De har ikke kunnet kurere så meget som den almindelige forkølelse endsige dødelige sygdomme som hjertefejl, kræft, leddegigt, tuberkulose, lungebetændelse, nyre- og leversvagheder, mavesår o.s.v.

16. I hvilken tilstand befinder den sig, og hvilken helbredelse trænger den mere til?

¹⁶ Betragt desuden engang de sociale, politiske, økonomiske, retslige, moralske og religiøse forhold i kristenheden. Dens tilstand beskrives på rammende måde af Esajas i hans omtale af dens forbillede, Israel: „Ve det syndefulde folk, en brødetynget slægt, ugerningsmænds æt, vanartede børn! De svigtede Jehova, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham ryg. Kan I tåle fler hug, siden I stadig falder fra? Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt, kun flænger, strimer og friske sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med olie.“ Hvad trænger kristenheden mest til: fysisk helbredelse af sit folks nedbrudte organismer eller åndelig helbredelse?

17. Hvorfor er den åndelige helbredelse af større vigtighed? Hvordan foreskriver Esajas dette?

¹⁷ Det er rigtigt, at der er et stort behov for fysisk helbredelse. Men fysisk velbefindende vil aldrig kunne skåne kristenheden for det truende Harmagedonslags trængsler og undergang. Den åndelige helbredelse er mere påkrævet, mere betydningsfuld, det er den virkelig livsvigtige helbredelse. For det er kun dem, som søger og opnår åndelig helbredelse, der vil overleve de forfærdelige ødelæggelser i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ og fortsætte deres liv i den sunde, nye verden. Profeten Esajas sætter den åndelige lægebehandling først, når han foreskriver, hvad kristenheden burde gøre, og beretter hvilke resultater, det vil medføre. „Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Jehova. Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld. Lyder I villigt, skal I æde landets goder; står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd. Thi Jehovas mund har talet.“ — Es. 1:4-6, 18-20.

18. Hvad viser kristenhedens læger sig at være?

¹⁸ Men kristenheden er som det gamle Jerusalems konge, Asa, dengang han var ramt af en alvorlig sygdom. Om ham er der skrevet: „Heller ikke under sin sygdom søgte han dog Jehova, men lægerne.“ (2 Krøn. 16:12) I dag vender kristenheden ryggen til det sande lægemiddel, som Jehova foreskriver i sit ord, og kalder sine religiøse doktorer til sit dødsleje. Disse mænd med deres hedenske filosofier, mennesketraditioner, tomme ritualer og ceremonier og hellige år og verdslighed viser sig at gøre, hvad Job sagde om sine falske venner: „I smører på med løgn“. De er „usle læger“. — Job 13:4.

19. Hvorledes svarer disse gejstlige læger i kristenheden til Jeremias’ og Ezekiels beskrivelse af Israels præster, profeter og hyrder?

Et resultat af næstekærlighed i Tennessee

Her er en hjertevarmende beretning om en kærlig Jehovas tjener og en taknemmelig vejfarende med tre små børn. For nogen tid siden var et vidne på vej hjem fra et bibelstudium her i Tennessees bjerge. Det var hen mod aften, og det regnede. Mens han langsomt kørte hen ad vejen, så han en mand, der gik med nogle småbørn ved hånden og dukkede sig for regnen. Vidnet standsede sin bil og tilbød dem at køre med. Det viste sig, at manden og børnene i de sidste dage havde vandret over halvandet hundrede kilometer i regnen. Vidnet inviterede dem til at komme med sig hjem og overnatte der samt få et måltid mad. Den vejfarende afslog at bo i huset, men fik noget varm mad, og han og børnene overnattede i laden. Før de gik til ro, var den vejfarende blevet interesseret i den nye retfærdige verden og havde modtaget et gratis eksemplar af bogen „Gud maa være sanddru“. Den næste morgen begav han sig på vej med sine børn, efter at han havde takket for mad og husly og udtrykt sin taknemmelighed for den nye bibelkundskab og bogen. Scenen skifter nu til en lille by i Alabama: Keener. Den vejfarende var kommet langt omkring, og bogen havde fulgt ham. Han og hans børn overnattede i et hus i Keener, og der fortalte han sin vært om den nye retfærdsverden. Hans vært viste interesse og ville gerne have bogen „Gud maa være sanddru“. Men det var den vejfarendes største skat; han kunne ikke skille sig af med den. I stedet fortalte han sin vært, hvordan denne kunne få en: Skriv til den venlige Jehovas tjener i Tennessee. Værten skrev brevet og fik sit eksemplar af bogen gennem den samme Guds tjener, som først viste gæstfrihed mod den omrejsende. Endnu engang har Jehova vist, at han arbejder på mange måder, for at „fårene“ kan blive fundet.