fundet, yde den sædvanlige dobbelte erstatning. De penge eller genstande som en person havde fået overdraget til opbevaring, krævede ikke anden beskyttelse end at de blev opbevaret på et sikkert sted. Hvis det var et husdyr det drejede sig om, skulle den der havde fået dyret i forvaring, udvise den samme omsorg for dette dyr som for sine egne. Som regel fik den der tog sig af andres dyr, betaling for foderet til dem, og uden tvivl har han også i visse tilfælde fået betaling for den ekstra ulejlighed med at passe dyrene. Hvis et dyr døde, enten af sig selv eller ved at det blev sønderrevet af et vildt dyr eller stjålet af en røverbande, var den der havde dyret i forvaring, fri for skyld. Han kunne ikke drages til ansvar for tabet af det. Det kunne være sket med hans egne dyr. Hvis det imidlertid blev stjålet på grund af forsømmelighed eller under omstændigheder der kunne have været forhindret, var den der havde dyret i forvaring, ansvarlig og måtte yde erstatning. — 2Mo 22:7-13; se 1Mo 31:38-42.

En der havde et dyr til låns, måtte yde erstatning for enhver skade dyret pådrog sig. (2Mo 22:14) Hvis ejeren var til stede, krævedes der ingen erstatning ud fra den betragtning at vedkommende selv holdt øje med sin ejendom. Hvis der var tale om et lejet dyr, måtte ejeren selv bære tabet fordi han formodentlig havde indregnet risikoen for et eventuelt tab i prisen for at leje dyret ud. — 2Mo 22:15.

(Esaʹjas) [gr. form af hebr. Jesja‛ejaʹhu, der betyder „Jehovas frelse“].

Profet, søn af Amoz (ikke profeten Amos). Han tjente i Juda og Jerusalem under de judæiske konger Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias. (Es 1:1) I nordriget Israel regerede kongerne Peka og Hosjea, hvorefter dette rige gik til grunde i 740 f.v.t. Samtidige profeter var Mika, Hoseas og Oded. Esajas begyndte øjensynlig at profetere senere end Hoseas, men før Mika. — 2Kr 28:9; Ho 1:1; Mik 1:1.

I den periode Esajas tjente som profet i Juda, rådede der sørgelige moralske tilstande i riget, navnlig i kong Akaz’ regeringstid. Både fyrster og folk havde vendt sig imod Jehova, og i hans øjne var nationen syg i både hjerte og hoved. Regenterne blev kaldt „Sodoma-førere“, og folket blev sammenlignet med „Gomorra-folk“. (Es 1:2-10) Esajas fik på forhånd at vide at de ville vende det døve øre til. Jehova sagde at det ville være sådan indtil landet blev øde og forladt, og at kun „en tiendedel“, „en hellig sæd“, ville blive ladt tilbage ligesom stubben af et vældigt træ. Esajas’ profetgerning må have trøstet og styrket troen hos dette lille antal, mens den øvrige del af folket nægtede at give agt på hans budskab. — Es 6:1-13.

Selv om Esajas koncentrerede sig om Juda, udtalte han også profetier om Israel og de omboende nationer da disse havde indflydelse på Judas forhold og historie. Han kom til at tjene længe som profet, for han begyndte omkring år 778 f.v.t., da kong Uzzija døde, eller måske før, og fortsatte til nogen tid efter kong Ezekias’ 14. regeringsår (732 f.v.t.). — Es 36:1, 2; 37:37, 38.

Esajas’ familie. Esajas var gift. Hans hustru kaldes „profetinden“ (Es 8:3), hvilket øjensynlig ikke blot betyder at hun var gift med en profet, men at hun ligesom Debora i dommertiden og Hulda i Josias’ regeringstid havde en profetisk opgave fra Jehova. — Dom 4:4; 2Kg 22:14.

Bibelen omtaler to sønner af Esajas, skænket ham af Jehova „som tegn og som mirakler i Israel“. (Es 8:18) Den ene, Sjearjasjub, var på kong Akaz’ tid gammel nok til at ledsage sin fader da denne overbragte kongen et budskab. Navnet Sjearjasjub betyder „kun en rest (de tilbageblevne) vil vende tilbage“. Der lå en profetisk betydning i dette. Lige så sikkert som Esajas fik en søn der fik dette navn, lige så sikkert var det at Juda rige en dag ville blive omstyrtet og kun en rest ville vende tilbage efter en periode med landflygtighed. (Es 7:3; 10:20-23) Denne tilbagevenden fandt sted i 537 f.v.t. da perserkongen Kyros udstedte et dekret som gav jøderne lov til at forlade Babylon efter deres 70 år lange landflygtighed. — 2Kr 36:22, 23; Ezr 1:1; 2:1, 2.

Den anden søn blev navngivet før sin undfangelse, og navnet blev skrevet på en tavle og attesteret af pålidelige vidner. Derefter blev sagen åbenbart holdt hemmelig indtil sønnens fødsel, hvor vidnerne kunne træde frem og bekræfte at profeten havde forudsagt fødselen, og således bevise at sagen havde profetisk betydning. Drengen blev på Guds befaling kaldt Maher-Sjalal-Hasj-Baz, som betyder „Skynd dig, bytte! [el.: I hast til byttet!] Han er kommet hurtigt til rovet“, og der blev sagt at endnu inden denne søn havde viden til at råbe: „Min far!“ og „Min mor!“, ville truslen mod Juda fra sammensværgelsen mellem Aram og Israels tistammerige være fjernet. — Es 8:1-4.

Denne profeti varslede om hurtig redning for Juda. Redningen kom da assyrerkongen drog mod kong Rezin af Aram og kong Peka af Israel og dermed hindrede dem i at kæmpe mod Juda. Assyrerne indtog Damaskus, og senere (i 740 f.v.t.) plyndrede og ødelagde de Israels rige og opfyldte således fuldt ud den profetiske betydning af drengens navn. (2Kg 16:5-9; 17:1-6)