fejrer dem handler i overensstemmelse med festens, indhold. (Matt. 21:13; 23:38) I den følgende artikel vil vi behandle endnu en interessant foranstaltning i forbindelse med Jehovas „festtider“, og vi vil få at se hvordan Jehova sørger for en opfyldelse af dem på en måde der er til ære for hans navn.

De tre årlige nationale højtider

„Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger.“ — 5 Mos. 16:16.

1. Hvilke nationale højtider blev hvert år fejret i det gamle Israel?

FORUDEN de fester som jøderne fejrede lokalt, i deres byer og landsbyer, var der givet forskrifter for tre store nationale højtider. Det var højtidsstævner for Jehova, og loven om dem lød: „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger.“ Jehova ønskede altså at hele folket skulle samles på ét sted tre gange om året, et sted som han selv udvalgte. Fra kong Salomons dage var dette sted templet i Jerusalem. Jehova havde også fastsat tidspunktet og lagt programmet for disse årlige sammenkomster. Den første skulle holdes tidligt på foråret og varede i otte dage, fra den 14. til den 21. nisan, og da skulle man fejre påsken og de usyrede brøds fest. Sidst på foråret, den 6. sivan, holdt man et én-dags stævne, og da skulle ugefesten eller pinsen fejres. Den tredje og sidste højtid skulle holdes om efteråret, fra den 15. til den 21. etanim, og var viet til løvhyttefesten og afsluttedes med et højtidsstævne den 22. etanim. — 5 Mos. 16:16; 3 Mos. 23:4-22, 33-36; 2 Mos. 23:14-17.

2. Hvilken gavn havde folket af disse højtider?

² Disse højtider var „[Jehovas] festtider“, og man måtte ikke „stedes for [Jehovas] åsyn med tomme hænder“. „Enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ Men det betød ikke at stævnedeltagerne ikke selv ville få stor gavn af sammenkomsten. Samværet ved højtiden fik dem til at føle at de var ét folk, en hellig nation, som i forening tjente Jehova, den eneste sande Gud. Den daglige tilbedelse i templet, den fælles lovprisning og taksigelse for Jehovas godhed og hans velsignelser, præsternes vejledning, alt sammen styrkede det stævnedeltagerne til fortsat at tjene Jehova trofast. Højtiderne var en opmuntring for alle, men især for dem der kom langvejsfra og fra isolerede steder. Det var tider hvor de glædede sig for Jehovas åsyn og nød et lykkeligt fællesskab ved glade, opbyggende sammenkomster for hele folket. — 3 Mos. 23:4; 5 Mos. 16:16, 17; 3 Mos. 23:40; 5 Mos. 14:24-27.

3. (a) Hvordan viste Jehova at han anså de tre „festtider“ for at være meget vigtige? (b) Hvordan så mange familieoverhoveder på højtiderne?

³ Jehova vidste hvor stor betydning disse årlige nationale stævner havde for folkets enhed og for at bevare tilbedelsen af ham ren i hele landet. Det er grunden til at han befalede at alle af mandkøn skulle være til stede. I forbindelse med påsken krævede han dødsstraf over enhver mandlig israelit hvis han med vilje undlod at overholde højtiden når han var i stand til det, det vil sige hvis han var ceremonielt ren og „ikke [var] på rejse“.