Spørgsmål fra læserne
● Har Jehova ikke været partisk over for Israels folk, at dømme efter den måde hvorpå han handlede med det? Og dog siges der i Apostlenes Gerninger 10:34 at der „hos Gud ikke er personsanseelse“. Hvordan stemmer dette overens? — U.S.A.
At være upartisk vil sige at være fordomsfri, uhildet, ikke at favorisere nogen. Det vil sige ikke at lade nogen person eller hans stilling, rigdom, magt eller indflydelse indvirke på ens bedømmelse af vedkommende eller ens handlemåde over for vedkommende. Det vil sige ikke at tage imod bestikkelse, og, på den anden side, heller ikke at lade sig påvirke af medlidenhed når der er tale om en der er fattig. Den der er upartisk sørger for at alle behandles retfærdigt, efter hvad hver enkelt fortjener og trænger til. — Ordsp. 3:27.
Jehova siger selv at han „ikke viser personsanseelse eller lader sig købe“. (5 Mos. 10:17; 2 Krøn. 19:7) Da apostelen Peter forstod at Gud havde hørt den uomskårne, hedning Kornelius’ bøn og forårsaget at han kom i forbindelse med den kristne menighed, sagde han: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ — Ap. G. 10:34; Rom. 2:10, 11.
Alligevel har nogle påstået at Jehova var partisk eller viste personsanseelse ved at bruge og favorisere Israel som sit folk i fortiden. Dog vil en ærlig undersøgelse af hvordan Gud handlede med Israel åbenbare at en sådan anklage er uretfærdig. Jehova udvalgte ikke Israel og handlede ikke med det på grund af folkets størrelse, men af kærlighed til dets stamfader Abraham og fordi han værdsatte Abrahams tro og loyalitet. Desuden viste han langmodighed med folket fordi han havde hæftet sit navn på det. — 5 Mos. 7:7-11; 29:13; Ez. 36:22; Sl. 105:8-10.
Så længe Israels folk var lydigt blev det velsignet fremfor de folkeslag som ikke havde den lov Jehova havde givet gennem Moses. Når Israel var ulydigt, var Gud tålmodig og barmhjertig, men straffede ikke desto mindre folket. Og selv om dets stilling var begunstiget, havde det et større ansvar over for Gud fordi det bar Guds navn og var under hans lov.
Loven indeholdt forbandelser mod den der brød den. Der siges i den: „Forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter dem!“ (5 Mos. 27:26) Da jøderne brød Loven, kom de under denne forbandelse, som altså blev lagt til den fordømmelse de allerede var under som den syndige Adams efterkommere. (Rom. 5:12) For at befri jøderne for denne særlige forbandelse måtte Kristus derfor ikke blot dø, men dø på en marterpæl, sådan som apostelen Paulus anfører i sin argumentation i Galaterbrevet 3:10-13.
Det fremgår af det foregående at Gud ikke var partisk over for Israel. Gud brugte Israels folk med det for øje at velsigne alle nationer. (Gal. 3:14) Han lod sin søn føde i dette folk for at gøre det muligt for alle som udøver tro at opnå frelse gennem denne søn. Gud arbejdede i realiteten hen imod at gavne folk af alle nationer når hans tid var inde til det. I overensstemmelse hermed siger apostelen: „Er Gud kun jøders Gud? mon ikke også hedningers? Jo, også hedningers; så sandt der kun er én Gud, og han vil retfærdiggøre omskårne af tro og uomskårne ved troen.“ — Rom. 3:29, 30.
Endvidere kan anføres at i det gamle jødiske statssamfund kunne mennesker fra andre folkeslag komme ind under Guds gunst og velsignelse ved at antage og tilbede Israels Gud, Jehova, og holde hans lov, sådan som gibeonitterne, tempeltrællene (nethinim, „de givne“) og mange fremmede gjorde. — Jos. 9:3, 27; Ezra 8:20; 1 Kong. 8:41-43; 4 Mos. 9:14.
Selv om Jehova var tålmodig og barmhjertig og antog Israel igen når det angrede, var hans tålmodighed dog til sidst udtømt og han forkastede det som sit navnfolk. (Luk. 13:35; Rom. 11:20-22) Her gælder apostelens ord: „Han skal ’gengælde enhver efter hans gerninger’: . . . Trængsel og angst over hver menneskesjæl, som øver det onde, over jøde først og så over græker; men herlighed og ære og fred over hver den, som øver det gode, over jøde først og så over græker. Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud.“ — Rom. 2:6-11.
Mens man ved en kortsigtet, overfladisk betragtning af Guds gerninger måske vil synes at han har været partisk, vil en mere dybtgående undersøgelse, som betragter Guds gerninger på længere sigt, åbenbare en upartiskhed og retfærdighed som overgår al menneskelig forstand. Jehova har i sandhed udtænkt og tilrettelagt alt på en sådan måde at alle mennesker ville få mulighed for at modtage hans gunst og opnå livet! — Es. 55:8-11; Rom. 11:33.
● Hvordan skal vi forstå Mattæus 1:17, hvor der tales om tre gange fjorten slægtled fra Abraham til Jesus Kristus, selv om der i det foregående kun er opregnet i alt enogfyrre slægtled? — Belgien.
Der findes en ganske enkel forklaring på denne tilsyneladende vanskelighed. Det fremgår tydeligt at Mattæus har talt David med to gange uden at tage hensyn til det samlede antal. Han har kun set på ensartetheden i de tre gange fjorten navne og brugt denne inddeling som en støtte for hukommelsen. Som Mattæus selv skriver: „Altså er der i alt fra Abraham indtil David fjorten slægtled, og fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, og fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten slægtled.“
Ved en nærmere betragtning af de slægtsregistre der findes i Første Krønikebog, kapitlerne 1 til 3, ses det at der var i det mindste seksogfyrre slægtled fra Abraham til Jesus Kristus. Mattæus forkortede listen ved at udelade tre konger i Juda som var efterkommere af kong Joram og den morderiske dronning Atalja. Hun var datter af den onde dronning Jesabel og tilranede sig Judas trone og regerede i syv år. Efter at have nævnt Joram udelader Mattæus de følgende tre slægtled eller frugterne af denne onde forbindelse, nemlig Ahazja (der kun regerede i ét år), Joas (der begyndte at regere i en alder af syv år), og Amazja (der regerede i niogtyve år). Den næste der nævnes er Uzzia, som regerede godt og længe indtil han formastede sig til at optræde som præst og ofre røgelse i templet og derfor blev slået med spedalskhed. Mattæus udelader også Josias’ søn Jojakim samt Zerubbabels søn Hananja, der var fader til Abiud.
Sådanne udeladelser fra Mattæus’ side skal man imidlertid ikke undre sig over, for slægtsregistrene blev undertiden forkortet. For eksempel opfører Ezra treogtyve navne i slægtsregisteret over præsterne i Første Krønikebog 6:3-14, men kun seksten navne for den samme periode da han opgiver sit eget slægtsregister i Ezra 7:1-5.
Med hensyn til slægtsregistrene i Bibelen er der flere ting man bør huske på. For det første at de variationer der kan forekomme ikke skyldes skødesløshed. Israelitterne interesserede sig meget for historien og var særdeles omhyggelige med deres optegnelser. Om Folkeslagenes stamtavle i Første Mosebog (10:1-32) siges der således at den er „enestående i oldtidslitteraturen. Denne interesse for folkeslagene er et eksempel på den vægt der i Bibelen lægges på de historiske oplysninger. . . . Denne optagethed af historien findes ikke noget andet sted i verdens religiøse litteratur“. — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, bind 3, side 515.
Endvidere bør det bemærkes at alle bibelskribenterne var ærlige og oprigtige, ledet, som de blev, af Bibelens høje moralnormer. Hertil kom at de skrev under indflydelse af Jehovas hellige ånd. — 2 Tim. 3:16; 2 Pet. 1:21.
Det er også godt at huske på at den måde hvorpå man førte optegnelser dengang, var anderledes end den måde man anvender i dag. For eksempel kunne visse betegnelser omfatte mere end de gør i dag. Abraham sagde således til Lot: „Vi er jo brødre.“ (1 Mos. 13:8, NW) Men Abraham var i virkeligheden Lots onkel. På samme måde blev Nebukadnezar af den babyloniske dronning omtalt som Belsazzars fader, mens det var Nabonid der var hans fader og Nebukadnezar hans bedstefader. (Dan. 5:11) Betegnelsen „fader“ brugtes ofte om en fjernere forfader. I De kristne græske Skrifter omtales Abraham således gentagne gange som „vor fader Abraham“, mens han jo i virkeligheden var en fjern forfader. — Ap. G. 7:2; Rom. 4:12; Jak. 2:21.
Tager man sådanne ting i betragtning hjælper det en til at forstå hvorfor bibelskribenterne udtrykte sig som de gjorde i slægtsregistrene, og tilsyneladende vanskeligheder er således ryddet af vejen.