Vælg den bedste livsform
„[I] bliver bevogtet ved Guds kraft gennem tro.“ — 1 Pet. 1:5.
1, 2. Hvilken tilstand befandt vi os alle i før vi tog imod den gode nyhed, og hvorfor kan vi derfor glæde os?
APOSTELEN PAULUS skrev til de kristne i byen Efesus i Lilleasien: „I . . . vandrede [tidligere] i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, . . . Ja, blandt dem har vi alle tidligere færdedes i harmoni med vort køds ønsker, idet vi gjorde hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed hvormed han elskede os, gjort os levende sammen med Messias, selv da vi var døde i overtrædelser — af ufortjent godhed er I frelst.“ — Ef. 2:2-5.
2 Alle vi der i dag stræber efter at tjene Gud, har færdedes i harmoni med kødet før vi lærte sandheden at kende. Men Gud har i sin kærlighed givet os frihed til selv at vælge. Og er vi ikke lykkelige for at vi nu har benyttet denne frihed til at vælge den vej der befrier os fra trældom, den vej der bærer løfte om evigt liv?
3. (a) Hvad må vi gøre hvis vi vil erfare opfyldelsen af vort bibelske håb? (b) Hvilket valg har vi truffet, og hvilket spørgsmål opstår med hensyn til at holde fast ved dette valg?
3 Apostelen Peter sagde til de kristne i det første århundrede at Gud havde givet dem „et levende håb“. (1 Pet. 1:3) Også vi har et sandt og levende håb. Men vort håb knytter sig til noget kommende. Og da det vi håber på, endnu ikke er sket, betyder det så at vi lige så godt kan give op? Nej, apostelen Paulus sagde: „Når vi håber på det vi ikke ser, så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.“ (Rom. 8:25) Hvis forholdene ikke udvikler sig sådan som vi havde forventet det, er der derfor så meget desto større grund til at vise udholdenhed og til at styrke vort håb. Når vi én gang har valgt det virkelige livs vej, som er den bedste og faktisk den eneste vej, så må vi holde fast ved dette valg. Hvis vi er svage, flakkende og usikre i vort valg, kan vi ikke nære nogen tillid til at vi vil erfare håbets opfyldelse. (Jak. 1:6-8) Da vi indviede os til Gud og lod os døbe traf vi vort valg. Men siden hen er vi dag efter dag blevet stillet over for situationer som kræver at vi træffer yderligere beslutninger og valg i harmoni med den store beslutning vi traf til at begynde med. Kan vi fortsætte med dag efter dag at træffe de valg som vil bevare os på livets vej? Kan vi virkelig være sikre på at vi vil erfare den fulde opfyldelse af vort håb når tiden er inde?
Lad intet rokke dig i dit valg
4. (a) Hvorfor bør vi ikke lade skuffelser over fejltagelser få os bort fra den vej vi har valgt? (b) Hvilken fejlagtig opfattelse har de kristnes ønske om at erfare håbets opfyldelse ført til ned gennem tiden?
4 Hvis vi forbliver trofaste mod Gud, vil han ikke tillade at vi begår fejltagelser der ødelægger alt for os. Men i nogle tilfælde tillader han os alligevel at tage fejl, for at vi kan indse hvor nødvendigt det er at vi altid ser hen til ham og hans ord. Dette styrker vort forhold til ham og vor udholdenhed mens vi venter. Af vore fejltagelser lærer vi at det er nødvendigt at være mere forsigtig i fremtiden. I århundredernes løb har de kristne altid haft et stærkt ønske om at den nye tingenes ordning skulle komme og få fuldt herredømme over jorden. Og fordi den enkeltes levetid er så kort, har de sikkert alle længtes efter at det skulle ske i deres egen levetid. De der har bestræbt sig for altid at have Guds domstime „i tanke“, har ved mere end én lejlighed i historien været så ivrige efter at denne dag skulle komme, at de i deres egen forestilling rykkede den nærmere end den egentlig var. (2 Pet. 3:12) For eksempel fandt apostelen Paulus det i det første århundrede nødvendigt at skrive til de kristne i Tessalonika om dette. Vi læser i Andet Tessalonikerbrev 2:1-3: „Men, brødre, med hensyn til vor Herres Jesu Kristi nærværelse og hvordan vi skal samles til ham, anmoder vi jer om ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte, hverken gennem en inspireret udtalelse eller gennem et mundtligt budskab eller gennem et brev, som var det fra os, gående ud på at Jehovas dag er her. Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“
5. (a) Hvordan opstod der store forventninger med hensyn til året 1975? (b) Hvorfor kunne de opfordringer til forsigtighed der blev fremsat, ikke dæmpe forventningerne til dette årstal?
5 Her i vor tid har en lignende iver, som i sig selv er rosværdig nok, ført til at man har forsøgt at finde tidspunktet for hvornår vi ville opleve den med længsel imødesete befrielse fra de lidelser og trængsler som mennesker på hele jorden er udsat for. Da vi udgav bogen Evigt liv — i Guds børns frihed, som nævnte at det ville forekomme meget passende hvis Kristi tusindårsrige løb parallelt med det syvende årtusind af menneskets eksistens, opstod der store forventninger til året 1975. Ganske vist blev der både dengang og siden fremsat udtalelser om at dette selvfølgelig kun var en mulighed. Men foruden disse opfordringer til forsigtighed er der desværre også blevet fremsat og trykt andre udtalelser, som antydede at det ikke bare var muligt, men sandsynligt, at forhåbningerne ville blive indfriet i 1975. Vi må beklage at disse udtalelser synes at have fået overvægten fremfor opfordringerne til forsigtighed, og har bidraget til at styrke de forventninger der allerede var opstået.
6. Var udtalelsen i Vagttårnet for 15. oktober 1976 et forsøg på udelukkende eller først og fremmest at lægge ansvaret for en sådan forventning over på bladets læsere? Forklar.
6 I sin udgave for 15. oktober 1976 nævnte Vagttårnet hvor uklogt det er at sætte sin lid til et bestemt tidspunkt. I dette nummer stod der blandt andet: „Hvis nogle er blevet skuffede fordi de ikke har fulgt denne tankegang, bør de nu koncentrere sig om at ændre deres synspunkt og indse at det ikke er Guds ord der er slået fejl eller har narret og skuffet dem, men at deres egen forståelse har bygget på forkerte forudsætninger.“ Når Vagttårnet her siger „hvis nogle er blevet skuffede“, så indbefatter dette „nogle“ alle blandt Jehovas vidner som er blevet skuffede, altså også dem der har at gøre med udgivelsen af de oplysninger der har bidraget til at forhåbningerne har samlet sig om et bestemt tidspunkt.
7. (a) Hvilken virkning bør sådanne menneskelige fejltagelser have på vor tro på Guds løfter? (b) Hvad er, ifølge Guds ord, det vigtigste?
7 Vi har imidlertid ingen grund til at lade os rokke i vor tro på Guds løfter. Nej, tingenes udvikling har bidraget til at vi alle har måttet foretage en nøjere undersøgelse af Bibelen i forbindelse med spørgsmålet om den kommende domsdag. Dette studium har vist os at det vigtigste ikke er en dato, et tidspunkt. Nej, det vigtigste er at vi altid har for øje at denne dag vil komme — at den nærmer sig og at hver enkelt af os da vil blive krævet til regnskab. Peter sagde at de kristne gjorde ret i at ’vente på Jehovas dags nærværelse og altid have den i tanke’. (2 Pet. 3:12) Det vigtigste er ikke et bestemt tidspunkt i fremtiden, men den kristnes daglige liv og færden. Den kristne bør ikke leve en eneste dag uden at have i tanke at han er underlagt Jehovas kærlige omsorg og ledelse og selv må underkaste sig denne, med tanke på at han vil blive krævet til regnskab for sine gerninger.
8. (a) Hvordan bekræfter Jesu og Paulus’ ord at dette er den rette indstilling? (b) Vi må holde ud til enden; men på hvilke to måder kan „enden“ komme, og kender vi tidspunktet?
8 Jesus nævnte grunden til at vi bør bevare en sådan indstilling: „For Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han betale enhver efter hans adfærd.“ (Matt. 16:27) Apostelen Paulus påpegede det samme: „Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde, . . . Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ (Rom. 14:10-12) Endvidere siger Paulus: „Vi skal nødvendigvis alle gøres kendt for Messias’ dommersæde, for at hver enkelt kan få løn for det der er gjort gennem legemet, efter det han har øvet, hvad enten det er godt eller slet.“ (2 Kor. 5:10) Hvor lang tid har vi igen før dette regnskab skal aflægges? Jesus sagde: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ (Matt. 24:13) Men hvornår kommer da „enden“? For hver enkelts vedkommende kan enden komme enten ved denne tingenes ordnings ophør, eller ved vedkommendes egen død, hvis den indtræffer før afslutningen. Hvor lang tid har hver af os så igen? Ingen af os kan forudsige hvornår vi vil dø. Og angående Rigets magtovertagelse sagde Jesus til sine apostle: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ (Apg. 1:7) Det er umuligt for os på forhånd at regne ud hvornår verdens ende kommer.
Vore forhåbninger vil gå i opfyldelse
9. Hvilke ord af Peter kan hjælpe os til at holde fast ved det valg vi har truffet?
9 Hvis en og anden frygter at der kan komme så store trængsler at han ikke vil kunne holde fast ved det valg han har truffet, nemlig at tjene Gud og Kristus, gør han vel i at lytte til apostelen Peters ord. Denne apostel forvisser os om at vort håb er sikkert hvis vi blot holder fast ved det i tro på Gud og hans pålidelige løfter. Peter siger: „[I] bliver bevogtet ved Guds kraft gennem tro til en frelse der er rede til at blive åbenbaret i den sidste tidsperiode.“ (1 Pet. 1:3-5) Hvad lærer vi af disse ord?
10, 11. (a) Hvem kan vi takke for at vi har taget imod den gode nyhed, og hvorfor? (b) Hvordan gør Gud det muligt for mennesker at se sandhedens lys? (c) Hvad viser Første Korinterbrev 2:9 om menneskers evne til i egen kraft at forstå sandheden fra Gud?
10 Lad os først spørge: Da vi første gang hørte „den gode nyhed“ og begyndte at få tro på den, kunne vi da med rette sige at det var os selv der havde været så kloge og fornuftige at vi straks havde indset budskabets betydning, fattet det og troet det? Nej. „Mens vi endnu var svage,“ det vil sige ude af stand til at frelse os selv, „mens vi endnu var syndere,“ ja, mens vi endnu var fjender, blev vi „forligt med Gud gennem hans søns død“. (Rom. 5:6-10) Hvem skal vi derfor takke for den begunstigede stilling vi nu har? Jesus sagde til sine disciple: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Joh. 6:44) På eget initiativ ville vi aldrig være kommet til kundskab om Gud. Vor ufuldkomne og syndige natur som mennesker ville have forhindret det.
11 Men vi kan søge Gud, for han er ’ikke langt borte fra en eneste af os’. (Apg. 17:27) Alene det at vi leder efter ham, famler efter ham, behager ham. Han vil da komme nær til os. (Jak. 4:8) Gud kender det inderste ønske hos den søgende og sender en forkynder til ham med „den gode nyhed“; når den søgende da begynder at undersøge Guds ord, under medvirken af den hellige ånd som Gud tilvejebringer, vil han eller hun vågne op til forståelse af sin situation. Hvis vedkommende da viser tro på hvad Gud siger, vil han kunne træde ud af mørket. Om hvad mennesker i egen kraft formår, siger Bibelen at „øjet ikke har set og øret ikke har hørt og menneskehjertet ikke har fundet på“ det som Gud har beredt dem der elsker ham. (1 Kor. 2:9) Ja, i kraft af vor egen menneskelige tænkning og vore egne ønsker ville vi aldrig være kommet til at forstå sandheden; det er kun sket fordi Gud har vist os medfølelse og hjulpet hver enkelt af os.
12. (a) Hvad må vi stadig have i tanke for at holde fast ved vort oprindelige valg? (b) Hvordan kan Gud ’bevogte os’ så vi undgår de farer vor manglende opfattelsesevne kan føre os ud i?
12 Når vi således forstår at Gud kender vor situation og vil hjælpe os lige fra første færd, kan vi også forstå hvordan det er muligt for os at holde fast ved vort oprindelige valg år efter år i tiden derefter. Gud kan bringe os til at vokse åndeligt. Som Peter siger, bevogtes vi af Guds kraft. Selv efter at vi er blevet kristne må vi erkende at det ikke er i egen kraft, visdom eller forstand at vi kan holde ud og sejre — det kunne vi aldrig på egen hånd. For eksempel kan vor opfattelsesevne til tider være for svag. Helt uden at tænke over det kan vi komme ud i forhold og situationer der i virkeligheden bringer vor kristne integritet i stor fare. (Gal. 6:1) Vi står måske i begreb med at tage et skridt der kan føre til vort fald. Men Gud ser det, han holder af os og føler med os — og han holder sine løfter til os. Netop i rette øjeblik er han i stand til at redde os fra faren. Kong David fra fortidens Israel kom ud for et sådant tilfælde hvor han blev „bevogtet“ af Guds omsorg; han sagde: „Fra døden frier du min sjæl, ja, min fod fra fald, at jeg kan vandre for Guds åsyn i livets lys.“ — Sl. 56:14.
Beskyttet mod blodskyld
13, 14. (a) Hvordan var David farligt nær ved at udgyde uskyldigt blod? (b) Hvordan fik Abigajil ham til at vende sig bort fra sin urette adfærd?
13 I Første Samuelsbog, kapitel 25, er optegnet et eksempel på at Gud bevogtede eller beskyttede David mod hans egne ufuldkomne tanker og impulser. Mens David levede som fredløs, jaget fra sted til sted af den morderiske kong Saul, hjalp og beskyttede han mennesker fra det israelitiske folk ved hver lejlighed hvor han kunne. En af de mænd han hjalp, var en hovedrig israelit ved navn Nabal. David og hans mænd havde engang slået lejr i nærheden af et sted hvor Nabals fårehyrder opholdt sig med deres hjorde, og Davids folk var som en mur der beskyttede dem mod vold og plyndring. De hverken bad om noget eller tog noget til gengæld for deres beskyttelse. Senere kom Davids folk til at mangle forsyninger, og David spurgte venligt Nabal, som en israelit kunne spørge sin broder, om han ville hjælpe ham med at give dem noget at spise. Men i stedet for at give udtryk for den taknemmelighed og uselviskhed som Moseloven foreskrev, slyngede Nabal skældsord efter Davids mænd.
14 Denne ondskabsfulde og utaknemmelige opførsel gjorde David så rasende at han begav sig af sted med henved 400 mand for at hævne sig på Nabal og hans hus. Men Nabals kone Abigajil havde hørt hvor usselt hendes mand havde opført sig. Hun skyndte sig nu hen til David med en stor gave bestående af forskellige madvarer. Hun bønfaldt David om at han, på grundlag af sit forhold til Jehova, ville opgive den hævn han havde tænkt sig at tage. Hun sagde: „Da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min herre får ikke samvittighedsnag af, at han uden grund udgød blod, og at min herre tog sig selv til rette.“ Da kom David til fornuft, og svarede: „Priset være [Jehova], Israels Gud, som i dag sendte mig dig i møde, priset være din klogskab, og priset være du selv, som i dag holdt mig fra at pådrage mig blodskyld og tage mig selv til rette!“ — 1 Sam. 25:31-33.
15, 16. (a) Hvilke to urette handlinger ville David have gjort sig skyldig i, hvis han havde gennemført sin hævn, og hvad reddede ham fra det? (b) Hvad kan vi lære af det, og hvilken virkning bør det have på os?
15 Fra et rent menneskeligt synspunkt havde David følt sig i sin fulde ret til at drage ud for at gengælde Nabal hans ondskab. Men hvis David havde gennemført hævnen ville han have taget sig selv til rette, som om al hævn og retfærdiggørelse tilfaldt ham, og han ville have pådraget sig blodskyld ved at dræbe uskyldige medlemmer af Nabals husstand. Hvad var det der reddede ham? Jehova Gud så ham, og han beskyttede ham, bevogtede ham, mod at begå denne frygtelige synd.
16 Dette eksempel viser os at vi ikke kan stole på at vi i egen kraft kan forblive på den vej der fører til frelse; vi må altid sætte vor lid til Gud, der våger over os og fører os sikkert frem til frelsen. Dette bør fylde os med stor tillid — og ydmyghed.
17. (a) Bør vi mene at Gud vil gøre mindre for dem der ydmygt tjener ham i dag? (b) På hvilke måder kan Gud redde os fra at begå alvorlige fejltagelser?
17 Nu vil nogle måske sige: ’Det var jo kong David, som Jehova havde salvet og indgået en særlig pagt med om et rige. Mon han vil vise os lige så stor opmærksomhed?’ Er det rigtigt at Gud, som har købt os med sin søns dyrebare blod, ikke våger lige så nidkært over vort liv? Nej. Lige så sikkert som Gud, med Abigajil som redskab, reddede David fra at begå en katastrofal og overilet handling, lige så sikkert vil han redde os. Som han bevægede Abigajil til at redde David, kan han i dag ved hjælp af sit ord, Bibelen, eller sine engle, eller en af vore medkristne, frelse os fra at begå noget tåbeligt, eller han kan i sit forsyn styre begivenhederne sådan at det undgås — hvis blot vi viser tro på ham og fortsat lever vort liv i ydmyghed, beder til ham og stoler på ham.
18, 19. Hvordan kan en sådan kundskab opmuntre os til trofast at fortsætte på den vej vi har valgt, og hvilket spørgsmål vil vi få besvaret?
18 Hvilken trøst og opmuntring er det ikke at forstå dette! Gud siger ikke: ’Nu ved I hvad I skal gøre, og det hele afhænger af jer.’ Nej, han er kærligt interesseret i vor frelse og beskytter os, så længe vi bevarer vor tro på ham og på den genløsning han har tilvejebragt gennem sin søn. Han „kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv“, og han véd at vi, hvis vi var overladt til os selv, uvægerlig ville komme til kort i vore bestræbelser for at følge retfærdighedens vej lige til enden. — Sl. 103:10-14, 17, 18; jævnfør Salme 38:5, 23; 40:13, 14; 130:3, 4.
19 Betyder det så at vi selv ikke behøver at gøre noget særligt for at kunne leve et trofast liv — at det hele afhænger af Gud? På ingen måde, som det fremgår af den bibelske drøftelse i næste artikel.
[Illustration på side 11]
Lige så sikkert som Jehova, med Abigajil som redskab, ’bevogtede’ David, så han ikke begik en katastrofal og overilet handling, lige så sikkert vil han redde os