Spørgsmål fra læserne

● På side 280 i bogen „This Means Everlasting Life“ siges der: „Guds forbandelse over jorden uden for Eden varede til Vandfloden, men alle menneskelige bestræbelser for siden da at opdyrke jorden har slået fejl med hensyn til at omdanne den nu i så udstrakt grad befolkede jord til et paradis.“ Betyder dette, at jorden ikke i vor tid er under den forbandelse, Gud udtalte, da Adam blev udvist af Eden? — U. L., Canada.

Ja, det er netop det, der fremholdes. Da Gud udviste Adam fra Eden, sagde han: „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød.“ (1 Mos. 3:17-19) Århundreder senere rensede Vandfloden jorden for al ondskab, og tilbage blev der kun de mennesker, der var retfærdige i Guds øjne, og som gik ind for den sande tilbedelse. Jehova gav dem en god start, idet han gentog påbudet om at blive mangfoldige og opfylde jorden og gav mennesket magt over dyre- og planteverdenen uden at lade en tung forbandelse hvile over jorden: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld.“ Det er imidlertid værd at lægge mærke til, at det påbud om at underlægge sig jorden, som Gud gav Adam, ikke var indbefattet i påbudet til Noa, hvilket tilkendegiver, at det ikke kunne finde sted, blot fordi forbandelsen blev hævet. — 1 Mos. 1:28; 6:17; 8:21; 9:1-17.

Blot nogle få århundreder senere var der en del af jorden, som på grund af sin frodige skønhed blev sammenlignet med Eden: „Da så Lot sig omkring, og . . . han så, at hele Jordanegnen (det var, før Jehova ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som Jehovas have.“ (1 Mos. 13:10) Den følgende rapport, som spejderne gav om det forjættede land, lyder heller ikke, som om det var en forbandet jord, der kun frembragte vilde planter til føde: „Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en ranke med en drueklasse, som der måtte to mand til at bære på en bærestang, og plukkede nogle granatæbler og figener.“ Da spejderne senere viste denne frugt til det israelitiske folk, sagde de om landet: „Det er virkelig et land, der flyder med mælk og honning, og her er frugt derfra.“ (4 Mos. 13:23-27) Dengang Moses brugte disse glødende ord om det forjættede land, som Jehova ville have omhu for, var det bestemt heller ikke en forbandet jord, han beskrev:

„Jehova din Gud vil føre dig ind i et herligt land, et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning, et land, hvor du ikke skal tære fattigmands brød, hvor du intet skal mangle, et land, hvis sten giver jern, og i hvis bjerge du kan hugge kobber.“ „Thi det land, du skal ind og tage i besiddelse, er ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din sæd, måtte du vande landet med din fod som en urtehave; nej, det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, der drikker vand, når regnen falder fra himmelen, et land, som Jehova din Gud har omhu for, og som Jehova din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse og til dets slutning. Og hvis I nu lyder mine bud, som jeg i dag pålægger jer, så I elsker Jehova jeres Gud og tjener ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl, så vil jeg give jeres land dets regn i rette tid, både tidligregn og sildigregn, så du kan høste dit korn, din most og din olie; og jeg vil give græs på din mark til dit kvæg; og du skal spise dig mæt. Men vogt jer, at ikke jeres hjerte dåres, så I falder fra og dyrker andre guder og tilbeder dem; thi da vil Jehovas vrede blusse op imod jer, og han vil lukke himmelen, så der ikke falder regn, og jorden ikke giver grøde, og I skal hurtigt udryddes af det herlige land, Jehova vil give jer. . . . Se, jeg forelægger jer i dag velsignelse og forbandelse, velsignelsen, hvis I lyder Jehova jeres Guds bud, som jeg i dag pålægger jer, og forbandelsen, hvis I ikke lyder Jehova jeres Guds bud.“ — 5 Mos. 8:7-9; 11:10-17, 26-28; se også Es. 51:3; Ez. 20:6, 15; 36:35; Joel 2:3.

Læg mærke til, at landets edenske skønhed ville gå tabt ved ulydighed, og israelitternes senere oprørske utroskab blev da også årsag til, at det forjættede lands paradisiske tilstand forsvandt. I dag frembringer jorden ikke torne og tidsler som følge af forbandelsen i Eden. Den forbandelse forsvandt med Vandfloden. I vor tid er der mange steder på jorden, hvor der findes egne med en betagende skønhed og storhed, og andre områder er af mennesker blevet forvandlet til dejlige parker og haver. Men for største delen har mennesker ødelagt jorden og plyndret dyre- og planteverdenen enten for kommerciel vindings skyld eller af ren og skær ødelæggelseslyst. De har glemt eller ignoreret Guds hensigt med mennesket og jorden, vendt sig bort fra den sande tilbedelse af Jehova, og derved har de ligesom israelitterne ikke opnået velsignelser, men er faldet i Guds unåde. Bibelen taler om forbandelser, der skyldes ulydighed, og disse forbandelser vil nå deres højdepunkt i Harmagedon, ved at jordens onde beboere vil blive fortæret, idet Jehova Gud gennem Kristus vil „ødelægge dem, som lægger jorden øde“. (3 Mos. 26:14-39; 5 Mos. 27:15-26; 28:15-68; Es. 24:5, 6; Åb. 11:18, NW) Det er forbandelsen for ulydighed og falsk tilbedelse, Åbenbaringen 22:3 (NW) omtaler: „Og der vil ikke mere være nogen forbandelse.“ Det åndelige Israels salvede rest er blevet renset for tidligere forsømmelser i deres tilbedelse, som nu er blevet ren og velsignet som det oprindelige Eden. Til Jehovas bestemte tid under Kristi riges styre vil de, der overlever Harmagedon, og de, der oprejses, blive brugt til at opfylde påbudet om at underlægge sig den bogstavelige jord og forvandle den til et verdensomspændende paradis, som vil være fyldt med pris til Jehova. — Sl. 150:1-6.

● Vers 4 og 5 i Ordsprogene 26 synes at indeholde modsigende tanker. Hvordan lyder forklaringen herpå? — T. L., North Carolina.

Ifølge den danske oversættelse lyder disse vers således: „Svar ej tåben efter hans dårskab, at du ikke selv skal blive som han. Svar tåben efter hans dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.“ Eller ifølge Fentons oversættelse: „Svar ingen tåbe i lighed med hans dårskab, at du ikke skal gøre dig lig med ham. Svar en tåbe som hans dårskab kræver det, at han ikke skal synes, han er viis i sine egne øjne.“ Nøglen til at henføre disse tilsyneladende modstridende anvisninger til deres rette plads findes i den advarsel, der lyder i hver af dem. Det er forskellen i advarslerne, der er bestemmende for den betydning, som knytter sig til de givne anvisninger om, hvordan man skal besvare tåber.

Dersom man svarer en tåbe efter hans dårskab i den forstand, at man svarer ham i harmoni eller overensstemmelse med hans dårskab, går man ind på hans tankegang. Tåbens ræsonnementer og slutninger er usunde, og ens svar bør ikke bekræfte tåbens synspunkter. Tåben kan vise sin dårskab ved sin uværdige og stridbare måde at diskutere på, og derved åbenbare, at han kun ønsker frugtesløse ordkampe, som kristne opfordres til at sky. Man bør derfor ikke svare en tåbe efter hans dårskab, ved at man går ind på hans dårskab, eller ved at man antager hans dåragtige og nedværdigende måde at diskutere på. Hvorfor ikke? „At du ikke selv skal blive som han.“ Men man kan svare tåben, uden at man gør sig selv lig med ham, og det er det, vers 5 tilråder, „at han ikke skal synes, han er viis i sine egne øjne“. Dersom man ikke gav svar på tåbens dårskab, men lod den upåtalt og ugendrevet, ville han synes, han var viis i sit eget indbildske synspunkt. For at forhindre dette, bør man svare en tåbe efter hans dårskab på den måde, at man svarer ud fra hans dåragtige påstande, analyserer dem, afslører, hvor latterlige og absurde og uantagelige de er, når de betragtes fornuftigt. På denne måde kan man vise, at dårens egne argumenter og falske principper fører til helt andre slutninger, end han mener. Hans egen dårskab kan bruges mod ham til at vende sagen om, hvis blot hans dårskab gribes an på en klog måde, analyseres og vendes mod ham i hans forkerte indstilling. Når du gør det, svarer du „en tåbe, som hans dårskab kræver det“, og forebygger, at han bliver „viis i sine egne øjne“.