De fik også øjnene op for, at Satan har en mægtig, fjendtlig organisation. Den. 15. august og 1. september 1932 kom der så i The Watchtower (15. oktober og 1. november i Vagttaarnet) en serie på to artikler med titlen „Jehovas Organisation“, hvori det vistes, at de poster, som „ældste“ og „diakoner“ indtog i kraft af en valgordning i menighederne, ikke havde rod i Bibelen. Tværtimod er alle åndeligt modne „ældste“ eller „ældre“ i Guds øjne, og de kan og bør virke som tilsynsmænd (epískopoi) og tjenere i menigheden (diákonoi). Fra alle egne af verden sendte de åndeligt modne menigheder resolutioner til Selskabet om, at de havde bortskaffet disse „embeder“ af deres midte. De gav straks udtryk for tillid til den af Selskabet udnævnte arbejdsdirektør, og ved valg udpegede de en ordstyrer og et arbejdsudvalg på ikke over ti medlemmer til erstatning for de „valgte ældste“ og til hjælp for Selskabets lokale arbejdsdirektør.c Mange af de tidligere „valgte ældste“, som havde nægtet at deltage i forøget virksomhed på arbejdsmarken (de begrænsede tværtimod deres arbejde til blot at prædike for menigheden), forlod på dette tidspunkt vidnernes rækker.

(Fortsættes)

Spørgsmål fra læserne

● Når en har et klagemål mod en anden, anses det så for en ret og rigtig teokratisk fremgangsmåde at skrive til eller anmode Selskabet om at gribe ind, og lade brevet underskrive af flere andre i menigheden, hvilket jo betyder, at man må samle underskrifter? — F. R., U.S.A.

Det ville skabe uenighed og så splid i en menighed, om man lod et klagebrev eller en anmodning til Selskabet om at gribe ind i en sag cirkulere og fik andre til at skrive under på det. En af de ting, Jehova hader, er „den, som sætter splid mellem brødre“. Og brødrene formanes til at undgå dem, „der volder splittelserne“. (Ordsp. 6:19; Rom. 16:17) Dersom du har en klage mod en anden, skal du henvende dig til vedkommende selv, ikke til andre. At du personlig ikke kommer så godt ud af det med ham betyder ikke, at du har ret til at få lavet det sådan, at andre heller ikke gør det. I stedet for at skabe splittelser skulle du hellere prøve at få den allerede bestående uenighed bragt ud af verden ved at gå til vedkommende og tale ud med ham om vanskeligheden. Hvis bruddet ikke heles, kan du måske ønske at tage een eller to modne brødre med dig hen til ham for at drøfte problemet. Gør du det, må det hele gå ærligt til. Lad være med først at fortælle de andre om dit syn på sagen for at prøve at få dem over på din side, men lad dem høre det hele, når både du og den anden broder er til stede, således at de modne brødre ikke drøfter sagen med forudfattede meninger, der kunne farve hele deres bedømmelse. Du må ikke få en sådan drøftelse i gang bare for at hævde eller retfærdiggøre dig selv. Det må tværtimod være i den hensigt at finde en hæderlig løsning, hvad enten denne bliver i din eller den anden broders favør.

Drejer det sig om et personligt mellemværende, må du være villig til at komme din modpart i møde, og for at genskabe det rette forhold mellem dig og din broder må du være villig til at gå endnu videre, end du egentlig synes ville være ret og rimeligt. Dersom spørgsmålet angår menigheden eller tjenesten, og den broder, du er uenig med, måske er tjener, bør du vise organisationen den rette teokratiske anerkendelse og samarbejde med broderen. Synes du, at han har gjort sig skyldig i en meget alvorlig fejl, kan du drøfte sagen med menighedens udvalg og derefter, hvis du finder det påkrævet, endda med zonetjeneren, men altid kun i overværelse af den anklagede broder. Dersom du stadig mener, at sagen ikke er bragt rigtig i orden, og at den er en hemsko for arbejdet, og du ønsker at skrive til Selskabet om det, kan du gøre det, men send altid en kopi af brevet til den pågældende broder og prøv ikke på at blande andre ind i sagen ved at få dem til at skrive under på klagebrevet. De åbenlyse kendsgerninger er det eneste, der skal give dine synspunkter vægt, ikke en lang liste med navne. Se derefter sådan på sagen, at nu har du gjort alt, hvad der kan forlanges af dig, og overlad så til Selskabet at handle eller undlade at handle, og samarbejd du med tjeneren, så længe Selskabet lader ham forblive som tjener i menigheden. Gør du det, vil du følge en ret, sømmelig og tilfredsstillende fremgangsmåde. Men at skrive klagebreve og hverve underskrifter er absolut upassende.

● Hvad er meningen med Markus 9:49, 50: „Thi enhver skal saltes med ild. Salt er en god ting; men hvis saltet bliver saltløst, hvormed vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre.“ — A. C., U.S.A.

Den mosaiske lov krævede, at ofre skulle tilsættes salt: „Og du skal komme salt i enhver afgrødeoffergave, du må ikke undlade at komme din Guds pagts salt i dit afgrødeoffer, men du skal frembære salt med enhver af dine offergaver.“ Hvorfor? Salt virker præserverende og hindrer forrådnelse. To vers før ovennævnte skriftsted blev det forbudt at ofre noget, der var syret eller gæret. Salt blev tilsat offeret for at forhindre, at det blev fordærvet. Da salt forebygger en omdannelse gennem nedbrydning, gav det en varig sikkerhed, og det blev brugt i forbindelse med en pagt for at vise dennes uforanderlighed og eviggyldighed, og for at parthaverne i overenskomsten skulle være urokkelige og trofaste over for dens bestemmelser og ikke forvanske dem: „Al offerydelse af helliggaver, som israelitterne yder HERREN, giver jeg dig tilligemed dine sønner og døtre som en evig gyldig rettighed; det skal være en evig gyldig saltpagt for HERRENS åsyn for dig tilligemed dine efterkommere.“ Endvidere: „Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og hans efterkommere kongemagten over Israel til evig tid ved en saltpagt.“ Således symboliserer salt bestandighed og ufordærv og blev ofret sammen med korn og kødofre. — 3 Mos. 2:13, 11; 4 Mos. 18:19; 2 Krøn. 13:5; Ez. 43:24.

I oldtiden var det tegn på venskab, at man spiste salt sammen, idet det var udtryk for ubrydelig troskab og ærlighed.