sin uafhængige handlefrihed. „Jehova talede til Moses og sagde: Se, jeg har selv udtaget levitterne af israelitternes midte i stedet for alt det førstefødte, der åbner moders liv hos israelitterne, og levitterne er blevet min ejendom; thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af mennesker og dyr; mig Jehova skal de tilhøre.“ (4 Mos. 3:11-13; se også 4Mo 3 versene 44-51) Vi ser altså, at Jehova ved indstiftelsen af Lovpagten sagde til alle Israels familier eller slægter: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Der kan derfor ikke være tale om, at Jehova med levitterne opstillede et højtstående præsteskab eller indførte nogen klasseforskel.

15. a) Hvilke beviser har vi for, at ingen familier indtog en særlig fremskudt stilling i Israel? b) Hvordan blev klasseforskel undgået?

¹⁵ Som et yderligere bevis for, at ingen familier indtog en særlig fremskudt stilling i Israel, var ægteskab tilladt mellem medlemmer af de forskellige stammer, og der blev kun gjort en undtagelse, hvis stammens arvelod dermed ville overgå fra en stamme til en anden. (4 Mos. 27:5-11; 36:1-12) Skønt ægteskab med fremmede var forbudt, var det ikke forbudt under visse omstændigheder at gifte sig med en kvinde, der var blevet taget til fange i krig. (5 Mos. 21:10-13) Vi husker, at Rahab, en stammoder til Kristus Jesus, blev optaget i Judas stamme af Salmon, der ægtede hende, ligesom også Rut, der blev Boaz’ hustru. (Matt. 1:2-5; Jos. 6:23, 25; Rut 4:10, 13) I forbindelse med ægteskab er det bemærkelsesværdigt, at selv om en mand var træl, kunne han gifte sig med sin herres datter. (1 Krøn. 2:34, 35) Heraf kan vi se, at trælle indtog en meget begunstiget stilling i Israel. Det er sandt, at slaveri var tilladt, men blev det ikke på det kraftigste understreget, at hele Israels folk var Jehovas trælle? (3 Mos. 25:55) Det var endvidere ikke tilladt, at en af Abrahams sønner efter kødet blev solgt for livstid til ufrivillig trældom for sine brødre. (2 Mos. 21:2-8; 3 Mos. 25:39-55; 5 Mos. 15:12-18) Trælle måtte ikke på nogen måde undertrykkes, men skulle behandles hensynsfuldt. Voldte deres herrer dem fortræd, måtte det ikke gå upåagtet hen, men disse herrer skulle straffes eller yde erstatning, og det i en sådan udstrækning, at dersom trællen mistede et øje eller en tand, skulle han frigives. (2 Mos. 21:20, 21, 26, 27, 32) Trællenes løn måtte ikke tilbageholdes, men skulle til enhver tid udbetales prompte. (3 Mos. 19:13; 5 Mos. 24:14, 15) Det ses derfor, at skønt der fandtes klasser i Israel, tillod Loven ikke, at der blev gjort forskel af nogen art på nogen gruppe eller enkeltperson på grund af deres livskår. Kun folkets fjender blev holdt på afstand eller betragtet som værende uden for samfundet. — 5 Mos. 7:1-3.

16. Hvad blev billedligt skildret ved, at den samme lov gjaldt for den hjemmefødte og den fremmede?

Enhed i den nye verden

1, 2. Hvoraf kan vi se, at familieliv spiller en vigtig rolle i den teokratiske ordning?

FAMILIELIV spiller en vigtig rolle i den kristne menigheds teokratiske opbygning. Grunden hertil er, at Jehova Gud har påbudt familieordningen, ligesom han i begyndelsen påbød Adam den og senere Israels folk. Mens det for israelitternes vedkommende forholdt sig således, at de var jøder af fødsel, er de kristne i dag Jehovas vidner, fordi de har valgt at være det ved at slutte sig til den teokratiske organisation, men familieordningen gælder stadig for hele organisationen. Når vi vender den gamle verdens samfund ryggen og skiller os ud fra den døende slægt, der er under Adams fordømmelse, må vi nødvendigvis holde os til den nye verdens samfund og blive et medlem af Guds familie, hvis vi skal opnå liv. Det gør vi ved at anerkende Jesus Kristus som vor fader i Adams sted. Hvis vi antages af Gud, bliver vi enten retfærdiggjort og gjort til Guds egne åndelige sønner, eller også bliver der stillet os evigt liv på jorden i udsigt og retfærdiggørelse ved slutningen af Kristi tusindårige regering.

² Selv de brødre i menigheden, der får anvist ansvarsfulde stillinger som tilsynsmænd, udvælges efter den måde, hvorpå de styrer deres eget hus, såfremt de er gift. (1 Tim. 3:4, 5) Da Paulus viste, hvad der var den rette handlemåde for sådanne tjenere, sammenlignede han den med forholdet i en familie. „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ (1 Tim. 5:1, 2) Den teokratiske organisation er altså i virkeligheden en familie, og Gud kræver af dem, som nyder godt af familiens udkomme og goder, at de også påtager sig et ansvar og et arbejde til fremme af familiens interesser.

3. Hvilken indstilling har nogle til spørgsmålet om herkomst, og hvorfor er det uklogt?

³ Nogle vil måske mene, at eftersom Gud har indstiftet familieordningen, er ethvert familieforhold ukrænkeligt og kræver absolut loyalitet, at intet bør få lov til at forstyrre familiefreden eller bryde familieenheden, og at hvad