dages aflad! Sådan kunne man ræsonnere. Men selv om man læste Bibelen, hvor megen gavn kunne man så vente at høste af det, når man blot gjorde det for at opnå noget andet, der oven i købet gjaldt en nærmere angivet tid? Hvor ville sindet, ens tanker, være?

Meget betegnende for den måde, den katolske kirke i virkeligheden betragter Bibelen på, er følgende uddrag af gængse katolske bibeltraktater: „Den kristne er ikke forpligtet til at læse Bibelen, da det er kirken, der opstiller den guddommelige åbenbaring, som den indeholdes i Skrifterne og traditionen, for os til gavn for vor tro.“

Sandsynlighedsbeviser

Dersom katolikkerne opmuntres til at læse Bibelen, hvorfor er det så nødvendigt for katolske publikationer at fortælle katolikker: „Nej, det er ikke katolikker forbudt at læse den“ (her viser de samtidig et billede af Bibelen), og at sige, at „nogle katolikker har den opfattelse, at bibellæsning er noget rent protestantisk“? Hvilken mere afslørende indrømmelse kunne den katolske kirke gøre med hensyn til sin forsømmelse af at opmuntre til bibellæsning end at tilstå, at nogle af dens børn mener, at bibellæsning er noget, der kun er for protestanter?

Under den anden verdenskrig klagede den katolske presse i England over den skandale, det var, at der ikke kunne fremskaffes katolske bibler, skønt der var rigeligt af katolsk litteratur og protestantiske bibler. Som svar på disse klager udtalte en katolsk udgiver: „Hvis der eksisterede et tilstrækkelig stort behov til at berettige en særlig produktion, kan vi være sikre på, at der ville finde en sådan produktion sted. Det kan være af interesse at bemærke, at selv om katolikkerne viser en sådan ligegyldighed over for Skriften, mærker man fra andre sider en ny værdsættelse af Bibelen.“

Et andet sandsynlighedsbevis i samme retning findes i bogen Religious Beliefs of Youth (Ungdommens religiøse tro), som blev udgivet i de Forenede Stater i 1950. Denne bog indeholdt en omfattende analyse eller oversigt over ungdommens religiøse vaner i de Forenede Stater, og af statistikken deri fremgik det, at 61,9 procent af den katolske ungdom ikke havde læst i deres bibler i løbet af det sidste halve år, sammenlignet med kun 31,2 procent af den protestantiske ungdom, som ikke havde læst i Bibelen i samme tidsrum. Øjensynlig har tilbudet om aflad for at læse Bibelen ikke gjort noget indtryk på to tredjedele af den katolske ungdom, når de ikke har læst i den en eneste gang i et halvt år.

Der er heller ikke nogen sandsynlighed for, at de følgende betragtninger fra The Holy Bible, The Heritage of Catholic Family Life (Den Hellige Bibel, det katolske familielivs arv) skal få den katolske ungdom til at læse mere i Bibelen: „Kan de seks dage, som Moses omtaler, være de lange perioder, geologerne har beskrevet? Det er de naturligvis ikke. Moses havde intet kendskab til moderne videnskab; hans billede af universet er ganske naivt, i virkeligheden lige så gammeldags som det folks, han levede iblandt for tre tusind år siden.“ Ja, stakkels Moses! Han vidste simpelthen ikke bedre, ifølge dette katolske skrift. Hvor megen tro på Bibelens inspiration giver en sådan værdsættelse af dens skabelsesberetning? Og hvor megen opmuntring til at læse Bibelen?

Hvilke slutninger må vi drage af det foregående? At den katolske kirke ikke frembragte Bibelen, agt den ikke har bevaret den, og at den i virkeligheden ikke opmuntrer til at læse den. Dens bibelske præstationer er blot vinduespynt og reklame for at klare sig i konkurrencen. Akkurat som den er tilfreds med at lade folket forblive uoplyst, så længe regeringerne ikke prøver på at uddanne det, således lader den også gerne folket uden bibel, så længe der ikke er nogen fare for, at det skal få den andre steder fra. Og ligesom den har sine største skolesystemer, hvor den verdslige uddannelse er på sit højeste, således udgiver den også Bibelen på modersmålet, hvis der er sandsynlighed for, at folket kan få Bibelen fra andre kilder.

Jehovas nåderige foranstaltning

DEN lov, Jehova gav den israelitiske nation, genspejlede et sandt billede af hans egenskaber: visdom, retfærdighed og kærlighed. Det, der særlig fremhævede hans retfærdighed, var den lov, der krævede, at den, der mod bedre vidende aflagde falsk vidnesbyrd, skulle straffes med det, han søgte at bringe over en anden: „Dommerne skal undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder; du skal udrydde det onde af din midte. Når da de andre hører det, vil de gribes af frygt og ikke mere øve en sådan udåd i din midte. Du må ikke vise skånsel: Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!“ — 5 Mos. 19:18-21.

Læg på den anden side mærke til den nåderige foranstaltning, Jehova traf for den, som i uagtsomhed dræbte en anden; for at hans liv ikke skulle være prisgivet den dødes slægtninges hævn, blev følgende arrangement truffet: „Når I kommer over Jordan til Kana’ans land, skal I udse jer nogle byer, I kan have som tilflugtsbyer, så at en manddraber, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen. Det skal være seks byer, I skal afstå som tilflugtsbyer; de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana’ans land; de skal være tilflugtsbyer.“ Da der hverken var broer eller færger, der forbandt Jordans to bredder med hinanden, var det af stor betydning, at der var tre byer på hver sin side af floden. — 4 Mos. 35:10, 11, 13, 14.

„Om de manddrabere, der har ret til at ty derhen for at redde livet, gælder følgende: Når nogen af vanvare slår sin næste ihjel, uden at han i forvejen har båret nag til ham, når således en går med sin næste ud i skoven for at fælde træer, og hans hånd svinger øksen for at fælde et træ, og jernet farer ud af skaftet og rammer hans næste, så han dør, da må han ty til en af disse byer og redde livet, for at ikke blodhævneren i ophidselse skal sætte efter manddraberen og, fordi vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent døden, eftersom han ikke i forvejen havde båret nag til ham.“ — 5 Mos. 19:4-6.

De seks tilflugtsbyer blev udset blandt de otte og fyrre, der var blevet givet levitterne, fordi de ikke havde nogen arvelod i landet. Når en manddraber ankom til tilflugtsbyen, foretog byens ældste en undersøgelse for at afgøre, om drabet virkelig var sket af vanvare eller ej. Hvis det blev fastslået, at drabet var forsætligt, blev drabsmanden overgivet til den dræbtes nære slægtning, der virkede som hævner og dræbte ham; hvis drabet ikke var forsætligt, blev manddraberens liv skånet, men han skulle blive i tilflugtsbyen,