Spørgsmål fra læserne
● Bogen You May Survive Armageddon into God’s New World siger på side 64: „Jehova vil skjule og bevare dem, ikke alene under den første del af den universelle strid, da kristenheden ødelægges, men under hele striden helt ind i den nye verden.“ Hvad markerer Harmagedons begyndelse? — W. T., De forenede Stater.
Sådanne billeder af Harmagedon som ødelæggelsen af det utro Jerusalem i 607 f. Kr. og 70 e. Kr. tyder på, at den utro kristenhed, som forbilledligt fremstilledes ved det utro Jerusalem, sammen med alle andre religioner, der er af Djævelen, vil blive det første element af Satans ordning, som vil gå til grunde i Harmagedonslaget. Andre dele af Satans ordning vil af Jehova blive manøvreret på en sådan måde, at de vil forårsage denne utro religiøse organisations undergang, på samme måde som Babylon blev brugt til at lægge det utro Jerusalem øde i året 607 f. Kr., og det romerske rige til at bringe det frafaldne Jerusalem til fald i året 70 e. Kr.
Vi har også billedet af Gogs angreb på den nye verdens samfund, og hvordan dette fremkalder Jehovas afgørende modangreb på Gog eller Satan Djævelen, og dette finder ligeledes sted i begyndelsen af Harmagedonslaget. Når man sammenstiller disse begivenheder, ser det ud, som om denne verdens systemer samtidig med Gogs angreb på den sande religion vil angribe religion i almindelighed og således også falsk religion. På dette tidspunkt vil Jehovas vrede over angrebet på hans sande folk fremskynde Harmagedonslaget. Jehovas organisation, og dermed sand religion, vil naturligvis ikke bukke under for disse angreb, men det vil kristenhedens og den hedenske verdens utro religioner. Man kan derfor med rette betegne kristenhedens og andre falske religioners fald som begyndelsen til Harmagedonslaget, eller man kan sige, at disse religioner er denne krigs første ofre.
Ønskes yderligere oplysninger, se da venligst Vagttaarnet for 15. december 1953 (siderne 375, 376), 1. januar 1954 (side 10) og 15. oktober 1954 (side 318).
● I bogen You May Survive Armageddon into God’s New World, side 117, paragraf 14, henvises der til 5 Mosebog 30:13. Hvad er den fulde anvendelse af dette skriftsted i paragraffen? — P. S., De forenede Stater.
Nævnte paragraf, der behandler Jehovas folks tilstand i 1918, lyder i uddrag: „Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd [på denne måde klædte i sæk], skal dyret [Satans synlige organisation bestående af nationer], der stiger op af afgrunden [havet], føre krig mod dem og dræbe dem.“ „(Åb. 11:7-10; 13:1; Rom. 10:7; 5 Mos. 30:13.)“
For at forstå, hvorfor 5 Mosebog 30:13 bliver anført, må vi først lægge mærke til ordlyden af Åbenbaringen 13:1: „Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på hornene ti kroner og på hovederne gudsbespottelige navne.“ Sammenhængen i denne profeti tilkendegiver, at dette dyr og havet, det steg op af, er identisk med dyret og afgrunden omtalt i Åbenbaringen 11:7, der er citeret i den foregående paragraf.
Femte Mosebog 30:13 og Romerne 10:7 bliver anført, fordi apostelen Paulus i det sidstnævnte skriftsted citerer fra det første, men bruger udtrykket „afgrunden“ i stedet for „havet“. Således støtter disse to skriftsteder den kendsgerning, at „afgrunden“ og „havet“ er det samme, og det er hensigten med at anføre dem. McClintock og Strongs Cyclopædia viser, at disse to udtryk blev brugt i flæng, fordi man troede, at havene eller oceanerne var bundløse, hvilket er den bogstavelige betydning af det ord, der er oversat med afgrund. Septuaginta bruger det græske ord abyssos (afgrund) i 1 Mosebog 1:2 i betydningen urhavet eller „verdensdybet“. Se fodnote c i New World Translation. Således beviser 5 Mosebog 30:13 og Romerne 10:7 i forening det korrekte i at bruge „havet“ og „afgrunden“ i paragraffen enstydige.
● Blev Lucifer ikke til Satan Djævelen ifølge Esajas 14:12? — A. R., De forenede Stater.
Betegnelsen „Lucifer“ findes kun én gang i Skriften, og det er i Esajas 14:12. Og dette gælder endog kun visse oversættelser som King James, Douay, An American Translation, Knox og Darby. American Standard Version og Revised Standard Version bruger udtrykket „Day Star“ [dagstjerne], Rotherham „Shining One“ [den lysende] og Moffatt „shining star“ [lysende stjerne].
King James-oversættelsen gengiver Esajas 14:12, 13 således: „Hvorledes er du faldet fra himmelen, o Lucifer, morgenens søn! hvorledes er du nedstyrtet til jorden, du, som gjorde folkeslagene svage! Thi du har sagt i dit hjerte: Jeg vil stige op i himmelen, jeg vil ophøje min trone over Guds stjerner: Jeg vil sidde også på forsamlingens bjerg yderst mod nord.“
Det hebraiske ord, der her er oversat Lucifer, er Heylél. I Septuaginta-oversættelsen er det gengivet med det græske ord Heosphóros, som betyder „den, som bringer daggry“. I Hieronymus’ Latinske Vulgata-oversættelse er dette ord oversat „Lucifer“, hvilket forklarer dets tilsynekomst i andre oversættelser, især katolske. For nøjagtigt at forstå, hvordan udtrykket „Lucifer“ kan bruges her, må vi have følgende punkter for øje.
For det første at denne profeti først og fremmest er rettet mod kongen af Babel, som på grund af sine mange sejre, særlig den over Judas folk i 607 f. Kr., blev verdenshersker og derfor sammenlignes med daggrybringeren, morgenstjernen Venus, som er den mest strålende af alle himmellegemer bortset fra solen og månen.
For det andet at denne profeti i virkeligheden er en spottesang, som Rotherhams [og den autoriserede danske] oversættelse viser i Es 14 vers fire: „Du skal istemme denne spot over kongen af Babylon.“ Den er rettet mod en, der højt har ophøjet sig selv, og som nu spottes ved sit fald.
For det tredje skal vi ikke betragte disse stjerner som bogstavelige stjerner eller planeter. I Bibelen kaldes en prægtig fyrste undertiden en stjerne, som vi læser: „En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel!“ (4 Mos. 24:17) Eftersom det blev sagt om Jerusalems fyrster eller konger, at de sad på Jehovas trone, vil det være korrekt at tale om dem som „Guds stjerner“.
Da kongen af Babylon tog Zedekias, Judas sidste konge, til fange, havde han derved ophøjet sin trone over Guds stjerner og i denne forstand gjort sig den Højeste lig. Det er først på dette tidspunkt, da Satan, Babylons konges gud, virkelig blev „denne verdens gud“, at han blev billedligt fremstillet ved Babylons konge og derfor spottende kan omtales som „den lysende“ eller Lucifer. — 2 Kor. 4:4.
Vi ser således, at denne titel ikke kan sættes i forbindelse med den oprindelige fuldkommenhed, skønhed og ædelstenslignende glans, han besad som den skærmende kerub, og som er beskrevet af profeten Ezekiel i Ezekiels bog 28:14-17. Titlen kan kun gælde Satan i sarkastisk betydning, og det kun fra 607 f. Kr. og fremefter. Flere enkeltheder findes i Vagttaarnet for 15. februar 1950 fra side 55 til side 65.