Spørgsmål fra læserne
● Vil det, i betragtning af de farlige sidste tider, vi lever i, være rigtigt af ægtepar at bruge forebyggende midler? Og vil svangerskabsafbrydelse være tilladelig, om undfangelse finder sted? — Baseret på lignende spørgsmål, som vi har modtaget fra forskellige læsere.
Vi har ingen bemyndigelse hverken fra landets lov eller Guds ord til at give råd angående forebyggende midler. Ansvaret for at benytte dem må hvile på dem, der mener at kunne anvende dem med god samvittighed, og det er den Gud, de tjener, og ikke os, der skal dømme dem. Om ægtepar, der er i sandheden, ønsker at få børn eller ikke, er noget, de selv og ikke vi må afgøre. Hvert ægtepar må tage sine egne forhold og hensigter i betragtning, selv afgøre spørgsmålet og handle derefter og så ind for Gud tage ansvaret for en sådan handlemåde og dens følger. Men vi hævder bestemt, at hensigten med ægteskabet i Guds øjne er at frembringe børn, og dersom nogen ønsker børn nu før Harmagedon, er det helt på sin plads, og ingen skulle kritisere dem derfor ved at blande sig i deres anliggender. Ej heller skulle nogen kritiseres, fordi de ikke har børn, lige så lidt som man skulle blande sig i deres grunde til ikke at have det. Private ægteskabelige anliggender kommer ikke andre ved.
Børn bør ikke betragtes som en hindring for at tjene Gud og derfor som uønskede. I så fald ville Paulus ikke have skrevet: „Hun skal frelses under opfyldelse af sit moderkald“, og han ville heller ikke have rådet kvinder til under visse omstændigheder at „føde børn“. (1 Tim. 2:15; 5:14) Hans formaning gælder under lignende forhold i dag. Dersom børnene kommer til verden i overensstemmelse med det af Gud indstiftede menneskelige ægteskab, så bør de betragtes som velkomne, selv nu, før det guddommelige påbud gentages for dem, der overlever Harmagedon. I er taknemmelige over at være blevet født, selv i denne nuværende onde verden, og på samme måde vil jeres børn være taknemmelige for det.
Dersom vi tilrådede svangerskabsafbrydelse, ville vi gå imod landets lov. Desuden er det vor indstilling, at fremkaldte aborter i sig selv er i modstrid med Guds ord. Mennesker må selv bære det fulde ansvar for en sådan handlemåde. Det er vor pligt at sige, at ifølge Guds pagt med israelitterne var frugtbarhed et tegn på hans velsignelse, mens ufrugtbarhed var en forbandelse. (3 Mos. 26:9; 5 Mos. 28:4, 11, 18, 63; Sl. 127:3-5) Og vi må lægge mærke til, at Gud viser det ufødte barns og den vordende moders liv stor hensynsfuldhed. 2 Mos. 21:22-25 (AS) viser det tunge ansvar, der efter moseloven påhvilede dem, som blot ved et ulykkestilfælde bragte det ufødte barns liv eller den frugtsommelige kvindes liv i fare: „Når mænd kommer i slagsmål og støder til en frugtsommelig kvinde, så hun nedkommer i utide, men der ikke sker nogen ulykke, da skal han visselig bøde, hvad kvindens mand pålægger ham, og han skal betale, hvad dommerne bestemmer. Men hvis der sker en ulykke, så skal du bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme.“
Ægtemanden og den fremtidige fader blev især berørt af dette, og derfor krævede kvindens mand en bøde for midlertidig skade; men hvor barnet eller kvinden mistede livet, måtte den ansvarlige bøde med sit liv. Når det havde så alvorlige følger i tilfælde, hvor sådanne hændelige ulykker greb ind i begivenhedernes naturlige forløb for en frugtsommelig kvinde, må man så ikke betragte overlagte indgreb som noget, der fortjener endnu større fordømmelse? Og selv om vi ikke nu er under moseloven, er der ingen grund til at tro, at Guds indstilling med hensyn til de livs hellighed, der står på spil i sådanne tilfælde, har forandret sig. I den slags forhold plejer de kristne principper snarere at være strengere. — Matt. 5:38-42.
Derfor kan Vagttaarnets Selskab ikke befatte sig med at give råd, hvor der kan være tale om skade eller tab af liv, enten for det ufødte barn eller den vordende moder. Svangerskabsafbrydelser er forbundet med fare for forblødninger og infektion og kan medføre livsvarig fortræd eller død for kvindens vedkommende. Det standser det fosters vækst, der ifølge Guds skabelsesarrangement ellers ville blive født som et lille menneskebarn. Eftersom Gud ikke i 2 Mos. 21:22-25 sætter nogen grænse eller tager noget forbehold, betragter vi de argumenter som intetsigende og uvæsentlige, der påstår, at fosterets alder er den bestemmende faktor for, om svangerskabsafbrydelse er berettiget eller ej. Efter ældre tids love blev svangerskabsafbrydelse betragtet som en forbrydelse, dersom den fandt sted, efter at moderen havde mærket liv, men den nyere lov står det bibelske princip nærmere. Det „betragtes sædvanligvis som en forbrydelse, hvad enten det er sket før eller efter, der er mærket liv“. — Summary of American Law, Clark, side 122.
Dette er altsammen noget meget alvorligt, som hvert ægtepar må tænke over og så følge en handlemåde, der kan behage den højeste Gud. Det er deres problem, som de selv må afgøre og tage følgerne af. Afgørelsen og ansvaret for alt dette kan ikke pålægges andre mennesker eller Vagttaarnets Selskab. I disse spørgsmål må enhver „bære sit eget ansvars byrde“. — Gal. 6:5, NW.
● I Vagttaarnet for 1. juli 1951 siges der på side 209 om kristenheden: „Når den falder i Harmagedon, må vi som Ezekiel forkynde Riget og den guddommelige hævn over alle systemerne uden for kristenheden, til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ tilintetgør dem og hans universelle overherredømme fastslås for evigt.“ Betyder det, at vidnearbejdet vil fortsætte, og at der vil finde yderligere indsamlinger af „andre får“ sted, især fra hedningerne, efter at Harmagedon er begyndt og den organiserede religion faldet? — F. B., New York.
Der kom ikke nogen ind i Noas ark, efter at Vandfloden var begyndt. Fra Sodoma og Gomorra undslap ingen, som udsatte flugten, til ilden og svovlen begyndte at falde. Ved at gøre brug af billeder som vinteren og sabbaten viste Jesus, hvor umulig en heldig flugt ville være for dem, der udsatte flugten til Harmagedons begyndelse. (1 Mos. 7:1-24; 19:12-29; Matt. 24:20-22) Da Jesus advarede mod at udsætte flugten, sagde han, at trængselens dage ville blive afkortet, for at nogle mennesker kunne blive frelst. Vi lever nu i den særlige tidsperiode, der er sat til side til frelse for Jehovas „får“, idet den trængsel, som i 1914 sendtes over Satans organisation, er blevet indstillet, men snart vil bryde ud igen, til den når sit højdepunkt og afsluttes i Harmagedon. Nu er det tiden at flygte, som det forbilledligt blev skildret ved den midlertidige ophævelse af babyloniernes belejring af Jerusalem, der gav dem, der gav agt på Jeremias’ forkyndelse, lejlighed til at flygte. (Jer. 37:1-12; 39:1-9) Den romerske belejring af Jerusalem, der begyndte i år 66 e. Kr., blev ligeledes på en mærkelig måde ophævet et stykke tid, og der blev mulighed for at undslippe, før belejringen genoptoges under Titus og byen faldt i år 70 e. Kr. Disse belejringer og ødelæggelser af Jerusalem med mellemliggende perioder, hvor presset var mindre og tillod flugt, er forbilleder på den endelige trængsel over Satan og hans organisation, der begyndte i 1914 og ender i Harmagedon, men afkortes af det nuværende mellemrum, der giver mulighed for at frelse de mennesker, der er indviet til Jehova Gud. Det foregående viser således, at der ikke er nogen mulighed for flugt i sidste minut eller omvendelse på dødslejet, efter at Harmagedon er begyndt.
Hvad betyder da de ord, som spørgeren citerer fra Vagttaarnet? Jo, så længe der findes mennesker knyttet til det nuværende onde tingenes system, vil vi forkynde om hans rige og hans hævn. Vi vil lade alle mennesker og organisationer, der bliver tilbage, efter at kristenhedens religioner er faldet, vide, at Jehovas slag ved Harmagedon er begyndt, og at hans hævn vil udstrække sig til at fortære hele Djævelens verden og slutte med, at Satan selv kastes i afgrunden. Ezekiel forkyndte Guds hævn over hedningenationerne, efter at han havde forudsagt den guddommelige vrede over Jerusalem. (Kapitlerne 25-32) På Jehovas befaling gav Jeremias bægeret med Jehovas vredes vin til hedningerne, efter at han havde ladet Jerusalem drikke deraf. (25:15-29) I ingen af disse tilfælde var det et budskab med gode nyheder eller en indbydelse til evigt liv, men det var et budskab om den kommende dom på Jehovas hævns dag. Artiklen i Vagttaarnet for 1. juli, der behandlede Esajas 6, fremholdt derfor, at selv efter at Harmagedon er begyndt, vil vi forkynde, „til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk! Og Jehova vil fjerne menneskene, og tomhed skal brede sig i landet“, — Es. 6:11, 12.
● Da Jesus talte om en kamel, der kunne gå gennem et nåleøje, mente han så et bogstaveligt nåleøje, eller hentydede udtrykket til en lille port i en af Jerusalems store porte? — N. R., Britisk Guiana.
Vi mindes, at for en del år siden plejede „nåleøjet“ at blive forklaret som værende en lille port i en af Jerusalems store porte. Når natten var faldet på og portene lukket, kunne denne lille port åbnes, og ved at aflæsse en kamel blev den i stand til at kravle på knæene gennem den lille port; med andre ord: med stort besvær. I 1940 udgav George M. Lamsa sin oversættelse The New Testament Translated from Original Aramaic Sources, og deri gengiver han Mattæus 19:24 således: „Atter siger jeg jer: Det er lettere for et reb at komme gennem et nåleøje, end for en rig mand at komme ind i Guds rige.“
New World Translation, der blev udgivet sidste år, gengiver imidlertid Mattæus 19:24 på denne måde: „Atter siger jeg jer: Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig mand at gå ind i Guds rige.“ Men Lukas 18:25 anvender et andet græsk ord i den oprindelige bibel, og derfor lyder dette vers således i New World Translation: „Det er i virkeligheden lettere for en kamel at gå gennem øjet på en synål, end for en rig mand at gå ind i Guds rige.“ Vi tror, at Jesus mente en bogstavelig synål og en bogstavelig kamel, fordi han ville illustrere, hvor umuligt dette var uden Guds overvættes kraft.
● Ville det være klogt af et af Jehovas vidner at sige, at han anerkender hvert nummer af Vagttaarnet som troværdigt og som fra Herren, endnu før han har åbnet det? eller burde han hellere sige, at det er kommet gennem den „tro og kloge træl“, men han vil prøve alt deri, før han anerkender det? — L. P., Montana.
Dersom den himmelske Fader ikke ville give et barn en sten, en slange eller en skorpion, når det bad ham om et brød, en fisk eller et æg, og dersom Vagttaarnet er en gave fra Jehova gennem Kristus ved den „tro og kloge træl“, skulle vi så tage hvert nummer af Vagttaarnet i vore hænder, som om vi frygtede at blive såret af en sten, bidt af en slange eller stukket af en skorpion? (Matt. 7:7-11; Luk. 11:9-13) Skulle vi stille os tvivlende og mistænksomme over for hvert nummer, der udkommer? Berøenserne tog først imod ordet „med al god vilje“, og derefter granskede de „daglig skrifterne, om dette forholdt sig således“. (Ap. G. 17:11) Derfor skulle vi tage imod Vagttaarnet som et redskab, der altid prøver at bringe os sandheden, om ellers vore tidligere erfaringer i forbindelse med det taler derfor, og så skulle vi, ikke med en stridbar indstilling, men ligesom berøenserne prøve det, det siger, med bibelen. Det er, hvad vi ønsker, De ville gøre, for at De måtte blive overbevist og tilegne Dem indholdet.
● Deres Selskabs bog „Dygtiggjort til al god Gerning“ indeholder på side 76 nogle Talmud-legender om Jesus, som vor præst påstår er usande. Kan De give mig kilden til Deres oplysninger? — F. J., Pennsylvania.
Disse legender bekræftes af professor Julius Feldman i hans bog The New Testament and the Talmud (96 sider), kap. VII, „Traditions and Legends“, siderne 67 og 72. Forfatteren beretter, hvorledes senere udgaver af Talmud er blevet revideret i den hensigt at fjerne nogle af de mest usmagelige legender, så man undgik at forarge de hedenske kristne alt for dybt og derved ophidse til jødeforfølgelse. Men de første ureviderede udgaver af Talmud indeholdt sådanne legender, og bogens forfatter har dem derfra. Omtalte bog bliver sikkert ikke optrykt mere, men De kan måske finde den i et velforsynet offentligt bibliotek.
● Hvordan skal man i dag forstå befalingen om, at kvinder ikke bør klippe deres hår? — F. A., Tennessee.
Med hensyn til klipningen af kvinders hår, som omtales i 1 Kor. 11, hentyder det ikke til at klippe det kortere for behagelighedens skyld, hvor det stadig beholder et feminint præg, men til at klippe det så kort som en mands for at ligne en mand og derved fjerne det naturlige gudgivne tegn på kvindens underkastelse under manden og menighedens underkastelse under Kristus, dens hoved.