraiske Skrifter skulle tilintetgøres. Kongens embedsmænd “iturev og brændte skriftrullerne med Loven når som helst de fandt dem, og dræbte dem der søgte styrke og trøst ved at læse dem”, skrev historikeren Heinrich Graetz.

      • Middelalderen: Nogle katolske ledere, der var vrede over at lægfolk prædikede Bibelens budskab frem for de katolske dogmer, stemplede enhver lægmand som kætter hvis han var i besiddelse af andre bibelbøger end Salmerne på latin. Efter et kirkemøde i Toulouse fik udvalgte mænd til opgave “omhyggeligt, loyalt og hyppigt at søge efter kætterne ... ved at gennemsøge alle huse og underjordiske kamre under mistanke. ... Det hus i hvilket der findes en kætter, skal tilintetgøres.” – Heresy and Authority in Medieval Europe.

      Hvis Bibelens fjender havde haft held med at udslette den, var dens budskab gået i glemme.

      En side i William Tyndales oversættelse af Bibelen til engelsk

      William Tyndales engelske oversættelse af Bibelen overlevede på trods af forbud, afbrændinger af bibler og henrettelsen af Tyndale selv i 1536

      HVORDAN BIBELEN HAR OVERLEVET: Kong Antiochos målrettede sin indsats mod Israels område, men jøderne havde slået sig ned i adskillige andre lande. Faktisk skønner forskere at mere end 60 procent af jøderne i det første århundrede e.v.t. boede uden for Israel. I synagogerne opbevarede de afskrifter af Skrifterne – de samme skrifter som blev brugt af generationerne der fulgte, deriblandt kristne. – Apostelgerninger 15:21.

      I middelalderen fortsatte personer der havde stor kærlighed til Bibelen, med at oversætte og afskrive Skrifterne på trods af forfølgelse. Dele af Bibelen kan have været oversat til hele 33 sprog i midten af det 15. århundrede – før trykpressen overhovedet var opfundet! Herefter blev Bibelen oversat og fremstillet i et hidtil uset omfang.

      RESULTATET: Trods angreb fra magtfulde konger og afsporede præster er Bibelen historiens mest udbredte og oversatte bog. Den har præget mange landes lovgivning og sprogbrug og har formet millioner af menneskers liv.

  • Bibelen har overlevet forsøg på at ændre dens budskab
    Vagttårnet (offentlig udgave) – 2016 | Nr. 4
    • En bibelafskriver udfører sit arbejde

      Masoreterne afskrev minutiøst Skrifterne

      HOVEDEMNE | BIBELEN – HVORDAN DEN HAR OVERLEVET

      Bibelen har overlevet forsøg på at ændre dens budskab

      TRUSLEN: Den naturlige nedbrydningsproces og menneskers angreb har ikke kunnet udslette Bibelen. Afskrivere og oversættere har imidlertid forsøgt at ændre Bibelens budskab. Til tider har de forsøgt at tilpasse Bibelen efter deres læresætninger i stedet for at tilpasse deres læresætninger efter Bibelen. Tænk over følgende eksempler:

      • Tilbedelsessted: Mellem det fjerde og det andet århundrede f.v.t. føjede skribenterne bag Den Samaritanske Pentateuk følgende ord til 2 Mosebog 20:17: “på Garizims Bjerg. Og dér skal du bygge et alter.” Samaritanerne forsøgte derved ud fra Skrifterne at forsvare deres byggeri af et tempel på Garizims Bjerg.

      • Treenighedslæren: Mindre end 300 år efter at nedskrivningen af Bibelen var fuldført, tilføjede en fortaler for treenighedslæren ordene “i himlen, Faren, Ordet og Helligånden: og disse tre er én” til 1 Johannes 5:7. Det stod ikke i den oprindelige tekst. Bibelforskeren Bruce Metzger fortæller: “Fra det sjette århundrede og frem indgik det oftere og oftere i håndskrifter af de gammellatinske oversættelser og i [den latinske] Vulgata.”

      • Guds navn: Mange bibeloversættere valgte, med en jødisk overtroisk holdning som belæg, at fjerne Guds navn fra Bibelen. De erstattede navnet med titler som “Gud” eller “Herren”, udtryk som i Bibelen ikke kun bruges om Skaberen, men også om mennesker, afgudsbilleder og endda Djævelen. – Johannes 10:34, 35; 1 Korinther 8:5, 6; 2 Korinther 4:4.a

      HVORDAN BIBELEN HAR OVERLEVET: Mens nogle bibelafskrivere var skødesløse eller endda udspekulerede, var andre meget kompetente og omhyggelige. Mellem det sjette og det tiende århundrede e.v.t. afskrev masoreterne De Hebraiske Skrifter og udfærdigede det der blev kendt som den masoretiske tekst. Efter sigende talte masoreterne ordene og bogstaverne for at sikre sig at der ikke indsneg sig fejl i teksten. Når de havde mistanke om at der var fejl i den tekst de afskrev fra, markerede de det i margenen. Masoreterne kunne ikke drømme om at ændre på bibelteksten. Professor Moshe Goshen-Gottstein skrev om deres tilgang til den ældgamle afskrivertradition: “At bryde den forsætligt ville være den værste forbrydelse de kunne gøre sig skyldige i.”

      Den store mængde håndskrifter der er tilgængelig i dag, hjælper bibelforskere til at opdage fejl. Religiøse ledere har for eksempel i flere århundreder hævdet at deres latinske udgaver gengav bibelteksten fuldstændigt korrekt. Men de medtog den fejlagtige tilføjelse i 1 Johannes 5:7, som tidligere blev omtalt i denne artikel. Fejlen fandt vej til den danske oversættelse af 1871 og endda til den indflydelsesrige engelske King James Version. Men hvad kunne man konstatere da andre håndskrifter blev fundet? Bruce Metzger skrev: “Passagen [i 1 Johannes 5:7] findes ikke i nogen af oldtidshåndskrifterne (de syriske, koptiske, armenske, etiopiske, arabiske og slaviske) bortset fra de latinske.” På den baggrund blev den fejlagtige tilføjelse fjernet fra reviderede udgaver af King James Version og andre bibeloversættelser.

      Chester Beatty P46, et bibelhåndskrift af papyrus fra omkring 200 e.v.t.

      Chester Beatty P46, et bibelhåndskrift af papyrus fra omkring 200 e.v.t.

      Viser gamle håndskrifter at Bibelens budskab er blevet bevaret? Da Dødehavsrullerne blev fundet i 1947, fik forskere endelig mulighed for at sammenligne den hebraiske masoretiske tekst med skriftruller der var mere end tusind år ældre. Et medlem af redaktionsholdet bag Dødehavsrullerne konkluderede at én skriftrulle “giver os uigendrivelige beviser for at de jødiske afskriveres overlevering af den bibelske tekst over en periode på mere end tusind år har været særdeles pålidelig og nøjagtig”.

      På Chester Beatty-biblioteket i Dublin, Irland, kan man se en samling papyrushåndskrifter med tekst fra næsten hver eneste bog i De Kristne Græske Skrifter, deriblandt håndskrifter fra det andet århundrede e.v.t. – altså kun cirka 100 år efter at Bibelen var fuldført. “Papyrushåndskrifterne giver os et væld af nye oplysninger om detaljer i teksten,” siger The Anchor Bible Dictionary. “Samtidig viser de at afskrivningen af den bibelske tekst har været bemærkelsesværdigt konsekvent.”

      “Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt”

      RESULTATET: Frem for at være anledning til at bibelteksten blev forvansket, har mængden af bibelhåndskrifter og deres alder faktisk gjort teksten mere pålidelig. Sir Frederic Kenyon skrev om De Kristne Græske Skrifter: “Der findes ingen anden bog fra oldtiden hvor teksten i samme grad støttes af så gamle og rigelige vidnesbyrd, og ingen objektiv forsker vil benægte at den tekst der er blevet overleveret os, i alt væsentligt er pålidelig.” Og vedrørende De Hebraiske Skrifter udtalte forskeren William Henry Green: “Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.”

      a Du kan få flere oplysninger i brochuren En studieguide til Guds ord, afsnit 1 og 2. Den findes på www.pr418.com.

  • Hvorfor Bibelen har overlevet
    Vagttårnet (offentlig udgave) – 2016 | Nr. 4
    • En mand læser i Bibelen

      HOVEDEMNE | BIBELEN – HVORDAN DEN HAR OVERLEVET

      Hvorfor Bibelen har overlevet

      Bibelen har overlevet. Derfor har man mulighed for at få sin egen bibel og læse i den. Og når man vælger en god bibeloversættelse, kan man være sikker på at indholdet svarer til den oprindelige tekst.a Men hvorfor har Bibelen på så usædvanlig vis overlevet trods den naturlige nedbrydningsproces, indædte angreb og bevidste forsøg på at ændre dens budskab? Hvad er det der gør denne bog til noget særligt?

      “Nu er jeg overbevist om at Bibelen er en gave fra Gud”

      Mange der har studeret Bibelen, er kommet til samme konklusion som apostlen Paulus, der skrev: “Hele Skriften er inspireret af Gud.” (2 Timoteus 3:16) De er overbeviste om at Bibelen har overlevet fordi det er Guds ord, og fordi Gud har bevaret den til i dag. Faizal, citeret i den indledende artikel, besluttede at han selv ville undersøge Bibelen ved at studere den. Det han lærte, kom bag på ham. Han kunne se at mange af kristenhedens læresætninger slet ikke findes i Bibelen. Og det gjorde dybt indtryk på ham at læse om Guds hensigt med jorden.

      “Nu er jeg overbevist om at Bibelen er en gave fra Gud,” siger han. “For hvis Gud kan skabe universet, har han så ikke også magt til at give os en bog og bevare den til os mennesker? At påstå andet ville være det samme som at sige at Guds magt er begrænset. At sige at den Almægtiges magt er begrænset! Og hvordan skulle jeg kunne påstå det om Gud?” – Esajas 40:8.

      a Se artiklen “Hvordan vælger man en god bibeloversættelse?” i Vagttårnet for 1. maj 2008.

      Hvordan kan vi være sikre på at Bibelen er pålidelig?

      De foregående artikler har fokuseret på Bibelens overlevelse. Men hvordan kan man være sikker på at Bibelen er “Guds ord” og ikke bare en samling myter og sagn? (1 Thessaloniker 2:13) Se filmen Hvordan kan vi være sikre på at Bibelen er sand? på www.pr418.com. (Se under PUBLIKATIONER > FILM)

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del