talsmænd har uret. Disse kritikere har hårdnakket hævdet at Johannes’ evangelium ikke blev skrevet før 150 e. Kr., og af en helt anden end apostelen Johannes. Men eftersom fragmenternes udtryk finder tydelige paralleller i Johannes’ beretning er det en klar tilkendegivelse af at skribenten har anvendt Johannes’ beretning som grundlag. Johannes’ beretning må være blevet skrevet længe før år 150 e. Kr.; ellers kunne den ikke cirkulere i Ægypten hvor disse fragmenter blev skrevet omtrent på dette tidspunkt. Disse fragmenter bekræfter derfor, i forening med fragmentet af Johannes’ evangelium (Papyrus Rylands Gk 457) der blev fundet i 1935 i Ægypten, og som ligeledes er dateret til midten af det andet århundrede, at Johannes’ evangelium blev skrevet i år 98, det almindeligt anerkendte årstal.

a Light from the Ancient Past, 1946, af J. Finegan, s. 322, 323.

b Fragments of an Unknown Gospel, 1935, af H. I. Bell og T. C. Skeat, s. 65, planche I.

c Nomina Sacra, af Traube, III, 1, s. 32.

d Fragments of an Unknown Gospel, af Bell og Skeat, s. 2.

e The Bible and Archaeology, 1940, af Sir Frederic Kenyon, s. 216, 217.

f Joh. 3:2; Matt. 22:16.  g Joh. 10:25. h Matt. 22:17. i Matt. 9:4. j Luk. 6:46. k Matt. 15:7-9.  l Joh. 5:39.  m Joh. 5:45. n Joh. 9:29. o Joh. 8:59; 10:31. p Joh. 7:30. q Luk. 4:30.

Spørgsmål fra læserne

● Hvem talte Jesus om da han, som det er berettet i Mattæus 5:5 (NW), sagde: „Lykkelige er de som har et mildt sind, for de skal arve jorden“? — H. S., De forenede Stater.

Jesus anvendte her udtrykket „et mildt sind“ eller „ydmyg“ om dem der dengang var hans disciple, som så frem til det himmelske rige. Jesus var den ydmygeste af dem alle, og et eksempel for dem. Hebræerne 1:1, 2 og 2:5, 6 viser at Jesus arver jorden eller tager den i besiddelse. Hans disciple blev gjort til hans medarvinger til Riget, og de modtager sammen med ham denne arv eller ejendomsret over jorden. Derfor gælder Mattæus 5:5 ikke udtrykkelig de „andre får“. Imidlertid har skriftstedet med rette været citeret i forbindelse med de andre får, for de må være ydmyge og have et mildt sind for at kunne efterligne Jesus Kristus, og kun fordi de har et sådant sind får de lov til at leve på jorden i den nye verden. De tager jorden i besiddelse, men dog kun i samme forstand som Adam gjorde det i Edens have; ikke desto mindre kan Mattæus 5:5 generelt også anvendes på dem fordi de forvalter jorden for førstearvingen, Herren Jesus Kristus. I denne forstand modtager de en arv. De glæder sig over at have Kongens domæne til deres rådighed. Som Jesus sagde i lignelsen om fårene og bukkene: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.“ (Matt. 25:34) Det er derfor ikke forkert at bruge dette skriftsted i almindelig forstand når man taler om de velsignelser der venter de „andre får“ i den nye verden.

● Hvordan kan vi få beretningen i Apostlenes Gerninger 7:2-4 og 1 Mosebog 11:31–12:4 til at stemme overens? Beretningen i Apostlenes Gerninger tyder på at Abraham opholdt sig i Mesopotamien da Gud befalede ham: „Drag ud fra dit land og fra din slægt, og gå til det land, jeg vil vise dig.“ Første Mosebogs beretning synes at antyde at Abraham fik denne befaling i Karan efter at hans fader, Tara, var død. — G. O., De forenede Stater.

Beretningen i Apostlenes Gerninger viser tydeligt at Guds befaling til Abraham om at forlade sit hjemland og flytte til det land Gud ville vise ham, blev udtalt i Mesopotamien før Abraham slog sig ned i Karan. Det er tydeligvis den samme befaling der gengives i 1 Mosebog 12:1. Befalingens ordlyd her viser at Abraham stadig var i Ur i Kaldæa, for Gud befalede ham: „Drag ud fra dit land, fra din slægt,“ og Karan, der lå omkring 925 kilometer nordvest for Ur, var ikke Abrahams „land“, eftersom det lå langt uden for den tids Babylon. Altså er 1 Mosebog 12:1-3 ikke anbragt kronologisk i beretningen; det som gengives der er den befaling Jehova udtalte før Abraham nogen sinde var rejst fra Ur i Babylon, og som også havde til følge at Abraham drog videre efter at Tara var død i Karan.