• Den kristne stridsmand
    Vagttårnet – 1955 | 15. april

    • (Hebr. 4:12) Hvorfor skulle da vi, som er helliget til en hellig, teokratisk kamp, løfte et ringere og svagere våben mod hinanden? Hvorfor skulle vi ikke bruge et mægtigere, ja et overlegent våben, det åndelige sværd, Guds ord, mod vor fælles fjende, „ondskabens åndemagter i himmelrummet“? Vor kampdygtighed ligger i de våben, vi får fra Gud, og kun dem må vi bruge.

      18. Hvad er en nødvendig tilføjelse til vor forsvarskrig, og hvorledes blev dette klart skildret i kong Asa af Judas tilfælde?

      18 Lad os heller ikke lukke øjnene for, at bønnen er en vigtig del af vor krigsførelse, en nødvendig tilføjelse til vor beskyttende rustning. Bøn er af livsvigtig betydning under den teokratiske kamps hede. I forgangen tid bragte bønnen kong Asa af Juda sejr. Vel vidende, at en hær på fem hundrede firs tusinde helligede krigere ikke kunne stå mål med en hær på en million kusjitter og tre hundrede stridsvogne anført af kusjitten Zera, bad Asa indtrængende: „HERRE, hos dig er der ingen forskel på at hjælpe den, der har megen kraft, og den, der ingen har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit navn er vi draget mod denne menneskemængde. HERRE, du er vor Gud, mod dig kan intet menneske holde stand.“ Som en opfyldelse af denne bøn viste Jehova, at ingen kan holde stand mod ham, selv ikke en million mand. Der står skrevet: „Da slog HERREN kusjitterne foran Asa og judæerne, og kusjitterne tog flugten. . . . og alle kusjitterne faldt, ingen reddede livet, thi de knustes foran HERREN og hans hær.“ (2 Krøn. 14:9-14) Denne beretning blev nedskrevet i fortiden til vor belæring nu, og hvilket storslået eksempel er det ikke på, hvordan bøn udvirker sejr! Lad os altid opsende bønner.

      19. a) Hvorfor kan vi ikke afføre os vor åndelige rustning og gribe til kødelige våben i Harmagedonslaget? b) Hvordan har Kristus Jesus helliget os til den rette krigsførelse, og hvorfor melder vi os med iver til kampen?

      19 Vi befinder os nu på den onde dag, iført vor teokratiske rustning og helliget til den hellige kamp for Jehovas sag. Vi står ansigt til ansigt med det universelle Harmagedonslag. Det bliver den mest voldsomme og katastrofale kamp i menneskehedens historie. Men vi får ikke nødig at tage del i nogen voldshandlinger til den tid. Gennem fortidens profetiske billeder på Harmagedonslaget lyder Jehovas ord til os: „Kampen er ikke eders, men Guds!“ „Hold blot stand, så skal I se HERRENS frelse, som han i dag vil hjælpe eder til . . . HERREN skal stride for eder.“ (2 Krøn. 20:15; 2 Mos. 14:13, 14) Disse ord er for os et forbud mod at afføre os vor åndelige rustning og gribe til kødelige våben og stole på dem som en hjælp for eller imod noget menneske på jorden under Harmagedonslaget. Vi må bevare vor helligelse til vor hellige kamp lige til Gog, Magogs overfyrste, retter det store angreb mod den nye verdens samfund, og til Harmagedonslaget bryder løs som Jehovas modtræk mod Gog og til forsvar for os. (Ez. 38:1 til 39:22) Vor ypperstepræst Kristus Jesus har ofret sit menneskeliv for os, for at vi kunne komme til at stå som helligede ind for Gud i vor åndelige kamp. Ved ham har vi forvisset os om Guds vilje og lært, at vi må stride „troens gode strid“ for at vinde sejr. (1 Tim. 6:12) Vi ved, at vi hver især må vise os som „en god stridsmand for Jesus Kristus“. Som vor ypperstepræst er han med os i vor lejr for at vejlede os og opmuntre os til ikke at frygte fjenden, men vedblivende gøre Guds vilje som teokratiske stridsmænd. Vor kamp for Jehovas hævdelse og herliggørelse er en hellig kamp og en hellig pligt, og vor kristne samvittighed har ingen skrupler ved at tage del i denne teokratiske krigsførelse iført vor hellige rustning; vi melder os tværtimod med iver til denne tjeneste som loyale, frivillige stridsmænd. — Sl. 110:3.

      20. a) I hvilken stand bør vi holde den teokratiske lejr? b) Hvordan vil vi handle under krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, og med hvilket storslået resultat?

      20 Vi må holde vor lejr ren ved at føre et helligt liv, ikke begå åndelig utugt med fjendens verden, for at Jehova ikke skal se noget hos os, der vækker væmmelse, og vende sig bort fra os. Iført Guds åndelige rustning må vi bestandig kæmpe mod „ondskabens åndemagter i himmelrummet“, tappert svinge „åndens sværd, som er Guds ord“, ved at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige ud over hele den beboede jord. Når så det afgørende slag nærmer sig, ja, når selve „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ begynder, vil vi som „et helligt folk“ og „et kongeligt præsteskab“ sammen med alle vore medkæmpere, de retsindige fra alle nationer, være værdige til at lovprise Jehova og støde i trompeterne for at opflamme til modigt at rykke frem mod fjenden i fuld tillid til, at Jehova vil give os sejr. Alt mens vi kæmper for at fremme forkyndelsen af den gode nyhed, vil vi i fuld tro være brændende i bønnen for hinanden og for Guds sags sejrrige udfald. Så vil vor teokratiske krigsførelse ikke være forgæves. Nej, den vil blive kronet med Guds egen sejr ved Kristus Jesus og føre til evigt liv i den retfærdige nye verden for os, der er meddelagtige i hans sejr! (1 Kor. 15:57, 58) „Thi kampen er ikke eders, men Guds!“ — 2 Krøn. 20:15.

      (The Watchtower, 15. november 1954)

  • 76 års søgen
    Vagttårnet – 1955 | 15. april

    • 76 års søgen

      Ved et stævne, som Jehovas vidner afholdt i Nottingham, England, var der en 87-årig broder fra Wales, der fortalte om, hvorledes han for 76 år siden havde begyndt sin søgen efter sandheden. I mere end tyve år havde han forsøgt sig med forskelliges religioner, men uden at blive tilfreds. I de næste halvtreds år opgav han al yderligere søgen, men blev stadig ved at bede om hjælp. For fire år siden, da han var 83 år gammel, fik han et nummer af Vagttaarnet, og nogle få måneder senere overværede han et stævne i Cardiff. Kort tid efter blev han døbt, og den dag i dag er han et aktivt vidne, der hver måned giver mere end to gange landets gennemsnit af timer på arbejdsmarken.