Forstå Bibelens mirakler
BIBELENS mirakler har altid betaget læseren af Guds ord. Du har uden tvivl læst eller hørt om nogle af de forunderlige mirakler Jesus Kristus udførte, som da han forvandlede vand til vin eller oprejste folk fra de døde. Naturligvis findes der mennesker som stiller sig skeptiske med hensyn til de mirakler Bibelen fortæller om. Men hvis du tilegner dig større indsigt i dette betydningsfulde emne, vil du bedre kunne hjælpe andre til forståelse af Bibelens mirakler og derved opbygge deres tro.
For at tilfredsstille det spørgende sind som beskæftiger sig med miraklernes gåde må de vidnesbyrd der fremdrages pege på (1) en højere magt, (2) deres sandsynlighed set fra et videnskabeligt synspunkt og (3) grunden til eller hensigten med miraklerne. Et mirakel, der jo forbavser tilskueren, er noget det ikke er muligt for ham at udføre eller fuldt ud at forstå. Det er en bedrift der kræver en større kraft eller viden end han ejer. Men for kilden til denne kraft er det ikke noget mirakel. Han forstår det og har evnen til at udføre det.
Forståelsen af Bibelens mirakler begynder derfor med troen på en guddom. Hvis et menneske tror på en guddom, i særdeleshed på skabelsens Gud, kan det ikke, hvis det skal være konsekvent, benægte Guds magt til at udføre gerninger der virker ærefrygtindgydende på mennesker. — Rom. 1:20.
Mirakler og naturlove
Men hvordan skal vi forstå miraklerne i relation til naturlovene? Jo, forskere har ved deres undersøgelser iagttaget forskellige regelbundne processer i naturen og opdaget de love der styrer denne regelbundethed. I The Encyclopædia Britannica nævnes tyngdekraften som en af „naturens love“. Videnskabsmænd indrømmer at disse love er indviklede og dog pålidelige, og ved at kalde dem „love“ antyder de at der er en som har sat disse love i kraft.
Skeptikere der anerkender sådanne love betragter et mirakel som brud på en lov, hvilken de fornuftigvis mener ikke kan ophæves, ikke kan kaldes tilbage, og følgelig finder der, siger de, aldrig mirakler sted. Imidlertid indrømmer de selv at de ikke fuldt ud forstår hvordan disse love virker, men alligevel har de den indstilling at ’hvis det — så vidt som vi kender disse love — er uforståeligt og uforklarligt for os, kan det ikke ske’.
Dygtige videnskabsmænd bliver dog mere og mere forsigtige med at sige at noget er umuligt. Professor John R. Brobeck ved Pennsylvaniens universitet har sagt:
„En videnskabsmand er ikke længere i stand til ærligt at sige at noget er umuligt. Han kan højst sige at det er usandsynligt. Men han kan sige at noget er umuligt at forklare ud fra hvad vi har kendskab til i dag. Videnskaben kan ikke sige at alle materiens egenskaber og alle energiens former er kendt. . . . En af de ting der nødvendigvis må føjes til [når det gælder et mirakel], er en energikilde som er ukendt for vor biologiske og fysiologiske videnskab. I vor Bibel er denne energikilde omtalt som Guds kraft.“ — Time, 4. juli 1955.
Siden denne udtalelse blev fremsat har udviklingen på det videnskabelige område givet den mere vægt.
Hvis du nu standser op et øjeblik og tænker over det, forstår videnskabsmændene så fuldstændig hvilke egenskaber der knytter sig til varme, lys, atom- og kernebevægelse, elektricitet eller nogen anden form for energi eller stof, selv under normale forhold? Nej; og endnu mere mangelfuld er deres forståelse af disse egenskaber under usædvanlige forhold.
For eksempel har man først for nylig foretaget omfattende undersøgelser under usædvanlig kolde forhold, men selv i dette korte tidsrum har man iagttaget mange hidtil ukendte reaktioner i grundstofferne. Når bly, der ikke er en særlig god elektrisk leder, sænkes ned i flydende helium der er nedkølet til en temperatur af minus 456 grader fahrenheit (271 grader celsius), bliver det mærkeligt nok en fantastisk god leder og virker som en kraftig elektromagnet hvis man anbringer en stangmagnet i nærheden. Ved denne meget lave temperatur synes heliummet selv at trodse tyngdeloven, da det kryber op langs siden af glasbægeret og ud over randen, og således tømmer sig selv ud af beholderen. — Matter, Life Science Library, siderne 68, 69.
Guds love brydes ikke
Sådanne opdagelser har overrasket videnskabsmænd, ja synes at omstøde deres tidligere opfattelse. Hvordan kan nogen da sige at Gud bryder sine egne love når han udfører kraftige gerninger der forekommer mennesker forbløffende og mirakuløse? Skaberen af det fysiske univers har sandelig fuldkommen kontrol over de ting han har skabt og kan manøvrere med dem inden for rammerne af de love han har nedlagt i dem. (Jobs bog, kapitel 38) Han behøver ikke at bryde en eneste lov. Gud er ikke i modstrid med sig selv. Han kan frembringe de forhold som er nødvendige for udfrielsen af disse gerninger; han kan fremme, hæmme, ændre eller ophæve reaktioner, alt inden for det lovsystem han har iværksat.
En videnskabsmand tilsidesætter eller overskrider jo ikke de fysiske love når han ændrer temperaturen eller tilfører mere ilt eller hvad der nu kræves, for at fremme eller hæmme en kemisk proces. Men skeptikerne anfægter Bibelens mirakler, deriblandt skabelsens „mirakel“. Disse mennesker hævder i realiteten at de kender alle forhold og enhver proces der nogen sinde er foregået. De påstår at Skaberens virke er begrænset af den yderst beskedne forståelse de har af de love der styrer alt i den fysiske verden.
Hvor begrænset videnskabsmændenes viden er, indrømmede en svensk professor i plasmafysik da han sagde: „Ingen betvivler at jordens atmosfære følger mekanikkens og atomfysikkens love. Alligevel er det yderst vanskeligt for os at fastslå hvordan disse love virker i en situation hvori der forekommer atmosfæriske fænomener.“ Professoren anvendte denne tanke på universets oprindelse. Gud fastsatte de fysiske love som styrer jorden, solen og månen, og inden for disse loves rammer har mennesker kunnet udrette det utroligste. Der er ingen tvivl om at Gud kunne få lovene til at virke på en sådan måde at resultatet var uventet for menneskene; det ville ikke være noget problem for ham at skille Det røde Hav, så „vandet stod som en mur på begge sider“. — 2 Mos. 14:22.
Eftersom det at erkende tilstedeværelsen af love, som for eksempel tyngdeloven, forudsætter at der findes en lovgiver af overlegen, overmenneskelig intelligens og magt, hvorfor så betvivle hans evne til at gøre undere? Hvorfor prøve på at begrænse hans virke til det uendelig lille område der dækkes af menneskets viden og erfaring? Job beskriver det mørke og den dårskab Gud lader ramme dem der således sætter deres visdom op imod hans. — Job 12:16-25; jævnfør Romerne 1:18-23.
I strid med menneskelig erfaring?
Blot at påstå at mirakler ikke har fundet sted, som nogle gør, beviser ikke at de ikke har fundet sted. Sandfærdigheden af en hvilken som helst beretning om en historisk begivenhed kan betvivles af nogle der lever i dag, fordi de ikke selv har oplevet det der fortælles og der ikke mere lever øjenvidner til begivenheden. Men det ændrer dog ikke de historiske kendsgerninger.
Nogle gør indsigelse imod beretningerne om mirakler, fordi, som de siger, de er i strid med menneskelig erfaring. Hvis videnskabsmænd virkelig i praksis antog dette synspunkt, ville de næppe gøre så meget som de gør for at forske, opfinde nyt og gøre fremskridt. De ville for eksempel ikke fortsætte arbejdet med forskning af „uhelbredelige“ sygdomme eller med udviklingen af rumrejserne til planeterne. Det man har udrettet i vore dage ville forbløffe tidligere tiders mennesker, og en betragtelig del al det der er dagligdags for nutidens mennesker, ville blive anset for mirakler.
Bibelens mirakler ikke blot naturlige hændelser
Nogle af dem der rejser indvendinger mod Bibelens beretninger hævder at Bibelens mirakler kan forklares videnskabeligt og logisk som ren og skær naturlige hændelser. Det er rigtigt at for eksempel jordskælv blev benyttet. (1 Sam. 14:15, 16; Matt. 27:51) Men det i sig selv beviser ikke at Gud ikke havde hånd i hanke med disse begivenheder. Ikke alene var det der skete kraftige gerninger i sig selv (for eksempel de førnævnte jordskælv), men også tidspunktet talte i høj grad imod at begivenheden skulle være indtruffet ved et tilfælde.
Et eksempel: Nogle har anført at den manna der blev skaffet til veje til israelitterne, kan findes i ørkenen som et sødt, klæbrigt sekret på tamarisktræer og på buske. Selv om denne tvivlsomme påstand var sand, var det stadig et mirakel at Israel fik manna, alene på grund af tidsmomentet, for mannaen faldt ikke på jorden den syvende dag i hver uge. (2 Mos. 16:4, 5, 25-27) Ydermere blev det fuldt af orme og lugtede hvis det blev gemt til næste dag, men det skete ikke når det blev gemt til sabbaten. — 2 Mos. 16:20, 24.
Særlige træk ved Bibelens mirakler
Forstår vi de særlige træk der kendetegner Bibelens mirakler, opbygges vor tillid til at de er troværdige. Det er for eksempel værd at bemærke at de sker åbent og offentligt. Undertiden udførtes miraklerne i det stille eller for øjnene af en lille gruppe mennesker, men ofte indtraf de i fuld offentlighed, under overværelse af tusinder, ja endog millioner. (2 Mos. 14:21-31; 19:16-19) Jesu gerninger skete åbenlyst og offentligt. De var ikke omgivet af hemmelighed, og han helbredte alle der kom til ham. — Matt. 8:16; 9:35; 12:15.
Endnu et karakteristisk træk ved Bibelens mirakler er at motivet hos den der udførte miraklet ikke var et selvisk ønske om at komme frem i rampelyset eller at berige nogen; motivet var først og fremmest at herliggøre Gud. (Joh. 11:1-4, 15, 40) Miraklerne hjalp andre, somme tider direkte i fysisk henseende og altid i åndelig henseende, idet de fik folk til at vende sig til den sande tilbedelse.
De bibelske mirakler berørte ikke alene mennesker men også livløse ting, som da storm og sø blev stille (Matt. 8:24-27), regnen standsede og begyndte at falde igen (1 Kong. 17:1-7; 18:41-45), vand blev forvandlet til blod eller vin (2 Mos. 7:19-21; Joh. 2:1-11), og så videre. Ved miraklerne helbredtes også legemlige sygdomme af alle slags, selv spedalskhed (2 Kong. 5:1-14; Luk. 17:11-19) og blindhed fra fødselen (Joh. 9:1-7). Det at der skete så mange forskelligartede mirakler taler for at de er troværdige og at Skaberen stod bag dem, for det er fornuftigt at mene at kun Skaberen kunne øve indflydelse inden for alle menneskets erfaringsområder og over stof af enhver art.
Miraklernes formål
Miraklerne tjente en række vigtige formål. Som noget af det væsentligste medvirkede de til at bekræfte at et menneske fik kraft og støtte fra Gud. (2 Mos. 4:1-9) I tilfældet med Moses og Jesus drog folk denne korrekte slutning. (2 Mos. 4:28-31; Joh. 9:17, 31-33) Gud havde gennem Moses lovet at der skulle komme en profet. De mirakler Jesus gjorde, hjalp dem der iagttog dem til at fastslå at han var den profet. — 5 Mos. 18:18; Joh. 6:14.
I kristendommens barndom hjalp miraklerne i forbindelse med budskabet enkeltpersoner til at forstå at Gud stod bag kristendommen og havde vendt sig bort fra den tidligere jødiske tingenes ordning. Med tiden skulle de mirakuløse gaver der kunne ses i det første århundrede, forsvinde. De var nødvendige i den kristne menigheds barndom. — 1 Kor. 13:8-11.
Situationen er en anden i dag
I dag ser vi ikke Gud udføre mirakler gennem sine kristne tjenere. Hvorfor ikke? Fordi alle nødvendige oplysninger er til stede og er tilgængelige for den del af verdens befolkning der kan læse; og de mennesker der ikke kan læse men som gerne vil lytte, kan få hjælp hos modne kristne der har kundskab fra Bibelen og som har tilegnet sig visdom gennem studium og erfaring.
I vor tid er det ikke nødvendigt for Gud at udføre sådanne mirakler for at bevidne at Jesus Kristus er hans udvalgte befrier, eller for at bevise at han står bag sine tjenere.
Selv om Gud fortsat ville give sine tjenere evnen til at udføre mirakler, ville det ikke overbevise alle og enhver, for end ikke alle øjenvidner til Jesu mirakler følte sig tilskyndet til at tage imod hans lære. (Joh. 12:9-11) På den anden side advarer Bibelen spotterne om at Gud alligevel vil udføre formidable gerninger når han udsletter den nuværende tingenes ordning. — 2 Pet. 3:1-10; Åb., kap. 18, 19.
Om dem der benægter at mirakler finder sted, må vi altså sige at de enten ikke tror på en usynlig Gud og Skaber, eller at de tror at han ikke siden skabelsen har anvendt sin magt på en måde der overgår menneskets fatteevne. Men deres manglende tro gør ikke Guds ord til intet. — Rom 3:3, 4.
Den bibelske beretning om Guds mirakler tillige med det gode formål de har tjent, altid i overensstemmelse med de sandheder og principper der findes i Guds ord, giver tillid til Gud. Den giver en stærk forvisning om at Gud tager sig af menneskeslægten og at han kan og vil beskytte dem der tjener ham. Beretningen om Bibelens mirakler opbygger troen på at Gud i fremtiden på mirakuløs måde vil gribe ind og helbrede og velsigne trofaste mennesker. — Åb. 21:4.