Anden Mosebog — fra trældom til teokratisk orden

JEHOVA hører skrigene fra ’trællearbejderne’. Det er tid at handle, og det gør han, som deres almægtige Udfrier. Snart efter opretter han et velorganiseret teokrati blandt sit udvalgte folk.

Dette er essensen af den betagende beretning man finder i Anden Mosebog i Bibelen. Den er skrevet af den hebraiske profet Moses og beretter om israelitternes oplevelser fra 1657 til 1512 før vor tidsregning. Den fortæller om forbløffende mirakler og indeholder en fortrinlig lovgivning.

Men har Anden Mosebog nogen reel betydning i dette 20. århundrede? Ja, og det vil fremgå af vor korte gennemgang.

Anden Mosebog i korte træk

Som faste beboere i Ægypten vokser Jakobs efterkommere så hastigt i antal at de ved kongeligt påbud sættes til „trællearbejde“. Farao forordner endda at alle israelitiske drengebørn skal dø. Men et spædbarn undgår denne skæbne ved at dets moder sætter det ud på Nilen i en kiste af papyrusrør. Faraos datter finder og adopterer barnet og giver det navnet Moses, der betyder „trukket op af vandet“. Skønt han vokser op hos kongefamilien, tager han som 40-årig parti for sit undertrykte folk og slår en ægypter ihjel. Han tvinges til at flygte og tager til Midjan, hvor han gifter sig og lever som fårehyrde. I mellemtiden dør Farao, men den næste Farao fortsætter undertrykkelsen af israelitterne. Gud hører deres skrig om hjælp. — 2 Mosebog 1:1 til 2:25.

En dag lægger Moses mærke til en busk der brænder, men mirakuløst nok ikke fortæres. Dér pålægger Jehova ham gennem en engel at vende tilbage til Ægypten og føre israelitterne ud af den undertrykkende trældom, og Jehova udpeger hans broder Aron til at være hans talsmand. — 2 Mosebog 3:1 til 4:31.

Moses og Aron kommer frem for Farao og beder om at israelitterne må få tilladelse til at fejre en højtid for Jehova i ørkenen. Den ægyptiske hersker afslår trodsigt, men så griber Jehova til handling for at skabe sig et navn. Den hovmodige Farao og hans troldmænd kan langtfra måle sig med Moses, som Jehova bruger til at rette et føleligt slag mod dem. Men selv efter ni plager er den ægyptiske enehersker stadig forhærdet! — 2 Mosebog 5:1 til 10:29.

Forud for den tiende plage befaler Jehova israelitterne at de skal fejre påske, eller „forbigang“. Den 10. nisan tager de et lam eller et gedekid for hver familie; dyrene slagtes den 14. nisan, og blodet stænkes på stolperne og overliggerne til deres husdøre. De steger kødet og spiser det efter solnedgang med bitre urter og usyret brød til. Mens alle disse familier befinder sig inden døre, går Jehovas engel gennem landet ved midnat, men går forbi alle israelitiske hjem. Den 10. plage rammer, og bringer død over alle Ægyptens førstefødte, deriblandt Faraos ældste søn. Nu lader han israelitterne rejse. — 2 Mosebog 11:1 til 12:36.

Men snart forfølges de skarpt af den ægyptiske undertrykker og hans hærstyrker. Jehova udfrier dem imidlertid ved at åbne en flugtvej gennem Det røde Hav. Med israelitterne i sikkerhed på den anden side får Jehova da havet til at slå sammen over den forfølgende Farao og hans hær, så de alle drukner.a Hvilken måde at lære at kende Jehova og hans ærefrygtindgydende magt på! — 2 Mosebog 12:37 til 15:21.

På vejen herfra til Sinaj bjerg i Arabien lærer israelitterne gang på gang mere om Jehova. Han gør bittert vand fersk, skaffer en overflod af vagtler og sørger for et velsmagende fødemiddel de kalder manna. Den tredje måned efter udfrielsen fra trældommen i Ægypten slår de lejr ved foden af Sinaj bjerg. Dér modtager de Guds love, deriblandt de „ti ord“ (de ti bud), og slutter pagt med Jehova, deres almægtige Udfrier. — 2 Mosebog 15:22 til 24:18; 5 Mosebog 4:13.

Moses tilbringer 40 døgn på bjerget med at modtage anvisninger angående den sande tilbedelse og bygningen af Jehovas tabernakel, et transportabelt tempel. I mellemtiden laver israelitterne en guldkalv og tilbeder den. Da Moses kommer ned fra bjerget og ser dette, knuser han i ophidselse de to tavler på hvilke de ti bud mirakuløst er blevet indhugget. Efter at de afgudsdyrkende overtrædere har fået udmålt deres retfærdige straf bestiger han igen bjerget, hvor han modtager to nye tavler. Moses får et syn af Guds herlighed og hører Jehova erklære at Han er barmhjertig, men ikke fritager nogen for velfortjent straf. — 2 Mosebog 25:1 til 34:7.

Efter at Moses for anden gang er vendt tilbage fra bjerget, begynder bygningen af tabernaklet efter den beskrivelse Jehova har givet. Ved udløbet af Israels første år i frihed er dette storslåede telt og dets udstyr fuldført. Tabernaklet stilles op med alt sit tilbehør, og Jehova fylder det med sin herlighed. — 2 Mosebog 34:8 til 40:38.

Ja, det er betagende begivenheder der fortælles om i Anden Mosebog. Men en personlig gennemlæsning af bogen kan rejse nogle spørgsmål, af hvilke vi i det følgende vil prøve at besvare en del idet vi kort gennemgår bogens tre hovedafsnit.

„Under trællearbejde“

● 3:1 — Hvilken form for præst var Jetro, Moses’ svigerfader?

Jetro var øjensynlig familieoverhoved for en stamme af midjanitter og ansvarlig for at undervise og lede dem i såvel verdslige som religiøse anliggender. Da midjanitterne var Abrahams efterkommere ved Ketura, har de haft mindelser om tilbedelsen af Jehova, som Abraham altid indskærpede sin familie. Vi kan ikke være sikre på hvor ublandet stammens religion var på Moses’ tid, men Jetro viste en betragtelig værdsættelse af Jehova, skønt han ikke var specielt udnævnt af Gud. — 2 Mosebog 18:1-24.

● 4:11 — Er Jehova ansvarlig for skavanker som blindhed?

Nej, Jehova er ikke ansvarlig for de enkelte tilfælde af fysiske skavanker som blindhed og døvhed. De er hovedsagelig opstået fordi Gud har tilladt synd og ufuldkommenhed blandt menneskene, idet synderne Adam og Eva mistede deres fuldkommenhed og dermed evnen til at frembringe fuldkomne børn. (Job 14:4; Romerne 5:12) Efterhånden som deres efterkommere har fået afkom har der vist sig flere og flere ufuldkommenheder, deriblandt legemlige skavanker. Ved at tillade forholdene at udvikle sig sådan, kunne Gud omtale sig selv som den der „gør“ stum, døv og blind. Kun ved særlige lejligheder har Jehova med et bestemt formål forårsaget bogstavelig blindhed og stumhed. (2 Kongebog 6:18; Lukas 1:20-22, 62-64; Apostelgerninger 13:8-11) Hvis folk vælger at være åndeligt døve og blinde, tillader han dem at fremture i deres mangel på tro og deres afvisning af hans budskab, og „gør“ derved folk døve og blinde i åndelig forstand. (Esajas 6:9, 10) Men Jehova har tilladt dem der søger at behage ham, at blive åndeligt hørende og seende. Ved hjælp af sit rige ved Jesus Kristus vil den kærlige Gud, Jehova, desuden befri menneskeheden for bogstavelig blindhed og alle andre skavanker. — Esajas 61:1, 2, NW; 1 Johannes 4:8; Åbenbaringen 21:1-4.

● 4:24-26, NW — Hvis liv var i fare, og hvad skete der?

Da dette afsnit er uklart, anfører vi følgende som en mulig forklaring: Moses’ søn blev truet med døden for ikke at være i harmoni med den dagældende pagt om omskærelse. (1 Mosebog 17:9-14) Efter at have fjernet barnets forhud, lod Zippora dette bevis på at pagten blev holdt, røre den materialiserede engels fødder, og viste dermed at der ikke længere var nogen grund til at hendes søn skulle dø. Hvis det var Jehova hun gennem engelen kaldte „en blodbrudgom“, var det for at udtrykke at hun havde indtaget en hustrulignende stilling i pagten om omskærelse, med Gud som ægtemand.

● 6:3, NW — Vi ved at Abraham, Isak og Jakob brugte navnet Jehova. Hvordan kan man da sige at Gud ikke havde gjort det kendt for dem?

Navnet Jehova betyder bogstaveligt „han lader blive“, hvilket indebærer at han lader tingene ske i overensstemmelse med sin hensigt. Abraham, Isak og Jakob brugte det guddommelige navn og modtog løfter fra Jehova, men de kendte eller oplevede endnu ikke Jehova som den der lod disse løfter gå fuldstændigt i opfyldelse. (1 Mosebog 12:1, 2; 15:7, 13-16; 26:24; 28:10-15) Men Jehovas navn skulle snart få en større betydning for deres efterkommere, israelitterne. De skulle komme til at kende dets fulde betydning når Jehova gennemførte sin hensigt med Israel ved at udfri dem fra undertrykkelsen, for derpå at give dem det forjættede land som en opfyldelse af hans pagt med deres forfædre.

● 7:22 — Hvorfra fik de ægyptiske magere noget vand som endnu ikke var blevet til blod?

De kan have anvendt vand der var blevet trukket op af Nilen før denne plage. Tilsyneladende kunne man dog også hente uberørt vand ved at grave brønde i den fugtige jord ved Nilen. (2 Mosebog 7:24) Måske anvendte magerne vand herfra til deres kunster.

● 12:29 — Blev alle af både hankøn og hunkøn regnet som førstefødte?

De førstefødte indbefattede kun dem af hankøn. Dette fremgår tydeligt af den omstændighed at da der senere blev foretaget en udveksling, sådan at levitterne blev overgivet til Jehova, blev kun de der var af mandkøn talt med. (4 Mosebog 3:40-51) Farao var selv førstefødt, men blev ikke dræbt fordi han selv havde en familie og fordi det ikke var overhovedet, men den førstefødte søn af familien, der døde den påskenat. — 2 Mosebog 12:12.

Udfriet af Jehova

● 15:8 — Betyder dét at Det røde Havs vande „stivnede“ at de frøs til is?

Det hebraiske ord der her oversættes „stivnede“ betyder at trække sig sammen eller blive tættere. I Job 10:10 anvendes udtrykket om dét at lade ost skørne. Det betyder altså ikke nødvendigvis at vandmurene blev stivfrosne. Da der ikke var noget synligt der holdt vandene tilbage, så det ud som om de var stivnede eller fortættede så de kunne holde sig oprejst. Hvis den storm der omtales tidligere, havde været tilstrækkelig kold til at fryse vandene, ville den stærke kulde uden tvivl have været omtalt. — 2 Mosebog 14:21.

Organiseret som et teokrati

● 20:5 — Betyder dette at også trofaste ville blive straffet?

Nej, for enhver enkeltperson vil, efter at være nået til skelsår og alder, blive bedømt på grundlag af sin egen adfærd og indstilling. (Jævnfør Ezekiel 18:20.) Men da Israels nation senere vendte sig til afgudsdyrkelse, kom den til at lide under de ulykkelige følger af det i flere slægtled derefter. De trofaste blev ikke personligt straffet for nationens synd, skønt de ganske vist mærkede noget til virkningerne af den. Det var vanskeligt for dem der bevarede deres uangribelighed at kæmpe imod det almindelige forfald i samfundet i trosspørgsmål, men ved at gøre det nød de Jehovas kærlige godhed.

● 23:20-23 — Hvem var den engel der er omtalt her, og på hvilken måde var Jehovas navn „i ham“?

Andre engle end den førmenneskelige Jesus Kristus blev brugt til at videregive Guds lov til Moses. (Johannes 1:1-3, 14; Hebræerne 2:2, 3) Men det er rimeligt at antage at den engel om hvem Jehova sagde: „Mit navn er i ham,“ var Jesus i sin førmenneskelige skikkelse. Han blev brugt til at lede israelitterne på vejen til det forjættede land. (1 Korinter 10:1-4) Jesus, hvis navn betyder „Jehovas frelse“, er den der først og fremmest hævder og forsvarer sin Faders navn.

● 32:25 — Hvorfor blev Aron ikke straffet for at have lavet guldkalven?

Aron lavede guldkalven på folkets forlangende, ikke fordi han gik helhjertet ind for afgudsdyrkelsen. Øjensynlig tog han senere, sammen med de øvrige levitter, standpunkt for Jehova mod dem der modarbejdede Moses ved denne lejlighed. Omkring 3000 (sandsynligvis hovedmænd i frafaldet) blev slået ihjel, men at endnu flere var skyldige fremgår af at Moses, efter at de 3000 var borte, mindede hele folket om at det havde syndet groft. Der var altså flere end Aron der blev genstand for barmhjertighed fra Jehova ved denne lejlighed. — 2 Mosebog 32:1-6, 26-35.

● 34:26 — Hvad lå der i budet om ikke at koge et kid i dets moders mælk?

Det at koge et kid eller en ung ged i dets moders mælk skal efter sigende have indgået i hedenske regnritualer, og israelitterne har måske fået denne lov for at de kunne undgå sådanne skikke. Det ser imidlertid ud til at dette bud, i lighed med flere andre, understreger den omstændighed at der i alle forhold er hensyn at tage til hvad der er passende og tilbørligt. Jehova har frembragt modermælken for at moderen kan give sit afkom næring, men at bruge mælken i forbindelse med det døde kid ville være modsat den tiltænkte hensigt. Denne lov synes også at have tjent som en lære til Guds pagtsfolk om at de ikke måtte handle hjerteløst, men skulle være medfølende.

Bogens betydning for de trofaste

Anden Mosebog er en bevægende beretning om trællekår, udfrielse ved guddommelig indgriben og organisering af et teokratisk samfund. Men hvad kan vidner for Jehova i dette 20. århundrede lære af bogen?

Jehova opretholder sit folk. Det gjorde han ved at bistå og velsigne israelitterne da de var undertrykte trælle. (2 Mosebog 1:7, 14) På lignende måde opretholder Jehova sine nutidige vidner, selv når de kommer ud for voldsom forfølgelse.

Jehova er den uforlignelige Udfrier. Ja, dette blev tydeligt for enhver ved Det røde Hav! På samme måde kan hans vidner i dag have tillid til at de som gruppe betragtet vil overleve den kommende „store trængsel“ under denne store Udfriers almægtige hånd. — Mattæus 24:20-22; Åbenbaringen 7:9, 14.

Jehova er den teokratiske organisations Gud. Når israelitterne adlød hans love, kunne de tilbede ham på en velordnet måde, med tryghed og glæde, til ære for hans navn. Tilsvarende har Jehova organiseret sine vidner i dag som et velordnet, trygt og lykkeligt broderskab. Til fremme af vor personlige tryghed og lykke må vi derfor trofast tjene Gud som en del af dette teokratiske samfund der herliggør hans hellige navn. — Salme 100:1-5; 1 Peter 2:17.

[Fodnote]

[Illustration på side 28]

Ved Sinaj bjerg organiserede Jehova israelitterne som et teokrati