At ordet „syv“ gentages i 1 Mosebog 7:2, angiver altså ikke, at der skulle tages syv par eller fjorten rene dyr, men syv individer af hver art. I versene 9 og 15 i samme kapitel gentages også ordet „to“, men de oversættelser, der siger „syv par“ i vers 2, siger ikke „to par“ i versene 9 og 15, hvilket de måtte have gjort, hvis de ville være konsekvente. I disse vers er meningen tydelig nok, at de urene dyr gik ind i arken „par for par“. På samme måde viser vers 2, at de rene dyr blev samlet „i flokke på syv“, som udtrykket gengives i New World Translation of the Hebrew Scriptures. Nogle hævder, at der menes syv par, fordi der efter „syv“ står „han og hun“, hvilket vil vise, at der var et lige antal, så hver han havde sin hun. Imidlertid siger 1 Mosebog 8:20, at „nogle af alle de rene dyr og fugle“ blev ofret som brændofre, da Noa kom ud af arken. Han behøvede således ikke at tage den ene af et par hertil, idet han havde taget tre par og eet ekstra dyr af hver art med i arken, og nu kunne han bruge dette ekstra dyr til brændoffer. Således siges der i bogen „New Heavens and a New Earth,“ side 102, paragraf 3.

● Hvordan kan vi få 5 Mosebog 14:21, „I må ikke spise noget selvdødt dyr“, til at harmonere med 3 Mosebog 11:40, hvor der står: „Den, der spiser noget af den døde krop, skal tvætte sine klæder og være uren til aften“? — D. H., Eire.

Der er i virkeligheden ingen uoverensstemmelse mellem disse to skriftsteder. Det ene forbyder at spise et dyr, der dør af sig selv eller findes dødt, og det andet viser, hvad straffen for at overtræde dette forbud er. At det var forbudt at spise af et ådsel betyder ikke, at det aldrig ville ske. Loven indeholdt forbud mod mange ting, men den fastsatte også straffe for overtrædelse af disse forbud. At noget var forbudt betød ikke i sig selv, at det aldrig ville blive gjort; derfor blev der fastsat straffe for at gøre forbudet vægtigt. Der var forbud mod tyveri, sladder, utugt, mord og mange andre synder af forskellig størrelse, og Loven fastsatte også straffe af forskellig strenghed, for at israelitterne kunne vide, hvad de skulle gøre ved overtræderne. Således var det også med forbudet mod at spise et selvdødt dyr.

Prøv din hukommelse

Når du har læst dette nummer af „Vagttaarnet“, kan du så huske —

● Hvilken belønning der er sikret de barmhjertige? S. 212, § 8.

● Om Gud er venligt sindet? S. 213, § 3.

● Hvorfor Gud satte lovfæstede grænser for menneskets handlefrihed? S. 213, § 6.

● Hvad „synd“ i virkeligheden er? S. 214, § 9.

● Hvilket retskaffenhedens krav der blev stillet det første menneske? S. 214, § 11.

● Hvad forskel der i virkeligheden er på „godt“ og „ondt“? S. 216, § 17.

● Hvorfor Adams synd ikke bestod i ulovlig kønslig omgang? S. 216, § 20.

● Hvor mange hundrede love Lovpagten indeholdt? S. 218, § 4.

● Hvad nutidigt retsvæsen ville kalde Adams fornærmelse af Jehova? S. 218, § 8.

● Hvad Jesu mirakler var et fingerpeg om? S. 220, § 19.

● Hvordan Paradiset vil blive genoprettet? S. 221, § 23.

● Hvorfor „søndagsreligion“ er falsk kristendom? S. 222, § 2.