• Præster ledsagede den teokratiske hær
    Vagttårnet – 1955 | 15. april

    • 7. Hvem brugte Jehova til at overbringe sit budskab, dengang Jerusalem så sig truet af moabitterne, ammonitterne og dem fra Se’irs bjerge, og hvad indebar dette budskab?

      7 Et andet eksempel på teokratisk krigsførelses hellighed og på, hvordan Jehova brugte den hengivne Levis stamme i tilknytning til hæren, ser vi på et tidspunkt, der var meget kritisk for Judas rige. De forenede hære af dæmondyrkere, moabitterne, ammonitterne og dem fra Se’irs bjerge, var på vej gennem den judæiske ørken for at angribe den hellige by Jerusalem. Kong Josafat udråbte en faste i hele riget og lod folket samle sig ved templet i Jerusalem. I en højtidelig appel opsendte kong Josafat en bøn til Jehova for alle de mænd, kvinder og børn, der stod rundt om ham. Jehova udvalgte sig et redskab, en hellig mand, ved hvem han gav trøst og vejledning i denne nødens stund. Den hellige mand, han valgte, var en levitisk sanger ved navn Jahaziel. Han udgød sin hellige ånd over denne mand og inspirerede ham til at sige: „Så siger HERREN [Jehova, NW] til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds! Drag i morgen ned imod dem; . . . Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I judæere og Jerusalems indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!“

      8. Hvorledes understregedes den hellighed, hvormed de gik situationen i møde, og hvorfor var det på sin plads at lægge vægt på denne hellighed?

      8 Næste morgen drog de i lydighed uden for byens beskyttende mure og ned mod fjenden. Men hvordan? Præsterne tog ikke de to sølvtrompeter med for at blæse alarm. Ingen fodfolk skulle løfte krigsskriget og gå til angreb mod Moab, Ammon og dem fra Se’irs bjerge. De behøvede ikke at tage del i denne kamp; det var en hellig kamp; det var ikke deres kamp, men Guds. Da de drog ud, stod kong Josafat i egenskab af øverste hærleder frem og formanede den fremrykkende hær i lydighed mod befalingen i 5 Mosebog 20:5-9. Han sagde: „Tro på HERREN eders Gud, og I skal blive boende, tro hans profeter [som for eksempel Jahaziel], og lykken skal følge eder!“ For at styrke deres tro og tillid til Jehova anbragte kong Josafat Jahaziel og hans levitiske medsangere i helligt skrud i spidsen for den fremrykkende hær. I stedet for at lade en trompetalarm lyde efterfulgt af et krigsskrig sang disse levitter, mens de rykkede frem: „Lov HERREN, thi hans miskundhed varer evindelig!“ Kong Josafat og hæren fulgte efter. Denne fremhævelse af krigens hellighed var på sin plads, for vi læser: „I samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod HERREN et baghold komme over ammonitterne, moabitterne og dem fra Se’irs bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. Ammonitterne og moabitterne angreb dem, der boede i Se’irs bjerge, og lagde band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se’ir, gav de sig til at udrydde hverandre.“ Da den teokratiske procession nåede op på varden i ørkenen, så de, hvilken nedslagtning der havde fundet sted.

      9. Hvordan fejrede de Jehovas sejr, og hvad kom den gamle verden til at erfare på grundlag af denne sejr?

      9 Alt, hvad de nu havde at gøre, var at plyndre de døde. Efter at det havde stået på i tre dage, samledes de i Berakadalen og lovpriste Jehova, hvorpå de til hellig musik vendte tilbage til Jerusalem og templet med jubel, „thi HERREN havde bragt dem glæde over deres fjender“. Hvilken virkning havde Jehovas hellige kamp på de ugudelige angribere? Beretningen svarer: „En Guds rædsel kom over alle lande og riger, da de hørte, at HERREN havde kæmpet mod Israels fjender.“ (2 Krøn. 20:1-29) Den gamle verden kom til at erfare, at Jehova ikke er pacifist, men en krigshelt, der altid vinder og derfor bør vises ærefrygt. Ve dem, som kæmper imod Gud; de har på forhånd tabt! Men det er ikke tilfældet med dem, som fører Jehovas krige. De er sådanne, som helt hengiver sig til den kristne, teokratiske krigsførelse. De er helligede ene og alene til denne krigsførelse, fordi den er hellig og bemyndiget af den Hellige i universet, og han støtter denne kamp med sejr for øje.

      (The Watchtower, 15. november 1954)

  • Den kristne stridsmand
    Vagttårnet – 1955 | 15. april

    • Den kristne stridsmand

      1. Hvorfor er den kristne krigsførelse i dag hellig, og hvilket spørgsmål melder der sig med hensyn til, hvilke stridsvåben der kan tages i brug?

      DE KRIGE, de trofaste vidner før Kristi tid udkæmpede, var hellige, fordi de var teokratiske og blev kæmpet i hærskarers Jehovas navn og på hans bud og befaling. De sande kristne i dag, som ligeledes er Jehovas vidner, fører også en kamp, og den er ikke mindre hellig, for den er lige så teokratisk. Ofte kæmpede disse fortidens Jehovas vidner med håndgribelige våben, der spredte død omkring sig. Kan de kristne vidner i dag også kæmpe med sådanne håndgribelige, dødbringende våben? Det står til Jehova at svare og belære vor samvittighed.

      2. Hvorfor må kristne nu kæmpe alle tiders største kamp, og hvorfor er den dag, vi lever på, den „onde dag“?

      2 I fortiden kæmpede Jehovas trofaste vidner tit mod vældige fjendtlige styrker, men nu står Jehovas kristne vidner midt i den største kamp i menneskehedens historie. Fortidens vidner, der kæmpede for Jehova, stod over for jordiske fjender og var udrustet med menneskelige våben. Nutidens kristne vidner for Jehova står over for og må kæmpe imod en overmenneskelig fjende. Vel er fjenden usynlig, men kampen er en realitet. Det er derfor en kamp, der kræver konstant årvågenhed og stadig agtpågivenhed, en fortsat krigsførelse, en livslang strid uden orlov, en kamp uden rast, uden våbenstilstand. Under denne kamp har vi bestandig brug for guddommelig formaning, så vi kan holde os i form og bevare modet. Striden