Spørgsmål fra læserne

● Hvad hentydes der til når der i Apostelgerninger 12:15 i forbindelse med apostelen Peter siges: „Det er hans engel“?

Vi kan ikke sige det med sikkerhed, for beretningen giver ikke nogen nærmere forklaring. Men de der sagde det kan have tænkt på en hellig engel der repræsenterede Peter, en såkaldt „skytsengel“.

Herodes Agrippa I havde ladet Peter arrestere og fængsle. I fængselet var Peter „bundet med to lænker mellem to soldater“, og der var „vagter foran døren“. Om natten kom Jehovas engel og udfriede ham, og han gik hen til det hus der tilhørte Maria, Johannes Markus’ moder. — Apg. 12:3-12.

„Da han bankede på døren til portrummet, kom en tjenestepige ved navn Rode for at lukke op, og da hun genkendte Peters stemme, åbnede hun i sin glæde ikke porten, men løb ind og fortalte at Peter stod uden for porten. De sagde til hende: ’Du er vanvittig.’ Men hun blev ved med bestemt at påstå at det var sådan. De begyndte at sige: ’Det er hans engel.’“ — Apg. 12:13-15.

Rode, der øjensynlig var kristen, kendte Peter. Hvilke slutninger kan disciplene have draget da hun ophidset kom med sin utrolige meddelelse?

Det græske ord de benyttede, angelos, betyder bogstaveligt „sendebud“. Skønt det undertiden bruges om et jordisk sendebud, et menneske, er det i Bibelen det ord der anvendes om et åndeligt sendebud fra himmelen, en engel. (Jak. 2:25; Gal. 1:8) I betragtning af de to mulige betydninger af ordet siger nogle bibelkommentatorer at disciplene mente at den der stod uden for porten var en mand som Peter havde sendt fra fængselet med et budskab, altså et jordisk sendebud. Dette synes dog ikke særlig sandsynligt, for hvordan kunne Peter sende en besked med et sendebud når han var under så streng bevogtning? Denne opfattelse tager heller ikke i betragtning at Rode genkendte stemmen som Peters.

Andre bibelkommentatorer i kristenheden har givet den forklaring at disciplene måske troede at Peter var død og at det var hans „legemløse ånd“ der var derude. Dette kan dog ikke være rigtigt, for disciplene vidste at mennesket ikke har nogen udødelig sjæl eller ånd der kan overleve legemet; mennesket er en sjæl. — 1 Kor. 15:45.

Kunne disciplene have tænkt på et åndeligt sendebud, en engel? Gud havde ofte benyttet engle når han ledede sine tilbedere og drog omsorg for dem. For eksempel talte patriarken Jakob om „den engel, der har udløst mig fra alt ondt“. (1 Mos. 48:16) Jøderne var kendt med dette. Desuden lader det til at der var en udbredt tro, ganske vist ikke baseret direkte på Bibelen, på at Gud havde sat en engel til at våge over hver enkelt israelit, en slags skytsengel.

Vi kan ikke sige i hvilket omfang disse kristne jøder i Marias hjem kendte denne opfattelse eller accepterede den. Men i hvert fald vidste de at Jesus havde sagt følgende om dem der fulgte ham: „Se til at I ikke foragter en af disse små; jeg skal nemlig sige jer at deres engle i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt.“ (Matt. 18:10) Efter at disciplene var kommet sig over deres første forbløffelse, kan de altså fejlagtigt have sluttet at Jehova havde sendt et himmelsk sendebud, en engel, der repræsenterede Peter og endog talte med en stemme som hans.

● Vil oplysningerne i Anden Krønikebog 16:14 sige at kong Asas lig blev brændt?

Nej, det der blev brændt var vellugtende urter.

Da den trofaste kong Asa døde fik han en ærefuld begravelse. Vi læser: „Man jordede ham i en grav, han havde ladet sig udhugge i Davidsbyen, og lagde ham på et leje, som man havde fyldt med vellugtende urter og stoffer, tillavede som salve, og tændte et vældigt bål til hans ære.“ — 2 Krøn. 16:14.

Nogle har forstået det sådan at det var liget der blev brændt. Men hebræerne brændte normalt ikke deres døde; de lagde dem i huler, gravkamre eller grave. Ligbrænding som led i en ærefuld begravelse forekom øjensynlig kun i sjældne tilfælde, som for eksempel da Saul og hans sønner blev begravet. — 1 Sam. 31:8-13.

Men vellugtende urter og salver brugte man. (Joh. 19:40) Efter at have nævnt sådanne vellugtende stoffer i forbindelse med Asas begravelse, er det at beretningen siger at man „tændte et vældigt bål til hans ære“. Læg mærke til at bålet var „til hans ære“. Verset antyder altså selv at det ikke var liget der blev brændt, men de aromatiske urter, der afgav en behagelig, krydret duft.

Sådanne bål nævnes kun i forbindelse med konger. Da Jeremias forudsagde at kong Zedekias ville dø i fred, sagde han: „Ligesom man brændte til ære for dine fædre, kongerne før dig, således skal man brænde til ære for dig.“ (Jer. 34:5) Den troløse kong Joram af Juda, derimod, blev slået med sygdom af Gud og fik ikke nogen prægtig begravelse. Der siges: „Hans folk tændte intet bål til ære for ham“, og han blev ikke jordet i kongegravene. (2 Krøn. 21:18-20) Der blev ikke brændt vellugtende urter ved hans begravelse.