Kan musik være farlig?

’FARLIG?’ spørger du måske. ’Hvordan kan musik være farlig? Det er trods alt ikke andet end lydbølger.’ Ganske rigtigt, men lyde kan påvirke os kraftigt. Hvem reagerer ikke på et skrig i natten? Og hvem bliver ikke revet med af en smittende latter? Hvis en enkelt person i en større forsamling pludselig bryder ud i latter, er det ikke usandsynligt at hele forsamlingen kort efter ler lige så hjerteligt.

Musikkens magt

Men hvis lydbølgerne nu melder sig som musik? Da vil man kunne få hele forsamlingen til at nynne, vugge, klappe, knipse med fingrene eller slå takt med fødderne — alt efter hvilken type sang eller musik det er. Så stor en magt har musikken. Den kan bringe en hel koncertsal fuld af mennesker i affekt.

Her er et eksempel fra Bibelen: David, som vi nævnte ovenfor, var på et tidspunkt ansat som musiker ved kong Sauls hof. Han var så dygtig til at spille på harpe at kong Sauls bekymrede sind faldt til ro når han spillede. — 1 Samuel 16:18-23.

Musik kan vække følelser og stemninger hos os. Når et jazzorkester sætter i med en kendt melodi, kan tilhørerne alle som én rejse sig af begejstring. Og når man hører slutningen af Tjajkovskijs 1812-ouverture med dens kamptummel, kanonernes bragen og sejrsklokkernes ringning, kan man føle sig helt grebet af sejrsstemningen. Jo, musikken har stor magt.

Nationale ledere har længe vidst at en hel befolkning kan påvirkes ved hjælp af musik. På hvilken måde? Med nationalsange og fædrelandssange. Hitler og hans nazistiske parti forstod til fulde at udnytte nationalmelodien Deutschland, Deutschland über alles, så masserne blev ført ind på dødens og ødelæggelsens vej! Denne misbrugte musik var i øvrigt hentet fra et smukt, klassisk værk af komponisten Joseph Haydn. Når tyskerne sang deres nationalsang, kunne englænderne med lige så stor begejstring synge deres „God Save the King“. Hitler var i øvrigt stærkt betaget af Richard Wagners musik.

Musikkens store magt gjorde sig også gældende på Bibelens tid. Anden Mosebog fortæller os at israelitterne blev trætte af at vente mens Moses var oppe på Horebs bjerg for at modtage Lovens tavler fra Jehova. I deres utålmodighed forlangte de at Moses’ broder Aron skulle lave dem en anden gud — en guldkalv. Så holdt de fest for denne afgud og bragte ofre til den. Hvad skete der så? „Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.“ — 2 Mosebog 32:1-6.

Da Moses sammen med Josua kom ned fra bjerget, hørte han tummel fra israelitternes lejr. Josua mente det lød som om folket var i kamp mod fjenden. Men Moses opfattede det anderledes, og han havde ret. Israelitterne sang — og det var hverken om sejr eller nederlag for deres hær. Nej, det var „lyden af anden sang“. Og sangen havde en ildevarslende klang i Moses’ øren. Det viste sig at være lyden af israelitternes sang og dans omkring guldkalven. De hengav sig til hæmningsløs afgudsdyrkelse mens de sang og dansede. Musikken var et fremherskende led i deres umoralske afgudsdyrkelse. — 2 Mosebog 32:7-25, NW.

Kristne i dag kan lære noget af dette. For eksempel at musikken kan påvirke os. Vor tids verden er meget musikorienteret. Man må være kritisk. Når Jehovas vidner er sammen under private former, bør de da spille tøjlesløs musik og anden populær musik med seksuelle overtoner der opfordrer til umoralitet? Nej, det burde aldrig ske. Og dog har der i de senere år været nogle der gjorde dette, endda med forældres og ældstes tilladelse. I visse tilfælde har man spillet musik der forherligede umoralitet, oprørskhed, stofmisbrug og endda spiritisme.

Betyder det da at musik altid har en negativ indflydelse? Nej, bestemt ikke. Lad os minde om at musik også blev benyttet i den hellige tjeneste for Jehova. I sin lignelse om den fortabte søn nævnte Jesus det som en naturlig ting at faderen modtog den hjemvendte søn med „musik og dans“. — Lukas 15:25.

Kan musikken bibringe en bestemt holdning?

I vor tid spiller musikken en langt større rolle i folks hverdag end den har gjort før. I de seneste årtier er musikgengivelsen blevet til en verdensindustri der hvert år udspyr millioner og atter millioner af plader og kassetter. For hundrede år siden kunne man kun opleve musik ved selv at udøve den eller høre andre udøve den, og som regel skete ingen af delene særlig hyppigt. Men nu i tiden kan man høre musik hele dagen hvis man vil. Det er derfor ikke helt malplaceret at spørge: Kan musikken bibringe en bestemt holdning? Kan den påvirke lytterens måde at tænke og leve på?

At dømme efter reklameindustriens brug af musik må svaret være ja. I utallige lande (sandsynligvis også snart i Danmark) kan man modtage TV- og radioprogrammer med reklamer, hvoraf mange ledsages af musik. Produktets navn synges ind i os, prentes ind i os, også i børnene, selv de helt små.

I det gamle Israel brugte man også musik for at indprente et budskab i menneskers tanker, men unægtelig med et noget mere ophøjet motiv. Det drejede sig om musikken til de bibelske salmer, der utvivlsomt hjalp israelitterne til at huske teksten. Bibelens beretning om indvielsen af Salomons tempel nævner således at alle de levitiske sangere, sammen med andre, medvirkede ved denne lejlighed „med cymbler, harper og citre“, og at der sammen med dem stod 120 præster der blæste i trompeter. Beretningen fortæller: ’Trompetblæserne og sangerne stemte i på én gang for at love og prise Jehova.’ I dette tilfælde var musikken inspirerende og opbyggende. Den var til pris for Jehova. — 2 Krønikebog 5:12, 13.

Det er sandsynligt at man ved denne lejlighed spillede og sang Salme 136, og en melodi ville i høj grad hjælpe israelitterne til at huske ordene. Dette illustrerer et vigtigt punkt — at musik kan medvirke til at bibringe et budskab. Musik kan være et redskab der er med til at anbefale et produkt, en holdning eller en måde at leve på, hvad enten musikken er ledsaget af ord eller ej. Sådan kan musikken også virke i dag, både den klassiske og den mere moderne musik.

I sin artikel om Ludwig van Beethoven, „som af mange anses for at være den største komponist der har levet“, skriver Encyclopaedia Britannica for eksempel: „Han illustrerede mere levende end nogen af sine forgængere hvilken magt musikken har til at overbringe en livsfilosofi uden brug af det talte ord.“ Hans berømte Pastoralsymfoni kan ses som et eksempel på dette. Den er et klart udtryk for Beethovens kærlighed til naturen. Ja, musikken kan bevæge os og røre vore følelser og stemninger.

En anden afholdt komponist er østrigeren Gustav Mahler. En musikforsker siger at denne komponist i visse perioder var næsten besat af tanken om døden; han taler om „den uophørlige søgen efter at finde en mening med livet der kom til at gennemtrænge hele Mahlers liv og al hans musik“. Om hans første symfoni skriver kritikeren: „Livsglæden overskygges her af plagende dødstanker.“ Han fortsætter: „Hans anden symfoni tager udgangspunkt i dødstanker . . . og kulminerer i en bekendelse til den kristne tro på udødeligheden. . . . Det religiøse element i disse værker er meget fremtrædende.“ De der holder af musik kan her spørge sig selv om nogle af Gustav Mahlers tanker og konflikter måske kunne smitte af på dem.

Komponisten Igor Stravinsky er blandt andet blevet berømt for orkesterværket Le Sacre du Printemps (forårsofferet). Det er balletmusik der skildrer en hedensk ceremoni, hvori en ung jomfru danser sig til døde for at formilde vårguden. Ceremonien er, ifølge en kommentator, „udtrykt i en musik hvis mest slående kendetegn umiddelbart er den rytmiske styrke — den hypnotiske, medrivende kraft i de rytmiske mønstre“. Virkningen er meget stærk og noget foruroligende. Kommentatoren siger at musikken havde til hensigt at „kuldkaste europæernes overbevisning angående deres musikalske tradition“.

Selv klassisk musik kan altså give tilhøreren anledning til at tænke efter og spørge sig selv: Hvis jeg dyrker bestemte typer musik i overdreven grad, er der da fare for at jeg bliver deprimeret eller overspændt? Hvis komponisten har haft en negativ holdning, kan denne holdning da vinde indpas hos mig og give mig negative tanker? Hvis komponistens musik ikke ligefrem undergraver troen på Skaberen og hans gerninger, kan det meget vel tænkes at indflydelsen ikke er negativ, men snarere neutral eller endda positiv. Det er også muligt at nyde musik for musikkens egen skyld, uden overhovedet at vide hvad komponisten tænkte på. I dette tilfælde vil musikkens virkning afhænge helt og holdent af hvilke tanker tilhøreren selv gør sig.

Kan det lade sig gøre at bedømme moderne musik ud fra lignende normer? Kan moderne musik være enten opbyggende eller nedbrydende? Kan den være farlig for den kristnes moral og åndelige sundhed? I den næste artikel vil vi analysere disse og andre spørgsmål.

[Illustration på side 5]

Musik kan misbruges

[Illustration på side 6]

Var al deres musik opbyggende?

Mahler

Wagner

Stravinsky