• Nyd godt af Guds folks fremgang og velstand
    Vagttårnet – 1953 | 15. april

    • 23, 24. Hvorfor har salmistens bøn endnu ikke fået sin fulde opfyldelse i vort tilfælde?

      23 Arbejdet forud for Harmagedonslaget er endnu ikke fuldført. Vor egen frelse er ikke fuldkommen. Der findes utallige andre får, der endnu befinder sig langt borte fra Jehovas gode hyrde, også de skal hjælpes til frelse. Vi må opsende bønner til Gud og lade dem omfatte mere end bare vor egen personlige frelse; de bør omfatte disse andre får. Salmistens afsluttende bøn i denne salme kan vi med rette gøre til vor: „Frels os, Jehova vor Gud, du samle os sammen fra folkene, at vi må love dit hellige navn, med stolthed synge din pris. Lovet være Jehova, Israels Gud, fra evighed og til evighed! Og alt folket svare amen [pris Jehova, AS]!“ — Sl. 106:47, 48.

      24 Talrige er de andre får, som den gode hyrde endnu må indsamle. I alle nationer holdes de fangne under Babylon af uvidenhed og frygt, men i deres hjertes inderste længes de efter at nyde godt af Jehovas udvalgtes fremgang og velstand og at glæde sig ved hans folks glæde. Først når vi efter Guds vilje har arbejdet på deres frelse, vil vor bøn til Gud om at frelse os og samle os (ikke kun mig) sammen fra folkene blive opfyldt, så vi kan takke hans hellige navn og med stolthed synge hans pris.

      25. a) Hvad må vi gøre for ikke at modsige vor egen opfordring til alt folket om at svare amen til vor lovsang? b) Hvorfor kan og bør vi være rundhåndede med vor velstand?

      25 Det ville være inkonsekvent af os at opfordre alt folket til at svare amen på vor lovsang til Jehova vor Gud, såfremt vi ikke lod dem høre om ham, lære ham at kende og komme i kontakt med hans teokratiske organisation under Kristus og derigennem opnå frelse. Stå frem. Lad dem se og høre os som hans vidner og iagttage vor åndelige fremgang og velstand og føle stærk længsel efter selv at nyde godt deraf. Vor indstilling over for dem må være den samme som den, salmisten gav udtryk for: „Men de, der vil min ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: Lovet være Jehova, som under sin tjener fred [fremgang, AS].“ (Sl. 35:27) Den fremgang og velstand, Jehova har velsignet os med, er så rig, at den store skare af andre får til overflod kan nyde godt deraf, uanset hvor stort tallet på dem bliver. Vi har råd til at være rundhåndede. Ved uselvisk at dele vor velstand med andre vil vi erfare en endnu større fremgang inden for Guds synlige organisation på trods af de forværrede forhold i verden. Vi vil sammen med hans folk forøge vor egen glæde i Jehova, til vi når helt ind i den nye verden. Til os selv og til andre siger vi med salmistens ord: „Pris Jehova.“

      (The Watchtower, 1. december 1952)

  • Teokratiske trælle
    Vagttårnet – 1953 | 15. april

    • Teokratiske trælle

      „Vær trælle under Jehova.“ — Rom. 12:11, NW.

      1. Hvorfor er det et spørgsmål, om det er en ære at være træl, og hvad er det afhængigt af?

      ER der nogen ære og værdighed ved at være træl? Næppe efter denne verdens målestok. Dengang trældom og slaveri florerede, var det almindeligt, at der blev set ned på trælle, endskønt de beklædte poster og udførte pligter, som vi i dag betragter som ærefulde, og som kræver både dannelse og kultur. Slaveriet blev i høj grad misbrugt, og lettelse af slavernes kår lod vente længe på sig. I nogle muhamedanske lande har man stadig slaveri. Det blev indført i de britiske kolonier i Amerika så sent som i det syttende århundrede, og det blev ikke ophævet i de Forenede Stater før i sidste halvdel af det nittende århundrede. I virkeligheden var det ikke førend i dette nittende århundrede, at slaveriet blev ophævet af kristenhedens regeringer i almindelighed. Mange steder i verden betragtes efterkommerne af disse frigjorte slaver stadig med foragt, og de er underkastet specielle forbud og begrænsninger. Hvordan kan så tanken om at være træl forenes med nogen form for ære og værdighed? Hvordan kan det at være træl eller vælge at kalde sig selv træl være andet end en ydmygelse? Det afhænger fuldstændig af, hvis træl du er, og hvad slags træl du er. At være teokratisk træl er en ære og en forret. Det er trællekår, som fører til evigt liv.

      2. Hvornår blev slaveriet indført, og for hvem var det en tilstand af forbandelse?

      2 Slaveri er en ældgammel institution. Om der i social eller økonomisk henseende eksisterede slaveri før Vandfloden, fremgår ikke af Bibelens beretning. Men at slaveri ville opstå på et tidspunkt efter Vandfloden, blev forudsagt, da Noa, efter at være blevet skændigt behandlet af sin søn Kam, lyste forbandelse over en af Kams sønner: „Forbandet være Kana’an, trælles træl blive han for sine brødre! . . . Lovet være Jehova, Sems Gud, og Kana’an blive hans træl! Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte; og Kana’an blive hans træl!“ (1 Mos. 9:25-27) Dette dømte ikke den ene af menneskeslægtens tre hovedstammer til uundgåeligt slaveri. Nej, sandheden er den, at denne forbandelse, som Gud inspirerede Noa til at udtale, fik sin opfyldelse mange århundreder senere. Det var på det tidspunkt, da Jehova Gud førte sit udvalgte folk, israelitterne, ind i Kana’ans land, og de efter guddommelig befaling udryddede kana’anæerne eller gjorde dem til deres trælle, som for eksempel indbyggerne i Gibeon og deres forbundsbyer. At være træl, fordi man nedstammede fra den bandlyste Kana’an, ville være en ydmygelse.

      3. Hvorfor var det en ære at være en af Abrahams trælle?

      3 Skal man anstille sammenligninger træl og træl imellem,