opgave for en enkelt mand, hvorfor Moses med Jehovas godkendelse gav sig til at dele den religiøse retsmyndighed, idet han udvalgte andre mænd og pålagde dem ansvar i den teokratiske organisation, så de kunne hjælpe med at føre Guds lov ud i livet og sørge for, at den blev overholdt, hvad enten det drejede sig om små eller store sager. De stillinger, som Moses og de mænd, han udvalgte, indtog, var ikke bare tomme æreshverv, men vigtige stillinger af praktisk betydning med det ene formål at fælde retfærdig dom. Om disse teokratiske udnævnelser læser vi: „Og Moses gik i gang med at udvælge dygtige mænd af hele Israel og gav dem stillinger som overhoveder over folket, som øverster over tusinde, øverster over hundrede, øverster over halvtreds og øverster over ti. Og de dømte folket ved enhver passende lejlighed. En vanskelig sag bragte de til Moses, men enhver mindre sag var de selv dommere i.“ — 2 Mos. 18:25, 26, NW.

12. Hvilket ansvar påhvilede israelitterne med henblik på Guds lov?

¹² Jehovas lov var den handleregel, hvorefter den israelitiske organisation blev styret. De ansvarshavende mænd i organisationen underviste folket i loven, og folket havde pligt til at holde sig underrettet om Guds lov. De kendte tilbedelsens principper, og de kendte den nærmere anvendelse af disse principper i de sager, loven omhandlede, det være sig nationale og personlige anliggender eller familiesager. Der blev truffet foranstaltning til soning af synd og svaghed, der skyldtes det faldne israelitiske kød. Lovens forskellige forordninger var udfærdiget med det for øje at bevare folket i harmoni med Gud, idet de tilbad ham og altid anerkendte ham, ydermere for at bevare kærligheden til Gud og næsten levende og frodig såvel som dydens gode egenskaber i ethvert anliggende. Jehova ville ikke tolerere, at tilbedelsen af ham og de dertil knyttede gode egenskaber blev fjernet fra jorden; derimod ville han bevare tilbedelsen og dens gode egenskaber i det forbilledlige Israel.

13, 14. Hvilke drastiske forholdsregler blev der truffet, og i hvilken hensigt?

¹³ Til tider var det nødvendigt at ty til drastiske forholdsregler, for at disse gode egenskaber kunne blive bevaret. Den teokratiske standard kunne ikke sænkes for at behage dem, som nærede større kærlighed til uretfærdighed end til retfærdighed. Lovovertrædere, der vedholdende gik uden for forsoningsordningens grænser, blev slået ihjel, og hele Israels menighed havde direkte ansvar for deres død. Religion eller gudsdyrkelse var ikke adskilt fra folkets regeringsmæssige og økonomiske anliggender, eftersom anerkendelsen af Jehova måtte være til stede i alle livets forhold. Loven foreskrev: „I tilfælde af at en profet eller en, der har drømme, skulle opstå i din midte . . . idet han siger: „Lad os gå efter andre guder, som du ikke har kendt, og lad os tjene dem,“ så må du ikke lytte til den profets ord eller til den, der har haft denne drøm, fordi Jehova jeres Gud sætter jer på prøve for at se, om I elsker Jehova jeres Gud med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. . . . Og den profet eller den, der har haft drømmen, skal lide døden, . . . du skal udrydde det onde af din midte.“ — 5 Mos. 13:1-5, NW.

¹⁴ Dødsstraffen var ikke begrænset til den falske profet eller til den, som havde en drøm, for der står: „I tilfælde af at din broder, din moders søn, eller din søn eller din datter eller din elskede hustru eller din ven, der er som din egen sjæl, hemmeligt skulle prøve at lokke dig med ordene: „Lad os gå hen og tjene andre guder,“ . . . må du ikke give efter for hans ønske eller lytte til ham, heller ikke må dit øje have ondt af ham, du må ikke føle medlidenhed med ham eller dække beskyttende over ham, men du skal ufortøvet slå ham ihjel. Din hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, og derefter hele det øvrige folks. Og du skal stene ham med sten, og han må dø, fordi han søgte at vende dig bort fra Jehova din Gud, der førte dig ud af Ægyptens land, ud af trællehuset. Så vil hele Israel høre derom og blive grebet af frygt, og de vil ikke atter øve en så ond handling som denne i din midte.“ (5 Mos. 13:6-11, NW) Men hvad om nu et helt samfund handlede ondt og vendte sig imod tilbedelsen af den retfærdige Gud Jehova? Så skulle hele dette samfund udryddes. — 5 Mos. 13:12-18.

15. Definér, hvad dyd er, og vis, hvordan religion og dyd griber ind i hinanden.

¹⁵ Disse forholdsregler skulle sikre, at den rene tilbedelse af Jehova forblev ubesmittet, at hans retfærdige befalinger blev overholdt, og dermed også at dydens gode egenskaber i almindelighed blev bevaret. Dyd har at gøre med moralsk vandel eller med en handlemåde, der følger normen for, hvad der er ret, ypperligt, retskaffent, retlinet og moralsk. Dyd er ikke bare at afholde sig fra at volde fortræd, men det er en aktiv egenskab eller evne, det være sig af fysisk eller moralsk natur, der kendes på styrke, mod og tapperhed. Den omfatter enhver fortræffelig egenskab, hvad der er fortjenstfuldt, værdifuldt, kyskt og rent. Eftersom den retfærdige Gud, Jehova, er ophav til alle disse dydens egenskaber, er de alle forbundet med tilbedelsen af ham. At gå bort fra tilbedelsen af Gud er at gå bort fra al dyd. Da de falske religionsudøvere blev dræbt, udryddedes djævledyrkerne af Israel, hvilket tjente til bevarelse af sand tilbedelse og dyd.

16. Hvilken vægt blev der lagt på ren tilbedelse i loven om formastelig optræden?

¹⁶ I det syttende kapitel i Femte Mosebog gives der retningslinjer, der viser, at israelitterne skulle have mod til at aflægge sandfærdigt vidnesbyrd imod enhver, der var afskyelig i Jehovas øjne, og også mod til som de første at løfte deres hånd til at slå overtræderen ihjel. I denne handling skulle de følges af hele folket for at „udrydde det onde af din midte“. (5 Mos. 17:7) De, som ikke billigede præsternes retfærdige domme, skulle selv slås ihjel. „Hvis en sag, der er forelagt til dom, er dig for usædvandig, . . . så skal du stå op og drage til det sted, Jehova din Gud udvælger, og du skal gå til præsterne, levitterne, og til den dommer, som fungerer i de dage, og du skal rådspørge dem, og de skal give dig retskendelsens ord. Så skal du handle i overensstemmelse med det ord, de pålægger dig. . . . I overensstemmelse med den lov, som de vil gøre dig opmærksom på, og i overensstemmelse med den retskendelse, de vil kundgøre dig, skal du handle. Du må ikke afvige fra det ord, som de pålægger dig, hverken til højre eller til venstre. Og den mand, der formaster sig til ikke at lytte til præsten, som gør tjeneste der for Jehova din Gud, eller til dommeren, den mand skal dø, og du skal udrydde det onde af Israel. Og hele folket skal høre det og gribes af frygt, og de vil ikke mere handle formasteligt.“ — 5 Mos. 17:8-13, NW.

17. Hvilket godt resultat medførte de strenge forholdsregler, der var givet i loven til det forbilledlige Israel?

¹⁷ Det var ikke blodtørst. Det var en aktion fra Jehova Guds side, der tog sigte på at bevare den lovede sæds slægtslinje, den sæd, der omsider viste sig i Jesu Kristi skikkelse. På grundlag af denne genløsningsforanstaltning og det præsteembede, som denne trofaste Jehovas tjener beklæder, har menneskene fået mulighed for evigt liv i den nye retfærdighedens verden. Vi takker Gud for, at han gik så positivt til værks for at bevare den forjættede sæds slægslinje intakt og ubesmittet, og at han i hellig hengivenhed for retfærdighed ligeledes bevarede tilbedelsen af sig på jorden.

18. Var bogstavelige eller symbolske eller begge slags overtrædelser forbudt?

¹⁸ Tyveri, ægteskabsbrud og drukkenskab, for blot at nævne tre, var blandt de personlige synder eller overtrædelser, der blev fordømt af Gud i hans lov til Israel, og som måtte undgås af dem, der ønskede at tilbede Jehova i renhed og sandhed. Disse bogstavelige krænkelser af dyden var ikke alene urette i sig selv, men blev i Bibelen brugt som symboler på åndelige synder, det vil sige synder, der ikke har at gøre med materielle ting, som har indvirkning på den enkeltes forhold til Jehova Gud, men med usynlige ting, der indvirker på den enkeltes forhold til Jehova. Dog var den bogstavelige udøvelse af sådanne synder, selv efter at de kom til at stå som symboler for åndelige overtrædelser, ikke tilladt i Israel. Dette understreges med henblik på den modbilledlige teokratiske kristne organisation, der viste sig på skuepladsen, da den mosaiske lovpagt, hvorunder Israel var organiseret, ophørte.

Det kristne modbillede

19. Hvilken stor forandring tilvejebragte Jehova gennem Kristus Jesus?

¹⁹ Jehova nåede under den fremadskridende fuldbyrdelse af sine hensigter, der tager sigte på den fuldstændige hævdelse og herliggørelse af hans navn, til det tidspunkt, da han ville gøre ende på Israels lov og samtidig bringe den profetiske opfyldelse af den i stand ved sin elskede søn Kristus Jesus. Jesus påbegyndte udviklingen af noget nyt, noget, der var forskelligt fra det forbilledlige Israels teokratiske nation, nemlig den sande teokratiske kristne organisation. Skønt lovpagten med Israel ophørte med Kristus Jesus og ikke har været i kraft siden hans pælfæstelse og opstigen til himmelen, har lovens retfærdige principper dog fortsat fuld gyldighed, ja de har endog større kraft og gyldighed for dem, som udgør den kristne organisation. Med Jesu Kristi genløsningsoffer som grundlag oprettede Jehova den kristne menighed under den nye pagt.

20. Hvad kan der med bestemthed siges vedrørende kristen dyd?

²⁰ „Gud, som visselig har givet os tilstrækkelige kvalifikationer til, at vi kan være tjenere for en ny pagt, ikke for en skreven lov, men for ånd; for den skrevne lov fordømmer til død, men ånden levendegør.“ (2 Kor. 3:2-6, NW) Det ses, at Paulus ikke siger, at der findes et lovens bogstav og en lovens ånd, at der er modsætning mellem disse to begreber, og at vi derfor kan overtræde bogstaven i Guds lov, men holde dens ånd. Det er ikke tilfældet. Hvad Paulus påpeger er derimod, at der er en forskel mellem den skrevne lovbog, der blev givet israelitterne gennem Moses, og Guds ånd. Guds ånd udvikler hos de kristne retfærdighedens frugter og sætter dem i stand til at holde sig adskilt fra den ugudelige, dødsdømte verden. Den skrevne lov dømte israelitterne til døden, men Guds ånd vil under medvirken af den nye pagt, som er grundlagt på Kristi Jesu genløsningsoffer, føre mennesker til evigt liv. Heri består modsætningen. Kan vi for et øjeblik tro, at når det var enkeltpersoner inden for Israels folk forbudt under lovpagten at øve disse skændige gerninger, som menneskeheden i almindelighed begik dengang, så skulle kristne være mindre forpligtet til at sky en sådan adfærd? Nej, naturligvis ikke. Tværtimod er de positive kristne befalinger om retfærdighed langt mere gennem gribende end Moselovens negative befalinger. Guds ånd, der hviler over dem, som tjener ham i kristen tilbedelse inden for den nye verdens samfunds rammer, sætter dem i stand til at bevare deres retskaffenhed i det sikre håb, at de i en skøn fremtid vil opnå fuldkommen retfærdighed.

En rammende bemærkning om vor tid

Ved sin død i 1896 efterlod den svenske videnskabsmand og dynamittens opfinder Alfred B. Nobel en fond på 30 millioner svenske kroner, af hvilken renten hvert år skulle uddeles til de mænd eller kvinder, der havde bidraget mest til menneskehedens gavn i det forløbne år. Disse nobelprisbelønninger uddeles for arbejder inden for fysik, kemi, medicin og fysiologi, litteratur og fredssagen. Den 7. november sidste år meddelte komiteen for uddeling af nobelfredsprisen, at man ikke havde fundet nogen, der var værdig til at modtage den hverken i 1955 eller i 1956. Fredsprisen for 1955, der var på 190.214 sv. kroner, var blevet henlagt til senere uddeling i 1956; nu vil den aldrig blive uddelt. Fredsprisen for 1956 på 200.122 sv. kroner kan uddeles i det kommende år, men på det tidspunkt, meddelelsen blev givet, var endnu intet arbejde for fredssagen blevet betragtet som værdigt til den.