Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Problemer der fører til håb
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • Problemer der fører til håb

      „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her.“ — 2 TIMOTEUS 3:1.

      HAR du hørt om nogen af de tragiske forhold der nævnes herunder — eller selv været vidne til nogle af dem?

      ● En smitsom sygdom der kræver mange menneskeliv.

      ● En sultkatastrofe der sender hundreder af mennesker i graven.

      ● Et jordskælv der dræber tusinder og gør endnu flere hjemløse.

      På de følgende sider præsenteres nogle tankevækkende fakta om sådanne alvorlige begivenheder. Du vil også kunne se at den slags forhold er forudsagt i Bibelen som et kendetegn på det den kalder „de sidste dage“.a

      Men hensigten med disse artikler er ikke at overbevise dig om at der er mange problemer i verden. Det er du sikkert allerede klar over. Nej, hensigten er at give dig håb. Artiklerne vil pege på seks bibelprofetier der bliver opfyldt nu. Netop dét viser at „de sidste dage“ snart er forbi. De vil også behandle nogle indvendinger der ofte rejses over for disse konklusioner, og pege på gode grunde til at tro at vi snart vil se noget meget bedre!

      [Fodnote]

      a Spørgsmålet om hvorfor Gud tillader at sådanne forhold findes, er behandlet i artiklen „Hvorfor tillader Gud ondskab og lidelser?“ på side 16 og 17 i dette blad.

  • 1. Jordskælv
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • 1. Jordskælv

      „Der skal være store jordskælv.“ — LUKAS 21:11.

      ● Winnie på 16 måneder bliver reddet ud af ruinerne i Haiti. Et tv-hold som var på stedet for at rapportere om katastrofen, havde hørt nogle svage lyde fra hende. Winnie overlevede jordskælvet, men det gjorde hendes far og mor ikke.

      HVAD VISER KENDSGERNINGERNE? Et jordskælv der blev målt til 7,0 på Richterskalaen, ramte Haiti i januar 2010, og det menes at over 300.000 mennesker omkom. Yderligere 1,3 millioner mistede deres hjem på et øjeblik. Det var ganske vist et voldsomt jordskælv, men det var ikke det eneste af sin art. I perioden fra april 2009 til april 2010 indtraf der mindst 18 større jordskælv jorden over.

      EN ALMINDELIG INDVENDING: Der er ikke flere jordskælv end der altid har været; det er bare teknologien der gør at vi er mere opmærksomme på dem i dag end folk var før i tiden.

      ER DET EN GYLDIG INDVENDING? Bemærk at Bibelen ikke lægger vægt på hvor mange jordskælv der vil være i de sidste dage. Men den siger at der vil komme „store jordskælv“, og at de vil indtræffe „det ene sted efter det andet“. Det gør jordskælv til et fremtrædende kendetegn ved denne særlige periode i historien. — Markus 13:8; Lukas 21:11.

      HVAD MENER DU? Er det sandt at vi, sådan som Bibelen har forudsagt, oplever store jordskælv?

      At der indtræffer jordskælv, er måske ikke i sig selv et endegyldigt bevis på at vi lever i de sidste dage. Men det er også kun én af de profetier der bliver opfyldt. Læg mærke til endnu en profeti.

      [Tekstcitat på side 4]

      „Vi [geofysikere] kalder sådanne jordskælv for store. Alle andre ville kalde dem for rædselsvækkende.“ — KEN HUDNUT, USA’S GEOLOGISKE INSTITUT.

      [Kildeangivelse på side 4]

      © William Daniels/Panos Pictures

  • 2. Sult
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • 2. Sult

      „Der skal være . . . hungersnød.“ — MARKUS 13:8.

      ● En mand har søgt tilflugt i landsbyen Quaratadji i Niger. Hans søskende, fætre og kusiner er også kommet dertil fra landets indre, på flugt fra sulten. Men manden ligger alene på en måtte på jorden. Hvorfor har han lagt sig for sig selv? „Han kan ikke skaffe mad til [familien] og føler derfor ikke at han kan se dem i øjnene,“ forklarer Sidi, landsbyens høvding.

      HVAD VISER KENDSGERNINGERNE? På verdensplan er det næsten hver syvende der ikke får nok at spise hver dag. Det står endnu værre til i de afrikanske lande syd for Sahara, hvor man regner med at hver tredje er ramt af kronisk sult. For at sætte det i perspektiv kan du forestille dig en familie med en far, en mor og et spædbarn. Hvis der kun er mad nok til to af dem, hvem skal så undvære? Skal faderen? moderen? eller spædbarnet? Det valg står mange familier over for hver dag.

      EN ALMINDELIG INDVENDING: Jorden frembringer så meget mad at der er mere end nok til alle. Ressourcerne skal bare forvaltes bedre.

      ER DET EN GYLDIG INDVENDING? Det er rigtigt at landbruget i dag kan producere og distribuere flere fødevarer end nogen sinde før. Jordens regeringer burde være i stand til at forvalte fødevaremængden sådan at sultproblemerne blev løst. Men efter at de har prøvet på det i årtier, er det endnu ikke lykkedes dem at løse problemerne.

      HVAD MENER DU? Ser vi Markus 13:8 gå i opfyldelse? Er mennesker jorden over ramt af fødevaremangel, til trods for de mange teknologiske fremskridt?

      Jordskælv og sult fører ofte til endnu et problem som også er en del af tegnet på de sidste dage.

      [Tekstcitat på side 5]

      „Over en tredjedel af de børn der dør af lungebetændelse, diarré og andre sygdomme, kunne have overlevet hvis ikke de var underernærede.“ — ANN M. VENEMAN, TIDLIGERE DIREKTØR FOR FN’S BØRNEFOND.

      [Kildeangivelse på side 5]

      © Paul Lowe/Panos Pictures

  • 3. Sygdomme
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • 3. Sygdomme

      „Folk vil . . . blive ramt af frygtelige sygdomme.“ — LUKAS 21:11, Contemporary English Version.

      ● Bonzali er tilsynsførende læge i et afrikansk land der er plaget af borgerkrig. Han gør hvad han kan for at behandle nogle minearbejdere i sin by som er ramt af den dødelige Marburg-sygdom.a Han har forgæves appelleret til myndighederne i en større by for at få hjælp. Fire måneder senere ankommer hjælpen omsider, men da er Bonzali død. Han var blevet smittet af de minearbejdere han prøvede at redde.

      HVAD VISER KENDSGERNINGERNE? Infektioner i de nedre luftveje (såsom lungebetændelse), diarrésygdomme, hiv/aids, tuberkulose og malaria er blandt de mest dødelige af de sygdomme der har ramt menneskeheden. I løbet af et enkelt år har disse fem typer af sygdomme kostet omkring 10,7 millioner mennesker livet. Det svarer til at der hvert tredje sekund året igennem døde et menneske af en sådan sygdom.

      EN ALMINDELIG INDVENDING: Befolkningstallet i verden vokser. Derfor vokser antallet af sygdomstilfælde også. Der er simpelt hen flere mennesker der kan blive syge.

      ER DET EN GYLDIG INDVENDING? Det er rigtigt at jordens befolkning er vokset drastisk. Men samtidig er metoderne til at forebygge, diagnosticere og behandle sygdomme væsentlig forbedret. Ville det ikke være logisk om sygdommene efterhånden mistede deres tag i menneskeheden? Men det er det modsatte der sker.

      HVAD MENER DU? Er vi mennesker blevet ramt af frygtelige sygdomme, sådan som Bibelen har forudsagt?

      Jordskælv, sult og sygdomme er „blinde kræfter“ der hærger blandt menneskene. Men der er også millioner der lider ondt på grund af deres medmennesker; nogle er endda ofre for dem der skulle beskytte dem. Læg mærke til hvad en bibelprofeti siger om dette.

      [Fodnote]

      a Marburg hæmoragisk feber skyldes et virus der er beslægtet med Ebolavirus.

      [Tekstcitat på side 6]

      „Det er slemt nok at blive ædt af noget udefrakommende, som for eksempel en løve, men det er mindst lige så slemt at blive ædt op indefra af en eller anden grufuld sygdom og at se det ske for mennesker overalt omkring én.“ — EPIDEMIOLOG MICHAEL OSTERHOLM.

      [Kildeangivelse på side 6]

      © William Daniels/Panos Pictures

  • 4. Mangel på kærlighed
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • 4. Mangel på kærlighed

      „Folk vil . . . mangle normal hengivenhed for deres familie.“ — 2 TIMOTEUS 3:1-3, God’s Word.

      ● Chris arbejder i det nordlige Wales for en gruppe der støtter ofre for vold i hjemmet. „En kvinde der kom ind hos os, var så gennembanket at jeg ikke engang kunne genkende hende fra sidst jeg havde set hende,“ fortæller Chris. „Andre kvinder er så følelsesmæssigt medtagne at de ikke vover at løfte blikket fra gulvet.“

      HVAD VISER KENDSGERNINGERNE? I et afrikansk land er cirka hver tredje kvinde blevet seksuelt misbrugt som barn. I samme land har en undersøgelse vist at over en tredjedel af mændene mener at det er i orden at slå sin kone. Men det er ikke kun kvinder der bliver udsat for vold i hjemmet. I Canada, for eksempel, er næsten 3 ud af 10 mænd blevet slået eller på anden måde mishandlet af deres partner.

      EN ALMINDELIG INDVENDING: Der har altid været voldelige hjem. I dag er der bare mere opmærksomhed om det end før.

      ER DET EN GYLDIG INDVENDING? Det er rigtigt at der i de senere år har været mere fokus på vold inden for familien. Men har den større opmærksomhed om problemet betydet at der er færre tilfælde af vold i hjemmet? Nej. Mangelen på naturlig hengivenhed bliver desværre mere og mere udbredt.

      HVAD MENER DU? Bliver ordene i Andet Timoteusbrev 3:3 opfyldt? Er det rigtigt at mange ikke viser den hengivenhed som det er naturligt at have for sin familie?

      Den femte profeti hvis opfyldelse du selv er vidne til, handler om vores fælles hjem, jorden. Læs i den følgende artikel hvad Bibelen har at sige herom.

      [Tekstcitat på side 7]

      „Vold i hjemmet regnes for at være en af de forbrydelser der sjældnest anmeldes. En kvinde bliver i gennemsnit udsat for vold 35 gange fra sin partners side inden hun henvender sig til politiet.“ — TALSKVINDE FOR EN WALISISK HJÆLPELINJE FOR VOLDSRAMTE.

  • 5. Jorden ødelægges
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • 5. Jorden ødelægges

      „[Gud vil] ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — ÅBENBARINGEN 11:18.

      ● Pirri arbejder med at aftappe palmevin i Kpor i Nigeria. Et massivt olieudslip i Nigerdeltaet har berøvet ham hans arbejde. „Olien dræber vores fisk, ødelægger vores hud og forurener vores vandløb,“ siger han. „Jeg har ikke længere noget at leve af.“

      HVAD VISER KENDSGERNINGERNE? Ifølge visse forskere bliver der hvert år smidt 6,5 millioner tons affald i verdenshavene. Det anslås at 50 procent af affaldet er plastic, som vil flyde rundt i flere hundrede år før det er nedbrudt. Menneskene er ikke blot ved at forurene jorden, men også i fuld gang med at udtømme dens ressourcer. Undersøgelser har vist at jorden skal bruge et år og fem måneder til at regenerere det som mennesker forbruger på et år. „Hvis befolkningstallet og forbruget vokser som hidtil, vil vi i år 2035 få brug for det der svarer til to jordkloder,“ oplyser den australske avis Sydney Morning Herald.

      EN ALMINDELIG INDVENDING: Menneskene er opfindsomme. De skal nok løse problemerne så jorden bliver reddet.

      ER DET EN GYLDIG INDVENDING? Mange enkeltpersoner og grupper har arbejdet hårdt for at bekæmpe forureningen og har gjort opmærksom på miljøproblemerne. Alligevel fortsætter man med at forurene jorden i stort omfang.

      HVAD MENER DU? Er der behov for at Gud griber ind og redder vores jord fra ødelæggelse — som han har lovet at han vil gøre?

      Ud over de fem profetier vi lige har gennemgået, har Bibelen også forudsagt at der vil ske noget positivt i de sidste dage. En af tingene behandles i den næste artikel.

      [Tekstcitat på side 8]

      „Jeg føler det som om jeg er gået fra at eje et stykke af paradiset til at eje en losseplads med giftigt affald.“ — ERIN TAMBER, USA, OM VIRKNINGEN AF OLIEUDSLIPPET I DEN MEXICANSKE GOLF I 2010.

      [Ramme på side 8]

      Er det Gud der har ansvaret?

      Eftersom de sørgelige forhold vi ser i dag, er forudsagt i Bibelen, er det da Gud der er ansvarlig for forholdene? Er det ham der er skyld i alle lidelserne? Disse spørgsmål er besvaret i kapitel 11 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner.

      [Kildeangivelse på side 8]

      Foto: U.S. Coast Guard

  • 6. Global forkyndelse
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • 6. Global forkyndelse

      „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord.“ — MATTÆUS 24:14.

      ● Vaiatea bor på en af de 80 atoller der udgør Tuamotuøerne, som ligger langt ude i Stillehavet. Øerne er spredt ud over et område på mere end 800.000 kvadratkilometer, men indbyggertallet er kun på 16.000. Det har dog ikke hindret Jehovas Vidner i at besøge Vaiatea og hendes naboer. Hvorfor har de gjort det? Fordi Jehovas Vidner ønsker at give alle mennesker del i den gode nyhed om Guds rige — uanset hvor folk bor.

      HVAD VISER KENDSGERNINGERNE? Budskabet om Guds rige bliver forkyndt overalt på jorden. Alene i 2010 brugte Vidnerne over 1,6 milliard timer i arbejdet med at forkynde det kristne budskab, og det foregik i 236 lande. Det vil sige at hvert Jehovas vidne i gennemsnit forkyndte en halv time hver eneste dag. I løbet af det sidste årti har Jehovas Vidner fremstillet og uddelt mere end 20 milliarder stykker bibelsk litteratur.

      EN ALMINDELIG INDVENDING: Bibelens budskab er blevet forkyndt i flere tusind år.

      ER DET EN GYLDIG INDVENDING? Det er sandt at mange op gennem tiden har fremholdt tanker fra Bibelen. Men de fleste har kun gjort det i en kortere periode eller i begrænset omfang. Jehovas Vidner, derimod, gennemfører et globalt forkyndelsesarbejde og når ud til flere hundrede millioner mennesker. Til trods for stærk modstand fra nogle af historiens mest magtfulde og grusomme organisationer har Vidnerne fortsat deres forkyndelse.a (Markus 13:13) Desuden modtager Jehovas Vidner ikke løn for at udbrede det kristne budskab. Nej, de bruger deres tid frivilligt og uddeler deres publikationer gratis. Deres arbejde finansieres udelukkende af frivillige bidrag.

      HVAD MENER DU? Bliver ’den gode nyhed om riget’ forkyndt ud over hele jorden? Og kunne opfyldelsen af denne profeti pege på at vi snart vil se noget meget bedre?

      [Fodnote]

      a Du kan finde flere oplysninger i de tre dokumentarfilm „Jehovas Vidner — stærke i troen trods modstand“, „De lilla trekanter“ og „Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror“, udgivet af Jehovas Vidner.

      [Tekstcitat på side 9]

      „Lige så længe Jehova tillader det, vil vi blive ved med at forkynde den gode nyhed om Guds rige med største iver og udnytte alle muligheder for at nå ud til beboerne i vores distrikt.“ — JEHOVAS VIDNERS ÅRBOG 2010.

  • Bedre tider lige forude!
    Vagttårnet – 2011 | 1. maj
    • Bedre tider lige forude!

      „Kun kort tid endnu, så vil de der handler ondt, ikke findes længere . . . Men de ydmyge vil til sidst arve jorden og kunne glæde sig over fred i overflod.“ — SALME 37:10, 11, The Amplified Bible.

      KUNNE du tænke dig at se den ovenstående profeti gå i opfyldelse? Det kunne du uden tvivl. Der er gode grunde til at tro at det snart vil ske.

      De foregående artikler gennemgik blot nogle få af de bibelprofetier der tydeligt viser at vi lever i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Gud inspirerede dem der nedskrev Bibelen, til at forudsige disse begivenheder for at vi kunne have håb om noget bedre. (Romerne 15:4) At disse profetier bliver opfyldt, viser at de problemer vi står over for, snart vil være fortid.

      Hvad vil der ske efter de sidste dage? Da vil Guds rige herske over hele menneskeheden. (Mattæus 6:9, 10) Læg mærke til Bibelens beskrivelse af hvordan forholdene på jorden vil være til den tid:

      ● Ingen sult. „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:16.

      ● Ingen sygdom. „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24.

      ● Ingen forurening. „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen.“ — Esajas 35:1.

      Dette er kun nogle få af de opmuntrende bibelprofetier som inden længe vil blive opfyldt. Prøv at spørge de næste Jehovas Vidner du møder, hvorfor de er så overbeviste om at vi meget snart vil se bedre tider!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del