af Kristi åndelige brødre. Da disse var „i fængsel“, i en dyndfyldt „cisterne“ eller i en dødscelle, har de åbent eller i hemmelighed besøgt dem og har medvirket til at udfri dem til yderligere virksomhed i den storslåede afslutningsfase af Jehovas vidnegerning midt i den dødsdømte tingenes ordning. — Matt. 25:31-36, 46.

24. Hvad takker Jeremias-skaren Gud for, og hvad vil de to skarer gøre efter at de har overlevet „den store trængsel“?

²⁴ Lad det være kendt overalt at Jeremias-skaren takker Jehova fordi han har oprejst den store skare „andre får“, som forud blev skildret ved den ætiopiske eunuk Ebed-Melek, der levede i de sidste dage for det utro Jerusalem, hovedstaden i Juda rige. Jeremias-skaren vil føle usigelig glæde når den overlever „den store trængsel“ med Ebed-Melek-skaren ved sin side. Skulder ved skulder vil de samarbejde i den nye orden, som de vil blive ført ind i under Kristi tusindårige styre. At de bliver ført ind i denne storslåede nye orden vil være lønnen for at de nu har tjent universets Suveræn, Jehova, „folkenes konge“.

Artiklerne om Jeremias’ profeti fortsættes i Vagttårnet for 1. juni 1980.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der i Amos 5:5, hvor der står: „Søg ikke til Betel“?

Israelitterne i det nordlige rige var meget ivrige afgudsdyrkere. Det fremgår af de ord Jehova henvendte til dem ved profeten Amos: „Kom til Betel og synd, til Gilgal og synd end mer, bring slagtofre næste morgen, tiender tredjedagen, brænd syret brød til takoffer, byd højlydt til frivilligofre! I elsker jo sligt, israelitter, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Amos 4:4, 5.

Betel var et centrum for falsk tilbedelse. Det var her Jeroboam, den første konge over det nordlige rige, havde opstillet en guldkalv. (1 Kong. 12:28-30) Gilgal må ligeledes have været et midtpunkt for afgudsdyrkelse. Når israelitterne bragte ofre i Betel og Gilgal, syndede de derfor mod Jehova.

Det er værd at bemærke at israelitterne i deres afgudsdyrkelse også havde tillagt sig visse skikke som var i modstrid med Loven. Loven sagde: „Intet afgrødeoffer, som I bringer [Jehova], må tilberedes syret.“ (3 Mos. 2:11) Og dog bragte de frafaldne israelitter syret brød „til takoffer“. Hele ånden bag frivilligofrene var at man ikke skulle tale om dem. Men når de afgudsdyrkende israelitter bragte sådanne ofre forkyndte de det højlydt. De elskede deres falske tilbedelse, men Jehova hadede den.

Hvis israelitterne fortsatte med deres troløse adfærd, ville Jehova fuldbyrde sine domme over dem. Kun ved at forlade den falske tilbedelse og angrende vende om til Jehova, kunne de gøre sig håb om at undslippe. Derfor blev profeten Amos inspireret til at forkynde: „Så siger [Jehova] til Israels hus: Søg mig, så skal I leve! Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Be’ersjeba [der tilhørte Simeons stamme og lå som en enklave i Judas stammeområde]! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet [noget magisk, NW; åbenbart en øde ruin der ville fylde forbipasserende med overtroisk frygt]. Søg [Jehova], så skal I leve, at ikke en lue slår ud, en ædende ild mod Josefs hus [efterkommerne af Josefs sønner Efraim og Manasse var en fremtrædende del af tistammeriget], og Betel har ingen, som slukker.“ — Amos 5:4-6; Jos. 19:1, 2.

Det var ikke ved at foretage pilgrimsrejser til Betel, Gilgal og Be’ersjeba — byer der alle tilhørte det nordlige rige, Israel — at israelitterne kunne gøre sig håb om at undgå ulykken. At folket søgte Guds gunst disse steder ville kun nedkalde Guds vrede over det. Betel, Gilgal og Be’ersjeba ville blive udslettet sammen med deres helligdomme. Israels eneste håb var at ’søge Jehova’, at vende om til ham af et helt hjerte.

Det samme gælder i dag. Uanset hvor meget man gør ud af sin religion, er det hele forgæves hvis ikke det er i overensstemmelse med sandheden i Guds ord.