„den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt“, og at enhver skal „give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver“. De er rede til at føre „gerningen til ende“, hvilket er „gudvelbehageligt, efter hvad den [den gode vilje] evner“. (2 Kor. 9:6, 7; 8:11, 12) Og endelig forstår de det, som David lagde vægt på, da han samlede materialerne til at bygge templet med, nemlig at når de giver, tilbageleverer de blot noget af det, Gud først har givet dem. — 1 Krøn. 29:14.

Alt, hvad der behøves, er, at de een gang om året meddeler Selskabet, hvad de håber at kunne give i det kommende år. Det vil hjælpe Selskabet til at planlægge sit arbejde, ligesom det hjælper enhver, der kan give bidrag, til at vise sagen den rette opmærksomhed.

Kortet eller brevet adresseres til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, Søndre Fasanvej 54, København, Valby. Når du skriver til os om dine „gode forhåbninger“, kan du f. eks. formulere skrivelsen således: „Det er mit håb, at jeg i løbet af de næste tolv måneder vil være i stand til at give et beløb på kr . . . . . . . til arbejdet med at prise Jehova; jeg vil betale beløbet i sådanne rater og til de tidspunkter, der passer mig bedst, og som den ufortjente godhed, Jehova viser os gennem Kristus Jesus, tillader mig. [Underskrift].“ Det vil være godt, at du selv beholder en kopi af kortet eller brevet som en påmindelse.

Alle Jehova Guds tjenere forstår, at alt afhænger af ham, og derfor beder de om, at han vil velsigne deres arbejde, så det må virke til forøget ære for ham.

Bliv dygtig til dit arbejde

JEHOVA arbejder hårdt. Han bliver aldrig træt af at bringe sine hensigter til udførelse, han fuldfører altid det, han begynder på, og han arbejder med største dygtighed. Når vi betragter hans skaberværk, føler vi trang til at udbryde: „Hvor mange er dine gerninger, Jehova, du gjorde dem alle med visdom.“ — Sl. 104:24.a

Jehovas eksempel som arbejder blev efterfulgt af Kristus Jesus. Først arbejdede han sammen med sin Fader i det umådelige værk med at opbygge universet. Da han derpå blev sendt til jorden, arbejdede han med største flid og dygtighed på at fuldbyrde den trefoldige mission, han var udsendt i, at vidne om sandheden, at give sit liv som genløsningsbetaling for menneskene og at hævde og ophøje sin Faders navn ved at bevare sin retskaffenhed.

For at vidnearbejdet kunne fortsætte, og for at andre også kunne få del i hævdelsen og ophøjelsen af Jehovas navn ved at bevare retskaffenheden, så de selv kunne høste gavn af Jesu Kristi genløsning, opbyggede han en tjenesteorganisation, der var grundlagt på hans tolv apostle.

Selv om der efter, at apostlene var sovet hen i døden, skete et stort frafald, hvis virkninger vi i dag ser i en lad kristenhed, der lærer falske læresætninger, og som er opdelt i et præsteskab og et lægfolk, har Jehova dog i de sidste år ved hjælp af sit ord, sin ånd og sit forsyns ledelse igen tilvejebragt en tjenesteorganisation på jorden til at fuldbyrde sin hensigt. Denne organisation er kendt som den nye verdens samfund, den bringer sandheden ud til folk, den er ikke splittet i et præsteskab og et lægfolk, men alle dens medlemmer arbejder og forkynder.

[Fodnote]

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor stjal Rakel sin faders husgud? Var det ikke en slags afgudsdyrkelse, hun gjorde sig skyldig i? — E. T., de Forenede Stater.

Det hebraiske ord, der er oversat med husgud, er terafim. Da Jakob drog af sted mod sit hjem sammen med sine hustruer, børn og ejendele uden at sige noget herom til sin svigerfader, Laban, „stjal Rakel sin faders husgud“. Den tredje dag derefter blev Laban klar over, at de var rejst, og efter at have forfulgt dem i syv dage indhentede han dem sammen med sine frænder. Laban gav udtryk for sin misbilligelse og sagde blandt andet: „Nu vel, så drog du altså bort, fordi du længtes så meget efter din faders hus — men hvorfor stjal du min gud?“ Jakob kendte ikke noget til tyveriet og sagde: „Den, hos hvem du finder din gud, skal lade sit liv!“ Laban søgte, men uden resultat, for Rakel skjulte den i sadeltasken og satte sig på den, og hun rejste sig ikke, da hendes fader søgte i hendes telt, men bad ham have hende undskyldt, da hun var syg. Da Laban og Jakob skiltes, indgik de en pagt, rejste en stenstøtte og byggede en stendysse, og Laban sagde: „Vidne er denne dysse, og vidne er denne støtte på, at jeg ikke i fjendtlig hensigt vil gå forbi denne dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig.“ Derpå skiltes de. — 1 Mos. 31:17-55.

Hvorfor var Laban så interesseret i denne husgud, så han endog ville bekoste en forfølgelse med en stor flok mennesker for at få den tilbage? Nogle har tidligere formodet, at husguden var lavet af guld, eller at den havde stor værdi for Laban, fordi han var overtroisk. Det stod imidlertid tilbage for arkæologien at finde ud af den virkelige grund. På side 71 i Archaeology and Bible History læser vi: „Svaret blev fundet i Nuzi-tavlerne, der viste, at besiddelsen af faderens husguder spillede en stor rolle ved fordeling af arven. En af Nuzi-tavlerne viste, at i den egn, hvor Laban levede, kunne en svigersøn, som ejede familiens gudebilleder, gå til retten og gøre krav på svigerfaderens ejendom.“ At Rakel har tænkt, at hun handlede retfærdigt ved at tage husguden, fordi hendes fader havde bedraget hendes mand, fremgår af det, hun og Lea sagde, som gengivet i 1 Mosebog 31:14-16. Følgende paragraf, der er taget fra siderne 227 og 228 i Modern Science and Christian Faith, er meget oplysende:

„Fra og med 1925 blev der gjort en række fund i oldtidsbyen Nuzi i den nordøstlige del af Mesopotamien. Her fandt man en mængde juridiske kontrakter, der stammer fra lidt efter Jakobs tid. De kastede meget lys over den lokale befolknings liv. Et dokument fra den tid viste, at inden for den hedenske befolkningsgruppe, der var fremherskende i Harran — Labans hjemegn — gav besiddelse af husguderne en svigersøn ret til at møde op i retten og gøre krav på sin afdøde svigerfaders ejendom. Herved bliver det fuldstændig klart for os, hvorfor Laban var så umådelig oprørt over tabet af sin husgud! Jakob havde allerede taget en stor del af hans ejendom. Han frygtede, at Jakob ville tage resten fra hans sønner efter hans død. Det synes også meget sandsynligt, at det var Rakels hensigt med at tage husguden. Det gør det klart og forståeligt, hvorfor Jakob