Kære medforkyndere!

Vore brødre i Malawi oplever nu hvad der svarer til de sibiriske slavelejre, de tyske koncentrationslejre, de romerske arenaer. Dr. H. Kamuzu Banda, der i bladet Time for 8. december 1972 blev beskrevet som „en renlivet ældste i Malawis presbyterianske kirke for Centralafrika“ har på ny vist sit had til Jehovas vidner. Hvorfor? Fordi disse kristne nægter at bære politiske medlemskort forsynet med Bandas billede og underskrift. Sagen er stillet på spidsen! Banda vil have at de skal følge ham; Jehovas vidner er besluttede på at holde urokkeligt fast ved Guds rige!

De Jehovas vidner fra Malawi som har opholdt sig i Moçambique, er nu blevet tvunget til at forlade dette land fordi de nægter at råbe ’Viva Frelimo’ for det nye diktatur dér. Fra Malawi er omkring 4800 derefter flygtet til Zambia, men den 22. oktober erfarede vi at disse brødre er blevet sendt tilbage til Malawi igen.

Henved 30.000 er altså tilbage i Malawi. De er blevet chikaneret og udsat for brutal forfølgelse. Hundreder er blevet klædt af og pryglet, og i deres sår har man indgnedet planter der fremkalder kløe. Vore søstre er på det skændigste blevet voldtaget.

Det sidste er at politiet nu samler Jehovas vidner og anbringer dem i interneringslejre. Et nyt Sibirien! Et nyt Nazityskland! Børnene skilles fra forældrene, idet forfølgerne håber at kunne oplære dem til at følge et menneske i stedet for at følge Kristus Jesus.

Oplysningerne vil blive nøjere behandlet i det engelske Vågn op! for 8. december. Det foreslås at de ældste udpeger op til fem egnede brødre (som læser engelsk og har dette nummer af bladet), fortrinsvis brødre som har brevpapir med firmabrevhoved, til at skrive til myndighederne i Malawi om sagen. Man kan i brevene spørge hvorfor en sådan behandling tillades, og fortælle at man ved hvad der foregår i Malawi.

Når oplysningerne senere kommer på dansk i Vågn op! vil andre også blive bedt om at skrive breve. Hvad mere kan vi gøre? Ud over at udbrede bladet i stort omfang kan vi fremlægge sagen for Jehova Gud i bøn, ligesom vore kristne brødre må have gjort i de første århundreder når deres trosfæller blev kastet for løverne i Roms arena. Lad os alle være modige og fortsat forkynde den gode nyhed om Riget indtil Guds regering udfrier hans tjenere på jorden.

Jeres brødre på

DET DANSKE AFDELINGSKONTOR

Døren er stadig åben!

¹ I skuespillet om Noa ved sommerens områdestævner blev vi mindet om at Jehova tydeligt viste hvornår det var for sent at søge sikkerhed i arken. Da Noa og hans familie og dyrene var gået ind i arken til den fastsatte tid, lukkede Noa ikke selv døren. Nej, beretningen siger at „[Jehova] lukkede efter ham“. — 1 Mos. 7:16.

² Hvordan så i vor tid? Den modbilledlige ark, den foranstaltning Jehova har truffet for at vi kan overleve, er det åndelige paradis. Skønt de salvede på et tidspunkt ikke forstod at der til dette sted med åndelig sikkerhed ville blive indsamlet en „stor skare“ med håb om evigt liv på jorden, foregår der nu en sådan indsamling. (Es. 55:5) Der er stadig mange som får adgang til det åndelige paradis. I løbet af det sidste tjenesteår var der alene her i Danmark 953 der lod sig døbe som symbol på at de havde indviet sig til Jehova gennem Jesus Kristus, den større Noa. Døren er tydeligvis stadig åben!

³ Det ville bestemt ikke være rigtigt at os at søge at lukke døren for tidligt ved at holde inde med forkyndelsen af den gode nyhed! Gud „vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3, 4) Indsamlingen i de seneste måneder vidner om at der stadig er noget at gøre. Vi må henvise flere til stedet hvor der er åndelig sikkerhed. Det har vi lejlighed til at gøre i december ved at arbejde i distriktet med Ny Verden-oversættelsen og bogen Er dette liv alt? Lad os tilbyde dem med begejstring.

⁴ Vi ønsker ikke blot at de interesserede skal læse om sandheden og nøjes med at kigge ind i det åndelige paradis, selv om dette i sig selv er dejligt for dem; det er også forfriskende for dem at overvære møderne i rigssalen og være sammen med mennesker som bærer de frugter der kendetegner dette paradis. Men for selv at komme til at bo i det åndelige paradis må de engagere sig mere, og de må anerkende, som der står: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:10; se også versene 16, 17.) Det betyder at de må indvi sig og offentligt symbolisere dette ved vanddåben. Har du selv indviet dig til Jehova Gud? Tiden er ikke til at udsætte det længere. — Matt. 28:19, 20.

⁵ Når vi først er kommet ind i det åndelige paradis, stedet hvor der er åndelig sikkerhed, ønsker vi at blive der. (Sl. 91:1, NW) Det betyder at vi må indordne os under kongen over det åndelige paradis, Jesus Kristus, og virkelig samarbejde med de øvrige som bor der. Uselvisk samarbejdsvilje bør præge alt hvad vi foretager os. Det gælder ikke kun inden for den enkelte menighed, men også i forholdet menighederne imellem. Kristen imødekommenhed bør være tydelig når menighederne som deler rigssal skal fastsætte deres mødetider eller skal dække udgifter i forbindelse med salen. Denne samarbejdets ånd bør også præge os — både personligt og som menighed betragtet — når det drejer sig om at hjælpe en anden menighed med at bygge en rigssal, en sal vi ikke selv kommer til at bruge. I modsætning til verden søger vi ikke vores egen fordel, nej, vi søger af hele vort hjerte at opbygge det åndelige paradis. (1 Kor. 10:24; Fil. 2:1-4) Det er vor indstilling når vi erkender at vi blot udgør én menighed under Jesus Kristus.

6 Måtte vi alle hver især lægge de rette frugter for dagen og nidkært forkynde og gøre disciple, så vi hjælper så mange som muligt ind i den modbilledlige ark mens muligheden endnu står åben.

[Tekstcitat på side 1]

Forlad aldrig den åndelige sikkerheds sted.

Til alle ældsteråd

Den 1. december 1975

Kære brødre!

Vi er overbevist om at I fortsat ’giver agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn’. (Apg. 20:28) Tiderne er alvorlige, og vor omsorg for brødrene og for deres åndelige trivsel og velfærd kræver at vi nøje giver agt på deres behov og har deres interesser på sinde.

Vi kan være taknemmelige for at vi ikke står over for et kommende frafald, sådan som de kristne tilsynsmænd gjorde på Paulus’ tid. (Apg. 20:29, 30) Ikke desto mindre vil vi komme ud for prøver og farer, så vi bør under ingen omstændigheder slække på vor agtpågivenhed for hjorden. Selv om vi befinder os i et åndeligt paradis bør vi stadig nære den samme omsorg, navnlig for de svage, som apostelen Paulus gav udtryk for i Andet Korinterbrev 11:28, 29. — Rom. 15:1.

Denne omsorg må naturligvis vises hver dag, dag efter dag. Men ved ældstemøderne har menighedens ældste en særlig lejlighed til at ofre menighedens trivsel og velfærd opmærksomhed. Vi vil derfor gerne give jer nogle forslag med hensyn til disse møder — om hvordan de kan blive udbytterige for alle og tjene til fremme af Guds gerning på jorden.

Ældstemødet under kredstilsynsmandens besøg

Dette møde tilrettelægges normalt som et ekstra ældstemøde ud over de fire kvartalsmøder, medmindre der synes at være en god grund til at slå det sammen med et andet. Den der for øjeblikket tjener som præsiderende tilsynsmand, virker som ordstyrer, ligesom ved de øvrige ældstemøder.

Når man tilrettelægger og holder dette møde, bør man have for øje at kredstilsynsmandens besøg indebærer særlige muligheder. Han tager naturligvis del i mødet som en besøgende ældste, men hans besøg har en hensigt. Den rette holdning over for en besøgende ældste kommer til udtryk i Tredje Johannesbrev 5-8. Brødrene i kredstjenesten er alle blevet udnævnt gennem det styrende råd til at tjene som ældste, og de har almindeligvis stor erfaring i tjenesten for Gud. Når man tager imod sådanne besøgende brødre, bør man have apostelens inspirerede vejledning i tanke: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Rom. 12:10.

I betragtning af dette bør ældstemødet i denne uge dreje sig om anliggender og behov som sikrer det største udbytte af kredstilsynsmandens tilstedeværelse. Man bør sætte punkter på dagsordenen som han bedst vil være i stand til at kommentere med iagttagelser og praktiske forslag. Han bruger megen tid til sådanne møder i forskellige menigheder, og den erfaring han derved samler sig kan være meget nyttig; han kan sikkert henvise til gode eksempler og andet som han har lært i andre menigheder. Vi bør altid være åbne for forslag eller nye tanker som kan være med til at fremme Guds gerning både inden for menigheden og på arbejdsmarken. — Jævnfør Apostelgerninger 13:15; se organisationsvejledningen, s. 78, 79.

Eftersom det altså er en særlig lejlighed der byder sig, fortjener den særlig overvejelse og forberedelse. I ugens begyndelse kan den præsiderende tilsynsmand og kredstilsynsmanden måske sammen drøfte dagsordenen for mødet. I øvrigt opfordres alle i ældsterådet naturligvis til at anbefale emner som de mener bør behandles. Når dagsordenen så er stillet op, skal alle de ældste have kendskab til den, så de kan tænke over tingene i forvejen og forberede sig på at deltage i drøftelsen. Men det vil naturligvis ikke sige at der ikke kan bringes nye punkter på bane under selve mødet. Man vil få mest ud af dette møde hvis man tager hensyn til at kredstilsynsmanden er på besøg, og behandler punkter hvor han bedst vil kunne yde hjælp. Ting som ikke behøver at behandles med det samme, kan drøftes ved en senere lejlighed. Hvis ældsterådets møde med kredstilsynsmanden kan lægges henimod slutningen af ugen, efter at han personligt har gjort sig bekendt med forholdene eller „ånden“ i menigheden, vil det sikkert være bedst. (Filem. 25) Men det vil naturligvis afhænge af de lokale forhold.

Under mødet skal kredstilsynsmanden føle sig fri til at kommentere eller stille spørgsmål på lige fod med de øvrige ældste. De lokale ældste kan også bede ham om at udtale sig om det der drøftes, for at høre hans mening om tingene.