-
Hensigten med vor forkyndelseVagttårnet – 1961 | 1. maj
-
-
Det betyder at der er mange glæder og velsignelser at hente i forkyndelsen. Prøv for dit indre øje at forestille dig den velstand, herlighed og pragt som omgav Salomons rige. Da dronningen af Saba kom for ved selvsyn at forvisse sig herom, blev hun „ude af sig selv“, som beretningen siger. „Og hun sagde til kongen: ’Sandt var, hvad jeg i mit land hørte sige om dig og din visdom! Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt; thi din visdom og herlighed overgår, hvad rygtet sagde mig om dig! Lykkelige dine hustruer, lykkelige dine folk, som altid er om dig og hører din visdom!’“ — 1 Kong. 10:5-8.
22. (a) Hvilke velsignelser kan Jehovas tjenere nu iagttage med egne øjne? (b) Hvad skal vi aldrig lade os forlede til at tænke, og hvorfor ikke?
22 De som i dag tjener den større Salomon, Kristus Jesus, ser med egne øjne den velstand, glæde og lykke der præger den nye verdens samfund i virksomhed. De ser og hører hvordan mænd, kvinder og børn fra alle dele af verden forkynder Jehova Guds navn. Rigets herlighed og pragt ses også af retsindige mennesker, og de er strømmet til Guds organisation i et antal af 1000 hver eneste uge i de sidste ti år. At erfare glæden ved at se Herrens andre får strømme til, er også en velsignelse forkyndelsen bringer. Byt aldrig din tjeneste, uanset hvori den består og hvor den udføres, bort med nogen af de stillinger som denne verden kan tilbyde. Forkyndelsen bør være vor hovedbeskæftigelse; det verdslige arbejde må komme i anden række. Det skal blot hjælpe os til at fortsætte forkyndelsen. Som Guds tjenere ligger det os mest på sinde „først at søge Riget og hans retfærdighed“. (Matt. 6:33, NW) I erkendelse af at dette er et krav som hver eneste af Jehovas forkyndere må opfylde, bør vi aldrig lade os forlede til at tænke: „Åh, arbejdet bliver nok gjort uden at jeg er med.“ Selvfølgelig kan Jehova Gud få forkyndelsen udført uden at vi medvirker. Han kan også skabe den nye verden uden os. Det vil imidlertid være langt bedre at se på sagen under denne synsvinkel: Han vil bruge os og vil stedse gøre det i den nye verden, såfremt vi opfylder formålet med forkyndelsen nu. Lad mennesker i verden jage efter materiel rigdom, magt, popularitet, prestige og fornøjelser. Men husk, at det gør de kun indtil Harmagedon. Men stiler du som Guds tjener efter at medvirke til ophøjelsen af Jehovas navn, at hjælpe andre mennesker til at kende Jehova Gud, og at være en trofast og frugtbærende forkynder, så har du sat dig et mål der vil kunne føre dig gennem Harmagedon og ind i den nye verden. Måtte vor tjeneste glæde Jehova Guds hjerte, og måtte hver trofast forkynder af ham modtage det evige livs gave.
-
-
Bibler for bøsserVagttårnet – 1961 | 1. maj
-
-
Bibler for bøsser
● I Guanajuato, Mexico, findes to små nabolandsbyer der tilsammen kun har 153 indbyggere, men hvoraf de 150 er Jehovas vidner og de øvrige tre velvillige over for budskabet om Jehova Gud. Det er gået sådan til: For nogen tid siden begyndte en særlig repræsentant, udsendt fra Vagttårnets selskab, at forkynde for disse mennesker. Han opdagede at de alle var bevæbnet med rifler og pistoler fordi de havde nogle vældige fejder hvori hele familier søgte at udrydde hinanden. Regeringen havde prøvet at finde frem til den skyldige, men ingen ville afgive vidneforklaring. Til at begynde med var disse mennesker mistænksomme over for forkynderen som var sendt til dem; men så indvilligede en af beboerne i at få et bibelstudium i sit hjem, og inden længe var både han og hans familie Jehovas vidner. Efterhånden tog alle naboerne imod sandheden om Jehova Gud og hans rige. Da de blev spurgt, hvor de havde gjort af deres pistoler og rifler, svarede én straks: „Vi solgte dem og købte bibler for pengene.“ — 1961 Yearbook af Jehovah’s Witnesses.
-