Under den anden verdenskrig var disse kristne vidner gjort lovløse i fireogtredive lande. Men trods pøbeloverfald i De forenede Stater, Canada, Storbritannien og andre lande, holdt de ikke op med at forkynde.

Nazisterne prøvede at udrydde disse forkyndere af Riget, og ved en lejlighed knyttede Hitler hænderne og skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Professor Ebenstein fra Princeton University skriver i sin bog The Nazi State: „Mod [Jehovas vidner] blev der rettet en terrorkampagne som overgår alt hvad nazisterne i Tyskland forøvede mod nogen anden gruppe ofre.“ Alligevel blev budskabet forkyndt vidt og bredt, og Hitler og nazisterne kunne ikke hindre evangeliet om Riget i at nå ud til folket. Hvorfor ikke? Fordi den levende Gud stod bag dette arbejde.

I de kommunistiske lande rundt om i verden er der gjort meget for at standse vidnesbyrdet om Riget. I Toronto-bladet Daily Star for den 2. juli 1960 kunne man læse følgende: „Al religion er bandlyst i Sovjetunionen. Af en eller anden grund er der imidlertid intet der i den grad ophidser staten som Jehovas vidner. . . . Pravda meddeler at vidnerne bliver mere og mere aktive. . . . Denne tro breder sig, men trods alle de vældige ressourcer som staten har til rådighed, synes den ikke at være i stand til at udrydde den.“

Hvorfor har stærke regeringer ikke kunnet standse den virksomhed som udøves af denne lille gruppe der vidner om Guds rige? Forkyndelsen af Riget som finder sted trods modstand overalt i verden, vidner klart og tydeligt om at forkyndelsen ikke er menneskeværk. Hvis den var, ville den være ophørt for længe siden i betragtning af den modstand den har mødt. Som en anset lovkyndig i det første århundrede sagde: „Hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem.“ (Ap. G. 5:34-39) Det at forkyndelsen af Riget fortsætter i hele verden er et bevis på at den er af Gud, ja at Gud står bag den — ja at Gud lever!

Stillet over for sådanne talende vidnesbyrd om opfyldte profetier, profetier der er gået i opfyldelse i fortiden og profetier som nu er ved at gå i opfyldelse, er det da fornuftigt at tro på dem som hævder at Gud er død? For alle som går til Bibelen med ærbødighed, er der et væld af beviser for at Gud lever. Vi kan have den samme tillid som den apostelen Paulus havde da han sagde: „Vi har sat vort håb til den levende Gud.“ — 1 Tim. 4:10.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor lod kong Salomon Adonija dræbe efter at Adonija havde anmodet om at få Abisjag til hustru, når Salomon dog tidligere havde benådet ham? — R. F., U.S.A.

For at forstå Salomons handling må vi kende baggrunden for den. Da David var blevet gammel og øjensynligt var stærkt svækket efter et langt og anstrengende liv, valgte hans folk den smukke jomfru Abisjag til at pleje ham og holde ham med selskab. (1 Kong. 1:1-4) Selv om David „ikke [havde] omgang med hende“, blev hun åbenbart betragtet som hans hustru eller medhustru. Som sådan ville hun, efter gammel orientalsk skik, efter Davids død blive hans arvings ejendom.

Beretningen om Abisjag står umiddelbart foran den detaljerede beretning om Davids ældste levende søns, Adonijas, mislykkede forsøg på at tilvende sig tronen. Beretningen om Abisjag ser ud til at være anbragt dér for at kaste lys over Adonijas handlinger i begyndelsen af Salomons regeringstid. Efter sin tronbestigelse benådede Salomon Adonija, der havde opkastet sig til konge, men benådningen blev gjort betinget. Senere overtalte Adonija listigt Salomons moder, Batseba, til at anmode sin søn om at give ham Abisjag til hustru. Salomon sluttede at Adonijas anmodning var et underfundigt forsøg fra den tidligere tronraners side på at styrke sit uretmæssige krav på Israels trone og ikke blot udtryk for et ønske om at få en smuk hustru. Kongen reagerede ved at trække benådningen