Spørgsmål fra læserne
● Hvilken slags præst var Jetro, som omtales i 2 Mosebog 3:1?
Ifølge 2 Mosebog 3:1 „vogtede [Moses] nu småkvæg for sin svigerfader Jetro, præsten i Midjan“. Jetro var øjensynlig det patriarkalske overhoved for en stamme midjanitter og var efter datidens skik som sådan ansvarlig for at undervise og lede stammen i alle religiøse og verdslige anliggender. Bibelen beretter ikke noget om hvor ren deres religion var. Det bør imidlertid huskes at disse midjanitter nedstammede fra Abraham gennem Ketura, den hustru han tog sig nogen tid efter Saras død. På Moses’ tid ville de stadig have levn fra den rene tilbedelse, tilbedelsen af den sande Gud Jehova, som Abraham altid håndhævede i sin husstand. Af beretningen i 2 Mosebog 18:1-24 fremgår det at Jetro ejede en betydelig værdsættelse af Jehova som Gud idet han lovpriste Jehova, ofrede til ham og holdt måltid for Guds åsyn sammen med Moses og Aron og alle Israels ældste. Desuden gav han Moses meget kloge råd om at udvælge „dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding“. Disse mænd skulle hjælpe ham med at holde ret for folket, og Moses fulgte straks dette råd. Jetros stilling som præst skyldtes i bedste fald enten en naturlig arv fra hans forfædre eller at han var udvalgt af sin stamme, og ikke en særlig udnævnelse fra Gud.
● Hvorfor tolererede David, en trofast Jehovas tjener, at hans hustru Mikal blandt sine ejendele havde en husgud, et terafim-billede, som det fremgår af 1 Samuel 19:12, 13?
Beretningen i 1 Samuel 19:12, 13 lyder: „Så hejste Mikal David ned igennem vinduet, og han flygtede bort og undslap. Derpå tog Mikal husguden [terafim-billedet, NW], lagde den i sengen, bredte et gedehårsnet over hovedet på den og dækkede den til med et tæppe.“
Ifølge arkæologiske fund i Mesopotamien og områderne deromkring var disse husguder lige så vigtige når det drejede sig om familiearv som skøder og skrevne testamenter er det i vore dage. Ifølge gammel skik kunne en svigersøn der ejede familiens gudebilleder gå til retten og gøre krav på sin svigerfaders ejendom. Det har uden tvivl været grunden til at Rakel tog husguden med sig da Jakob og hans husstand i hemmelighed flygtede fra Laban. — Se Vagttårnet, 1. juli 1954, siderne 207 og 208.
Det er imidlertid ikke sandsynligt at denne skik holdtes i hævd da Israel blev organiseret som en nation og fik de ti bud, af hvilke det andet udtrykkelig forbød israelitterne at fremstille afgudsbilleder. Dersom brugen af disse terafim-billeder, der brugtes såvel til afgudsdyrkelse som til stadfæstelse af retten til familiearven, kunne forsvares ville Samuel ikke have sagt til kong Saul: „Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde [formasteligt at trænge sig frem er det samme som at bruge overnaturlig magt og terafim, NW].“ — 1 Sam. 15:22, 23.
Ifølge den hebraiske Soncino-bibel havde de ældre jødiske bibelkommentatorer det største besvær med at forklare hvorfor der var en husgud i Davids husstand. Vi ved at der ikke var tale om at David selv tilbad afguder, for han viste Jehova absolut hengivenhed. Ellers ville vi ikke gentagne gange kunne læse at hans hjerte var „helt“ med Jehova. (1 Kong. 11:4; 15:3) Vi kan derfor kun drage den slutning at hans hustrus hjerte ikke var helt med Jehova og at David enten ikke vidste at hun havde husguden eller at han tolererede den fordi hun var kong Sauls datter.
Et udtryk for Davids helhjertede tilbedelse af Jehova har vi i denne strofe af hans sang: „Thi stor og højlovet er [Jehova], forfærdelig over alle guder; thi alle folkeslagenes guder er afguder, [Jehova] er himlens skaber.“ — 1 Krøn. 16:25, 26.
● Sømmer det sig for et indviet, kristent vidne for Jehova at være ansat i en af kristenhedens religiøse organisationer eller i et andet af Babylon den Stores foretagender?
Når man skal finde svaret på dette spørgsmål er det godt at holde sig klart for øje at Jehova har givet sit folk en utvetydig befaling vedrørende den falske religions verdensimperium. Dette religiøse system kaldes Babylon den Store fordi det i størrelsesorden langt overgår oldtidens Babylon men samtidig har alle de træk som kendetegnede hovedsædet for den tilbedelse der var i opposition til Jehova. Det er med henblik på Babylon den Store at Åbenbaringen 18:4, 5 fremsætter følgende indtrængende opfordring: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.“
Hvordan skulle en indviet kristen, et af Jehovas vidner, med god samvittighed kunne arbejde for en organisation hvis hele virksomhed er i opposition til Jehova Gud? Jehova Gud siger at set fra hans side hober de falske religiøse systemers synder sig op så de når himmelen. De har udtalt sig løgnagtigt om Gud, de har vendt folk bort fra den foranstaltning som Gud i sin kærlighed har truffet for at mennesker kan opnå livet, og de har i stedet velsignet nationernes nedslagtning af jordens indbyggere. Hvem kunne tænke sig så meget som med en finger at støtte den virksomhed et sådant gudvanærende system udfolder?
Hvis et menneske der hævder at være et indviet, kristent vidne for Jehova direkte ansættes ved en sådan religiøs organisation, vil det faktisk blive en del af denne organisation. Hvis vedkommende ved sin ansættelse her forstod hvad det indebar og alligevel tog stillingen, kan man så slutte andet end at han er en frafalden og derfor må udstødes af den kristne menighed? Nu kan det forekomme at en kristen er ansat i et verdsligt firma der jævnligt udfører arbejde på kirkebygninger. Det er rigtigt at vedkommende er ansat i et verdsligt firma, men selve det at han indvilliger i ret konstant at udføre sådanne former for arbejde viser at han ikke er en moden kristen, og selv om han vil få lov til at rapportere sin tjeneste som forkynder, kan han ikke være tjener, da tjenerne jo af menigheden betragtes som eksempler den skal efterligne. Hvis det verdslige firma kun af og til udfører arbejde for en kirke — hvilket er tilfældet inden for mange fag — vil han ikke diskvalificere sig som tjener i menigheden hvis han udfører arbejdet, medmindre nogle af menighedens medlemmer tager anstød heraf. Men de få gange det er aktuelt er det måske muligt for ham at få sin arbejdsgiver til at overføre ham til et andet stykke arbejde, eller han vil måske af hensyn til sin samvittighed foretrække at søge ansættelse hos et firma der slet ikke gør forretninger med organisationer inden for den falske religion. — 1 Pet. 3:16.
Ingen af Jehovas kristne vidner vil personlig træffe aftale om at arbejde for en organisation der repræsenterer den falske religion, når de ved hvad Bibelen siger om Babylon den Stores meriter. Og hvis en eller anden har gjort det uden at forstå alvoren heri, må vedkommende så hurtigt som overhovedet muligt bringe sagen i orden således at han kan have en ren samvittighed over for Gud og bevare det rette forhold til menigheden. — 2 Kor. 6:16, 17.
Skønt det undertiden kan være vanskeligt at finde arbejde i denne gamle verdensordning og vi måske økonomisk sidder småt i det, kan vi være forvissede om at Jehova, hvis vi er trofaste over for ham, vil blive ved med at opfylde vore bønner og velsigne vor indsats for at skaffe „vort brød efter dagens behov“. — Luk. 11:3, NW; Matt. 6:25-34; Sl. 37:25.