han udstedte dekretet, der gav jøderne tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. (Ezra 1:1) Dekretet kan være udstedt sent i året 538 f. Kr. eller før den 4.-5. marts 537 f. Kr.

Beviser for årstallets rigtighed

1, 2. Giv en skildring af „nationernes familie“, der opstod efter 1648.

HVILKE håndgribelige beviser er der, som fastslår året 1914 som et mærkeår med henblik på afslutningen af nationernes „fastsatte tider“? Først vil det være nødvendigt at give lidt oplysning om baggrunden for dette år. Efter det gamle romerriges forfald og opløsningen af det hellige romerske rige under den katolske kirke opstod der ved den westfalske fredstraktat i 1648 en „nationernes familie“. Dette hedenske hus af nationer var en løs ordning, hvor store og små nationer søgte at komme ud af det med hinanden, ligesom store og små brødre, i indbyrdes harmoni, der lejlighedsvis blev afbrudt af uenighed (krig) mellem de enkelte medlemmer. Der var ingen stor moder eller fader til at holde dem i ave. Hverken den katolske kirke eller resterne af det gamle romerrige var stærk nok til at holde disse nationer i tømme og således bevare disse udbrydernationer i deres rækker, som de tidligere havde kunnet ved hjælp af diktatorer. Dog opretholdt denne „nationernes familie“ et vist mål af international orden i denne verdensomspændende vækstperiode, og de rettede sig efter en samling internationale love. Denne „familie“ havde imidlertid intet politisk organ eller nogen hovedorganisation. Det forsøgte de sig først med under Folkeforbundet i 1919 for derved at holde sammen på tingene.

² Hermed følger en beskrivelse fra autoritativ kilde af denne „nationernes familie“. „Det romerske verdensrige opviste en fælles politisk suverænitet, hvorigennem fjerntliggende provinsers handlinger kunne blive reguleret; mellemperiodens kirke med dens verdensreligion stimulerede tanken om et menneskehedens fællesskab. . . . Familien var først en europæisk kristen familie af nationer, og dens lov var europæisk. . . . Amerikas Forenede Stater var den første tilføjelse uden for Europa. . . . I 1856 optog de fem stormagter det tyrkiske rige i dette fællesskab og gav det andel i den europæiske offentlige lov og overenskomsts goder. Japans indlemmelse i nationernes familie i 1899 føjede endnu en ikke-europæisk stat til den internationale familie, der var ophørt med at være europæisk og kristen.“a

3, 4. a) Hvilke kendsgerninger markerer enden på nationernes „syv tider“? b) Hvad er bemærkelsesværdigt i forbindelse med de nævnte datoer?

³ Hvad der skete med dette løst sammentømrede hus af hedenske nationer i 1914 er velkendt og hører nu historien til. Den hårfine balance af hedenske magter, der satte dem i stand til at udvikle sig til rene krigsfæstninger i førkrigsperioden, brød fuldstændig sammen i 1914. Huset sprang i luften, og nationerne mistede forstanden. At hedningernes hus styrtede sammen, og at deres nationale suverænitet kom i fare, minder det en ikke om ødelæggelsen af templet og kongens palads i Jerusalem i tiden fra 30.-31. juli og 2.-3. august 607 f. Kr.? Alt dette skete nøjagtig 2520 år senere næsten på selve dagen!b Læg mærke til følgende resumé af den begivenhedernes ild, der greb om sig, mens nationerne kastede sig over hinanden, og betænk, at alt dette skete ganske pludseligt i sommeren 1914.

⁴ „Østrig erklærede Serbien krig den 28. juli 1914. Forsøg på mægling fortsattes. Tyskland forlangte neutralitet af England i tilfælde af krig med Rusland og Frankrig; tilbød at respektere fransk territorium, men afgav intet løfte vedrørende kolonierne; Storbritannien nægtede at forhandle, den 30. juli. Østrig gik nu med til at forhandle med Rusland. Rusland foretog en delvis mobilisering, idet de erklærede, at Ungarns mobilisering var rettet imod dem; Tyskland mobiliserede, idet de påstod, at Ruslands aktion var rettet imod Tyskland. I denne spændte situation fortsatte Storbritannien sine bestræbelser for at standse et almindeligt krigsudbrud. Mens Rusland og Østrig forhandlede, sendte Tyskland Rusland et ultimatum, der krævede aflysning af Ruslands mobilisering inden tolv timer. Zaren anmodede om at få den østrigsk-serbiske konflikt forelagt domstolen i Haag; intet svar. Tyskland erklærede Rusland krig den 1. august, Frankrig den 3. august. Tyskland går over den belgiske grænse i overtrædelse af en overenskomst, garanteret af Storbritannien. Storbritannien forlangte, at Tyskland skulle garantere Belgiens neutralitet inden midnat den 4. august. Tyskland nægtede. Storbritannien erklærede krig den 4. august. Italien, der var bundet af en tredobbelt alliance med Tyskland og Østrig, erklærede sig neutral; havde hemmelig aftale med Frankrig om ikke at ville gå med i nogen krig imod Frankrig. Italien erklærede