Den tilbedelse Jehova ønsker

22. (a) Hvordan er Jehovas følelser over for sit folk, men hvad forlanger han til gengæld? (b) Hvorfor skulle vi studere hans ord? (c) Hvorfor tjener Jehovas nidkærhed for sit navn ikke en selvisk hensigt?

²² Den erfaring Israel gjorde her er et vidnesbyrd om at Jehova nærer stor kærlighed til alle sine skabninger og behandler dem med retfærdighed og barmhjertighed. Han føler især en ubrydelig kærlighed til sit folk, de mennesker der holder sig til hans navn. Men han sørger også for at hans navn bliver omgivet med den rette respekt iblandt dem. Han bryder sig ikke om en blot og bar læbetjeneste. Han ønsker vi skal elske og adlyde ham, som en loyal søn elsker sin fader og gør hvad han siger. De der påtager sig at bære Guds navn kan derfor ikke betragte deres religion som noget der ikke kommer deres livsførelse ved; tilbedelsen af Jehova må være bestemmende for hvordan de lever, de må rette sig efter hans bud. Han, og ikke et menneske, sætter normen for hvordan han skal tilbedes i sandhed. Alle der følger denne norm nyder hans velvilje, og de velsignelser han har i beredskab til dem overgår langt hvad noget menneske kan udtænke. Som apostelen sagde: „Øjet har ikke set og øret ikke hørt, ej heller har menneskets hjerte fattet de ting som Gud har beredt dem der elsker ham.“ (1 Kor. 2:9, NW) Derfor bør vi studere Guds ord. Selv hans nidkærhed for sit eget navn tjener ikke en selvisk hensigt. Hvorfor ikke? Nej, for når den større Kyros Jesu Kristi rige helliger Guds navn sker det i hele universets interesse, og det medfører endeløs fred på jorden, evigt liv for menneskene og alle de dermed følgende velsignelser, de endnu uhørte ting, som han, deres kærlige Skaber, har i sinde at skænke dem der adlyder ham.

Spørgsmål fra læserne

● I Mattæus-evangeliet 27:19 nævnes en drøm som Pilatus’ hustru havde om Jesus, og det hedder at hun havde „lidt meget“. Var denne drøm fra Gud?

Skriftstedet lyder: „Mens han [Pilatus] sad på dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: ’Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld.’“ Vi må huske at beretningen beskæftiger sig med domsprocessen mod Guds søn. På grund af denne proces og Jesu pælfæstelse lod Gud flere mirakler ske — det blev mørkt midt på dagen, der indtrådte et jordskælv og forhænget i templet flængedes i to stykker. (Matt. 27:45, 51-54) Eftersom drømmen omtales i denne sammenhæng må man formode at den stammede fra Gud, navnlig da den jo står at læse i Guds ord ved Mattæus, der skrev under inspiration af Guds hellige ånd. Det var ikke en almindelig drøm Pilatus’ hustru havde haft fordi hun vidste at Jesus skulle føres for hendes mand og dømmes næste dags morgen.

Bibelens inspirerede nedskrivere fortæller at Jehova i fortiden sendte advarsler i form af drømme, ikke alene til sine trofaste tjenere men også til mennesker som havde tilknytning til hans folk. Der var tilfældet med kong Abimelek af Gerar, dengang han tog Abrahams hustru. Mattæus selv omtaler andre drømme der tjente som guddommelige advarsler — ikke alene dem Jesu fosterfader Josef fik, men også den hvori hedenske astrologer blev advaret imod at fortælle Herodes hvor barnet Jesus var at finde. (1 Mos. 20:3-7; Matt. 1:20-24; 2:12, 13, 19) Når Mattæus skriver om den drøm Pilatus’ hustru havde må vi derfor regne med at den har sin betydning.

Denne drøm ville tjene som en kraftig advarsel til Pilatus om at han havde med en exceptionel sag at gøre og at han skulle vare sig for at pådrage sig skyld. Drømmen fremhævede Jesu uskyld på en sådan måde at Pilatus dårligt kunne ignorere den. Han havde allerede forhørt Jesus og vidste at han var uskyldig, og nu modtog han sin hustrus meddelelse om drømmen. Det har uden tvivl påvirket hans tanker eftersom han gjorde adskillige forsøg på at få folket til at afstå fra kravet om at Jesus skulle dø. Det at Pilatus til sidst vaskede sine hænder i mængdens påsyn og sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod,“ fritog ham ikke fra ansvar, men den skyld der hvilede på dem der råbte: „Hans blod komme over os og vore børn!“ var sandelig blevet grundigt påvist. — Matt. 27:24, 25.