16, 17. a) Hvorfor er det ret at frygte Jehova? b) Hvordan bør den underordnede kristne vandre ind for Gud?

¹⁶ Alt det foregående viser tydeligt, at frygt for Jehova, den store enevældige overordnede, er ønskelig, ret og rigtig. Hans overordnethed er så stor, at den gør ham til den øverste af alle. Den er så absolut, at mennesket som den underordnede er fuldstændig afhængig af hans nåde. Hærskarers Jehova står i en klasse for sig. Derfor holder sande kristne ham hellig, som den, der indtager en særstilling i deres forhold til andre. Jehova er i sin ophøjede stilling en hellig og fortærende ild. „Thi jeg er Jehova jeres Gud, og I skal hellige jer og være hellige; thi jeg er hellig.“ „Thi Jehova din Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud!“ — 3 Mos. 11:44; 5 Mos. 4:24.

¹⁷ Intet menneske kan holde Jehova for nar, og intet menneske kan være ligegyldigt over for Guds krav. Omgås ikke hans lov skødesløst, for hans magt til at pålægge straffebestemmelser er uden begrænsning og fører til total udslettelse i døden. „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ (Es. 24:5, 6) Man må til enhver tid nære rædsel for at mishage hans enevældige majestæt. Rammende er Esajas’ ord i denne sag: „Hærskarers Jehova, ham skal I holde hellig, han skal være jeres frygt, han skal være jeres rædsel.“ — Es. 8:13.

18. Hvorledes ophøjer David Jehovas storhed?

Underkastelse under de overordnede myndigheder

„Lad enhver sjæl underkaste sig de overordnede myndigheder.“ — Rom. 13:1, NW.

1. Hvilke former for overordnethed står kristne over for i dag? Er dette noget nyt?

KRISTNE i dag befinder sig ansigt til ansigt med to former for overordnethed. Dette er ikke nogen ny situation.a Kristne i det første århundrede befandt sig i en lignende, og israelitterne gjorde det samme, da de i år 607 f. Kr. havde måttet afstå deres nationale uafhængighed til ikke-jødiske nationer. I alle tre tilfælde er den ene form for overordnethed en selvbestaltet, midlertidig, tålt myndighed, nemlig den begrænsede overordnethed, som udøves af denne gamle verdens kejserstyre, der er skabt af mennesker. Den anden form for overordnethed er den sande, absolutte, evigvarende myndighed, nemlig Jehova Guds ubegrænsede overordnethed. I denne overgangsperiode inden Harmagedon kan Jehovas vidner klart afgøre deres lovmæssige forhold og pligter over for disse to former for overordnethed, der begge pålægger de kristne som underordnede visse forpligtelser. Deres lovmæssige stilling er uangribelig. Dette skyldes, at de har fået i arv de mange sunde juridiske læresætninger og principper, som er optegnet i Bibelen, og de mange lovmæssige fortilfælde, der omtales i Bibelen og stadig har gyldighed. — Tit. 3:1.

2. Hvordan var forholdet på Jesu tid med hensyn til former for overordnethed, og hvad bevidnede han om kejserens overordnethed?

² Jesus Kristus, der var større end Moses, var utvivlsomt den største dommer og lovkyndige, der nogen sinde har vandret på denne jord. Derfor er hans lovmæssige udtalelser ikke alene af stor overtalende værdi, men også forpligtende for kristne. Jesus udførte sin store tjenestegerning på et tidspunkt, da de romerske kejsere bogstaveligt sad inde med herredømmet over det forjættede land, Palæstina, og på et tidspunkt, da Jehova Guds lovpagt stod ved magt blandt jøderne. Der var således to former for overordnethed, der pålagde Jesus og alle jøder forpligtelser. Da Jesus ved afslutningen af sin tjeneste førte sit eget forsvar for Roms statholder, Pilatus, og med urette stod anklaget for oprør, søgte Pilatus at minde Jesus om Roms overordnede myndighed med ordene: „Ved du ikke, at jeg har myndighed til at give dig fri, og at jeg har myndighed til at pælfæste dig? Jesus svarede ham: Du havde aldeles ingen myndighed over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra.“ (Joh. 19:10, 11,