Spørgsmål fra læserne

● Hvad mente Gud da han sagde til Jonas at der i byen Nineve var mere end 120.000 mennesker som ’ikke kunne skelne højre fra venstre’?

Jehova Gud sendte profeten Jonas til Nineve for at kundgøre byens forestående udslettelse. Da omvendte hele byens befolkning sig, og Gud valgte at skåne byen. Jonas reagerede negativt på denne udvikling, og Gud sagde derfor til ham: „Du ynkes over olieplanten . . . Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10.000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.“ — Jon. 4:10, 11.

Nogle kommentatorer har forstået det på den måde at der var 120.000 børn (måske under fem eller syv år) i byen, hvorfor de anslår byens samlede befolkning til at have været på 600.000. Som begrundelse herfor henviser de til at Gud sagde til Moses at de eneste der skulle komme ind i det forjættede land var deres „små børn“, deres „børn, som i dag ikke kender forskel på godt og ondt“. (5 Mos. 1:39) Det er også blevet anført at hvis Jehova var villig til at skåne Sodoma hvis blot der havde været ti retfærdige i denne by, ville hans barmhjertighed afgjort også bevæge ham til at skåne en stor by med 120.000 små børn der endnu ikke havde lært at kende den ene hånd fra den anden. — 1 Mos. 18:22-32.

Det er imidlertid af betydning i denne forbindelse at de „små børn“ der omtales i Femte Mosebog 1:39 åbenbart omfattede alle op til nittenårsalderen. (4 Mos. 14:29) Desuden kaldes de 120.000 personer i Jonas 4:11 ikke „små børn“ men adam, der er hebraisk og betyder „mennesker“. Endvidere må der have været mere end ti små børn i Sodoma; derfor må det Gud talte om her, have været ti ansvarlige voksne som var retfærdige. I Jonas 4:11 må Jehova derfor uden tvivl have sigtet til hele Nineves befolkning da han talte om 120.000 mennesker der ikke kunne skelne højre fra venstre.

Når man går ud fra at de nævnte 120.000 ninevitter er voksne, kan der med denne beskrivelse ikke menes at de forstandsmæssigt var så uvidende at de ikke kunne kende forskel på højre og venstre, for arkæologiske fund vidner om ninevitternes tekniske bedrifter. Gud pegede snarere på at ninevitterne ikke havde nogen pålidelig rettesnor for bedømmelsen af hvad der var rigtigt eller forkert, set med Guds øjne. Da Jonas overbragte dem Guds budskab kunne de imidlertid skelne det gode fra det onde, og de angrede og vendte om fra det onde.

● Er det forkert at aflive et gammelt eller et sygt kæledyr?

Nej, Bibelen viser at mennesker har myndighed til og ansvar for at afgøre om et dyrs liv skal bringes til ophør, samt hvordan og hvornår det skal gøres.

Hermed opfordrer vi på ingen måde til hjerteløshed eller grusomhed mod dyr. Sørgeligt nok er menneskehedens historie lige op til vore dage fyldt med eksempler på ondsindet grusomhed mod dyr. Dette stemmer med det eksempel den brutale Nimrod satte. Men det stemmer ikke med det eksempel vi ser hos kærlighedens, barmhjertighedens og medfølelsens Gud. (1 Mos. 10:9) I sit ord råder Gud udtrykkeligt sine tilbedere til at tage sig af dyrene og ikke være grusomme mod dem. — Ordsp. 12:10.

Vi kan imidlertid ikke se bort fra at Jehova Gud gav menneskene herredømme over dyrene. (1 Mos. 1:26-28) Senere gav han menneskene lov til at dræbe dyr for at skaffe sig føde. Og bibelske eksempler viser at man også kan dræbe dyr af andre grunde, for eksempel for at beskytte sig eller for at skaffe materiale til at lave klæder af.a (1 Mos. 3:21; 9:3-5; Dom. 14:5, 6; Hebr. 11:37) Bibelen opstiller ingen regler for hvordan dyrene skal dræbes i sådanne tilfælde. Men fornuften siger os at det, hvor det er muligt, skal gøres i overensstemmelse med det Bibelen siger om barmhjertighed og om at undgå unødig grusomhed mod dyr.

Dengang Bibelen blev skrevet opfattede man hovedsagelig dyrene som nyttedyr, men i dag holder man dem også i mange tilfælde som kæledyr. Dette synes ofte at udspringe af et ønske om selskab. Mange knytter sig stærkt til deres kæledyr. Derfor kan tanken om at tage et kæledyrs liv når dyret er blevet meget gammelt, svageligt eller måske sygt, smerte dem.

Men Bibelen siger ikke noget om at det er forkert at gøre ende på et sådant kæledyrs liv. Man kan endog komme til det resultat at det er bedre at gøre dette på en hurtig og forholdsvis smertefri måde end at give dyret en kostbar behandling der blot forlænger dets lidelser. Den der har ansvar for dyret — den der udøver herredømme over det — må afgøre om dets liv skal bringes til ophør, og hvordan det bedst gøres.

● Er det forkert at optage bønner der bedes offentligt, på bånd?

Nogle kristne foretrækker personligt ikke at gøre det. Men der er intet i Bibelen der taler imod at man på en eller anden måde registrerer ordene i en bøn for senere at kunne gengive dem. — 2 Krøn. 33:18.

Nogle indspiller måske et kristent møde på bånd for senere at høre det igen eller afspille det for andre, som ikke kunne være til stede. Som regel begynder de indspilningen efter den indledende bøn og slutter før den afsluttende bøn.

Deres ræsonnement er uden tvivl at en bøn dybest set ikke bedes med det formål at belære andre. De anser bøn for at være en personlig tilkendegivelse af ens tanker over for Gud, en tilkendegivelse som de øvrige tilstedeværende kan lytte til og tilslutte sig ved at sige „amen“, og de véd at de ikke senere vil afspille bønnen for at sige „amen“ til den, som om båndoptageren var et bønnehjul der sendte bønnen op til Gud hver gang den blev spillet.

Bemærk dog at mange bønner er nedskrevet i Bibelen. (1 Mos. 24:10-14; Matt. 26:36-39; Joh. 11:41, 42; 17:1-26; Apg. 4:23-30) Når vi læser disse bønner føler vi ikke at de kræver vort „amen“. (Rom. 8:26, 27)

Disse bønner er naturligvis en del af Guds ord, og de er taget med fordi Gud ønskede det. (2 Tim. 3:16) Nogle vil måske reagere anderledes på en bøn der er indspillet på bånd end på en bøn der er nedskrevet i Bibelen. Vi kan sammenfatte det der er nævnt, således: Så længe der ikke direkte er fremsat nogen anmodning om ikke at optage bønner på bånd, kan den enkelte kristne selv afgøre om han vil tage bønnerne med. Der er ikke noget bibelsk forkert ved at gøre det.

● Ved den første af de ti plager forvandlede Moses alt vandet i Ægypten til blod. Derefter gjorde de ægyptiske præster tilsyneladende miraklet efter. Men hvor fik de vandet fra?

Om den første plage sagde Jehova til Moses: „Sig til Aron: Tag din stav og ræk din hånd ud over ægypternes vande, deres floder, kanaler, damme og alle vandsamlinger, så skal vandet blive til blod, og der skal være blod i hele Ægypten, både i trækar og stenkar.“ Moses og Aron adlød, og „der var blod i hele Ægypten“. — 2 Mos. 7:19-21.

Derefter siger beretningen: „Men de ægyptiske koglere gjorde det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster.“ (2 Mos. 7:22) Spørgsmålet er altså hvor disse koglere eller præster fik vandet fra.

Nogle kommentatorer har draget den slutning at plagen ikke berørte alt vandet i Ægypten. (Jævnfør Anden Mosebog 9:25 sammenholdt med 10:5.) De siger at omtalen af vandet „både i trækar og stenkar“ ikke nødvendigvis skal forstås sådan at alt det vand der allerede var i sådanne beholdere, blev til blod. Hvis det er rigtigt, må tanken med disse afsluttende ord i vers nitten være at når Nilen og vandet i alle dens kanaler og damme var blevet til blod, ville der ikke være noget uberørt vand nogen steder som man kunne fylde karrene op med efter at de var blevet tømt. Ifølge dette ræsonnement kan koglerne have udført deres trick ved hjælp af noget vand der var blevet hentet fra Nilen før plagen satte ind.

Der er imidlertid en anden mulighed der stemmer med de givne oplysninger. I Anden Mosebog 7:24: står der: „Men alle ægypterne gravede i omegnen af Nilen efter drikkevand, thi de kunne ikke drikke Nilvandet.“ Man kunne altså åbenbart skaffe vand ved at grave brønde i den fugtige jordbund langs Nilen. Hvis ægypterne kunne få drikkevand fra sådanne brønde, kan koglerne have benyttet en begrænset mængde vand derfra til deres hemmelige kunster, der havde den virkning at Farao nægtede at frigive hebræerne.

[Fodnote]